Ja, som lovet, så skal der nu leveres.
Jeg synes jo lige det var i går, men nu er tiden alligevel løbet fra mig, og reportagen fra deres udsendte dermed forsinket... Beklager.
Det hele startede med man pakkede bilen. Hunde, og sager blev stoppet gordt og grundigt ind i Seaten, som på ualmindeligt meget udtjente dæk, trillede mod Sjælland. Den bil er så god for min trafik kultur, da man under ingen omstændigheder nyder at kører mere end 120 km/t på noget tidspunkt af døgnet. End ikke i medvind. Den lyder som skal den døden lide, så snart den skramler sig op på noget trecifret, så det tager den tid det nu en gang skal tage at kravle fra Lystrup til Sjælland. Ih hvor det var fint omkring Vejle, og nej som solen skinnede over Fyn. (Fyn er Fin - det er ganske vist) og så skrumplede vi alle igennem betalingsanlægget og skulle lige tænke tanken at ringe de ventende forældre og advare om forventet ankomst, da det som ikke måtte ske, alligevel skete. Bilen punkterede... F..K var vist ordet, og P.. O..e!! var vist et par andre ord... Pokker heller om det ene gamle dæk gav sig til sidst. Det sad jeg så, i underskønne Vemmelev, med 3 hunde i bilen og oppakning til en hel Påske... Ringede og klagede min nød til hjemmebasen. Beredskabet var klar til at rykke ud, og komme hundene og mig til undsætning. Sendte endnu en venlig tanke til min ærværdige fader, som indprentede vigtigheden om et falckabonnement i min ryggrad, da jeg flåede medlemskortet op ad lommen og ringede til kundeservice. Fik forklaret den hjælpsomme agent Falck at jeg sad i Vemmelev med 1 stks ramponeret bil som skulle fragtes på værksted. Kunne ikke lige huske hvilken afkørsel jeg havde ramt da jeg hoppede af motorvejen på 3 hjul, men havde udsigt til et vejskilt, hvilket jeg lod agenten vide. På spørgsmål om hvilket postnummer jeg befandt mig i måtte jeg melde pas... Ved ikke hvor i Danmark at postnumre er skrevet på vejskiltene, men det var de i hvert fald ikke i Vemmelev... Det irriterede vist agenten en smule at jeg ikke var oppe på beatet med det der postnummer, og jeg skal da gerne være den første der skriver til trafik ministeren at udover afkørselsnumre, så er det af YDERSTE vigtighed for service organer at danske bilister til hver en tid ved hvilket postnummer de befinder sig i... Opgaven bliver sendt i udvalg til behandling, indtil jeg har den rette formulering på det brev... Serviceniveauet er jo altid højt og aldrig er man mere værdsat som kunde som når man faktisk har et problem de skal løse... Eller ikke... Da jeg nu sad der i Vemmelev og ventede på at en eller anden skærm skulle slippe et postnummer løs for den hårdtarbejdende agents pupiller, så blev ventetiden brugt til at lave lidt mersalg. Det er så rasende populært blandt folk i branchen. Først skulle vi lige have sparket til kunden som "kun" er basis kunde ved at forklejne det valgte abonnement, og få dem til at indse at solen nærmest kun står op hvis man køber sig en opgradering. Det var jeg nu ikke interesseret i da mit nuværende abonement rigeligt dækker det behov jeg har for assistance... Dette fik agenten helt op på dupperne, for nu skulle alle de der gode argumenter som hun havde haft fornøjelsen af på salgskurset, lige prøves af... De blev alle skudt ned, og i mellemtiden kom postnummeret frem på skærmen. Agenten havde ikke helt opfyldt sin mission, for nu skulle der jo kun ydes den service som jeg faktisk har betalt min abonnementspris for... Et sidste forsøg på at få mig til at opgraderer noget, som blev afvist, og så var der stille i bilen igen. Beredskabet var jo rykket ud, så det gjaldt bare om at vente. Solnedgangen er fin i Vemmelev, og der sker åbenbart absolut INGENTING for alle de unge mennesker i byen, så de brugte aftenen til at "cruise" i ramponerede biler på landevejen... Nu kan man jo, som ungersvend med indtil flere promille i blodet (passager ikke chauffør) være nødsaget til at træde af på naturens vegne... Og hvilket bedre skjul at gå om bag, end en gammel rusten Seat, med et fladt forhjul... Ungersvenden marcherede så målrettet han kunne overmod min bil, gjorde sig det behageligt, og skulle til at lade vandet, da bilen pludseligt rystede af 3 gøende flatter tøser, som i hvert fald ikke mente at nogen skulle vådte noget som helst på deres bil. Han pakkede sagerne sammen, og flygtede hen mod den ventende makker. De skottede en smule i vores retning inden de cruisede videre, på udkig efter et træ af anseelig størrelse... Life on the wild side i Vemmelev...
Hundene og jeg blev hentet, og min bil kom under tag hos Falck for en nat og blev derefter transporteret til angivet værksted. 4 nye sommerdæk. Pyyyyh for en start på ferien...
Søndag gik med at hilse på gamle venner i København. Uhm, Lagkagehuset og noget frugttærte m en kop varm kakao, var lige hvad jeg kunne bruge. Altid rart at træffe gamle venner og hygge en hel masse. Bag efter stod den på biograftur og så var dagen pludselig fløjen og søndag var blevet til mandag.
Mandag var jeg så heldig at lokke Øivin til træning i Hillerød. Havde jo planer om at snuppe en 1. præmie i Knuthenborg, så et eller andet begavet skulle vi jo helst varme op med. Øivin er mere på hjemmebane i området end jeg er, så han valgte stedet. Loa fik gode markeringer som hun løste tilfredsstillende, og et frit søg med vildt som gik nogenlunde (hun havde et par grebsskifter undervejs), og et sjovere frit søg, hvor Øivin dækkede dummierne med blade, så hun ikke kunne se med det blotte øje hvor de lå. Det klarede hun rigtigt fint. Tøsen har næse har hun!! Øivin selv skulle vist mest træne forfra på dirigering over vand. Der blev jo så kastet nogle dummier over vand, og så var det så meningen at Ivan skulle hente dem. Det var vist også Ivans hensigt, men han må være blevet en smule distraheret undervejs, for han blev sendt på en dummy og kom glad med en død fisk... Hmmm, Øivin smilede, sagde tak (greb afleveringen med støvlen) og sendte Ivan igen. Endnu engang sprang Ivan glad i vandet og over og kom hjem med en død fisk... Så var der ligsom rydtet op, og så skulle dummien bare hjem, men det var ikke nemt at få Ivan til at forstå at det faktisk drejede sig om dummien og ikke flere døde fisk. Skam får den som giver sig, og til sidst kom den da også hjem. Vist var der skønhedspletter i Loas arbejde, men ikke værre end at det nu nok skulle gå, så fuld af fortrøstning satte jeg mig i bilen og kørte (på nye dæk) hjemad, og pludselig var mandag slut og tirsdag begyndt.
Tirsdag aften kørte vi til Falster i sommerhus. Tøserne og jeg. Det var bare dejligt. Tæt på vandet, i et hyggeligt bjælkesommerhus i svenskrød med hvide vinduer og hushjørner. Onsdag var der træningsfri, for der skulle vi afklimatiseres til de nye omgivelser, og samle kræfter til Torsdagens prøve. Min søster kom sent onsdag aften, fuld af sommerfugle i maven for lille Pennie skulle jo til brugsprøve om torsdagen. Ihh, som der var sommerfugle i maven i den lille hytte på Falster.
Torsdag morgen startede i god stemning og højt humør. Vi styrede mod Knuthenborg og fandt hurtigt frem til prøvestedet. Maiken blev tilmeldt brugsprøven, og så gik vi ellers laaaaaaangt ud i terrænet for at se begynder klasse. Jo man kunne være kørt derud. Nej det ville vi ikke, da Loa skulle op som en af de sidste og ikke skulle "brænde krudt af" på alle de skud som rungede derude i skoven. med to dommere på i begynderklassen og 3 markeringer (2 land og en vand) pr hund, så blev der skudt en del i skoven. Jeg valgte at lade hende ligge i bilen på parkeringspladsen hvor de eneste skud hun hørte var 5 brugsprøve hunde. En af dem var jo Maiken og hendes lille frække Pennie. Med nerverne udenpå tøjet, så gik min allerkæreste søster til prøve med kræet. Her et illustrativt udpluk:
Og så var Brugsprøven i hus!!!!
Og så var det jo mig og Loa.
Det var noget med nogle fugle, og det var noget med at apporterer fuglene... ALLE fuglene.... Den opmærksomme læser vil allerede nu fornemme, at det vist ikke blev tilfældet. Vi startede med at hilse på prøvens naboer. Størrelse MAX på hornene skulle jeg vist lige hilse og sige...
Oplægget var for såvidt OK. Jeg synes nu vandhullet var lige hårdt nok for de unge hunde, da der var en mudder kant på ca en m som mange af dem hang fast i. En lille lab havde kuns det lige det better hoved over vandoverfladen, mens den kæmpede for ikke at blive siddende fast i det kolde mudder. Nu kunne prøvelæggerne jo ikke vide at det blev forår med besked på et minut eller så, men de burde i mine øjne have valgt et bedre vandhul til de unge hunde, hvor de ikke sad fast i mudder til halsen en meter inden de kom på land. Synd for når de kom op ville mange ganske naturligt ryste sig, og det kostede så en præmiering. Ikke helt fair, men det var nu engang præmisserne, så dem gik vi jo ind på da vi krydsede ventelinjen.
1. markering. Vanterne er lånt af søster, for det var pissekoldt i vinden.
Fundet!
Og så hjemad!!
Markering nr 2.
Haps!
Hjem med den også!
Sådan så vi ud da vi spejdede over vandet... Og det var så noget nær det tætteste vi kom på den fugl... Lille Loa luskebusk ville ej nikke nej i den splumrede sorte skovsø, og lige fedt hjælp det at undertegnedes temperament tangerede det røde felt... Jeg nødede, og kommanderede og kastede ubestemmelige ting i vandet (helt i overensstemmelse med dommeren, som også gerne så hun fik succes)så det plaskede og ploppede lystigt. "Duer ikke" sagde prinsessen og gik i gang med at snuse på bredden. Måske havde nogen fortalt hende hvor snavset hun ville blive, måske havde noget fortalt hende det var træls at sidde fast, eller måske var hun bare på tværen den dag. En eller anden emsig sjællandsk tilskuer ville give sit besyv med, og bad mig stoppe, for der kom jo andre hunde og de kunne jo bare hente den. Konen havde vist noget hun skulle nå, for hun var allerede godt træt af at dommerne skulle holde frokost lige inden hendes/hendes mands hund skulle op, så det hjalp jo ikke stort på tidsplanen at Loa og jeg lagde beslag på vandhullet på den måde. Nu må sådanne personer undskylde mig, men for mig var det vigtigst at Loa fik alle chancer for at lykkes, og så var jeg ret ligeglad med hvad hun og eventuel mand måtte synes om den sag. Der er en årsag til jeg synes det er hyggeligere at stille på prøve i Jylland!
Nå, men da tøsen ikke ville svømme (kun til navlen, var devisen) så stoppede jeg hendes afprøvning. Hun har aldrig nægtet at gå i vand ved noget andet tilfælde og badede lystigt i havet aftenen inden prøven, så jeg tog hendes opførsel som et tegn på at batterierne var kortsluttet, og så var der ingen grund til at fortsætte. Hun havde haft et par grebs skifter af duerne undervejs også, så alt i alt stod viseren på stress, og så var det bedst at stoppe mens legen endnu var god. Dommeren sagde at havde hun gået et godt frit søg kunne hun have hevet en 3. præmie hjem. Vi kom efter en 1. præmie så om vi gik med en 3. præmie eller et 0. var mig så evigt ligegyldigt. Vi skal i gang med mere træning, og så vender vi tilbage når vi er blevet bedre.
Resten af Påskedagene stod den på hygge i familie og venners skød i det hyggelige træhus på Falster.
Påsken sluttede med det herligt besøg af en familie som gerne vil købe en af Soyas hvalpe. Det er så godt at mødes inden alt er bestemt for nu at se om alting stemmer. Jeg er overbevist om at den lille hvalp får det dejligste hjem hos den her familie, så nu venter vi i spænding på det skal blive d 8. maj!
Efter den lange påske, var det faktisk herligt at komme i skole igen!!
