Durin's Alfa males - Out and About

lørdag den 27. marts 2010

Påske - Here we come!!

Så startede Påskeferien!

 Hundene og jeg nød en eftermiddag på en meget våd strand i Fjellerup, og sjovt nok var der ikke meget vand, der hvor man ellers havde ventet det... Som I kan se så lykkedes det alligevel for tøserne at piske en stemning op, og i en sådan grad at der stank af tang i hele huset i timer efter hjemkomsten. Her til morgen har jeg ved selvsyn konstateret at vi nu kan begynde at servere drinks i høje glas, med farvestrålende paraplyer, for ligesom at komplementerer den fine sandstrand som er anlagt i stuen. Bliver et problem med at få strandparasollen slået op, da der ikke er så højt til loftet... Nå men solen virker ikke til at se frem bag skyen i dag, så mon ikke vi slipper solskoldning i denne omgang.



 Kareten styres mod Sjælland i dag. I morgen venter kaffe og kage (tres tres mums) og biftur i København. Ja, vi var jo lige på øen i sidste weekend, men det var i embeds medfør, og denne gang er det kun hygge!! Dejligt at komme hjem og blive forkælet. Det kan man godt trænge til ovenpå en slem forkølelse, hvor T-hjælpeceller og alle de andre byggesten i mit aldrene immumsystem har været blæst omkuld af en massiv bascillebombe. Stakkels, stakkels mig. Jeg tror der skal en STOR dosis påskeæg til at jage hæren af basciller på porten. ER sikker på at med god hjælp fra Ridder Nougat, Ridder Marcipan og Ridder Chokolade, så bliver de onde basciller så vældigt forskrækkede at de pakker sydfrugterne og rejser deres vej. Juhuuu! Måtte den dag komme snart!

 Nå men nu skal det hele jo ikke gå op i snot og slimløsende hostemedicin. Jeg havde jo stablet mig på benene til en dag på skolen i går, og det var dejligt at være tilbage. Herlig unger. Hvor jeg dog elsker det her job. De er blevet dygtigere i løbet af året, men man mærker det næsten ikke når man ser dem næsten hver dag. Man mærker dog at man har været savnet, når man ikke har været på sin pind i flere dage. Nu er det jo ikke spor sejt at komme frem til en lærer og sige man har savnet vedkommende, så bliver man jo både kaldt det ene og det andet, men det lod sig alligevel ikke skjule at de var glade for at sure, strenge, uretfærdige Randi igen var på plads i klasseværelset. Og sure, strenge, uretfærdige Randi var rørt til tårer.

Nu er Loa og jeg jo opsat på at gøre en god figur ved den officielle præmiere på torsdag, så hermed en opfordring til alle vore trofaste læsere. Torsdag omkring middagstid, vil vi sætte STOR pris på en venlig tanke. Der giver vi os sandsynligvis i kast med vores allerførste officielle B-prøve. Sidste gang vi var i ilden på en C-prøve, vil vi ikke dvæle for meget ved, men denne gang glæder vi os helt enormt. Altså nok mest mig, for Loa ved det jo ikke rigtigt endnu. Jeg har pakket lidt vildt, som min mor sikkert bliver lykkelig for at have i sin fryser (eller måske) ... og så har vi jo et par dage til at finpudse formen. Blot de ikke har lagt strudse og Zebraer ud i det frie søg. Resten skulle vi nu nok kunne klare... Verdens bedste Loa og så jeg. Vi giver den en skalle, så skal det nok gå altsammen.

 Nu vil jeg pakke al habenguttet, og se at komme derudaf.

Ha' en rigtig dejlig Påske i gode venners selskab!


onsdag den 24. marts 2010

Lidt af hvert.

Her sidder man så igen. Med snot til op over begge øre og hoster som havde man røget grønne Cecil siden ungdommens vår... Det har man ikke. Man er blevet skolelærer og det der med snottet er vist et personalegode. Har hørt en fugl synge om at det har noget at gøre med ens imunsystem, og at T-hjælpecellerne bare skal opdateres på alle de nye bakterier som de udsættes for, så det må jo stås igennem. Minus at man ikke kan smage hvad man spiser. Plus at man nu kan gengive sange med både Bonnie Tyler og Joe Cocker med langt større autencitet. Det er da altid noget at man kan score I "Singstar" med stoppet næse...

 Livet ruller hastigt videre for hundene. Aften træningen er gået i gang, men Loa og jeg har misset de to første gange på grund af møder på skolen og vaklende helbred og lige om lidt skal vi på prøve!! Det skal da blive noget så morsomt... Al den F*****G(!) sne har sat os langt tilbage i forhold til hvor jeg havde ventet vi ville være træningsmæssigt og nu spænder helbredet så ben i slutspurten... Pokkers. Nå men plan B er at hun får to forårsprøver at more sig på, og så ser vi hvad der sker. Ellers må vi jo bruge sommeren til at indhente det forsømte.

Påske på Falster venter forude, og det samme gør selskab med gamle kollegaer fra Citibank. Glæder mig, glæder mig, glæder mig... Og lidt længre ude venter små poter på at komme til verden. Det skal blive noget så vidunderligt med hvalpelyde i huset. Dejlige, dejlige væsner. Soya virker som hun skal i forhold til at det er 3 uger siden hun blev parret. Stjæler mad og tager sit nye job som politibetjent i flokken mere alvorligt. Hun gider ikke for megen uro omkring sig, og tænker kun på at stoppe noget i skrutten. Det tegner jo lovende.

 Den opmærksomme læser vil bemærke at jeg har skiftet forsidebilledet af den vordende moder ud med et billede af Nanna. Tak til Johnny Eckhaus, fordi han gad forevige alletiders Nanna i al sin pragt og vælde.

Vandet koger, så det er tid til mere te.

lørdag den 6. marts 2010

Love is in the air

Foråret er på vej, det lader sig ikke skjule. Vist fik vestjyderne lige en halv meter sne i hovedet i går, men når solen skinner så smukt som den gør i dag fra en skyfri himmel, så er det MEGET svært at være vinterdeprimeret. Her i huset har foråret fået noget af en kickstart. Der sker ting og sager. Ved 100% jeg har valgt rigtigt, ved 100% at hverken Soya eller Zeddi er kede af valget og ved 100% sikkert at en hund er savnet der i Tvis.