Kennel Durin's Blog

Mod på livet - Nat og Dag.

2011-11-18T10:24:00.001+01:00

De små begynder for alvor at udvidde deres grænser og opdage nye omgivelser. Det er slut med at blive båret fra hvalpekassen ind i køkkenet, nu fræser man selv afsted, så hurtigt de små stolper kan bære en. Noget andet er så når man skal i seng, for så er man træt og så bær de små stolper ikke ret meget!

Her er flere billeder fra forskellige eventyr. Vist er de dejlige!

Ude er godt når man alligevel er hjemme...

2011-11-15T14:10:00.001+01:00

Dette efterår er et noget omvæltende et af slagsen. Er flyttet til Helsinge med alt mine pakkenelliker og min dejlige Loa. Her skal vi bo sammen med 2+8 firbenede og 2 tobenede. Fra at være en flok på Djursland, er vi nu blevet en flok i Nordsjælland. Livet er forunderligt og noget så dejligt. Der går lige lidt tid med at få alt på plads, men jeg nyder dagene, som bare flyver afsted. Jeg kan ikke helt forstå at det er jul om noget der ligner 6 uger! Hold da op.

Og de små drenge flytter hjemmefra i starten af december, og så bliver der noget tomt i hvalpekassen. Ja, vi beholder naturligvis lille Jeddi her hos os. Når nu Hella mente at vi ikke havde lyst til at beholde en tæve, så beholder vi jo bare en han ;0). Jeddi-Spagetti. *Griner* Ja, det første udkast til navnet var faktisk "Jedi", for det er jo sådan en stærk, modig, sympatisk, loyal, snu og meget spirituel overlegen helt i Starwars. Men nu har min elskede Ø et eller andet imod engelsk udtale af J, når man bor i Danmark, så det bliver så "Jeddi" istedet. Hans hund, så det må følgeligt være hans valg. Det er der sikkert heller ikke mange andre flatdrenge, der hedder ;0). Jeddi-Jetski. Han er ikke valgt endnu, for poderne er jo kuns 5 uger gamle, så det er lidt tidligt, men der er flere der viser rigtig fine takter, både hvad nysgerrighed og næse angår, så nu gælder det jo bare om at holde godt øje med de guldklumperne de næste par uger. Ting kan hurtigt ændre sig i den alder. De er jo inde i en rivende udvikling.

Billederne er taget efter fodringstid på gårdspladsen her til morgen. Lyset er ikke det bedste, men drengene var som sædvanligt veloplagteog klar til nye opdagelser.

Er man interesseret i at give en af disse uimodståelige drenge et godt hundeliv, så er der stadig et par stykker til salg. Kontakt os på mail: allbrightsflat@gmail.com eller på telefon 40872020.

Verden er så stor...

2011-11-13T13:35:00.001+01:00

De små fik morgenmad i det fri i dag. En sådan morgen i november er det vel naturligt at måltidets højtidlighed fejres med en salut fra et jagtgevær? Drengene løftede ikke et øjenbryn, da Øivind affyrede et skud et stykke fra deres spiseplads. Alle spiste ufortrødent videre. Bagefter dukkede de op ad madglædens rus (ja, da fadene altså var tomme) og fandt ud af at de vist ikke var på kendt grund... Efter at have sundet sig lidt, gik flere af dem på opdagelse i alt det nye. Det er så velsignet at se de små tage livtag med den store verden for første gang. Det er blot at konstatere, at de alle er udstyret med sund fornuft og er temmelig nysgerrige. Nu er vi begyndt at klippe mærker i de tykke pelse, så vi kan følge deres udvikling mere individuelt.

Vi har installeret en antikvarisk radio i hvalperummet, så de små lytter lystigt til P4. Ja, det er jo nok radiostationen for den mere modne del af befolkningen, men nu får de altså et skud senior, nostaligisk popkultur, og så regner vi trygt med, at de er mentalt rustede til det meste i deres fremtidige hjem. Har man først overlevet mere end en søndag med giro 413, så har man vist verden, at man er gjort af et sejt stof. Vi har anskaffet en CD fra kennel klubben med lyde af fyrværkeri, skud og torden. Den får også lige et par omgange om dagen, altså såsnart vi har fundet en mindre antikvarisk radio, der faktisk kan afspille medieformater fra det 2100 århunderede. Her tænket specifikt på en radio der både kan spille radio og afspille CD'er (ikke nødvendigvis MP3). Vores gamle radio kan spille kasettebånd, hvilket ikke hjælper meget i denne situation. Kan godt være at kennelklubben ikke altid er helt med forrest i feltet på store dele af teknikområdet, men her er de alligevel oppe på beatet... Nå, men lydsiden er altså dækket godt ind, hvad prægning angår.

Hvalpene kommer nu også ind i stuen og lege. Her kan man opdage nye verdner i alt det der som vi endnu ikke har fået helt på plads i al flytteriet. De er meget nysgerrige og vil gerne undersøge deres omgivelser. Elsker at se dem futte rundt med de små antenner helt i vejret.

Vi begynder at få flere og flere henvendelser på kuldet, og det er så dejligt. Der er stadig hvalpe tilbage, som endnu ikke er blevet bestilt, så har man lyst til at give en af de små krudtugler et dejligt hjem, så kan det nås endnu.

Livet er dejligt med en hel flok hundehvalpe!

Farvel og tak, Rhesus (positiv)

2011-10-26T20:53:00.000+02:00

Lars ringede i går og fortalte at Rhesus, Soyas bror, var fulgt i sin søsters fordspor og nu løb sammen med alle de andre vi har mistet i årenes løb på den anden side af regnbuen. I den svenske flatklub kan man få en streamer med teksten: "Lycklig är den flat som jobbar". Rhesus har været lykkelig det meste af sit liv. Lars har budt ham på meget jagt i årenes løb, og Rhesus gav med Larses egne ord alt. Hunden, der aldrig gav sig, har nu fundet hvile. Jeg er nu sikker på at ham og søster tosser rundt, til deres udelte fornøjelse, der hvor de nu måtte befinde sig. Mine varmeste tanker går til Lars, som gav Rhesus chancen for at vise hvad han kunne på jagt år efter år og så ofte de kunne slippe afsted. Er det ikke skønt, hvad sådan en lille sort krudtugle kan blive til og føre med sig? På sin sidste jagt hentede Rhesus godt og vel 30 fugle, på trods af at han bare skulle med som efterapportør og at der sikkert ikke skete så meget. Effektiv og vedholdende. Og en lille smule snu når det gjaldt. En episode sidder på nethinden endnu, og der vil den blive længe. Rhesus var god til at drive, og var i færd med at lette en fasan, da fuglen ikke var hurtig nok på vingerne, og den gode Rhesus hoppede op og snappede den i luften. Jægeren som fuglen kunne være serveret for, knækkede bøssen grinede ved synet af den store hund med den sprællevende fasan i munden. Tak Rhesus fordi du aldrig gav dig, tak Lars for det liv du gav din kammerat. Jeg ønsker dig alt mulig held og lykke med Lukas og Aske. Knæk og bræk derude.

- En stolt opdrætter.

Drengene vokser og vokser...

2011-10-17T08:50:00.003+02:00

Ja, nu er drengene så 10 dage gamle. De spiser, knirker lidt og sover mest af alt i bunke. Mor Hella sørger for mad ad libitum, så der er ikke meget at klage over. Ved ikke hvordan de der fede maver nogensinde skal kunne blive båret at de små frøben, men evolutionen har vel en mening med den udvikling ;0). Hverken Øivind eller jeg har nogensinde haft et kuld der har væet så rolige og tilfredse med tilværelsen. Hella pusler om dem efter alle kunstens regler. Det er ellers noget af en svendeprøve hun er sat på. Dobbelt så mange børn som sidst ligger der, der i halmen og hun har både mælk og omsorg til overmål.

Mog og børn - efter 10 dage.

Hun ligner i hvert fald en, der har mælk nok til endnu flere. Hun er begyndt at ville gå lidt ud af kassen, når hun skal spise, trænger til en luftetur eller vil have vand. Ja, nu er det altså ikke fordi hun ikke har vand inde ved hvalpene, men det er vist ikke helt godt nok. Det er meget bedre, hvis hun skal gå et andet sted hen for at drikke og spise. Hun vil også helst længere væk fra hvalpegården for at gøre sig ren. Smart nok når man tænker på, at ude i naturen ville duften af hende kunne lede rovdyr hen til hulen med de små forsvarsløse hvalpe. Jo, hun er en meget dygtig mor.

Vi er bedst i bunke!

Drengeholdet er rigtigt godt hjulpet fra start af! Selv nyder vi det dejlige efterårsvejr, og ser frem til en weekend med både jagter og familiefest. Ivans sår er ved at hele, så Loa må holde for om lørdagen alene, mens de begge kommer med til Præstø på søndag. Selv ser jeg frem til en uge med læsning, opgaveskrivning og masser af hygge. Jeps, jeg har EFTERÅRSFERIE!!!

Nye tider - Nye skikke - Nyt navn

2011-10-14T10:15:00.000+02:00

Hella og drengene 8.oktober 2011 - da alle var blevet rene og tørre

Lørdag d. 8. oktober blev så dagen, hvor verdens bedste Hella nedkom med sine 9 drengebørn. Alle fine og store og sorte. Ja, vi mente jo at vi havde lyst til at beholde en tæve efter kombinationen, da vi ønsker at videreføre tævelinjen, men Hella mente bestemt, at vi havde lyst til at få en makker til Ivan i huset (kan jo også blive for meget østrogen i en flok), så det blev til et rent drengehold i hendes sidste kuld.

Nu har den første interesserede meldt sin interesse... Det er jo dejligt, men de ville gerne have en tæve, og det er jo svært at efterkomme. Nå, men vi glæder os til de næste mange uger, hvor drengene vil vokse og gro, og udvikle sig med lynets hast, og før vi har set os om, så er de klar til at indtage verden udenfor med masser af livsmod og en håndfuld spilopper i bagagen. Det der med spilopperne er nok genetisk forankret, for med Hella som moder, Nanna som farmor, og det generelle niveau af gale streger, der i øvrigt præger drengenes stambog, så er der en god chance for at de har en vis mængde intelligens med i bagagen, og at den sikkert ikke altid vil bringe ubetinget glæde, hvor den nu leves ud. Er man interesseret kan man læse om Nanna andetsteds på denne blogg, og derpå gøre sig klart om man er klar til det niveau af humor og livsglæde til både hverdag og fest (og jagt, masser af jagt).

Vi har altså ret store forventninger til drengeholdet, og vil glædes og grine med de kære mennesker som vil give disse krudtugler et godt hjem. Vi tilbyder også hvalpetræning, da det helt sikkert bliver nødvendigt med hensigtsmæssig motion af hjernevindinger og udfordring af de små grå. (Ja, hvalpene er og bliver altså sorte, men jeg blev lige inspireret af Hercule Poirot et øjeblik...).

Det er skønt med hvalpe igen. Hella er en meget nidkær og omhyggelig moder, og det er først i dag at hun har brugt noget der lignede 2 minutter i et andet værelse på at spise morgenmad med Ivan. Stakkels Ivan, der siden søndag har været hårdt ramt af en meget kraftig hudbetændelse og måtte gå med skærm. Verden er slet ikke ligeså skæg, når man tumler rundt med en kegle på hovedet... Stakkels skøre Ivan.... Nå, men han er på bedringens vej, og er klar til sæson premieren med alle fasanerne i næste uge.

Ja, der blæser nye vinde i kennelen. Kennel navnet "Allbright's" er på vej på pension, for vi kommer til at fortsætte opdrættet i kennel Durin's i stedet. Det giver mest mening, da dette navn har rødder tilbage til 1986, mens navnet "Allbright's" ikke har været brugt i 9½ år. Så historien vandt, mens de progressive ideer om opdræt og flatcoats lever i bedste velgående. Et mantra i kennelen er at der avles på egenskaber fremfor meritter. Vi kommer selv til at træne og meriterer vores hunde, for det er sådan vi mener, vi lærer deres styrker og begrænsninger bedst at kende, men vi vil hellere kigge på en hund i forskellige situationer (fortrinsvis jagt) og bedømme dens kvaliteter ud fra det vi ser, end kigge på en liste over meritter, når valget af avlspartner skal træffes. Vi vil meget gerne forbedre det materiale vi har, og dermed bidrage til en positiv udvikling af racen. Det er ganske høje mål at arbejde efter, og det har vi det godt med.

De gamle venner lever trygt i mit hjerte, som også har plads til de nye der kommer til. Kuldet skal hedde noget med J og vores dreng kommer til at hedde Durin's Alfa Jedi. May the force be with you all...

Farvel Soya

2011-09-14T10:12:00.002+02:00

Det er meget tungt at skulle sige farvel til endnu en gammel ven. Dagen i går, blev et punktum for en meget charmerende tøs, der har fulgt mig gennem min omflakkende tilværelse de sidste 9 år. Sødeste, rareste Soya sov ind i går, på dyrlægens bord. Røntgenbillederne viste med al tydelighed, at årsagen til hendes halthed var det, jeg havde frygtet mest, nemlig en knogletumor, og jeg valgte at gøre min bedste ven, gennem mange år, den sidste tjeneste. Jeg tog imod hende, da hun kom, og sagde farvel til hende, da hendes tid hos mig var til ende. Jeg var heldigvis ikke alene, og fik trøst og støtte af min elskede Øivind. Han fik således også lejlighed til, at sige farvel. Hun var ganske særlig hund med en stor personlighed. Hendes sidste bedrift, inden vi kørte til dyrlægen, var at jage fritløbende kaniner på tre ben. Viljestærk og ukuelig optimist til det sidste. Jeg savner hende i sofaen ved siden af mig og Loa savner hende at lege med og tygge i. Efter Nanna's pludselige bortgang, havde Soya overtaget rollen som legetante, og de to fik masser ud af hinanden, indtil i går.

Mange pudsige billeder og situationer trænger sig på, som da Soya mente at en sprællevende elgko vel ikke var for stor at hente til sin mor, og satte efter både ko og kalv ind i skoven i Fengersfors. Eller da hun fandt en kastestang fra et rådyr, og naturligvis kom spurtende hjem for at aflevere til mig. Eller da hun heller ikke mente at en flok på ca 12 vildsvin var for stor en mundfuld, og jagtede dem udover marken en kold og mørk martsmorgen i Skåne. Hendes første dag i Fredensborg var heller ikke uden ofre... En af de fritløbende kaniner måtte lade livet og døde (af skræk) i munden på Soya. På Præstø gjorde hun sig også bemærket, selvom hun hvad narrestreger angik, stod meget i skyggen af Nanna. I stedet arbejdede hun metodisk og vedholdende, hvilket var guld værd, når de sidste fasaner skulle hentes i sivene. Det er nok svært for udenforstående at forene billedet af den drabelige jagthund med det store mod og ukuelige optimisme, med den hyggefis, der elskede at ligge i sofaen og aldrig blev træt af kæleri og opmærksomhed. Men sådan var hun. Helt præcis sådan. Jeg er glad for at hendes bror Rhesus stadig er i god behold, og nu gør sig klar til endnu en jagtsæson. Vist skal han kun med på de mindre jagter, men han er still going strong, og det glæder mig usigeligt.
Kæreste dejlige Soya. Tak for den tid du tilbragte sammen med mig. Hils alle de andre når du ser dem. I er alle savnet.

Elementernes rasen

2011-08-28T20:44:00.003+02:00

Så blev det tid til at få sparket Loa's prøvesæson igang, nu hvor B-prøve sæsonnen går på hæld og jagterne kryber nærmere. Takket være en dårligt timet løbetid, så blev debuten for i år udsat fra første weekend i august til sidste weekend i august. Flatweekenden er altid god at være med på, og Loa var tilmeldt i åben klasse. Dommer var Flemming Roed og han dømte med sædvanligt overblik og lune, en udmærket åben klasse prøve. Så prøven var god, dommeren var god og vi kom i god tid og så var der lige vejret. Det lynede og tordnede, regnede og ruskede hele formiddagen. Jeg har aldrig været på prøve i så dårligt et vejr. Det var gråt hele dagen og mørkt og slet ikke egnet til at tumle rundt i nogen som helst form for terræn. Ikke skægt, men hvad står man dog ikke igennem, når nu der skal være prøve. Øivinds bil bidrog til smil og morsomheder allerede fra start af, da vi gled ind på en meget våd græsfold for at parkere, i baghjulstrukket Toyota kassevogn. Ved hjælp af gode kræfter blev bilen skubbet nogenlunde ind på en parkeringsplads, og så holdt den i det mindste der. Vi kiggede på hinanden og vidste meget vel, at uden hjælp ville vi sikkert holde jul i udkanten af Dianalund... Godt vi havde alle hundene med... Hvis nu det skulle gå så galt.

Loa skulle i ilden på det 4. hold, og der var masser af prøvenerver i maveregionen. Jeg vidste godt at det ikke er nu, lige efter løbetiden, at hun er i topform til prøve. Og jeg vidste lige så godt, at det der med træningen ikke havde været så intensivt og kontinuerligt i alt det med ferie, løbetid og flytterod. Så mon ikke hjertet sad i halsen? Der blev det så siddende en stund, da det gik op for mig at prøveoplægget indeholdt dirigering over vand... (F*****K!!!) Ja, så var det ligsom, at håbet svandt en smule mere. Nå, men skam får den, der giver sig, så jeg måtte finde den indre jyde frem (den som er så stærk og sej) og kaste mig uforfærdet ud i opgaverne. Tak for al hjælp og støtte under den proces fra min sødeste Ø, og Anette som i vanlig stil stod last og brast med Loa og jeg.

Vi var hund nr 2 i parret, og måtte derfor vente lidt på at makkerhunden gjorde sine opgaver færdige inden vi var på. Ja, vi skulle jo gå i søg sammen, så helt færdig blev den jo ikke ;0). Med tanke på formen, så var målet for dagens prøve at teste hvor vi var, og at løse alle opgaverne på bedste vis. Præmiegrader var ikke en del af målet, men derimod var en god arbejdsindsats det optimale udbytte. Terrænet var en åben eng, med et par småsøer, og en remise med granskov, som så ud til at huse en fasanudsætning. Granskoven var tæt i toppen og mere åben i bunden, så trods det var mørkt derinde, så var det muligt at følge hundenes arbejde en del af vejen.

Vi startede med en dobbeltmarkering på den åbne eng. Regnen var stilnet af, men det var stadig skyet og mørkt i vejret. 1.kastede var en due på vand og 2. kastede var en and i kanten af søen i noget sivbevoksning. Jeg lod Loa vælge selv, hvilken der først skulle hjem, og hun kom først med anden. Fint markeret og pænt bragt hjem. Dernæst var det duen på vand. Hun havde retningen derud, men i stedet for at svømme direkte ud og hente pipperen slog hun et slag og måtte ha lidt hjælp for at komme på den rigtige side af vinden og hoppe i. Godkendt, men ikke smukt. Så var turen kommet til vanddirigeringen. Jeg besluttede mig for at droppe alle ambitioner om at gøre det fint, og i stedet støttede jeg efter alle kunstens regler og fik hende sørme over søen og op på modsatte bred. Så holdt det heller ikke til mere, og ærgeligt nok kom hun ikke de sidste meter op på bredden og fik fært af fuglen, så den blev liggende og jeg besluttede af stoppe øvelsen og ikke mase mere med hende. Surt at hun ikke fik succes, når nu hun var så tæt på, men det må hun få under træningen for det var klart et moment vi ikke har trænet nok. Alligevel gjorde hun sit bedste for at løse opgaven, og på trods af at det ikke rakte helt i mål i dag, var hendes indsats positiv. Videre til enkelt markeringen. Fint direkte ud og hjem. Med en fin og meget våd fasan.

Så var det frit søg. Loa er bedst til søg generelt (der hvor jeg blander mig mindst muligt), men det var tydeligt at batterierne var flade og energien ikke var i top, så der var ikke andet at gøre end at give det vores bedste forsøg. Loa gik et godt systematisk søg, og selvom hun var lidt uden for området i starten, så fandt hun selv ind og brugte næsen til at trække lange fine færter. Hun havde ikke så meget fart i futterne, men hun var som sagt systematisk, og fik samlet sit vildt hjem. Dommeren lukkede bogen og så var det pludselig ovre... Min mavefornemmelse sagde mig, at vi lå omkring en 3. præmie, og det samme resultat kom dommeren til. En god prøve, en god dommer og en god hund. En dag sidder den 1. præmie i skabet, og i dag var jeg godt tilfreds med en af mindre valør. Nu venter en prøve på Lolland i næste weekend, og jeg glæder mig til at komme afsted igen. Inden det har Loa og jeg kastet os over noget skæg og ballade træning. Det kan være det hjælper lidt på motivationen og får lysten helt i top ovenpå løbetiden ;0). Så trods elementernes rasen, og en masse prøvenerver roede vi altså en 3. præmie i land.

Farvel Nanna

2011-07-25T08:41:00.000+02:00

Så kom dagen hvor jeg måtte tage den tunge beslutning og lade min dejlige Nanna hund få fred. Jeg er stadig i chock, for det kom helt uventet og alt, alt for tidligt. Hun fik en mavevending og stod ikke til at redde. Hun var rask og rørig til det sidste, og det er den eneste trøst jeg har nu. Hun havde ikke et eneste gråt hår, bevægede sig som en unghund og var upåvirket af sin alder i øvrigt. Hun var rask hele sit liv, og levede det 100%. Jeg har ikke ord for hvor ondt det gør, men er samtidig lykkelig for at hun kom til mig for 10 år siden. Det har været en fantastisk rejse med jagter, prøver, udstillinger og et utal af hyggestunder i hverdagen. Tak, Nanna fordi du var min for en tid.

God Sommer!!

2011-07-06T13:32:00.001+02:00

Så er der lidt nyt i bloggen igen. Dejlige Loa har været ved fotografen, og DKK har konstateret at hun har fine hofter og albuer. Hun har A på hofterne og 0 på albuerne. Nu venter vi blot på resultaterne af Penn-Hip billederne. Dyrlægen sagde de så fine ud, så det er ren nysgerrighed. Er lidt spændende at se om hun har arvet sin bedstemors stramme ledbånd. Hun har arvet så meget andet godt fra hende.

Foto: Karen Lisager

Ellers lader vi op til en stor flytning. Vi skal bo på Sjælland og d 22. august starter jeg på Blaagaards Seminar for at gøre mit sidste år på meritlærerstudiet færdigt. Sikke meget man får skrabet sammen i løbet af ganske kort tid! Der skal ryddes meget ud í alt det gamle ragelse jeg har liggende. Man skulle tro at det ligsom blev mindre, når man havde flyttet så ofte som jeg har, men nej. Synes stadig der er meget skrammel.

Desuden venter en ferie i Norge forude. Det skal blive skønt med nåletræer, skovsøer og fjeldtoppe! Så mellem alt det der flytning, ferie og hund, så er der ikke meget tid til Blogg.

Ha' en fortræffelig sommer!

Sikke en dag!

2011-06-19T19:18:00.000+02:00

Så var det på tide at komme ud og lufte udstillingsteltet igen. Denne gang i Vejen. Jeg havde Nanna og Loa med og vi slog følgeskab med Anette, Diana og Alletiders Albert. De sidste par udstillinger har været et par underlige oplevelser, senest i Køge, hvor både Loa og Albert måtte nøjes med en VG. Det tager vi os ikke til takke med, så på med vanten og afsted igen.

Først i ringen var Albert. Kors, hvor var det spændende. Altså ikke fordi der var skyggen af konkurrence, (tror det er første gang jeg har oplevet at der kun stod en enkelt hanhund i brugsklassen!!!!!), men fordi det var lidt vigtigt at få CK med i den videre konkurrence. Anette og Albert var vældigt fokuserede og gjorde en fin figur i ringen. CK'et var hjemme, og så var det bare at holde vejret og vente på afgørelsen i BIK. Masser af championhanner og hanner der var fuldcertede og lignende, og til sidst stod Albert så og fik sit længe ventede og meget velfortjente cert!!! Jublen var ikke til at skjule! Der faldt vist også en enkelt glædestårer eller to. Glæden er størst når man kan dele den med venner.

Så var det tøsernes tur. Loa og Diana stod begge i brugsklassen. Der var hele 4 tæver tilmeldt! Hvor er det dog sørgeligt at der ikke er flere hunde på udstilling... Loa løb så fint og viste sig pænt, men den manglende pels afslørede ganske tydeligt hendes markant lavt ansatte hale, og det kostede et CK i dag. Hun endte som 4. vinder, og det er jeg godt tilpas med. Bedre gik det for søster Diana. Hun løb og viste sig med højt humør hele dagen, og sørme om ikke hun blev 2.v i brugsklassen m CK og senere 4. bedste tæve!!! Var mor Nanna lige stolt?! Altså, når hun ikke lige selv var i ringen. Nanna hyggede sig gevaldigt i veteranklassen, hvor hun måtte se sig slået af en smuk 12 årig tæve, men i dag var der ikke noget HP til damen. Hun scorede nemlig endnu et CK til samlingen, og det gjorde godt i mit hjerte. Gamle tøs, som i den grad stadig forstår at spurte ringen rundt, med masser af energi og glæde.

Så en pragtfuld dag, hvor der blev spist cert is og grinet en masse. Turen hjem gik over stok og sten, og nu sover mine præmieslugere i hver sin sofa... Mon ikke det samme gør sig gældende på kennel Birkebo???

Tillykke med de 9 år!!

2011-05-27T23:11:00.001+02:00

Ja, maj er tydeligvis en måned spækket med festdage. Verdens dejligste "skyggetante" fylder 9 år i dag. "Ska' du ha Soya i rullen???!! Nej tak, jeg skal helst ha' hende med på jagt *Griner*. Min dejlige tøs, som har levet lidt af en skýggetilværelse i sit liv fordi: "der var så meget, jeg skulle nå", men som er blevet givet et gudsbenådet naturtalent, for det der med at hente fugle, i vuggegave. Kan gå fra nul til 100 på ingen tid, og kan lægge sig og vente uden en lyd, mens drevet trækker igennem en såt. Totalt af og på knap, der! Elsker at være i centrum og bliver aldrig overset, hvilket gør min idé om hendes status som skyggetante en smule til skamme. Min pointe (og min slet skjulte ærgelse) er at jeg aldrig har fået gjort mere ved hende i prøvesammenhæng. Hun har aldrig været overtrænet, og hendes meriter har derfor meget lidt med min indsats at gøre, men afspejler et naturtalent for samarbejde, vildtfindende egenskaber, og en stor kapacitet for arbejdet. Jeg er meget,meget stolt af min Soya! Bror Rhesus har det stadig fint og trives med sit liv som apportør og opdrager i Lars' flok. Lars har kæmpet i mange år for at få slidt ham op, men den gamle har hængt i og været med på den værste. Håber du har fået noget godt at gnave på i dag, kære Racer-dreng. Soya har måttet undvære sin mor, som sidder på Bornholm og skal dømme C-prøve og skue. Mærkeligt tidspunkt at rende af gårde...

Rhesus og Soya, TILLYKKE!! Ser frem til mange flere fødselsdage, og vi er vist flere der glæder os til jagtsæsonnen bliver sparket igang.

Her et billede af sødeste Soya:

Allbright's Sign of Four - 9 år - TILLYKKE!

En frisk og frejdig fødselar!

2011-05-09T22:01:00.003+02:00

Så kom dagen, hvor min elskede Nanna rundede de 10 år!

TILLYKKE min dejlige tøs.

Optakten til festdagen var helt i top. Skue i Nordjylland lørdag, hvor hun blev BIR og BIS 2 (i skarp konkurrence med verdens bedste Albert!) og officiel udstilling søndag, hvor hun blev 2v i veteranklassen med HP efter en meget smuk og velholdt veteran på 12 år. HP. Ja, nu er der jo masser af farver og striber i denne verden, og det er jo sundest hvis man lever varieret, hvilket DKK har taget til sig i sit nye udstillings reglement, og kaster om sig med bånd i alle regnbuens farver til alle mulige og umulige præmieringer. Excellent er ikke længere noget med Certifikat kvalitet, som det var sidste år, men et rødt bånd. Very good er ikke længere et rødt bånd men et blåt, CK er ikke lilla men lyserødt (nærmest hvid lyserød) og HP er så et lilla bånd. HP, hæderspris, hædersfis... Ja undskyld mig men jeg ser ikke helt pointen med præmieringen. Det er lidt mere end en excellent men ikke nok til et CK. Kan med andre ord ikke bruges til noget som helst, så er i bund og grund overflødigt. Men sådan en præmiering scorede Nanna altså på sin sidste dag som 9-årig. Her et par udvalgte billeder af den smukke gamle tøs i fin stil og et enkelt, hvor hun faktisk står stille, med alle 4 ben på jorden.

Foto: Malene Birkebæk, Kennel Falkirks

I løbet af sine 10 år har hun gjort sig bemærket og efterladt et eller andet mærke i de flestes bevidsthed. Som da hun gik totalt af hånd til Flatmesterskabet i Skåne, og gav en strålende opvisning i hvordan man tydeligst ignorere indtil flere kommandoer og tager sagerne i egen hånd. Til stor fornøjelse for publikum, dommer og hjælpere, mens undertegnede var mange uger om at kunne se komikken i det stunt. Eller da hun på Bornholm under en dirigering i samme stil blæste på alt hvad der hed anvisninger og ophidsede korrektioner, hvorefter hun på kommandoen "Nanna, Kom her!!" vendte på hælen, løb stikmodsat 5 meter, hentede fuglen og bragte den hjem i fin stil... Dommeren bemærkede at han MÅSKE havde købt den som en dirigering hvis jeg havde sagt "Ud" i stedet... Eller hendes til dato mest bemærkelsesværdige knaldapport en frostklar morgen med skytter, klappere og øvrigt hundefolk på plads; en fugl, et skud og så "NAAAAANAAAAAAA!!!!!!!" Kan ikke huske alle skældsordene, ederne og forbandelserne, men kan godt huske de blikke jeg fik af det øvrige apportørhold... Men så kan hun jo også så meget andet. Hun forstår at sætte en dagsorden, hun forstår at følge en fært op, hun er så utrolig systematisk og metodisk i et frit søg, med eller uden makker. Hun er den sidste der giver sig og hun krydser glad og gerne hegn, skovbryn, strandenge og sivskove for at hente en løber... Hun kan med andre ord ting. Hun kan lukke døre op og finde huller i selv den fineste hundegård. Jotak. Min elskede Nannahund. Tak for alle de dejlige tåbelige ting du har fundet på gennem tiden. Jeg har ikke altid bakket entusiastisk op om alle dine kreative løsninger i diverse sammenhænge og har oftets haft "Nej-hatten" spændt solidt fast om hovedet. Dette kan måske foranlede at dit sande potentiale og talent aldrig bliver udnyttet til fulde, men jeg venter i spænding på dit næste innovative påfund, for om nogen, så har du masser i posen med talent og der er ingen tegn i sol, måne og stjerner på at det på nogen måde er aftagende.

Til min dejlige tøs på din 10 årsdag: TILLYKKE og TAK!

Nu er det endelig...

2010-12-01T19:18:00.001+01:00

Ja, det er jo faktisk den 1. december. Mit kalenderlys er for en gang skyld foran. Der gik en lille smule galt, da der skulle brændes ca 5 centimeter af inden vi overhovedet nåede ned til noget dekoration, og 5 mere inden vi kom ind på talrækken... Man forstår da at vælge et kalenderlys med format! Nisserne har påbegyndt deres årlige indtog, sådan lidt sent, for den opmærksomme læser (og min blog har vel ingen anden slags læsere) ved jo så vel at det var 1. søndag i advent i søndags... Ja altså, det var så en begivenhed vi ikke bemærkede så meget her på martriklen... Den forsvandt i mængden af skole arbejde, studier og sne...

Ja, sneen er kommet til vores del af næsen. Troede faktisk at jeg skulle ende på en sneplovs fejeblad i mandags da jeg trodsede elementernes rasen og kørte frimodigt mod skolen i Grenå... Det tog tid. Laaaang tid og det vær på det nærmeste umuligt at se en hånd for sig i alt det hvide. Det føg fra megabunker ved vejsiden og det sneede fra oven. Og der sad jeg. Midt i infernoet og så den der sneplov komme imod mig og makkeren bagefter... Der var ikke meget plads og pludselig savnede jeg min gamle volvo med pigdækkene noget så voldsomt. Lille mig mod alle odds i en gammel Seat... Kunne bedre lide lille mig mod alle odds i en solid MPV, eller endnu bedre, lille mig i sofaen foran en knitrende brændeovn, langt fra fygning og sneplov...

Nu er det bare sådan at man engang imellem gør noget skørt og får en masse godt igen. 9 elever var dukket op på skolen, og vi fik en rigtig herlig dag, trods vejret og alle de der klassekammerater der var sneet inde. Det er jo noget af en straf at faktisk nå frem til skole og ikke få snefri... Det var de i hvert fald rørende enige om. Så var det meget bedre på gymnasiet, hvor man aldrig havde snefri, men hvor man altså havde snefri den dag...

Det er nu onsdag og en anseelig mændge kollegaer er stadig ikke gravet ud af snemasserne. Jo tak, sneen er kommet til Djursland.

Og hvad laver så tøserne og jeg? Jo, vi holder varmen og vejret til weekenden, hvor vi skal ud og vise os frem i fineste skrud. Juleskue og Juleudstilling, og så må vi ellers se hvad det kan blive til.

Ka' det virkelig passe??

2010-10-16T08:55:00.005+02:00

De små begynder for alvor at udvidde deres grænser og opdage nye omgivelser. Det er slut med at blive båret fra hvalpekassen ind i køkkenet, nu fræser man selv afsted, så hurtigt de små stolper kan bære en. Noget andet er så når man skal i seng, for så er man træk og så bær de små stolper ikke ret meget!

Her er flere billeder fra forskellige eventyr. Vist er de dejlige!

En helt vidunderlig weekend!

2010-08-29T19:20:00.002+02:00

Ja, så har både tobenede og firbenede været i ilden i weekenden... Altså nærmest bogstavelig talt... Det regnede dog lidt for meget til at blive brændt, og det var jo godt... Lørdag var Loa og jeg på markprøve. Den unge dame fik sin længe ventede debut i åben klasse og vi havde rigtigt meget godt med hjem.

Prøven var en rigtigt god prøve i den svære ende. Åben klasse hundene fik noget at arbejde med og vi fik alle noget for pengene... Tak til prøvelæggeren som havde benyttet det beskedne deltagerantal til at lægge en prøve som tog længere tid, men som så også viste hundenes niveau. Nu er det jo ikke så længe siden at Loa stod i begynderklassen, så hun er ikke helt der hvor hun burde være, men eftersom jeg havde valgt at stille hende, mente jeg også vi skulle yder vores bedste i håb om et godt resultat. Når man tager en sådan beslutning, så er det jo klart som blæk at man får start nummer 1 i klassen... Ikke meget forberedelse man fik der...

Prøven startede med en enkelt markering på tværs af spidsen af et trekantet vandhul. Ned i vand, op igen, fat i duen og hjem til mor. Markeringen var perfekt og det samme var afleveringen. God start. Så blev det svært. I samme vandhul, nu blot i den brede ende, blev der kastet en dobbeltmarkering på linje, hvor den ene (den tættest på) landede i vandet og den anden landede på modsatte bred, på det bredeste stykke af vandhullet. Hundene skulle op af en stejl, kort skrænt på den anden side, for at komme op til fuglen. Første markering var også perfekt og hendes vandaflevering var nydelig. Mor var glad. Hun blev sendt igen, men var i tvivl om hvor den var landet og trak derfor på det tidligere nedfaldssted. Der var den jo ikke, men jeg fik stoppet hende og sendt hende til venstre. Afsted det gik og jeg nåede lige at tænke tanken at det kunne lykkes, da hun smutter ned i vandkanten, i stedet for at blive på kanten... Pokkers også, og hun er endnu ikke så dirigerbar at jeg kunne stoppe hende for derefter at sende hende op ad den korte skrænt... Øv, øv øv. Det blev kun til lidt mere pangel og optimistisk dirigering, så bad den rare dommer mig kalde hende hjem. Helt fair, og det blev noteret i træningsbogen (den mentale udgave) at det skal vi træne mere på. Vi gik videre til endnu en enkeltmarkering, som også var perfekt. Ikke noget med at løbe for langt eller for kort. Direkte og hurtigt både ud og hjem... Det hjalp på humøret... Så var det dirigeringen der ventede. Hun skulle "bare" ligeud i skovbunden, men det mente hun helt sikker ikke hun skulle. Hun blev ved med at dreje over mod søget til venstre og jeg stoppede hende og insisterede på at hun skulle bagud. Stoplydig det er hun, men forstået hvad dirigering går ud på, det har hun ikke helt på ryggraden endnu. Mental note i træningsbogen... Så der var mere pangel der også, og vi blev stoppet inden fuglen kom hjem. Helt efter bogen og korrekt dømt. Hr. dommer var en flinker fyr. Nå, men så skulle makkerhunden igennem det hele, og der blev skudt en masse, råbt og panglet og så havde den fået den ene markering hjem i dobbeltmarkeringen, misset en enkelt markering+ nr 2 i dobbeltmarkeringen. Den var meget bedre til det der dirigering, så vi fik set at det var en due der lå ude i horisonten, men det var jo lidt for sent for os...

Videre til det frie søg som startede i sus og dus og de første 3 stykker vildt var fint hjemme. Så skete det som bare ikke må ske. Loa bliver sendt ud og får fært af et stykke vildt som hun følger fint op ude af mit synsfelt, min makker er vist ikke helt tilfreds med sin hund, så der bliver kaldt og fløjtet en del. Loa er lidt længe om at komme tilbage, og da hun aflevere duen kan jeg se hun har sat en tand i halsen på fuglen... ØV, ØV og Fucking ØV! Jeg sender hende igen (is i maven har jeg vist masser af) og hun finder to stykker vildt efter den skadede fugl uden problemer som afleveres ligeså pænt som alle de andre fugle... Den sidste due hun kommer med inden dommeren har set nok, henter hun helt ude i bunden og den er båret fint hele vejen ind. Derfor går min verden ikke i stykker. Derfor ved jeg 110% sikkert at det var et uheld og derfor er hun tilgivet inden jeg aflevere mit vildt til dommeren. Det er smadder ærgeligt når uheldet er ude, for mange har mægtigt travlt med at stemple en hund, fordi den har skadet vildt. Det må resten af verden gøre op med sig selv. I min bog var det et uheld, og ikke andet. Det er blevet noteret i træningsbogen, og så arbejder vi ellers videre derfra. Flere faktore kan have spillet os et puds. Hun stod i en klasse, hun ikke var klar til, hun mangler prøve erfaring (1 C prøve og 2 B-prøver på et år er nok ikke helt bagage nok), vi havde panglet en del med et par af opgaverne, hun er ikke vant til at nogen fløjter og råber mens hun arbejder i søg med en anden hund og det er ikke makkersøg vi har trænet mest, når alt kommer til alt. Intet af det ovenstående er noget som ikke kan ændres, og derfor vil mere træning og flere prøver kurere alle ovenstående punkter. Jeg glæder mig allerede til 12. september, hvor vi skal på C- prøve i Fussingø.

Dommeren skrev jo også en masse fine ting på kritikken, så det tog vi også med i træningsbogen. Hendes markeringevne og vildtbehandling i øvrigt var rigtigt god. Hun går direkte i vand og svømmer godt. Hendes søgemønster var effektivt og hun kom overalt i terrænet i god fart og stil. Afleveringerne var alle pæne, så det er da værd at tage med ;0).

Heldigvis gik det meget bedre for Alletiders Albert. Den unge mand, gjorde sit ypperste og kom hjem med en flot 2. præmie. Sådan! Nu er han så klar til at snuppen en masse certer og blive champion i udstillingsringen. Selvfølgelig vil de ikke nøjes med en 2. præmie. Man skal jo bruge 2 x 1. præmier for at komme videre til vinderklassen, så Albert og Anette går i skarp træning til foråret... Men sikke en fin debut og så på en prøve der absolut lå i den svære ende. Det var svært at få armene ned.
Bilstrup og Alma var i vinderklasse og blev 2. vindere på prøven. Det blev en anden træningskammerat, nemlig Jesper og Maggio som snuppede 1.v med cert. Så flot af duoen, som har kæmpet bravt og længe og har stået 2'er som det hidtid bedste resultat. Vi klappede lystigt på parolen. Klappet blev der også da Per og Naja (endnu et kendt par fra træning) kunne hente en flaske whisky for næsen af Bilstrup og Alma for den bedste dirigering i vinderklassen. Herligt, herligt, herligt... sådan en skov af resultater må da betyder at nogen skal hoste op med noget godt når vi ses til træning... Det er vel rimeligt?? Om aftenen var der fællesspisning, og jeg ved at der blev skålet, skrålet og fejret en masse. Som det sig hør og bør i det forum...

I dag var det så udstillingsdag... Gårsdagens festligheder havde sat sine meget markante spor hos enkelte deltagere. Jeg kastede mig ud i at trimme en masse hunde inden de skulle i ilden, og det var ikke helt kvalificeret assistance der kunne støves op. Nogle var så medtagede at det kneb med at holde hovedet nedad, andre vidste vist dårligt om hunden skulle klippes det ene eller det andet sted... Godt at nogen af os var på plads og tog ansvar for det hele... Ellers havde nogen været noget ilde stedt. Nå, men jeg viste flere hunde i dag og med godt resultat. Ringtræning er en god ting, og det er noget udfordrende at stå med en hund der skal vises men som allerhelst vil sidde og se sød ud... Man kan ikke kigge vinkler og konstruktion på en siddende hund, så jeg havde mit at se til. Dagens store håb lå i brugsklasse hos hannerne. 3 hanner var tilmeldt, så fine Albert havde en rigtig god chance. Det var så lige ved og næsten at den unge mand havde vundet det eftertragtede cert, men i dag blev det til en 2.v med excellent. Lige bag certet. Jeg synes ellers han lignede en vinder... Eller hvad??

Alletiders Albert!

Hos tæverne havde Lone og Tulle også deres at slås for. Tulle stod i juniorklassen og hvis hun vandt ville hun blive bedste junior... Vist var der nerver på, men Lone handlede som en prof, og løb med pokal og hele molevitten og fik excellent oveni hatten. Stort tillykke til Lone, som jo er blevet en haj til det der med at vise hund... Sød det er den lille Tulle jo unægteligt.

Så blev det endelig Loas tur. Hun var flyttet fra åben klasse til brugsklasse, og var med i selskabet med de voksne tæver. Ikke nogen helt nem opgave for min dejlige tøs. Vi kastede og ud i det, og sørme om ikke hun fik excellent!! Sikke en debut! Hun blev ikke placeret i klassen, hvor der var mange fine tæver med, men det er helt OK. Hun har tiden for sig og fremtiden tegner i hvert fald lovende. Sidste hund i ringen var Nanna-Bananna... Hun stod i veteranklassen... Altså nu er stod et meget stort ord at bruge, for hun fes af sted som en skoldet skid i et glas vand, og var helt umulig at få til at stå nogenlunde ordenligt... For pokker som den hund har overskudsenergi til at lyse en mindre landsby op. Hun viste mere sprudlende livsglæde under bevægelse end nogen anden hund i dag. Ufatteligt at hun synes det er så skægt, at hun bare skal spurte af sted som om fanden selv var efter hende... Det der med at stå er også en smule overvurderet, så det er vel ikke noget i vejen for at man springer op på alle fire på en gang, blot for at lande igen. Hvad er mere morsomt end det?? Nanna blev fortjent 2.v med Excellent i veteranklassen efter en meget velgående 11 årig tæve (som blev champion i yngre dage). Så to gange Excellent til mine to tøser... Det var da en meget flot høst i dag.
Det som har gjort denne weekend helt vidunderlig og mindeværdig er uden tvivl selskabet. Jeg elsker at stille hund på racearrangementerne, for stemningen er helt speciel og meget gemytlig. Vist lure ambitionerne under overfladen, og alle vil vi gerne vinde, men hvor er det rart at kunne fejre at nogen vinder, selvom det ikke lige blev som man havde håbet. Tak til alle for fair play! Det er det der gør weekenden helt vidunderlig. For som en kollega har sagt: Blot fordi det er sjovt, behøver det ikke være useriøst... Og det har han helt 100% ret i....

Noget med et skab

2010-08-08T17:17:00.000+02:00

Ja, her gik I så og troede en masse. Eksempelvis at jeg var gået under jorden, at jeg var flyttet til udlandet (igen), at jeg havde glemt alt om verden udenfor og blot sad med hovedet i hænderne og kiggede på at græsset groede (???). Men, men, men. Der tog I alle fejl...

En har brugt sin lange sommerferie på at hjælpe til i hjemmeplejen. Et udskældt job som lærer i dagens folkeskole er tydeligvis ikke helt nok for en som mig, så jeg brugte 4 uger i hjemmeplejen, som jo også har været ude i et veritabelt stormvejr på det sidste... Same shit different name, et eller andet sted. Nå, men de gamle var glade, og det var kollegaerne vist også for jeg blev da tilbudt at vende tilbage, hvis jeg skulle kommer til at kede mig. Med job, studie og 3 flattere hjemme, så er det jo rart at have noget at falde tilbage på, hvis livet bliver for kedeligt... Ved ikke om det overhovedet er muligt, på noget som helst plan i denne verden, at mit liv bliver kedeligt, men jeg takkede da for tilbudet, for det var da dejligt at være påskønnet.

Nå, men så kommer vi jo til det vigtigste af alt denne sommer. Sommerens højdepunkt. Som jo lige indtraf i går! Loa og jeg var i ilden på B-prøven i Nordjylland, med alle de gode venner og sikke en dag det blev. Mor er ikke vred, heller ikke skuffet, men meget, meget glad!!

Man starter jo tidligt sådan en dag. Da vækkeuret gik i gang kl 04.45 troede jeg et eller andet sted det måtte være en spøg, men jeg væltede ud af sengen og fik gang i en masse pakkeri. Det er jo ikke så lidt der skal med når man skal på prøve med hund. Alt er jo timet og tilrettelagt. Jo tak, Egon Olsen havde været stolt... Mødtes med Anette og Mette på kennel Birkebo inden turen fortsatte nordover til Nørresundby. Sjovt nok er man ikke helt så træt når man sidder der i bilen og triller afsted mod prøven. Sommerfugle som ville have gjort enhver albatros til skamme, havde på en eller anden måde forplantet sig i maveregionen og hjertet slog en anelse hurtigere. Nej, jeg havde ikke fået kaffe... Adrenalinen pumpede helt af sig selv.

Vi kom tidligt, og det var godt, for så var vi med i kampen om de mest skyggefulde P pladser, og det var tiltrængt med skygge, for trods den årle morgen, så skal jeg lige love for at temperaturen nærmest var tropisk. Pyyyhhhh, som det skulle blive varmt.

Der er noget så kønt der i Nordjylland, og vi fik set en del af det som vi aldrig har set før. Man kan være meget opfindsomme, når man skal hitte terræn...

Motorvej, butikker og køer...
Udsigten som tilskuerne vendte ryggen i beg klassen.

Åben klasse havde skilte til hjælp.
Det var nogle gode lange markeringer....

Anette og Albert åbnede ballet i begynderklassen. Og sikke en start. Det gik over stok og sten og den unge mand opførte sig rigtigt pænt og lavede en fin præstation i samarbejde med Anette. Det var en fornøjelse at se. Også med sommerfugle i maven. Pænt og godt arbejde hele vejen igennem og dommeren belønnede også indsatsen med en fin 1. præmie. Stor var glæden, for så var vi jo ligsom startet på fornemste vis.

Der var mange fine vandhuller der på Sundholmen...

Og her havnede så vores vandmarkering.

Frit søg -med masser af tidsler...

Loa og jeg måtte vente læææænge før vi stod for tur. Vil lige i den forbindelse nævne, at det ved praktisk afprøvning blev konstateret, at det faktisk er muligt at slumre og få sig et hvil, sommerfugle i maven og adrenalin i blodet til trods.

Livet på solsiden var en god plads i skyggen...

Endelig!! Så var det os! Spændt var jeg mens Loa tog det hele med vanlig ophøjet ro. Har en god træningskammerat som ved flere tilfælde har konstateret at "den hund er dælme god til at slappe af"... Gad vide om hun kompenserer for al den adrenalin som pumper rundt i kroppen på mig. Havde verdens bedste skytte til at følge mig på vej, og jeg ved ikke hvad det er med Nordjyder, men de kan noget med ro i maven. Så trak jeg "rullegardinet" ned, og så var det bare Loa og mig og så lige dommeren på prøve. Markeringsarbejdet var pletfrit, meget fine afleveringer hele vejen igennem prøven, hun viste god næse i søget og det eneste lille minus hun fik i bogen var, at hun stod og hang lidt, over den første and hun stødte på, inden hun samlede op og kom hjem med den. Alt øvrigt vildt blev samlet spontant op. Plusserne var så afgjort i flertal, og Loa fik mange roser for hendes gode arbejde. "Godt ført" fik han sørme også skrevet på kritikken, den gode dommer. Jublen ville ingen ende tage. Vi gik derfra med et stort smil på læben og en 1. præmie på meritlisten. Lige i skabet sad den så!! Dejligt at lykkes på en dag, hvor man var omgivet af gode venner fra nær og fjern. Det er nu sjovest at glædes når man kan glædes sammen med nogen. Har smilet lige siden og kommer til at smile længe endnu. Sikke en dag!!

Glædens dag!
"En meget glad hund og en meget glad fører"
- Dommerens ord om os på parolen.

Nu sidder jeg så her med alle mine hunde i alle mulige sofaer. Vi overnattede i Nordjylland og var jo lige ude og træne her til formiddag. Ingen hvilen på lauerbærene her. Vi har en start i åben klasse der venter i slutningen af denne måned, så det er bare om at få trænet. Det bliver også en god weekend som jeg ser meget frem til.

Flatarrangementer er bare det bedste!!

Rent hus

2010-06-19T09:39:00.002+02:00

Hmmm. Er der noget bedre end at bruge sin højhellige lørdag på at gøre rent i jordhulen? Er der noget bedre end lugten af brun sæbe blandet med træsæbe og skyllemiddel? Er der noget bedre end at se den ene monsterklump hundehår efter den anden, forsvinde når støvsugeren svinges behændigt?

JA!!

Kan da tænke på rigtigt mange ting som er rigtigt meget bedre!! I den mere underholdende kategori finder vi aktiviteter som: At betragte græsset gro, maling tørre og årstidernes skiften. Topunderholdende alternativer, spø'r du mig... Sidder bare her og psyker mig selv ind i en tilstand, hvor ugens største spild af tid bliver mere spiseligt.

Nogen her i huset fælder en hel masse. Nogen her i huset har ingen respekt for, at man tørre fødder inden man træder ind over dørtærsklen, og nogen her i huset har meget svært ved at finde ud af, hvorfor der er steder i huset, man er højst uønsket når man kommer våd hjem med den halve strand hængende i pelsen... (I den forbindelse kan det nævnes, at nogen også er komplet uforstående overfor rutinen med at ryste vand og strand af sig INDEN man glad og gerne springer ind i bilen). Nogen er derfor den primære kilde til mit ugentligt tilbagevendende, private helvede, hvor kost, spand og støvsuger indtager første pioriteten, fremfor eksempelvis de ovennævnte, langt mere underholdningsprægede, aktiviteter... Nogen skulle altså lære at gøre rent selv, når nu det er nogen der sådan har en sær hang til at hive naturens glæder med ind i sofaen. Prime time.... Det er altså bare hvad jeg synes...

Indtil jeg har fået lært nogen at gulvvask ikke betyder man skal slikke gulvet rent med en mere eller mindre ren tunge, så må jeg ty til alternativet... Der er ingen vej uden om... Nogen skal være noget så glad for at jeg elsker dem en helt masse... Forstå det hvem som kan...

God weekend!

Når der sker for lidt

2010-06-11T21:20:00.000+02:00

Sker der egentligt alt for meget. Ja, man skulle ikke tro livet rykker sig en tomme, når man kigger på de sparsomme blog indlæg, men det er nu langt fra tilfældet. Så nu er det vist på tide med lidt opdatering i cyberspace.

Soya snød med de der hvalpe vi skulle have haft, så der blev ingen. Loa bliver nok ikke trænet alt for meget, men dog nok til at vi bliver bedre til det med at markere. Målet er start i begynderklasse 25. juli, og der er nu ikke så langt tid til.

Mest af alt går tiden med planlægning. Knapt er det gamle skoleår ringet ud, før det nye står og banker på. Masser af udfordringer i vente, og så er det jo lige at jeg selv skal på skolebænken ved siden af arbejdet. Jotak, det bliver en sommer med fritidsjob, lektielæsning og hundetræning. Hvorfor er det lige at jeg synes det lyder som den bedste sommer - ever!? Gad vide om det er noget de kommer i vandet her på Djursland, eller om alt den fisk jeg spiser har været fyldt med kviksølv eller lignende... Jeg burde jo være noget så trist over at den skønne lange sommerferie ikke skal bruges på stranden, men jeg kan simpelthen ikke kvæle smilet og forventningens glæde på trods af manglende exotiske indslag i sommeren. Ikke engang udsigten til en regnfuld sommer kan lægge en dæmper på humøret. Tror faktisk den her fantastisk glade og opstemte attutitude er ved at virke en smule trættende på visse af mine kollegaer. De smiler overbærende mere end noget andet, når jeg kommer susende om hjørnet med det største smil på læberne, ryster lidt på hovedet og tænker at der må være noget om snakken om at københavnere indånder mere CO2 end andre børn... Joda, vist er jeg vokset op på Sjælland, men mine fødder er nu plantet solidt i den jyske muld.

Så beklager at bloggen ikke er super duper fuld af alt muligt godt og blandet for tiden, men jeg har bare lidt travlt...

God sommer til jer alle!!

For 8 år siden...

2010-05-27T21:46:00.000+02:00

... på denne herlige dag, så min dejlige Soya dagens lys for første gang. Ikke en fødsel uden komplikationer, idet jeg var taget på arbejde, og Sota derfor måtte klare ærterne på egen hånd. Havde heldigvis gode venner til at kigge til Sota, så efter endt arbejdsdag kom jeg hjem til et dejligt syn, af 4 velskabte hvalpe der suttede mælk af livets lyst, og en Sota, som kiggede på mig som om hun ville sige, at det var da ikke noget særligt. Og nu ligger hun så her. Gråt skæg om mulen, krøllet pels på ryggen og den evigt logrende hale stadigt viftende, og et kys til hvem der vil have det. Elskelige hund, med så meget krudt og så megen lyst til at behage. Ingen kan som hende ligge på ryggen i timevis i sofaen, helst solidt plantet på fødder og ben eller kilet ned mellem sofaryg og menneskekrop. Ingen kan som hende sidde stille mens fasaner og andet flyver om ørene på en den hele dag, og stadigt have tillid til at venter vi længe nok, så er der også en til mig... Søg har aldrig været hendes parade diciplin på prøver, men på jagten giver hun sig ikke før hver en lille kvadratmeter er afsøgt i sivene og ud kommer hun så med fasanen i munden. Hvad du fik af skønhedsfejl i vuggegave er så rigeligt opvejet i dine naturlige evner på jagt. Min allerkæreste Soya.

Vi sender i dag en lille hilsen til brormand Rhesus (Allbright's Noble Bachelor), som har måttet gå så grueligt meget igennem siden han fik en meget alvorlig mavedrejning i starten af jagt sæsonnen sidste år. Med alt hvad han og Lars er gået igennem af komplikationer ovenpå den store operation, er det ekstra dejligt at kunne fejre hans 8. fødselsdag i dag.

Et billede af en noget yngre udgave af Rhesus. En fantastisk kammerat på jagt, som ikke kan slides op, hvor meget Lars end har prøvet. Tillykke til dig, du gør din opdrætter pavestolt, du gamle!!

I dag tænker jeg også lidt på dem fra kuldet, der måtte forlade verden alt for tidligt. På bror Albert (Allbright's Reigate Squire) som levede som kongen af Herning til en usædvanlig agressiv cancer satte et for tidligt punktum for hans liv og på Abby (Allbright's Abbey Grange) som heller ikke længere er i blandt os. I er savnet, og husket lidt ekstra i dag.

Nu er det jo en festdag, så tårene bliver lidt i øjenkrogen, og glæden hentes frem igen. TILLYKKE min dejlige Soya, sofaen er i dag til dig, og det samme er det store kødben!! Nyd det.

TILLYKKE!!

2010-05-09T19:05:00.001+02:00

I dag er det Nanna's fødselsdag, Hurra, Hurra, Hurra.... Utroligt som tiden flyver. Min elefantastiske, entusiastiske, helt uimodståeligt hittepåsomme Nanna bliver 9 år idag!! Ja, altså hvis man ikke lige havde hendes stambog i hånden, så troede man da ikke sine øjne og ører. Hun er frisk og frejdig som altid, har brugt det meste af dagen på noget hun ELSKER, nemlig at kører bil, og der var lidt ekstra godt i skålen her til aften. Man har med andre ord, fejret Madamme med manér, som det sig hør og bør. Vi er alle blevet velsignet med mange kys og ord med på vejen i løbet af dagen, så på den måde har dagen været ganske almindelig, men det er vist det sidste man kan sige om dagens fødselar. Meget er hun blevet skudt i skoene gennem et begivenhedsrigt liv, men almindelig har hun nu aldrig været. Hun er og bliver noget ganske så specielt, men dejlige Nanna tøs, og jeg takker i mit stille sind for hvert minut jeg har fået lov at dele med hende. Vist har hun en evne til at trykke på alle knapperne så temperamentet løber løbsk, men når alt kommer til alt, er det nok alligevel noget af det jeg elsker allermest hos hende. Jeg har bare en tendens til at glemme hvor meget i visse øjeblikke...

Nanna 6 år

En herlig hund, en herlig dag. Tak, Nanna!

ØV!

2010-04-30T09:35:00.001+02:00

Som den opmærksomme læser sikkert har bemærket, så er der ikke billeder af den dejlige Zeddi på bloggen mere. Soya blev jo så ganske rigtigt parret med Zeddi, men en undersøgelse hos dyrlægen viste at der ikke var hvalpe på vej. Dyrlægen mente at hun sikkert havde været drægtig, men at hvalpene var gået til undervejs. Ved godt at det er naturens måde at udrydde usundeheder på, men hvor er det bare trist. Her havde jeg sådan glædet mig til at få en lille tøs efter Soya, og nu bliver det slet ikke til noget. Soya er hermed pensioneret og nyder sit otium i samme fine stil som Nanna. Nu må vi se hvad fremtiden byder for lille Loa. Endnu er hun noget ung, så kun tiden vil vise hvad der sker med hende.

Træls, træls, træls. Især for de dejlige mennesker som allerede var skrevet op til en hvalp, og som nu også må undvære fornøjelsen af et Soya barn. Jeg har hjulpet dem der ønskede det med at finde andre muligheder, så de bliver ikke hundeløse ;0).

Soya er på skrump, Loa er i skarp træning, og elskede Nanna styrer tropperne herhjemme med vanligt overblik. Alt i alt kan vi ikke klage over andet...

God Bededagsferie til alle!!

Håbets evige flamme...

2010-04-22T22:30:00.000+02:00

Det er sikkert og vist. Der er tændt et håb her hjemme. Et håb om at i en ikke så fjern fremtid, så er det eneste paddehatte som kommer på tale i forbindelse med markeringer, de der fra Super Mario spillene i diverse versioner... Den unge dame gjorde en rimelig figur i dag. Rimelig. Ikke fantastisk, ikke helt uovertruffen, men rimelig. Markeringer gik faktisk godt i starten. Hun tog helt fusen på mig ved at arbejde koncentreret på de første markeringer. Så begyndte vi på den lidt sværere afdeling, hvor det er vigtigt at holde fokus og bedømme afstand uanset forstyrrende vegetation og træer... Knapt så vellykket. Pludselig fik hun øje på guldklumpen Albert, derude i den grønne lund, og så kunne dummy være dummy og så skulle der hilses en hel masse... IKKE GODT NOK!! Ved godt han er lækker den kære Albert, men når vi er i skole, så abryder man ikke bare midt i en øvelse for lige at holde hof for en hanhund. Også selvom vi snakker glad-i-låget charmetrold... Mor var ikke vred. Mor var SKUFFET!! Og så var mor nok lidt vred alligevel. Tøsefnidder. Har så rigeligt af det til hverdag, med de kærer teenage tøser og alt deres fnis og fnidren... Tak og lov for kemi og hypofyser, for ellers har jeg svært ved at se hvordan artens overlevelse skulle kunne sikres...

Nå men nu er det hele jo ikke gråt i gråt. Hun løste jo faktisk noget rigtigt godt. Og de andet arbejder vi på. Lille Lovisen fisen... Du er dog alligevel den dejligste prinsesse af dem alle, nå alt kommer til alt.

Foto: Karen Lisager.

I arbejdstøjet.

2010-04-17T18:36:00.001+02:00

Jo det er skam sandt for dyden. Nu skal det der luske-gen i Prinsesse Luskebuks for alvor trænes væk. Det er dog for galt med alle de nykker hun har fået samlet sig i sine fint krøllede hårlokker... Så den står noget så alvorligt på miljø træning, med indslag af apportering. Man tager 1 stks fantastisk kollega, som kender til skydetiderne på den lokale skydebane, blander det med noget minimalistisk lokalkendskab, og en del kilometer i gammel Seat, og vupti, så står man mandag aften i solens aftagende lys, med 1 stks prinsesse for enden af snoren, dummytasken fyldt og ambitionerne om succes skruet i vejret. Rundt omkring os var samtlige hundeklubber i gang med noget militaristisk inspireret lydighed. Fik mig til at tænke på en træner jeg en gang havde i retrieverklubben, som bad en kursist med en MEGET hed hund om ikke nødvendigvis at skubbe hunden afsted med stemmen. Den havde så rigeligt at holde styr på i sit eget hoved, så hvis også hendes entusiasme skulle have plads, var der fare for at elastikken sprang... Nå, men når man er entusiastisk eksersits træner, så er det vist svært at styre alle de mange decibel, og så er der rigtigt mange der får glæde af instruktionerne. Lille Loa var da på nippet til at følge de mange anvisninger som "3 SKRIDT TIL HØØØØJRE!!!" og "ALLE OOOOOMMMMKKRIIIIING!!" så jeg lagde ud med et par lange linjer, så hun havde noget at løbe efter, uden at skulle tænke på hvor højre og venstre var... Hun var tydeligt påvirket af al den megen ståhej, lyd af hunde der trænede og trænere der kvækkede kommandoer i øst og i vest, så jeg tilrettelagde opgaverne derefter. Ikke noget svært, ikke noget nyt, men succes, masser af succes. Det var jo alt andet lige de mange indtryk vi var kommet for at få. Skydebanen var i gang, og denne aften var det ikke de mange lange serier der prægede luftrummet, det var derimod en smule mere jagt realistisk, med enkelte skud nu og da, blandet med kortere serier. Jotak, vi fik uddeling af vores køretur. Hun løste op i løbet af træningen og ignorerede alt andet og fokuserede på sine opgaver, så glad og tilfreds så satte jeg kursen mod bilen, og lagde en laaaang husker til hende og sagde ud... Og så var det lige at det alligevel blev lidt skævt... Jeg pegede ligeud, gav kommandoen, og Loa satte af i fuldgalop, tværbremsede efter 5 meter, sprang ind i noget læhegn (som ellers havde støttet hendes fine linje), jeg tog benene på nakken og fløjten i munden, og ud kom 1 stk fasankok og straks i hælene på den prinsessen... Hun kiggede undrende på mig vendte rundt på hælen og fes alt hvad remmer og tøj kunne holde ud efter den laaaaaange husker... Tilbage stod jeg så og vidste ikke hvad jeg skulle mene om det hele... Nå men jeg tog imod dummien, sagde tak, satte tøsen af, og lagde den så ud igen... Sendte igen, og bad en stille bøn om at nu var alt det der vildt skræmt væk. Alting lykkedes så til sidst, og Loa kunne blive rost for en korrekt udført opgave uden indslag af kreativ tankegang eller personligt præg af nogen art. Jeg takker min Gud og Skaber HVER DAG for den idé jeg fik med at fise til Belgien og parre hund...

En gang så lille og nuttet.

Nå, men torsdagstræningen er for alvor i gang, og nyttigt er det. Hun er en rigtigt paddehat til at markerer, og at man kan kigge på kasteren, bedømme antallet af skiver rugbrød han har fortæret, samt længden af hans kaste arm, og dermed fastslå en vist radius omkring ham som dummien lander indenfor, er gået helt hen over hovedet på den unge dame. Det er ikke nemt at hjælpe hende det mindste, for devisen er klar for Loa, hvad på øjemål tabes, skal over stok og sten vindes... Altså, kan man ikke kigge sig til en markering, så kan man jo søge både halve og hele kirkesogn igennem, så finder man den til sidst. Hmmm, Vist er jeg glad for at have en tøs der synes frit søg er smadder sjovt, og det der med linjer er hun en haj til, men hvor var det lige vi mistede det, for flatten, så racetypiske markeringsgen???? Jeg tror det er blevet væk i alle de træningstimer vi aldrig fik lavet da hun var lille... Forstå mig ret, jeg har blot min egen manglende prioriteringsevne at klandre. Synes nu ellers det kunne være rart, hvis man kunne finde en anden at skyde skylden på... Jeg må arbejde lidt på det... Nå men det var vel også på tide at jeg fik en hund som jeg skulle træne til at markerer ;0). Nu har jeg efterhånden prøvet så mange andre versioner, så hvorfor ikke noget med markeringer også ;0). You live and you learn.

Når alt andet fejler, så glæder jeg mig i al ubeskedenhed over at hun jo er en fin prinsesse...

I dag har vi så trænet i Nordjylland, med gamle kendinge, og fik lov at være de ældste på holdet. Albert, Bonnie og Tulle havde inviteret til en rigtig god gang træning, så her hviles der ikke på lauerbærene... Herligt at se de to tøser igen. Vist er de vokset, men det tager man jo helt for givet som tiden går, men udover at de er fortsat med at udvikle sig i kroppen, er der også kommet mere i knoppen. Som jeg nævnte ved kaffebordet, så er der en snebolds chance i helvede for at de nogensinde bliver trætte af at lave noget. Der er gods i de to unge damer, og jeg er så glad for at få lov at følge deres udvikling på helt tæt hold. Det er dog Nannas børnebørn ;0). Og Loas halvkusiner, hvis man kan være sådan noget i dyrenes forunderlige verden. Nå men ligheden der var vist til at overse, for de to små arbejdede det bedste de havde lært, mens Loa mente at der skulle demonstreres nykker i tide og utide. Så som at man stopper for at snuse til noget og først når himlen er på vej ned over ørene kommer i tanke om hvad det var man skull, eller når man render over noget unævneligt i det frie søg som er mere interessant at fortære end at hente flere dummier. Helt horrible var hun dog ikke. Når nykkerne var lagt på hylden gjorde hun det rigtigt godt, og var en nydelse at træne med. Man kan bare ikke læne sig tilbage og nyde for meget, for så hitter damen på ting skal jeg love for. Og så var der charmebomben Albert. Den hund er ukuelig optimist. Elsker at træne, elsker at hente, og er så passioneret at han en gang i mellem glemmer man skal have lov. Man bliver glad i låget af at kigge på Albert i aktion. Tror den hund har et smil på læben uanset hvad han foretager sig. Glæder mig allerede til næste gang.

Påsken 2010

2010-04-12T17:45:00.001+02:00

Ja, som lovet, så skal der nu leveres.

Jeg synes jo lige det var i går, men nu er tiden alligevel løbet fra mig, og reportagen fra deres udsendte dermed forsinket... Beklager.

Det hele startede med man pakkede bilen. Hunde, og sager blev stoppet gordt og grundigt ind i Seaten, som på ualmindeligt meget udtjente dæk, trillede mod Sjælland. Den bil er så god for min trafik kultur, da man under ingen omstændigheder nyder at kører mere end 120 km/t på noget tidspunkt af døgnet. End ikke i medvind. Den lyder som skal den døden lide, så snart den skramler sig op på noget trecifret, så det tager den tid det nu en gang skal tage at kravle fra Lystrup til Sjælland. Ih hvor det var fint omkring Vejle, og nej som solen skinnede over Fyn. (Fyn er Fin - det er ganske vist) og så skrumplede vi alle igennem betalingsanlægget og skulle lige tænke tanken at ringe de ventende forældre og advare om forventet ankomst, da det som ikke måtte ske, alligevel skete. Bilen punkterede... F..K var vist ordet, og P.. O..e!! var vist et par andre ord... Pokker heller om det ene gamle dæk gav sig til sidst. Det sad jeg så, i underskønne Vemmelev, med 3 hunde i bilen og oppakning til en hel Påske... Ringede og klagede min nød til hjemmebasen. Beredskabet var klar til at rykke ud, og komme hundene og mig til undsætning. Sendte endnu en venlig tanke til min ærværdige fader, som indprentede vigtigheden om et falckabonnement i min ryggrad, da jeg flåede medlemskortet op ad lommen og ringede til kundeservice. Fik forklaret den hjælpsomme agent Falck at jeg sad i Vemmelev med 1 stks ramponeret bil som skulle fragtes på værksted. Kunne ikke lige huske hvilken afkørsel jeg havde ramt da jeg hoppede af motorvejen på 3 hjul, men havde udsigt til et vejskilt, hvilket jeg lod agenten vide. På spørgsmål om hvilket postnummer jeg befandt mig i måtte jeg melde pas... Ved ikke hvor i Danmark at postnumre er skrevet på vejskiltene, men det var de i hvert fald ikke i Vemmelev... Det irriterede vist agenten en smule at jeg ikke var oppe på beatet med det der postnummer, og jeg skal da gerne være den første der skriver til trafik ministeren at udover afkørselsnumre, så er det af YDERSTE vigtighed for service organer at danske bilister til hver en tid ved hvilket postnummer de befinder sig i... Opgaven bliver sendt i udvalg til behandling, indtil jeg har den rette formulering på det brev... Serviceniveauet er jo altid højt og aldrig er man mere værdsat som kunde som når man faktisk har et problem de skal løse... Eller ikke... Da jeg nu sad der i Vemmelev og ventede på at en eller anden skærm skulle slippe et postnummer løs for den hårdtarbejdende agents pupiller, så blev ventetiden brugt til at lave lidt mersalg. Det er så rasende populært blandt folk i branchen. Først skulle vi lige have sparket til kunden som "kun" er basis kunde ved at forklejne det valgte abonnement, og få dem til at indse at solen nærmest kun står op hvis man køber sig en opgradering. Det var jeg nu ikke interesseret i da mit nuværende abonement rigeligt dækker det behov jeg har for assistance... Dette fik agenten helt op på dupperne, for nu skulle alle de der gode argumenter som hun havde haft fornøjelsen af på salgskurset, lige prøves af... De blev alle skudt ned, og i mellemtiden kom postnummeret frem på skærmen. Agenten havde ikke helt opfyldt sin mission, for nu skulle der jo kun ydes den service som jeg faktisk har betalt min abonnementspris for... Et sidste forsøg på at få mig til at opgraderer noget, som blev afvist, og så var der stille i bilen igen. Beredskabet var jo rykket ud, så det gjaldt bare om at vente. Solnedgangen er fin i Vemmelev, og der sker åbenbart absolut INGENTING for alle de unge mennesker i byen, så de brugte aftenen til at "cruise" i ramponerede biler på landevejen... Nu kan man jo, som ungersvend med indtil flere promille i blodet (passager ikke chauffør) være nødsaget til at træde af på naturens vegne... Og hvilket bedre skjul at gå om bag, end en gammel rusten Seat, med et fladt forhjul... Ungersvenden marcherede så målrettet han kunne overmod min bil, gjorde sig det behageligt, og skulle til at lade vandet, da bilen pludseligt rystede af 3 gøende flatter tøser, som i hvert fald ikke mente at nogen skulle vådte noget som helst på deres bil. Han pakkede sagerne sammen, og flygtede hen mod den ventende makker. De skottede en smule i vores retning inden de cruisede videre, på udkig efter et træ af anseelig størrelse... Life on the wild side i Vemmelev...

Hundene og jeg blev hentet, og min bil kom under tag hos Falck for en nat og blev derefter transporteret til angivet værksted. 4 nye sommerdæk. Pyyyyh for en start på ferien...

Søndag gik med at hilse på gamle venner i København. Uhm, Lagkagehuset og noget frugttærte m en kop varm kakao, var lige hvad jeg kunne bruge. Altid rart at træffe gamle venner og hygge en hel masse. Bag efter stod den på biograftur og så var dagen pludselig fløjen og søndag var blevet til mandag.

Mandag var jeg så heldig at lokke Øivin til træning i Hillerød. Havde jo planer om at snuppe en 1. præmie i Knuthenborg, så et eller andet begavet skulle vi jo helst varme op med. Øivin er mere på hjemmebane i området end jeg er, så han valgte stedet. Loa fik gode markeringer som hun løste tilfredsstillende, og et frit søg med vildt som gik nogenlunde (hun havde et par grebsskifter undervejs), og et sjovere frit søg, hvor Øivin dækkede dummierne med blade, så hun ikke kunne se med det blotte øje hvor de lå. Det klarede hun rigtigt fint. Tøsen har næse har hun!! Øivin selv skulle vist mest træne forfra på dirigering over vand. Der blev jo så kastet nogle dummier over vand, og så var det så meningen at Ivan skulle hente dem. Det var vist også Ivans hensigt, men han må være blevet en smule distraheret undervejs, for han blev sendt på en dummy og kom glad med en død fisk... Hmmm, Øivin smilede, sagde tak (greb afleveringen med støvlen) og sendte Ivan igen. Endnu engang sprang Ivan glad i vandet og over og kom hjem med en død fisk... Så var der ligsom rydtet op, og så skulle dummien bare hjem, men det var ikke nemt at få Ivan til at forstå at det faktisk drejede sig om dummien og ikke flere døde fisk. Skam får den som giver sig, og til sidst kom den da også hjem. Vist var der skønhedspletter i Loas arbejde, men ikke værre end at det nu nok skulle gå, så fuld af fortrøstning satte jeg mig i bilen og kørte (på nye dæk) hjemad, og pludselig var mandag slut og tirsdag begyndt.

Tirsdag aften kørte vi til Falster i sommerhus. Tøserne og jeg. Det var bare dejligt. Tæt på vandet, i et hyggeligt bjælkesommerhus i svenskrød med hvide vinduer og hushjørner. Onsdag var der træningsfri, for der skulle vi afklimatiseres til de nye omgivelser, og samle kræfter til Torsdagens prøve. Min søster kom sent onsdag aften, fuld af sommerfugle i maven for lille Pennie skulle jo til brugsprøve om torsdagen. Ihh, som der var sommerfugle i maven i den lille hytte på Falster.

Torsdag morgen startede i god stemning og højt humør. Vi styrede mod Knuthenborg og fandt hurtigt frem til prøvestedet. Maiken blev tilmeldt brugsprøven, og så gik vi ellers laaaaaaangt ud i terrænet for at se begynder klasse. Jo man kunne være kørt derud. Nej det ville vi ikke, da Loa skulle op som en af de sidste og ikke skulle "brænde krudt af" på alle de skud som rungede derude i skoven. med to dommere på i begynderklassen og 3 markeringer (2 land og en vand) pr hund, så blev der skudt en del i skoven. Jeg valgte at lade hende ligge i bilen på parkeringspladsen hvor de eneste skud hun hørte var 5 brugsprøve hunde. En af dem var jo Maiken og hendes lille frække Pennie. Med nerverne udenpå tøjet, så gik min allerkæreste søster til prøve med kræet. Her et illustrativt udpluk:

Og så var Brugsprøven i hus!!!!

Og så var det jo mig og Loa.

Det var noget med nogle fugle, og det var noget med at apporterer fuglene... ALLE fuglene.... Den opmærksomme læser vil allerede nu fornemme, at det vist ikke blev tilfældet. Vi startede med at hilse på prøvens naboer. Størrelse MAX på hornene skulle jeg vist lige hilse og sige...

Oplægget var for såvidt OK. Jeg synes nu vandhullet var lige hårdt nok for de unge hunde, da der var en mudder kant på ca en m som mange af dem hang fast i. En lille lab havde kuns det lige det better hoved over vandoverfladen, mens den kæmpede for ikke at blive siddende fast i det kolde mudder. Nu kunne prøvelæggerne jo ikke vide at det blev forår med besked på et minut eller så, men de burde i mine øjne have valgt et bedre vandhul til de unge hunde, hvor de ikke sad fast i mudder til halsen en meter inden de kom på land. Synd for når de kom op ville mange ganske naturligt ryste sig, og det kostede så en præmiering. Ikke helt fair, men det var nu engang præmisserne, så dem gik vi jo ind på da vi krydsede ventelinjen.

1. markering. Vanterne er lånt af søster, for det var pissekoldt i vinden.

Fundet!

Og så hjemad!!

Markering nr 2.

Haps!

Hjem med den også!

Sådan så vi ud da vi spejdede over vandet... Og det var så noget nær det tætteste vi kom på den fugl... Lille Loa luskebusk ville ej nikke nej i den splumrede sorte skovsø, og lige fedt hjælp det at undertegnedes temperament tangerede det røde felt... Jeg nødede, og kommanderede og kastede ubestemmelige ting i vandet (helt i overensstemmelse med dommeren, som også gerne så hun fik succes)så det plaskede og ploppede lystigt. "Duer ikke" sagde prinsessen og gik i gang med at snuse på bredden. Måske havde nogen fortalt hende hvor snavset hun ville blive, måske havde noget fortalt hende det var træls at sidde fast, eller måske var hun bare på tværen den dag. En eller anden emsig sjællandsk tilskuer ville give sit besyv med, og bad mig stoppe, for der kom jo andre hunde og de kunne jo bare hente den. Konen havde vist noget hun skulle nå, for hun var allerede godt træt af at dommerne skulle holde frokost lige inden hendes/hendes mands hund skulle op, så det hjalp jo ikke stort på tidsplanen at Loa og jeg lagde beslag på vandhullet på den måde. Nu må sådanne personer undskylde mig, men for mig var det vigtigst at Loa fik alle chancer for at lykkes, og så var jeg ret ligeglad med hvad hun og eventuel mand måtte synes om den sag. Der er en årsag til jeg synes det er hyggeligere at stille på prøve i Jylland!

Nå, men da tøsen ikke ville svømme (kun til navlen, var devisen) så stoppede jeg hendes afprøvning. Hun har aldrig nægtet at gå i vand ved noget andet tilfælde og badede lystigt i havet aftenen inden prøven, så jeg tog hendes opførsel som et tegn på at batterierne var kortsluttet, og så var der ingen grund til at fortsætte. Hun havde haft et par grebs skifter af duerne undervejs også, så alt i alt stod viseren på stress, og så var det bedst at stoppe mens legen endnu var god. Dommeren sagde at havde hun gået et godt frit søg kunne hun have hevet en 3. præmie hjem. Vi kom efter en 1. præmie så om vi gik med en 3. præmie eller et 0. var mig så evigt ligegyldigt. Vi skal i gang med mere træning, og så vender vi tilbage når vi er blevet bedre.

Resten af Påskedagene stod den på hygge i familie og venners skød i det hyggelige træhus på Falster.

Påsken sluttede med det herligt besøg af en familie som gerne vil købe en af Soyas hvalpe. Det er så godt at mødes inden alt er bestemt for nu at se om alting stemmer. Jeg er overbevist om at den lille hvalp får det dejligste hjem hos den her familie, så nu venter vi i spænding på det skal blive d 8. maj!

Efter den lange påske, var det faktisk herligt at komme i skole igen!!

Hjemme igen

2010-04-05T21:09:00.000+02:00

Så er vi hjemme igen, efter en dejlig Påske på Falster. Den opmærksomme læser har sikkert bemærket at forsiden er skiftet, denne gang med alle 3 tøser fanget i søgeren. Her spejder de ud over Danmarks sydligste punkt, som var en af mange begivenheder vi oplevede i Påsken. Længere referat følger. Her blot lidt stemningsbilleder af to og firbenede.

TILLYKKE til min søster og hendes dejlige Pennie, som fik brugsprøven i Knuthenborg. Her et herligt billede af de to!

Her en samling linselus:

Fortsættelse følger snarest!

Påske - Here we come!!

2010-03-27T09:04:00.000+01:00

Så startede Påskeferien!

Hundene og jeg nød en eftermiddag på en meget våd strand i Fjellerup, og sjovt nok var der ikke meget vand, der hvor man ellers havde ventet det... Som I kan se så lykkedes det alligevel for tøserne at piske en stemning op, og i en sådan grad at der stank af tang i hele huset i timer efter hjemkomsten. Her til morgen har jeg ved selvsyn konstateret at vi nu kan begynde at servere drinks i høje glas, med farvestrålende paraplyer, for ligesom at komplementerer den fine sandstrand som er anlagt i stuen. Bliver et problem med at få strandparasollen slået op, da der ikke er så højt til loftet... Nå men solen virker ikke til at se frem bag skyen i dag, så mon ikke vi slipper solskoldning i denne omgang.

Kareten styres mod Sjælland i dag. I morgen venter kaffe og kage (tres tres mums) og biftur i København. Ja, vi var jo lige på øen i sidste weekend, men det var i embeds medfør, og denne gang er det kun hygge!! Dejligt at komme hjem og blive forkælet. Det kan man godt trænge til ovenpå en slem forkølelse, hvor T-hjælpeceller og alle de andre byggesten i mit aldrene immumsystem har været blæst omkuld af en massiv bascillebombe. Stakkels, stakkels mig. Jeg tror der skal en STOR dosis påskeæg til at jage hæren af basciller på porten. ER sikker på at med god hjælp fra Ridder Nougat, Ridder Marcipan og Ridder Chokolade, så bliver de onde basciller så vældigt forskrækkede at de pakker sydfrugterne og rejser deres vej. Juhuuu! Måtte den dag komme snart!

Nå men nu skal det hele jo ikke gå op i snot og slimløsende hostemedicin. Jeg havde jo stablet mig på benene til en dag på skolen i går, og det var dejligt at være tilbage. Herlig unger. Hvor jeg dog elsker det her job. De er blevet dygtigere i løbet af året, men man mærker det næsten ikke når man ser dem næsten hver dag. Man mærker dog at man har været savnet, når man ikke har været på sin pind i flere dage. Nu er det jo ikke spor sejt at komme frem til en lærer og sige man har savnet vedkommende, så bliver man jo både kaldt det ene og det andet, men det lod sig alligevel ikke skjule at de var glade for at sure, strenge, uretfærdige Randi igen var på plads i klasseværelset. Og sure, strenge, uretfærdige Randi var rørt til tårer.

Nu er Loa og jeg jo opsat på at gøre en god figur ved den officielle præmiere på torsdag, så hermed en opfordring til alle vore trofaste læsere. Torsdag omkring middagstid, vil vi sætte STOR pris på en venlig tanke. Der giver vi os sandsynligvis i kast med vores allerførste officielle B-prøve. Sidste gang vi var i ilden på en C-prøve, vil vi ikke dvæle for meget ved, men denne gang glæder vi os helt enormt. Altså nok mest mig, for Loa ved det jo ikke rigtigt endnu. Jeg har pakket lidt vildt, som min mor sikkert bliver lykkelig for at have i sin fryser (eller måske) ... og så har vi jo et par dage til at finpudse formen. Blot de ikke har lagt strudse og Zebraer ud i det frie søg. Resten skulle vi nu nok kunne klare... Verdens bedste Loa og så jeg. Vi giver den en skalle, så skal det nok gå altsammen.

Nu vil jeg pakke al habenguttet, og se at komme derudaf.

Ha' en rigtig dejlig Påske i gode venners selskab!

Lidt af hvert.

2010-03-24T09:16:00.000+01:00

Her sidder man så igen. Med snot til op over begge øre og hoster som havde man røget grønne Cecil siden ungdommens vår... Det har man ikke. Man er blevet skolelærer og det der med snottet er vist et personalegode. Har hørt en fugl synge om at det har noget at gøre med ens imunsystem, og at T-hjælpecellerne bare skal opdateres på alle de nye bakterier som de udsættes for, så det må jo stås igennem. Minus at man ikke kan smage hvad man spiser. Plus at man nu kan gengive sange med både Bonnie Tyler og Joe Cocker med langt større autencitet. Det er da altid noget at man kan score I "Singstar" med stoppet næse...

Livet ruller hastigt videre for hundene. Aften træningen er gået i gang, men Loa og jeg har misset de to første gange på grund af møder på skolen og vaklende helbred og lige om lidt skal vi på prøve!! Det skal da blive noget så morsomt... Al den F*****G(!) sne har sat os langt tilbage i forhold til hvor jeg havde ventet vi ville være træningsmæssigt og nu spænder helbredet så ben i slutspurten... Pokkers. Nå men plan B er at hun får to forårsprøver at more sig på, og så ser vi hvad der sker. Ellers må vi jo bruge sommeren til at indhente det forsømte.

Påske på Falster venter forude, og det samme gør selskab med gamle kollegaer fra Citibank. Glæder mig, glæder mig, glæder mig... Og lidt længre ude venter små poter på at komme til verden. Det skal blive noget så vidunderligt med hvalpelyde i huset. Dejlige, dejlige væsner. Soya virker som hun skal i forhold til at det er 3 uger siden hun blev parret. Stjæler mad og tager sit nye job som politibetjent i flokken mere alvorligt. Hun gider ikke for megen uro omkring sig, og tænker kun på at stoppe noget i skrutten. Det tegner jo lovende.

Den opmærksomme læser vil bemærke at jeg har skiftet forsidebilledet af den vordende moder ud med et billede af Nanna. Tak til Johnny Eckhaus, fordi han gad forevige alletiders Nanna i al sin pragt og vælde.

Vandet koger, så det er tid til mere te.

Love is in the air

2010-03-06T13:27:00.005+01:00

Foråret er på vej, det lader sig ikke skjule. Vist fik vestjyderne lige en halv meter sne i hovedet i går, men når solen skinner så smukt som den gør i dag fra en skyfri himmel, så er det MEGET svært at være vinterdeprimeret. Her i huset har foråret fået noget af en kickstart. Der sker ting og sager. Ved 100% jeg har valgt rigtigt, ved 100% at hverken Soya eller Zeddi er kede af valget og ved 100% sikkert at en hund er savnet der i Tvis.

JUHUU!!

2010-02-21T08:49:00.001+01:00

Så er der løbetid i huset!! Med lidt fiks hovedregning så bliver det til hvalpe i maj, som så er klar til at rejse hjemmefra i juli. Så ved man jo, hvad den tid skal gå med. Glæder mig, glæder mig, glæder mig! Soya børn, som kommer med foråret. Kan noget være dejligere at se frem til?

Inden vi kommer så langt, så skal vi jo lige på herrebesøg i Tvis, så det klarer vi i næste uge. Tænker næsten Zeddi bliver glad, når vi triller op ad i indkørslen. Den unge uskyldige dreng ved jo ikke helt, hvad der venter ham. Jeg glæder mig i hvert fald helt enormt til at se, hvad der kommer ud af forbindelsen. En hel flok af dem her:

De 3 første billeder er venligst udlånt af Kennel Birkebo.

Flatcoat-Arwen Jackie - Fotograf: Ann-Olaug Toftsund

Hvor skabet slet ikke skal stå!

2010-02-20T18:51:00.002+01:00

Ja, så var Loa og jeg til årets første C-prøve. I sne stod urt og busk og en enkelt kaster i skjul. Vand var der ingenting af (det var jo stift det som var under sneen), så der blev lavet en tilbagesending på en kanin i stedet. Det havde vi jo ingen problemer med. Fri ved fod kunne være pænere, men vi scorede et OK på den konto. Kasteren på den første markering var skjult og Loa synes så bestemt tilskuerne var sjovere at kigge på i det tidsrum fuglen blev kastet, så da jeg sendte hende fes hun som lyn og torden i deres retning. Nu havde der jo lydt et skud og hun var blevet sendt og i reglen betyder det at der er faldet en fugl. Har man misset den på man jo bruge næsen og finde den. Så det gjorde hun så. Altså brugte næsen. Hun fandt en masse spændende fodspor, gammel fært, nyere fært, fært efter vildt som havde ligget i en bunke, fært efter en kanin som havde trukket et spor da den blev slæbt hjem af en lille lab, fært af en stor pose fyldt med kaniner (gennemsigtig og dermed flot og farverig), fært af vildt som havde blødt lidt i sneen og så videre og så videre. Hun var langt omkring og MEGET optaget af næsearbejdet og MEGET lidt påvirket af hende fjolset der stod og blæste i en fløjte og galpede noget om at det var tid at komme hjem... Nå men hjem kom hun og fuglen blev kastet igen og så hentede hun den fint og god fart og stil. Sådan. Videre til tilbagesendingen som hun også klarede til UG. Havde lidt travlt med færten i sneen der hvor hun sad, da jeg gik fra hende, men var til gengæld fløjtende ligeglad med hund, fører og tilskuere som gik forbi bag hende. Hentede kaninen i flot fart og afleverede pænt til hånd. Sådan. Markering nr to så hun har markerede fint. Bøvlede lidt med opsamlingen af duen men afleverede også den fint i min hånd. Sådan.

Så med rank ryg gik vi bag skytten ned til det frie søg. Bliver instruerede af dommeren. og Loa sendes afsted. Søger en fin fært op og står så og kigger på mig "Her er den første". Jag var målløs. "Apport" hjalp ikke en meter og så gik hun videre. Så måtte jeg lige op og markerer at det var uhørt og uacceptabelt, og så stillede hun sig hen til anden igen og kiggede på mig "Her ligger den stadigt". Målløs var ligsom passé nu. "Tag så den pokkers and!" Hjalp heller ikke. Tilgengæld lagde hun sig og rullede sig oven på den. Så fløj jeg ud i søget og fik igen fortalt hende at det var ikke acceptabelt. Vi kiggede på hinanden, kiggede på anden som jeg nu havde samlet op, og kiggede på hinanden igen. Jeg forsøgte at få hende til at tage anden og hun vendte straks hovedet væk og sagde "Ikke på vilkår". Vist var den våd og vist var den klam og vist lugtede den grimt, men ingenting rykker ved det faktum at hun ikke måtte gå fra vildt eller værgre sig ved at tage et stykke vildt. OK, klam and lagt til side (flot båret af mig - point for god vildtbehandling tror jeg!!) og tøsen sendt ud i anden retning til and af bedre kvalitet. "Næ fy - næ føj" meget muligt det var en perleand, men ikke tale om at den skulle i Loas mund. Så stoppede festen for mig og Loa. Jeg valgte at trække hende, og gå hjem og træne noget mere med and inden vi kommer igen. Hun skulle ikke have held af at gå fra vildt flere gange så jeg trak hende i stedet og konstaterede at vi ikke var klar til prøve endnu. Vi fik en masse OK'er på kritiksedlen og et nul i præmierings graden. Helt som det skulle være. Andet havde været en hån mod en 3. præmie. Tilfreds - Nej, for det kan vi gøre bedre. Men glad for det som gik godt og jeg glæder mig om muligt endnu mere til sneen er borte, så vi kan træne rigtigt igen.

Tillykke til Hans-Jørgen Bilstrup og Jiggers Tarka Lovely Alma, som fortsatte de fine takter fra sidste sæson og blev 2. vinder.

Hvor skabet skal stå.

2010-02-19T09:01:00.003+01:00

Så lykkedes det endeligt, endeligt, endeligt for nordmanden Tora Berger at gå til tops ved et internationalt mesterskab. Alle havde travlt med at hun var den første kvinde i Norge som tog OL guld i skiskydning, at det var guld nr 100 til Norge, at det var x antal år siden det første guld blev uddelt i disciplinen og så videre... Jeg synes det dejligste af alt var at se hendes glædestårer få frit løb, da sejren var i hus. Hun var ikke alene om at fælde en tårer, for rundt om hende stod hele holdet og tog del i den store glæde. Fantastisk at se! Ingen glæde er større end den man kan dele med andre, og Tora Berger delte al sin lykke med hele verden med et stort smil på læben, og en tårer eller to i øjet. Sad selv med en stor klump i halsen, og kan slet ikke forestille mig hvor mange træningstimer der er lagt i løjpen for at dette kunne klappe på dagen. Hun er i dag 28 år og skrev allerede i ungdomsskolen (folkeskolen i Norge), at hendes store mål i livet var OL i Vancouver 2010... Snak om langsigtet planlægning!! Mener personligt jeg kan huske, at jeg på den tid fokuserede en del på at undgå at blive nummer sjok i små pige B-rækken i håndbold. Sådan er vi jo så forskellige ;0)). Respekt for Tora og tårerne. Elsker når det går en slider godt. Herrene fra Norge gav den også gas i sporet og på standplads, hvor det blev norsk guld og delt sølvplads, til d'herre Hegle Svendsen og Bjørndalen. Fy for et opløb det blev til sidst!! Spænding for alle pengene. ELSKER skiskydning. Elsker såmænd også de kære norske reportere som faldt på halen over alle de superlativer der skulle krænges ud i dagens anledning. De hittede på flere dumme spørgsmål end vanligt, men det er dem tilgivet. Det var jo en helt suveræn dag for norsk skiskydning! Kunne aldrig selv ramme en eneste skive om så jeg trænede herfra og til evigheden, og slet ikke med den puls som de står med på standplads og skyder. Hatten af og et buk til dem alle i dyb respekt!

Når succes lader vente på sig.

2010-02-17T13:47:00.000+01:00

Sidder her 3 dage inde i de Olympiske Lege og bliver til stadighed forundret over sportsjournalisters tåbelige spørgsmål og reaktioner. Superfavoritten bommer helt vildt, og sjovt nok er det første han tænker på ikke lige at krænge sjælen ud for åben skærm i flere omgang på en million sprog... Straks bliver reporterne på stedet (du ved dem med mikrofoner der er bedre pelsede end de fleste polardyr) småbørnsfornærmerde og synes det er NOGET så mærkeligt at opfører sig sådan. Hvad pokker havde de tænkt sig?? Unge mennesker der har kæmpet frem mod et øjeblik i årevis, som ser det smutte ud af hænderne og derefter skal stille i offentlig gabestok og komme med forklaringer på spørgsmålet "Hvorfor vandt du så ikke i dag?". Klassikeren over alle klassikere. "Hvad gik der galt?". Sgu da irrelevant for den beskuende publik. Det vigtigste er da at helten er ved godt mod og klar til nye udfordringer til næste løb. Bliver ALDRIG klog på hvordan man vælger sine sportskommentatorer... Måske vælger man dem med de dummeste spørgsmål, krydret med endnu dummere følgespørgsmål... Ved godt at nogen siger at der ikke findes dumme spørgsmål, men i sportens verden beviser de gode reporterer gang på gang det modsatte. Hatten af for min store helt igen i dag, eller i går rettere sagt. Ja den gode Bjørndalen havde bommet sig langt ned i rækkerne på sprinten og startede derfor jagtstarten fra en lidet attråværdig position som nr 17. Mere end halvandet minut efter den førende franskmand. Men giver manden fortabt af den grund??? Næ nej, han kører på som gjaldt det livet selv, og ender som nr 5. Ingen medaljer denne gang heller, men sikken en pragtpræstation. Manden har vundet ALT hvad der er værd at lægge navn til, og alligevel giver han den en skalle fra en noget umulig position... Hvor var der mange der kunne lærer af dette!! Han viser så sit store format og sin erfaring med pressehåndtering, ved at stille sig op for åben skærm og erklærer at han gjorde sit bedste, og at der var ting som han fik til at fungerer bedre i forhold til den første konkurrence. Gratulerede også lige vinderen og roste den flotte sejr til svenskerne. Dybdeborende journalister gå hjem og vuk. Totalt udspillede af ligefrem ærlighed. Nu er det så lige at jeg må huske alle disse gode takter, når jeg selv bliver passeret. Chancerne er store for at det sker, og når det sker, så må jeg holde fast og huske titaner som Bjørndalen. Respekt!!

Sneen ønskes hen hvor pebberet gror, for gud ved hvilken gang i denne vinter. Endnu en C-prøve er aflyst på grund de store mængder sne som ikke har haft en chance for at forsvinde. Jeg håber til det sidste at lørdagens C-prøve på Lykkesholm kan gennemføres. Ikke de bedste forudsætninger for opstarten til B-prøve sæsonnen, så jeg sætter min lid til Loa's medfødte evner. Noget træningsprodukt kan man ikke kalde hende på nuværende tidspunkt. Det ville være at tage store ord i sin mund.

På solsiden ser det nu ud til at Soya's løbetid er lige om hjørnet. Ikke noget blod endnu, men hun begynder at hæve bag til, og den hævelse sætter sig traditionen tro også på høresystemet. Har aldrig forstået forbindelsen mellem ører og ægløsning, men historien viser tydeligt at det er tilfældet med Soya. Nå, men hvis alt går vel er hun parret inden måneden er omme, og så er der små i vente først i maj. Så kære Lars og Zeddi, den lange tålmodighed lønner sig, skal I se. Vi kommer snart til Holstebro!

OL - Såklart!

2010-02-14T20:15:00.000+01:00

ELSKER VINTER OL!! Det har jeg faktisk altid gjort. Ved godt at de fleste i Danmark synes det er sjovest med Sommer OL, hvor Danmark som oftest har en eller to chancer flere for at tage medalje, men jeg sværger altså til Vinter OL. Nej, ikke kunstskøjteløb, hurtigløb på skøjter, bobslædekørsel eller pirouetter på ski... Men de nordiske dicipliner så som langren og skiskydning. I særdeleshed det sidste. Da jeg var lille havde denne idrætsgrn INGEN appeal overhovedet. Det var russere og tyskere (oftes med en militær karrierer bag sig) som stod for showet, men nu har flere nationer blandet sig i striden, og i særdeleshed vore gæve brødre i nord med alle tiders mest vindende skiløber, på tværs af discipliner og grene. Ole Einar Bjørndalen kan vel næppe kaldes mindre end et fænomen på ski. En tid flirtede han med tanken om at blive langrensløber på deltid, men det er vist lagt på hylden nu, hvor det ædle metal af Olympisk karat står på spil. Manden er en konstant kilde til inspiration. Han har vundet alt, og alligevel er han ikke mæt. Er det det som kendetegner de folk som bare er en tand bedre end alle andre? At de lever og ånder for det næste mål der skal nås? Nok kan man fejre med champagne, men dagen efter er man i sporet igen, og så skal nye slag slås. En anden ting jeg altid har beundret ved de største af sportsmænd (M/K) er at de ikke behøver fortælle vidt og bredt om deres meriter, for de taler for sig selv. I Sverige hørte jeg betegnelsen "vinner skalle" om de folk der bare altid forstår at ramme formen når det gælder som mest. Det må man sige gælder fænomenet fra Norge. Ved sidste OL i Torino, hvor han ikke ramte formen, vandt han "kun" en sølv og en bronze...! Meget godt gået på et par off dage... Når jeg rammer en off day eller flere i træk, er det i hvert fald ikke olympiske medaljer jeg hiver hjem. Vor tids Titaner (i græsk mytologi større end guderne selv).

Nå men inden aftenens højdepunkt, Skiskydning 10 km (m), så har jeg jo brugt omkring 4 timer af min søndag i det bedste selskab. Loa og mig var til træning sammen med alle de kendte ansigter og poter, og vi fik konstateret ganske så tydeligt hvor skoen trykker. Loa ved ikke rigtigt hvad man skal bruge en kaster til, så hun er ikke nem at hjælpe når hun ikke finder dummien i første hug. Det der med hjemkald er ganske umuligt, hvis tøsebarnet først har givet sig i kast med at løse opgaven. Har hun en dummy i munden ved hun godt hvor hjem er, men ellers er hun ikke til at få kontakt med. Noget upraktisk, så det må der gøres noget ved. Hjemkaldet skal virke bedre, med eller uden dummy! Så skal vi vist have trænet noget terrænskift. Det var ikke helt nemt at rive sig løs af skovkanter i lige linje, og det var da slet ikke nemt at ignorere to kendte nedfaldssteder for at hente en ukendt, skjult dirigering. Det som virkede var så hendes næse, at hun i dag fik hentet lange markeringer, at hun havde en god vildtbehandling uanset sneen, at hun gav den hele armen selvom hun blev træt og at hun ikke lod sig påvirke i synlig grad af alle de hunde som hun ikke kendte. (De kendte ansigter og poter var indtil i dag kun kendte for mig, Nanna og Soya). God dag i vinterlandet, hvor lektierne til næste gang gav sig selv.

Tæt på...

2010-02-04T21:08:00.000+01:00

Ja, dramatisk lyder det og det var da også ved at gå helt i skudder mudder i dag igen. Den der combo med opkørt sne og mit temperament, gør livet meget surt for min stakkels gamle smadderkasse en gang imellem. Skulle her til aften til et arrangement på skolen og triller noget håbefuldt ind på en ikke ryddet P-plads, og sidder herefter fast. gør som alle idioter og gasser op og sidder herefter lidt bedre fast. finder så i min visdom ud af at rokke lidt med bilen og sidder så mindre fast. får ved noget nær et mirakel snurret æsken ud i noget ikke opkørt sne, og sidder så fast igen.

En del kollegaer var på nuværende tidspunkt ved at indfinde sig. En del af disse underviser til dagligt de her adfærdsvanskelige børn med indlæringsvanskeligheder af en hver art, og jeg er ret sikker på at de drog en konklusion eller to, under observationen. Tror ikke noget at det pegede til min fordel... Nå men jeg fandt da ud af at bilen kunne bakke, men bare ikke køre fremad, så nu kunne flere af mine undrende kollegaer så være vidne til at min bil forsvandt længere og længere bort fra udkørslen, som det vist egentligt var meningen jeg skulle benytte for at komme ud af snehelvedet... En ualmindelig dejlig kollega, af stærk mand-typen kom til min undsætning. Grinet er ham undskyldt. Faktisk er der tale om selv samme kollega som for nogle mindeværdige uger siden, nærmest tog livet af mig med både dødbold og armbøjninger.

Grinet var da det samme. Han skubbede nu, ene mand mig og min Seat, fyldt med hunde fri af sneen, og jeg havde så mit hyr med at få navigeret ud af parkeringspladsen, mens manden lagde en brav skulder til og hjalp Seaten over alle forhindringerne. Lyder det som supermand? Ja, i den stund var det da noget nær det tætteste man kommer på den kappeklædte frelsende engel... Min kollega blev straks indstillet til "Månedens Medarbejder", men lykkedes ham vist at kaste nomineringen bort ved uforvarent, at tænde for en kogeplade hvorpå der stod noget plastik beholder. Hvad der kommer let, går let... Jeg har sagt det før og ment det hele tiden... Jeg er omgivet af superdejlige kollegaer!! Det er fedt at være lærer i sådan et miljø. Af hjertet tak!

Let it snow, let it snow, let it snow...

2010-02-02T15:00:00.002+01:00

Og det gør det så. Altså sner. Blev bevilliget tidligt fri fra skole pga sne stormen som er på vej, og godt var det. Vejene var allerede ved at være noget ufremkommelige, og et af busselskaberne havde varslet skolen at sidste bus kørte 13.05... Så pakkede jeg lektier og ambitioner om en længere skoledag sammen og vendte øsen mod Lystrup. Måtte lige provianterer hos den lokale købmand, således at vi ikke også sulter ihjel, når nu snestormen tyder om hushjørnet.. Så nu overlever hundene og jeg det meste. Vil jo helst ikke stikke næsen ud i det der møgvejr, men her kommer alligevel et par billeder af optakten til stormen.

Ved ikke om jeg får brug for den der båd lige foreløbigt, men måske når alt det her skal smelte...

Sådan ser der ud i haven. Sådan synes jeg faktiskt der har set ud i haven i rigtigt lang tid nu. Er en smule træt af alt det der hvide pudder. Det har allerede kostet en aflyst C-prøve, og det skulle ikke gerne koste en til...

Fordele ved snestorm:

Tidligt hjem fra arbejde
Ikke mange folk hos købmanden
Ikke mange biler på vejen
Ingen grund til stress, for man kan ikke kæmpe mod det vejr.
God plads til en snurrelur i sofaen med hundene.

Ulemper ved snestorm:

Skuffede børn som fik aflyst deres idræt i dag
Ikke mange friske varer ved Købmanden, da snestormen også gælder lastbiler.
De biler som er på vejen (eksklusive mig sæl') kører som de blinde slås.
Sne alle vegne når man åbner bryggers/have døren.

Så kan man bare læne sig tilbage og sige: Tvai Glyvain, biddø....

En dag i solen.

2010-01-28T17:50:00.004+01:00

Så fik vi endelig solen at se fra en frostklar himmel. Dejlig at man igen havde lys nok til at tage et par nogenlunde oplyste billeder. I dag var "Dumbo"- dag.

Juhuu - Der var jo det der vand, som er blevet stift!!

Flying flat...

Du og jeg , Alfred...

Forbryderalbummet på plads.

2010-01-26T16:05:00.001+01:00

Ja, så sker der lidt på bloggens layout igen. Den opmærksomme læser har sikkert bemærket de klassiske skønheder, der er tilføjet i venstre side. Den meget opmærksomme læser kender dem allerede, og den helt nye læser har måske brug for en lille introduktion.

Først ude har vi Nanna. Kært barn har mange navne, og hun er af overslynglen på Præstø (ja, Hr. Kaas-Larsen, det var dem man tænkte på i den skrivende stund), blevet omdøbt til Anna. Man kan efter sigende ikke hører N'et når man går over et vist antal decibel... Hun har sin helt egen mening om hvordan ting skal gøres og alting skulle helst være gjort i går, så fuld rulle og så ikke så mange instruktioner. Selvstændig, kalder man det vist også. Every inch a workaholic. Elsker sofaen efter en begivenhedsrig dag. Kan et tricks med poten, når hun har brug for opmærksomhed. Er vist temmelig arveligt, for trickset går videre hos hendes børn, uanset hvem der er far. Charmerende, det er hun og min allerkæreste Nanna. En rigtig spicegirl (super sporty-spice), der sætter krydderi på tilværelsen her i huset. Ubetinget regent af de firbenede.

Så har vi Soya. Også et kært barn med knapt så mange navne. Hun er en engel på jagt. Med et minimum af træning er hun et naturtalent på opsamlinger. Hun VED bare hvad det drejer sig om, og hun tøver ikke et sekund når først hun er sendt. Hun er helt rolig uanset hvad jeg byder hende, og venter tålmodigt på at få lov. Aldrig et pib eller en knaldapport. Hun bliver bare ved, og ved når hun er sendt. Every inch a will to please. At lystre er ikke noget vi har lært. Det er bare noget vi har lyst til... Nice-Spice er vist livets krydderi for hende.

Sidst men ingenlunde mindst, har vi Loa. Seneste skud på stammen. 2. generation efter gamle Sota. En rigtig dejlig hund at gå på jagt med. Den opmærksomme læser har sikkert bemærket begejstringen i undertegnedes indlæg efter hendes debut ud i apporteringens kunst. Jeg GLÆDER mig til at gå på prøve med den unge dame. Hun tegner lovende. Og så er hun lidt af en charmetrold. Every inch a Lady. Nogen synes hun er pæn og nogen synes det sikkert ikke. Jeg er ovenud tilfreds med hendes udvikling indtil nu, så det skal blive skægt at få talentet omvandlet til resultater her til foråret. All in one-Spice dækker vist bedst den unge dames brede vifte af muligheder.

Det er slynglerne. Nu venter jeg blot på at Soya skal gå i løbetid, så vi kan besøge Zeddi. Jeg ønsker mig nemlig så brændende et Soya barn. Nu har hun vist ikke tænkt sig at skynde sig med det, så jeg slår masser af koldt vand i blodet (ikke svært med de temperaturer vi har nu) og har masser af is i maven... Mmmm, gid det var vaniljeis... Med skovbærsovs til... Eller chokoladesovs... eller pandekager... Nå, men så blev jeg jo lækkersulten, så tak for idag...!

Når der skal præsteres...

2010-01-21T21:01:00.000+01:00

Ja, så var Loa og jeg jo på jagt i weekenden. Sammen med alle rødderne fra Sjælland... Ja, nu siger jeg alle, et noget stort ord at bruge i den sammenhæng, for dagens ord var vist nærmest "mandefald". Ikke i ordets bogstaveligste betydning, selvom den gode Hr. Kaas-Larsen vist måtte sande, at det der med islag på en grusvej vist ikke var at spørg med og at han ikke er et gudsbenådet talent ud i balancens sværer kunst. Eller også ville han vist bare kigge stjerner eller sådan noget. Han lå i hvert fald og rodede noget rundt der på skovvejen inden 1. såt blev blæst igang.

I gang kom såten, trods manglende kendte ansigter og poter, og da det jo kun var kokkene som man måtte skyde så var skytterne en anelse tilbageholdende. Eller også var det beskeden på morgen parolen om at skød man en høne ved en fejl, kostede det en flaske snaps... Hvad det end var, så sejlede ca 15 store fine kokke hen over hovedet på både Loa og mig, og de fløj alle raske videre efter skytterne havde haft chancen. Et smukt syn, men ikke noget der gav en hulens masse arbejde til den unge dame. Det tog hun nu pænt og med ophøjet ro. Dejligt.

Efterhånden som såterne blev afviklet blev der skudt flere fine kokke og en del af dem havnede også i "vores" område, så Loa blev sat på arbejde. Hun er ikke helt skarp til at følge fuglene hen over himlen endnu, men hun er drønskarp med næsen på efterapporteringerne. Der var meldt 3 i et område og hun fandt selvfølgelig 4. På trods af at hendes tåbelige fører forsøgte at saboterer arbejdet ved at kalde og fløjte hende hjem, "da vi jo var færdige". MAN SKAL STOLE PÅ SIN HUND!!! Trods hendes ringe erfaring, så viste hun rigtigt gode takter og jeg glæder mig til vejen til A-prøverne er klar. En af hendes fineste paradenumre var en anskudt kok, som hun måtte forcerer et hegn med fire tråde for at få fat på. Uanset den gode kok sprællede og flaksede, tog hun uden tøvet rigtigt fat om fuglen og bragte den fint hjem. Den lille æresrunde er hende tilgivet. Han var også en fin fugl at vise frem. Hun opførte sig pænt hele dagen og holdt hovedet koldt selv da det lakkede mod enden. Det rørte hende ikke at de andre hunde arbejdede om ørene på hende, og hun gjorde hvad hun blev bedt om i fin stil. Dejlige Loa Lækkerbidsken.

Resten af weekenden blev brugt i gode venners lag på Bogø. Luksus at blive forkælet med god mad og Toms Chokoladeskildpadder. Manden, der opfandt dem skylder mig efterhånden mere end et par bukser... Og det samme gør ham der fandt på at lave en skildpadde is... Dem og deres gode ideer... Sgu ikke nemt at holde nogen form for linje, med sådanne fristelser i omløb!!

Og så var der jo lige dagen i dag. Dagen hvor jeg var eksamensvagt (eller rettere terminsprøvevagt). Noget med at følge en masse unge mennesker på toilettet i tide og utide, at ikke svare på nogle faglige spørgsmål, at flintre rundt med papirark i 2 farver, en til kladde og en til indskrivning, noget med IKKE at tage sko på med hæle der klapre, og noget med absolut tyyyyyssssstnad, så de unge mennesker kan hører dem selv tænke. Nogen i vagtstaben benyttede lejlighed og rang til at stjæle smagsprøver af den buffet af slik, kage, frugt og andet godt som de hårdtprøvede elever havde medbragt. Man skulle tro de var bange for at sultedøden skulle sætte ind under d 4 timer lange prøve. Dette skete dog ikke. Men drikker man meget vand, så løber det vist lige igennem, for et stort antal elever måtte på potten flere gange end en i løbet af prøven. Fik straks flashbacks til min egen tid på den side af bordet, og tænkte tilbage på en tid med Marabouchokolade og Evers tyggekarameller. Det var det eneste der duede. Jeg husker tydeligt suget i maven og den der bobbel fornemmelse, hvor jeg var i en bobbel og resten af verden var borte fra min bevidsthed. Et blik rundt i salen i dag afslørede med al tydelighed at det med bobler også eksisterer i dag. En kollega spurgte om ikke jeg synes det var kedeligt at være vagt, men nej, det var det ikke. Det var fascinerende mere end noget andet. At se de unger jeg normalt koster rundt med til fodbold, basketbold og ja, dødbold sidde i en sal der emmede af nervøs koncentration, og kæmpe det bedste de havde lært med, vinkelmåler, passer, kuglepenne og linialer var en helt fantastisk oplevelse. De fleste altså... Så var der jo lige dem der stod af inden toget for alvor var kommet i gang, og brugte resten af tiden til at pille næse, og det der var værre... I absolut tttttyyyysssstnad, forstås...

Om det er på jagt eller til prøve, det handler om at præsterer når det gælder. Det er jo der det tæller mest.

Her har i så et billede af Soya, som ikke mener det er tid til at gå i løbetid endnu. "All good things comes to those who wait..." Som man siger der ude længere mod vest.

Så har vi også prøvet det.

2010-01-10T22:00:00.002+01:00

I dag var der skue i Århus, så jeg pakkede hunde og bil og forcerede en hulens masse snedriver, mens jeg kæmpede mig vej i morgenens mulm og mørke. Mere end en gang slog tanken mig, "er et skue i Århus nu også værd at havne i grøften for?" Svar: tydeligvis i hvertfald risikoen værd, for jeg vendte ikke om og kørte hjem... Og godt var det.

Vel fremme ved hallen, slæbte jeg hunde senge og kravlegård og alt det andet man i sin, uudgrundelige, visdom mener skal til for at gøre dagen på et halgulv behagelig for de firbenede. Nu var det kun Loa som skulle i ilden, men jeg tog de gamle med, da jeg jo ikke kunne vide det mindste om hvornår man kunne regne med at være hjemme hvis vejret fortsatte. Og skulle jeg kører i grøften var det bedre at hundene alle var med. Trods alt. Så ingen stod derhjemme og ventede, hvis ting trak ud.

Vejret var jo ikke med nogen af os, så ting trak lidt ud. Heldigvis kom en del hvalpe fra Birkebo, med deres glade ejere, så tiden gik ganske så hurtigt trods alt. Tøserne og jeg var jo på hjemmebane, da det jo var "vores" region som var vært, så det måtte udnyttes ;0). Vil bare lige sige at røde måtter er røde måtter uanset hvilken region der er vært, så det er begrænset hvilke fordele man kan have af hjemmebaner i det her game. Hundene var veloplagte og babybedømmelserne ente med at Million-Mille vandt og blev Bedste Baby hos flatterne. Tillykke til Anette og Mille!! Hun er jo propfuld af charme, den lille strik, så hun bliver skæg at følge fremover. BIM Baby blev forøvrigt hendes bror, som lignede en tro kopi af Anettes kære Albert, da han var i den alder. Jo tak, familiebåndene fornægter sig ikke ;0).

Anette og Albert stod igen i Unghundeklassen, og Albert troede vist det var sommerskue han skulle til, for han var da troppet op uden pels. Fin i konstruktionen var han og løb flot gjorde han også, men nærmest ikke et strå på kroppen. Alligevel blev han toer i sin klasse, foran brormand Cato og Mette. Har sagt det før, ham kommer vi bestemt til at se mere fra!!

Beklager straks billedkvaliteten, men det er altså ikke nemt at få taget gode billeder i en hal uden blits. Med blits bliver billederne bare sorte, altså på mit kamera, så uden blits og en smule rystede... Synes nu jeg vil dele dem med verden uanset.

Her er så et par billeder af de brødre tvende:

Albert og Anette

Cato og Mette

Og hvad så med lille Loa? Hun var tilmeldt i CK klassen, og skulle op mod sin halvsøster Diana (smuk som altid) og en anden tæve som også er ældre end hende og langt mere færdig. Hårde odds for min tøs, men vi gik til fadet med krum hals. Efter devisen "it ain't over till it's over" showede min dejlige tøs det bedste hun havde lært, og var noget så dygtig. Hun synes det der udstilling er morsomt. Hun logrede med halen uanset hvor lang tid det hele tog, og det var en sand fornøjelse at stå i den anden ende af snoren. Alle 3 fik excellent og så skulle de placeres. Og sørme om ikke dommeren kom og gav Loa det røde bånd og sagde hun havde vundet klassen!!! Jeg var mildest talt målløs... Glad, men målløs. Smukke Diana blev toer, så der var jo ingen grænser for hvor glad man kunne blive. 2 Nanna børn på de øverste pladser. Jo denne dag var skam en af de gode.

Æresrunde og hele pivetøjet og så var Loa og mig jo slet ikke færdige. Næ, vi skulle også ind og kæmpe med den bedste hanhund om at blive BIR (Bedst i Racen). Det tog EVIGHEDER for dommeren at få besluttet sig. Loa bare logrede og logrede... Så skulle vi løbe, så skulle vi stå, så skulle vi løbe lidt til, og pludselig var Loa BIR og det hele var slut!!! Målløs var ikke nær nok til at beskrive elevatorfølelsen i maven. Hold da op. 20 måneder og så BIR på den helt uofficielle måde. Det var dælme sjovt at prøve. Jeg har prøvet det et par gang med både Sota (min første flat - Mor til Nanna, Soya og Topper, mormor til Loa) og med Topper (Nanna's helbror som jeg måtte sige farvel til i August), men hvor var det bare herligt at stå der med min lille tøs. Det er nok ikke sidste gang jeg slæber hende afsted på udstilling. Hun bliver nu lige puttet i mølposen, til hun har sin 1. præmie i begynder på B-prøve, så jeg kan stille hende i brugsklassen. Indtil da, sparer vi på det der udstilling. Jeg satser på, at jeg kan stille hende i brugsklassen til flatcoats forårsarrangement på Sjælland. Det kunne være noget så fint at debuttere i klassen der. Dommeren var en Golden dommer/opdrætter fra England, som vist også må dømme flere racer i England. Hun kom over efter BIR var afgjort og sagde tak til mig fordi jeg havde vist Loa. Så har man også prøvet det. Hun synes hun var meget elegant og havde rigtigt gode bevægelser. Var man lige stolt der et øjeblik eller to?

"Ulempen" ved at blive BIR er, at så skal man vente en hel masse på at konkurrere med de andre retrieverracer om at blive BIS. Så backing koret vendte alle snuderne hjemad (hvilket jeg også havde gjort hvis jeg kunne) og så sad jeg og kiggede på Goldens til det blev tid. I BIS var lille Loa kommet i noget fornemt selskab, så hun sluttede fuldt fortjent som BIS 4 ud af 4. Hun fik en rigtig flot kritik og jeg blev rost for hendes fine bevægelser og glade attitude. Jeg var pavestolt af Loa Lækkerbid. Hun gjorde sit bedste hele vejen og slappede af i kravlegården, når hun ikke var på. En stor fordel når dagen er lang. Her er så dagens billede af vinderen. Kvaliteten er også her dårlig og det beklager jeg.

Vi fik en monsterstor pose med guffer fra Oliver's Petfood med hjem. Den vil bringe lykke i mange omgange til både vinder og vandbærere her i huset.

Nu har jeg så måttet lave en præmiehylde til den unge dame...

Ihhh, hvor er det helt fantastisk med pynt i stuen.

Hvad er det?

2010-01-09T11:17:00.002+01:00

I bedste Piet Van Deurs stil, tilspørger jeg min skare af trofaste læsere...

Hvad er det (for en fugl)?

Der sidder en flok af dem og de er ca på størrelse med en solsort.

De sidder også i træerne og spiser de æbler som hverken ville falde ned i stormen eller ville gro et sted hvor de kunne risikerer at blive plukket.

De er MEGET sky, og hvis ingen kender dem, bliver de døbt Soya fugle, med tanke på deres fælles forkærlighed for æbler.

Så kom med et bud! Jeg skal undervise i biologi på mandag.

En tur i Kong Vinters Rige

2010-01-08T17:34:00.004+01:00

Fy for pyffer hvor det var koldt. Den stride blæst var ubarmhjertig og stikkende på huden og sneen føg om fødderne på hundene. Men nu er sneen her, så er det bar om at "nyde" den!! Ingen ved jo hvornår det forsvinder igen. Solen har vist stået højere på himmelen end den gjorde i dag og skyerne drillede noget, og derfor er nedenstående billeder også en kende ringe i kvaliteten, men hundene nød dagen i fulde drag. De skulle selvfølgelig ned på stranden og se om man lige kunne få en dukkert, men det kunne man ikke! "Se Bambi! Vandet er stift..." Der er meget lavvandet på stranden, så de første 5 meter ud i vandet er frosset helt stift. Det ses tydeligt, at det er havet der er frosset og ikke en sø, da isen ikke er glat men bulet af de stykker af drivis der nu er forenet ganske solidt. Jeg skulle ikke nyde noget af at have 3 hunde ud på isen, så dagens tur foregik oppe på strandengen. Mødte en enkelt skiløber, der havde vovet sig ud i den stride blæst. Han kiggede på koblet af hundene, kiggede på mine vandrestøvler, rystede let på hovedet og påpegede så at jeg ville komme langt hurtigere afsted, hvis jeg havde bundet et par ski på fødderne og ladet hundene gøre arbejdet... Jeg lod kommentaren passere med et tilpas venligt smil (ikke ret meget anstrengt). Når der er sne er det som regel ski folk siger jeg skal tage på og når det er tørt er det rulleskøjter. Måske det er et tegn til at jeg skal træne noget lineføring, så det i det mindste ser ud som om hundene kan gå i snor??

Her er billederne fra dagens tur:

Kurs: Bølgen blå!

Parløb.

Sne skal man da rulle sig i...

Tummel i pudder.

Vi ønsker jer alle en god weekend!

Når alderen trykker...

2010-01-07T21:00:00.004+01:00

Ja, det er så den eneste ulempe ved at omgås teenagere til dagligt... Man bliver jo nærmest betragtet som et omvandrende Danefæ (utvivlsomt af flere årsager end godt er...), som gik barfodet i skole med både Tollundmanden og Grauballe manden, gennem sne i juni og købte kandis for 1 rigsdaler...

Ikke meget ændrer sig vel nogensinde hvad det angår. Det som gør det hele en smule værre i dag er at jeg faktisk føler mig som en der gik barfodet i skole med både Tollundmanden og Grauballe manden, gennem sne i juni og købte kandis for 1 rigsdaler. Det er der så en årsag til. Forbi er de tider hvor man kunne drikke sig plørefuld både fredag lørdag og søndag og stadig sidde dugfrisk og lære en masse vigtigt mandag morgen. Forbi er de tider hvor en skade i håndbold var overstået på to dage (når den var slem). Forbi er de tider hvor jeg kunne løbe solen sort uden at lyde som et damplokomitiv... Eller ved nærmere eftertanke, så tror jeg aldrig jeg har oplevet det sidste...

Nå, men alderen kræver sin ret, og det bliver så smerteligt tydeligt når man har løbet rundt og spillet dødbold og indendørs fodbold i ca en time, sammen med en flok 9. klasses drenge. Av. Valgte den mindst udsatte post på mål, da jeg aldrig har været fodboldsekvilibrist, men ganske så ofte i min skoletide har hamret foden i asfalten i stedet for at ramme bolden. Kunne skrive en disputas om tåhylere den dag i morgen og få en Phd i emnet med udmærkelse. Og dagen i dag mindede mig om det smertelige faktum at form var noget jeg var i en gang, og at den runde form er forbeholdt bolden. Ikke formålstjenesteligt at man er rund, selvom det jo også er en slags form at være i... Nu er jeg ikke rund nok til at fylde et helt mål ud, og slet ikke adræt nok til at stå i vejen for alle de bolde der blev sparket ind i målet, så jeg måtte fra tid til anden skifte hold således at den "tunge" byrde belastede begge hold ligeligt... Vil blot for en god ordens skyld lige på pege at det faktisk lykkedes at få et par (enkelte) redninger ind som ville have gjort Schmeichel grøn af misundelse... Mindst...

Nå, men så havde jeg jo en noget så sadistisk kollega, som insisterede på at spille dødbold med en regel om at man skulle tage 5 armbøjninger hver gang man blev ramt for at komme fri, hvorefter han så sit snit til at ramme undertegnede, som så måtte i gang for øjnene af en gymnastiksal fuld af elever... Han er IKKE indstillet til månedens medarbejder... Jeg svedte og løb, og kastede mig rundt og svedte og løb noget mere og blev ramt RIGTIGT mange gange, og lavede RIGTIGT mange armbøjninger... Og bandede RIGTIGT meget, altså indvendigt... Man er dog nødt til at holde en vis pli når man er i selskab med letpåvirkelige unge... Har tænkt mig at marcherer ind på lederens kontor imorgen og kræve risikotillæg for timerne jeg er idrætslærer... Det er da det mindste at forlange!

Al den fysiske aktivitet har sat sine spor. Mælkesyrer til op over begge ører, og en muskel i den ene balle som er forstrakt og derfor gør ondt på den der måde at man kommer i tanke om hvor gammel man er når man bukker sig ned eller løfter det ene ben... Det skal da være noget af et risikotillæg som skal dække sådanne gener, siger jeg bare!!

Nu har jeg lige 2 timer imorgen og så er det weekend!!

Så så man lige mig...

2010-01-06T20:43:00.001+01:00

Vil starte med at konstatere at sneen er kommet i MÆNGDER! Troede ikke helt jeg var flyttet til Østrig. Men et blik ud af vinduet tyder på noget med en bjerghytte i flere tusind meters højde og en masse afterskiing med solariebrune tyske turister og rødnæsede danskere der desperat forsøger at overlevere ordren: "Tvei Glyvajn, biddø". Sneet inde er jeg ikke, og tak og lov for det. Ville ikke undvære mine dejlige unger på skolen et sekund. Hvordan kan man dog nyde noget som helst herhjemme, når man har chancen for at tilbringe en herlig arbejdsdag sammen med cremen af Danmarks ungdom?? I dag var en dag som alle andre. Gode oplevelser stod nærmest i kø. Noget andet der også stod i kø var møder. Afsted i morges kl 7.15 og hjemme igen kl 17.05. Vil nogen lige gentage for mig at skolelærer aldrig laver noget? Og så er der lige al den forberedelse som skal være på plads til imorgen. Man må bare ELSKE det her job.

Og så kommer vi til sagens kerne. Slut med at steppe rundt om den varme grød... Alt det vinter blev lige pludseligt MEGET belastende... Man kommer godt træt ud af skolens hoveddør, tramper herefter henover en snedækket parkeringsplads, mørket er begyndt at sænke sig over byen, i god tråd med årstiden, og man går herefter i gang med at grave sin gamle spand ud under det tykke tæppe af sne som havde lagt sig, noget så dekorativt over øsen. Der var ingen vej udenom. Nu tænkte jeg så i mit stille sind, at det ville tage noget tid og hvorfor ikke lade kareten varme op imens? Som tænkt, så handlet... Startede bilen, lagde taske, lektier og andet godt ind på forsædet, lukkede døren og gik i gang... Der blev skrabet, og bandet lidt, og skrabet lidt mere og ønsket en hel del at man kunne trylle (ja kære trofaste læser, den tanke kommer til mig på jævnlig basis...) og skrabet lidt til. Til sidste var lygter, ruder og alle andre vigtige dele fri af sneen... Jeg blæste i mine kolde hænder for at varme istapperne op (havde jo husket at glemme mine vanter), hvorefter jeg trak i håndtaget i forventningen om at døren ville gå op til en forvarmet bil... Ingenting skete. Jeg rev i håndtaget, denne gang med en smule mere pondus bag, med samme resultat... Herefter skete det uundgåelige. Målerne begyndte at gå i rødt. Det kunne da for pokker ikke være rigtigt at døren, som jo ikke var låst, ikke gik op når man trak i håndtaget!!! Hvad F..... var meningen?!!?

Så begyndte noget der mindede om en god gammel krigsdans rundt om bilen, i det jeg flåede i alle dørene for at se om en anden ville gå op. Blev herved mindet om, at Seatten ikke har central lås, og at jeg i morgenens mulm og mørke, jo havde sikret mig at låse alle døre, da ingen jo skulle rende sin vej med skrotbunken!! Ønskede bilen hen hvor peberet gror og ønskede samtidigt at det var sommer og at livet var en dans på roser. Det er det måske i bund og grund også, men jeg synes ærlig talt det var mere torne end blomster jeg hoppede rundt på der i sneen... Jeg kastede mit skælvende korpus mod døren i håb om at hvad det nu var der sad fast ville give sig under vægten og døren ville gå op... Intet resultat. Bilen varmede noget så lystigt videre og lignede mest af alt en noget skrabet Kitt (Nightrider, 80'erne, snakkende bil, ikke Herbie, David Hasselhoff inden Baywatch) model, som stod der og ventede på ordre. Gav døren et gedigent los med en meget kold fod... Jamrede herefter højlydt og sprang rundt på et ben en stund, og kom i tanke om, hvor dumt det er at gøre sådan. Fik øjeblikkeligt flashbacks til en gang i mine unge dage, hvor jeg var på vej hjem fra ridning i strid modvind, og jeg i et raserianfald sprang af cyklen og sparkede til den fordi den ikke kørte hurtigere. Mine damer og herre, det er nu mig der opdrager, præger og underviser cremen af Danmarks ungdom... (Siger lidt om vores skolevæsen, eller hvad??). Nå, men nu er jeg jo noget ældre, så jeg stormede ind på skolen, hvor jeg mødte vores meget trofaste og klippefaste sekretær. Forklarede i malende vendinger problemets omfang og fik kastet ind i beskrivelsen, at retfærdighed absolut ikke eksisterede på denne jord. Beklager til alverdens fattige og sultne, men som jeg har sagt før, når målerne går i rødt, tager kemien over, og alt det der med næstekærlighed går helt af fløjten. Jeg blev af sekretæren mindet om hvorfor jeg holder så usigeligt meget af hende, og klart indstiller hende til "Månedens Medarbejder" (igen), da hun ytrede de vise ord om at i sådan en situation var det blot et spørgsmål om hvor meget vold der skulle til... En sekretær lige efter mit hoved!!! (Skal lige siges for en god ordens skyld at hun sluttede sin rådgivning med en formodning om at under samtalens forløb var bilen sikkert blevet så varm, at isen var smeltet, og problemet hermed løst... Hørte nu mest efter, da det handlede om vold).

Ladet med et medmenneskes opbakning, gik jeg kampklar ud til skuepladsen igen. Dramaet var for alvor sparket igang. Målrettet tog jeg et fast greb om dørens håndtag og flåede som besat... Ingen effekt. Ikke det mindste lille knirk... Gode råd var nu dyre... Ringer man til Falck og siger "Hjælp, min bil har frosset mig ude"? Så, hvad der var tilbage af min stolthed, forsvinde ud i sneen ved tanken om svaret i den anden ende... Og så var det at jeg fik en åbenbaring... Bagsmækken! Gled graciøst og diskret (synes jeg selv) om bag i bilen og sagde en lille bøn inden jeg trykkede på låsen... Bagsmækken gik op. Og derfor kunne fritidsbrugere af skolen og forældre, der nu var begyndt at hente SFO børn, undrende se til mens 1 stk skolelærer (som ellers altid er noget så cool) krøllede sig sammen og kravlede af bagvejen ind i en bil, der kørte i tomgang. Sjovere var det nok for dem, der blev til ekstranummeret, da 1 stk skolelærer skulle forcerer det hundegitter, der adskiller førersæde og det nedfældede bagside. 1 stks popo af anseelig størrelse lige i bakspejlet. Selv synes jeg jo, jeg klarede alle strabadser med allerstørste værdighed... Selvfølgelig.

Så er vi igang!

2010-01-03T14:08:00.000+01:00

Årets første samlingstræning blev skudt i gang i dag. Vi tog turen til Ødum, nær Hadsten hvor Region Østjylland holdt årets første klubdag. Mange var mødt op og som gammel hjemvendt østjyde var det lidt sjovt at tælle ansigter på dem jeg kendte. Bevars 10 år er lang tid, men der var da et par stykker som jeg kendte fra Århus tiden. Loa kendte ikke en eneste af de fremmødte hunde, og det har hun godt af at prøve. Hun har jo været velsignet med mor og mosters selskab til overmål, så nu var det på tide at se og få smag på "Verden uden for Verona" for den unge dame. Rigtig god træning for hende i at stå på egne ben. Hun er helt klart ikke vant til at møde mange fremmede hunde og opleve ukendte steder, så da jeg kunne se hun brugte rigtigt meget krudt på at bekendtgøre sig med alle og finde sig selv i situationen trænede jeg øvelser hun er stærk i og kender. Det hjælper altid på selvtilliden hos hende og jo længere frem vi kom i træningen, jo mere fokuserede hun på opgaverne og jo mindre distraheret blev hun af de andre hunde. Min labre Loa-perle ;0). Nu ligger hun så her i sin kurv foran den knitrende brændeovn og tygger på et gnaveben af ældre dato. Mon ikke der også er andet den unge dame tygger på? Jeg glæder mig i hvert fald allerede til næste klubdag. Bare de skruer lidt op for temperaturen til da. For det var noget så koldt. Høj flot sol, men bidende koldt.

Så hvor ligger fokus lige nu med Loas træning? Nye terræner og nye hunde er en klar topprioritering. I øvrigt træning af markeringer med kaster. Hun bære tydeligt præg af at jeg har trænet meget alene og at jeg derfor har kastet de fleste markeringer selv. Det var ligeså tydeligt at se at jeg er slem til at kaste dummierne på nogenlunde samme længde, så træning med andre som kaster for os er klart vigtigt at få gjort mere i. Det falder jo ganske godt i tråd med prioriteringen i øvrigt med nye hunde og steder, så der blev lige slået to fluer med et smæk der ;0). Linjer sidder tilgengæld lige i skabet. Op ad skrænter, på åben mark eller i rækker af træer, terrænet spiller ingen rolle for tøsen. Hun løber snorlige med perfekt fart og stil og sætter gerne tempoet i vejret når dummien skal hjem. Søg trænede jeg ikke i dag. Linjer og markeringer faldt mest naturligt i tråd med dagens træning, så søget klarer vi en anden dag. Nøgleordet i dag var succes og vi løste de knuder der opstod uden at skabe flere, så man må vist sige at målet blev nået. Hun er så lækker at træne med og jeg glæder mig om muligt endnu mere til premieren på prøvesæsonen efter dagens træning. Loa Lækkerbid, Mums!

Billedet er fra vores trænings WT i Sverige da tøsen kuns var 13 mdr gammel. Fotograf: Karen Lisager.

Nu venter årest første skoledag i morgen, så jeg har vigtigere ting for end at side og skrive blog.

Planer er der nok af.

2010-01-01T13:33:00.003+01:00

Når man, her på årets første dag, sidder med sin kalender, og krydser alle mærkedagene ind, altså inklusive alle de dage, hvor man har et eller andet man skal, ja så kan man godt få en fornemmelse af, at der ikke helt er nok i 365 dage... Weekender er der, i hvert fald, ALT for få af. Lad det være sagt med det samme. Meget muligt, at kineserne siger noget om, at vi går ind i Tigerens år, men her i huset, er det helt klart hundens år.

2010 kommer til at handle en hel masse om hund, og det hele skydes for alvor i gang med Soyas parring når løbetiden sætter ind. Kavaleren er fundet. Han hedder Zeddi (Pearly Coat Peregrin Romanssi), og jeg glæder mig rigtigt meget, til at se resultatet af den parring. Zeddi har et dejligt væsen og er utrættelig i sit arbejde. Når vi andre er klar til at sætte os i bilen, vil han ikke med hjem, da der jo så ikke sker mere sjov den dag. Han giver sig ikke så let. Han er direkte i og målrettet i sit apporteringsarbejde og han har en helt naturlig lyst til at arbejde for sin fører. Jo tak, flere hanner af den slags, if you please. Zeddi er desuden en hanhund af perfekt størrelse til Soya. I en tid, hvor ekstremer dominerer billedet i udstillingsringen, repræsenterer Zeddi for mig en flatcoat af klassisk, tidløs og korrekt type. En hund bygget til et formål. En hanhund lige efter mit hoved og hjerte. Hans stamtavle er også meget spændende. Hans far, har vi set en del til i vinderklasse på markprøver i Danmark med godt resultat og hans mor udspringer af gode klassiske flatcoats og står for at blive dansk champion lige om hjørnet i udstillingsringen. Begge forældre bruges på jagt med stor succes. Denne gang skal jeg ikke køre så langt for at få parret hund, Holstebro er immervæk noget nærmere end Mechelen i Belgien. Tak til Lars og Jeanette, fordi jeg må bruge jeres dejlige dreng på Soya. Jeg er jer begge stor tak skyldig.

Zeddi i sneen:

Tøserne og jeg tog turen vest over, på en lille visit hos Zeddi sidste år, eller rettere sagt, for et par dage siden, for nu at se om hjertet og mavefornemmelsen holdt stik. Her blev vi modtaget med åbne arme af både hunde og ejere, og jeg må ærligt sige, at vi faktisk ikke havde meget lyst til at tage hjem igen. Men nu har Lars og Jeanette, i forvejen, huset fuldt af hjemmeboende børn, og havde vist egentligt andre planer for de eventuelt overskydende værelser, når det ændrer sig i fremtiden, så tøserne og jeg pakkede sammen og kørte hjem til Djursland igen. Tak for en dejlig eftermiddag. Både hundene og jeg følte os meget velkomne og godt tilpas hos jer i Holstebro. For Zeddi var det som en gave fra himmelen selv, at der var dumpet 3 tøser ned i hans hjem og han brugte megen tid på kurtisering af den sødeste slags, med ørene helt oppe på hovedet og score blikket fast fokuseret på alle de dejlige damer. Desværre var hverken Nanna eller Soya sådan helt imponerede over den unge mands invitationer, og opførte sig som ganske bonerte tanter, hvilket selvfølgelig er meget naturligt for damer i deres alder og vægtklasse. Man har vel klasse? Dette kastede dog ikke megen grus i maskineriet for Zeddi, som ufortøvet erklærede sin kærlighed både til højre og venstre på den mest charmerende vis. Skam får den som giver sig, synes tanken at være.

En helt igenem, herlig hanhund, som jeg er glad for at have fået kontakt til. Tak for tipset til Christian og Marianne, Kennel Pearly Coat. Så nu venter vi bare på noget løbetid. Jeg forventer at Soya begynder sin løbetid i slutningen af januar, starten af februar, og om alt går vel skulle, der så komme et kuld hvalpe til foråret her i huset. Det er 7 år siden jeg sidst havde hvalpe hjemme, så jeg glæder mig helt enormt. Det er helt bestemt at en af hvalpene bliver her hos mig. Den primære årsag til at jeg vælger, at parre Soya er nemlig, at jeg selv vil have en hvalp efter hende. Hvalpene fra hendes første kuld, som blev født hos Kennel Birkebo, er jeg yderst tilfreds med, så nu vil jeg selv have et Soya barn.

Nå, men nu er det jo ikke kun hvalpe, der er på tapetet her hjemme. Loa skal rundt på en masse prøver, og vi starter træningen på søndag til klubdag her i Region Østjylland. Så er der lige et Vinterskue i Århus og herefter står den på træning og C-prøver frem til B-prøven d 27/3 på Clausholm. Her går vi målrettet efter den 1. præmie som skal bane vejen for deltagelse i Åben klasse. Jeg vil meget gerne have hende med på A-prøver til efteråret, så målsætningen for hende er krystal klar. Desuden venter et Flatmesterskab i august, så der skal vi være noget så klar ;0). Og så er det at det med tiden melder sig. Rigtigt mange weekender er nu booket til bristepunktet med hund, så kære venner, altså jer som ikke har så meget med det der hund at gøre, skynd jer at få inviteteret, der er få pladser ledige...

Og så er der lige det med tilbage på skolebænken. Jo, 2010 bliver året hvor det der Randi-tid bliver brugt på skolebænken fra august. Der skal jeg til at begynde rejsen frem til at blive blåstemplet som fagligt kvalificeret undervisnings fascilitator i den almengyldige læringsinstitution. Med andre ord, jeg skal være lærer i folkeskolen, med papir på mine kvalifikationer. Jeg er så heldig at have mulighed for at arbejde ved siden af mine studier, og det passer mig helt perfekt! Så ikke nok med at cremen af Danmarks ungdom skal trækkes med mig i rum tid fremover, men jeg skal sørme også selv på skolebænken. Jeg kan næsten ikke vente.

Så opsumering af planerne for 2010. Uddannelse af hund, uddannelse af mig selv og så lige at få søsat et kuld hvalpe, med al den læring det projekt indebærer... Mon ikke 2010 burde være uglens år?

GODT NYTÅR!

2009-12-31T17:13:00.007+01:00

Her på årets allersidste dag, med den strålende frostklare sol for nedadgående, er det tid til eftertanke og reflektion.

2009.

Sikke et år det blev. Opture, nedture og dramatik for alle pengene. Vigtigst af alt, så var året 2009, det år jeg fandt hjem og her er godt at være. Mine nærmeste har fulgt hele turen på klods hold, og jeg takker jer alle for al opbakning og støtte jeg har fået på rejsen. Jeg kunne aldrig have klare alle udfordringer i 2009 uden mine venner. Tak.

I tråd med dagens tradition, kommer her mine Nytårsforsæt for 2010:

- At se venner langt oftere end i 2009

- At lave en masse med hund

- At have de bedste elever på skolen

- At elske mine medmennesker en lille smule mere, trods alt.

- At nyde livet i fulde drag, også når det regner og blæser.

- At huske at sige tak. Det betyder så uendeligt meget, når alt kommer til alt.

Hot:

1. præmier i begynder/åben klasse på markprøve B og A.
Excellent og cert på udstilling.
Hjemmesider som bliver færdige og publicerede.
Hvalpe kuld med den dejligste hanhund.
At rejse ud i den store verden.

Not:

At glemme hvor man kommer fra.
At glemme hvor man skal hen.
At glemme gamle venner.
At miste jordforbindelsen.
At tabe tråden.

På denne årets sidste dag, så gik vi os en lang og kold tur ved Fjellerup strand. Herlig leg i godt selskab. Vi lader billederne stå et øjeblik...

Er du til leg eller hvad?

Sne er for lækkert!

Så sød kan jeg være.

Mor og datter, er nogen i tvivl?

Kæreste venner, ha' et helt fantastisk Nytår!!

Vi ses i 2010!

Hjemme igen.

2009-12-29T21:51:00.001+01:00

Så er vi tilbage efter en helt vidunderlig jul i familiens skød. Hyggen er altid skruet på max, når familien samles og i år var ingen undtagelse. Juleand på bordet, Ris a'la mande, med ikke helt nok mandler i følge min ærværdige fader (1:1 mandler/riskorn synes at være faderens devise...) julemedisteren der stegte sammen med anden og alle de andre vidunderlige traditioner var på plads, timede og tilrettelagte. Mad, mad og atter mad. Træet med levende lys og hjemmelavet konfekt... Jo tak der manglede ingenting. Det var lige hvad jeg havde brug for. Min ynglingssang på denne årstid har altid været, "Sikken voldsom trængsel og alarm" af Peter Faber og især linje der lyder :"...Drej kun universet helt omkring, vend kun op og ned på alle ting, jorden med thi den er falsk og hul, rør blot ikke ved min gamle jul..." Han vidste præcis hvad han talte om, den gode, gamle Faber.

Nå, men udover maden og familien, så blev der også tid til et glædeligt og længe ventet gensyn med de dejlige slyngler på Christinelund. Jeps, jeg var på jagt med Loa og Nanna, og alle rødderne fra Nordsjælland. Flatter til højre og venstre kan man vist roligt sige... Og så en lille spaniel eller to. Det var helt fantastisk at være afsted igen. Fuglene fløj som sædvanligt som det passede dem og ikke helt efter planen, og skytterne var ikke alle så heldige med det der at holde for eller bag eller bare hovedet koldt. Alt i skønneste orden og serveres med en kæk bemærkning og et lunt smil. Så hyggeligt kan det være at gå på jagt. Det var jo samtidigt drabeligt alvor. Lækre Loa skulle jo for første gang side der og holde hovedet koldt og poterne varme, mens hendes mor, blæste rundt med vat i ørene. Nanna er kendt og elsket af både skytter og apportører på Christinelund, men hun brillierer aldrig ud i diciplinen will to please... Hun er umulig at få kontakt med, når først hun har sat af, før hun har fugl i munden. Så ved hun præcis, hvor den skal hen. Hjem til mig i en vis fart, så hun kan suse afsted igen efter den næste. Det er ren høflighed, når hun en enkelt gang imellem venter på at få lov til at gå på en fugl. Helst ved hun bedst selv når det er hendes tur. Til stor fornøjelse for alle slynglerne og konsortiets skytter, som ser med megen moro på Nannas kække opvisning i rendyrket ulydighed og jagtlyst. Og med mindst ligeså stor moro på mine febrilske og oftest nyttesløse forsøg på at gøre den mindste forskel, med både fløjte og stemme i et leje, forhøjet med adskillelige decibel. Resulterer oftest i røde kinder (og tit og ofte ditto øre) til mig, og fugle og en løbetur til Nanna. Kors, hvor jeg har savnet det hele.

Nå, men tilbage til Loa og hendes debut. Det gik helt efter bogen. Ikke det mindste opstandelse over hverken skud (som der var mange af), fugle (som der ikke var helt så mange af), køren i tæt pakket vogn med skytter og andre hunde hun ikke kendte eller at Nanna blæste rundt som en kåd kvie, der bliver lukket på forårsgræs efter alt hvad der kunne minde om fugl. Ikke det mindste tog min dejlige tøs notits af. Hun markerede fuglene og ventede pænt på sin tur til at blive sendt. En gang smuttede hun og snuppe en fasan foran næsen på Nanna (som tilgengæld, næsten fik en anden fasan i hovedet), men ellers sad hun rolig og cool med det store overblik og hidsede sig ikke det mindste op over noget. Klar til arbejdet, men med en usædvanlig masse is i maven. Det bliver skægt i fremtiden kan jeg love. Jeg brugte rigtigt meget tid på at rose hende for hendes gode opførsel, og den fine ro. Det vil jeg tage vare på, for det får vi brug for mange gange. Slynglerne havde det alle godt (både 2 og 4 benede), fuglene faldt ned og landede på paraden, Fiskalen Bent (den grumme) spillede på jagthorn og det var da ikke uden et vist vemod, at der blev sagt farvel og Godt Nytår. 16. januar går det løs igen. Jeg kan næsten ikke vente.

Dagen efter var det tid til at tage på visit i Dalby. Altid hyggeligt og altid, altid ender det med vi sidder og ævler den halve nat. Utroligt, hvor meget man skal nå at få vendt, og som tiden suser afsted, når man hygger sig. Jeg glæder mig rigtigt meget til 2010, hvor vi skal se mere til de der sjællændere.

Og så sidder jeg her og blogger igen. Hundene havde vist savnet hjørnesofaen, for der ligger de henslængt nu i stillinger der vil gøre selv et slangemenneske misundelig. Jeg havde mest savnet min brændeovn, som nu knitre lystigt. Ude godt, men hjemme bedst.

Min udsigt fra hjemme kontoret d 23-12-09. Æble i Sne.

Hundene på en gåtur d. 27-12-09 på Sjælland. Hvid jul var vist mest i Jylland...

I det røde felt...

2009-12-22T19:57:00.001+01:00

Ja, nu er der vist ingen der kender mig godt, som tvivler på at jeg har temperament. Nogen ville måske endda mene at det havde været bedre i overensstemmelse med sandheden, hvis jeg var født rødhåret med flammende grønne øjne. Dette er jo ikke helt tilfældet... Genetikken har max kunnet svinge sig op på noget brunt hår og grågrønsgrums farvede øjne, men krudtet er så lagt på temperament i spandevis i stedet. Jeg synes ellers jeg kan lægge bånd på det meste, (ja, jeg mener alvor, nej, der skulle ikke grines, nej, jeg var ikke hverken ironísk eller sarkastisk...) men en gang i mellem sker der ting, der bare får alle målere til at gå i rødt. Kan være ting, der ikke virker, kan være ting, der ikke gør, som jeg vil have det, kan være folk der siger ualmindelig dumme ting og listen fortsætter i den dur... Sne findes også på listen, et sted i mellem lortecyckler, der ikke kører hurtigt i modvind, og plæneklippere, der ikke kører flere dage i træk pga overophedning, min far ved, hvad jeg snakker om her. Som oftest ringes, der til teknisk support (læs: min kæreste, tålmodige far) hvorefter livets uretfærdighed nr 1 beskrives behørigt detaljeret i farverigevendinger og en af og til forhøjet volumen. Teknisk support har, som så mange andre support enheder, et par standard vendinger, som oftest løser det meste. Vil lige her indskyde, at når måleren står i det røde felt, er fornuften som regel helt i bund, og kemien har taget styringen. Ikke et egentligt forsvar, men fakta.

Nå, men for nu at vende tilbage til det her med sneen, så havnede måleren i særdeleshed i det ildrøde felt i dag, og uanset øjnene mest er grumset, så kunne de brænde huller i luften i dag. Lad os starte med begyndelsen. Man står ukristeligt tidligt op, da det er sidste skoledag inden Jul, og Cremen af Danmarks ungdom, skal derfor sendes ordenligt på juleferie. Man har derfor med bragt hjemmestrikket quiz og nissehue til formålet. Snuen er ikke væk endnu (og smagsløgene er stadig på ferie), så det der Rudolf look, med en anelse mere poser under øjnene, var lige i vinkel dagens opgave taget i betragtning. Altså nissehue, quiz og rød næse, tjek, så var vi vist også klar. Ungerne gættede og grinede og hyggede sig gevaldigt, til det var på tide at lukke dem ud igen. Med pebernødder og mandariner i maven, blev der sagt god jul og under festlig hurlum hej blev skolen tømt, og mit hjerte bristede en smule. Kommer til at savne de møgunger noget så forfærdeligt.

Videre i dagens program (vi kommer straks til indslaget med sneen og det røde felt), så stod den på julefrokost med kollegaer, men uden smagsløg, hvilket selvfølgeligt ikke forhindrede mig i at spise en helt obskøn mængde hjemmelavede pebernødder, slik, julemad og andet godt. Og mens vi spiste og sang (sange på vendsysselsk - går bedst med en masse snaps, går slet ikke på vand) dalede sneen ned så fint. Så tog vinden til, så blev fnuggene større, så tog vinden af igen, så blev fnuggene større og så var det tid til at køre hjemover. Brun sæbe var tilbage på kørebanen, så det tog sin tid at trille fra Grenå og hjem. Men hellere det end at ende i grøften. Savnede min gamle Volvo med pigdækkene et kort øjeblik.

Kommer således hjem og finder indkørslen, som vel er 300 meter lang dækket af sne godt 30 cm i højden... Seaten kviede sig og her er det så måleren arbejdede sig opad i mod det der felt. Jeg har vist glemt, hvordan man kører i sne og havde ikke fart nok på, og sad så fast og så tog begivenhederne for alvor fart. Så sad jeg fast til den ene side, så sejlede bilen til den anden side, så bakkede jeg og så gjorde jeg alt forkert og så stod røgen ud af ørene... Fattede en skovl og under møje og besvær og meget med tænders gnislen (ønsker mig vist mere end to nye tænder til jul på den konto) gravede jeg som besat.

Ud fløj gloser som ville have gjort et helt sømandshjem en smule rosa i kinden og jeg er sikker på at der var en helt naturlig årsag til at naboerne holdt sig inde... Kors ,hvor var jeg dum og kors, hvor jeg dog bandede...

Ønskede sneen hen hvor peberet gror, ønskede mig hen hvor sneen ikke er, ønskede jeg kunne trylle (for gud ved hvilken gang i mit liv)

og ønskede, ikke mindst, at jeg havde den der stærke, super dejlige kæreste, som kunne have reddet mig ud af pinen og klaret ærterne sådan på den perfekte måde... Han dukkede så ikke op ved denne lejlighed, og det var sikkert godt det samme. Tror ærlig talt, han havde vendt den kridhvide ganger og var suset, alt hvad remmer og tøj kunne holde, i stikmodsat retning, efter at have været vidne til den mere eller mindre frivilige optræden i menneskelig dumhed. Mange havde vel været meget smartere end mig og havde ladet kareten stå og gået hjem, men her var det så min anden egenskab, som jeg har fået til overmål i vuggegave, satte ind med besked. Stædig som få, skulle jeg død og pine have bilen til at makke ret og lodset ind i garagen. Mindre kunne ikke gøre det, så det var bare at slås som besat til det lykkedes... Tror den gode herre, oppe over skyerne, har kigget ned på sin skabning i dag og tænkt jeg skulle have lidt hjælp til selvhjælp, for pludselig snurrede bilen rundt og havde næsen i retning mod vejen igen.

Og så gjorde jeg hvad 99% af alle jer der læser dette sikkert havde gjort fra starten, nemlig kørte ned til vejen, vendte rundt og gav den gas op ad indkørslen og 2 minutter efter hold bilen i garagen... 30 minutter af mit liv jeg aldrig får igen og et par bandeord jeg nok havde levet godt med aldrig at have brugt... Læringen jeg tager med mig? Gi' den gas!!

Al nød og elendighed til ære, så var det sidste skoledag, hvilket betyder at jeg nu kan gå på juleferie og nyde tilværelsen de næste 14 dage! Det er længe siden jeg kunne det, så det vil jeg nyde. Hundene og jeg suser til Sjælland og fejre Jul i familiens skød, som sig hør og bør.

Lur mig om ikke der kan snige sig en slyngeljagt ind, mens vi befinder os på øen.

Til stor glæde for (N)Anna, som sender en speciel julehilsen til (H)Ella med håb om snarligt gensyn... Jeg vil se om jeg kan huske at få mit kamera med, hvis vejret bliver godt. Det er intet så godt som en jagt med slyngler...

GLÆDELIG JUL

Han mente da vist alvor...

2009-12-17T20:39:00.000+01:00

Ja, den gode Hr Vinter, er vist ikke i det bedste humør. Det var i hvert fald ikke pænt sådan at puste driver af sne ud over vejen når man som travl og meget vigtig Underviser af Danmarks Ungdom kommer kørene i sin Seat af ældre dato... Er MEGET glad for at jeg fik fikset varmen i automobilen (er lidt veteran agtig på den gammeldagsmåde) for mindre end 2 dage siden. Havde ikke været spor morsomt, hvis ikke der havde været varme på i dag. Havde Hr Vinter vist sig fra sin pæne side, så havde vi haft fine fnug på størrelse med en god laplandsvante dalende ned i skæret fra den nedgående vintersol...

Men, men nogen har tisset godt og grundigt på den forkerte sukkermad, for det stormede den hele nat, og den hele dag og sneen føg og vejene var som god gammeldags brun sæbe at køre på, selv med fine vinterdæk.

Og værst af alt... Der blev indført forbud på skolen mod at slås med sne!!! Cremen af Danmarks Ungdom måtte i stedet skule ud gennem virvaret af hjemmeklippede grantræer og alternative stjerner, på sneen som blev kylet rundt i den stride blæst... Ikke sjovt når naturen på denne måde smider med- og modspillere ud og spiller boldt med sig selv... Hvor sjovt er det lige når man er mellem 5 og 15 og spisefrikvarteret varer 30 minutter? Det er sur røv. Det er hvad det er.

Tilgengæld er det lykkedes for mig at støve en herlig forkølelse op her op til jul...
Nu er det jo også årstiden hvor det er helt legalt og fise rundt med rød næse og blive kaldt Rudolf (og det der er værre), men det er sørme da ikke god timing. Jeg ved jo at smagsløgene tager sig en pause, og hvor sjovt bliver det lige til jul??? Der er da ingen som helst rimelighed i at vente et helt år på juleanden, og så når man skal sætte tænderne i det saftige kød, ja så smager det af... Ingenting.. Varmt og saftigt ingenting... Så jeg er gået i intensiv forkølelsesbekæmpelses mode. Bevæbnet med næsespray, skoldhed te, lune sokker, MINDST 3 lag tøj og tæpper, 3 varme hunde ig en knitrende brændeovn, ja så har jeg tænkt mig at svede ondskaben ud af kroppen, ligeså hurtigt som den meldte sin ankomst...

Virus eller bascille, elendigheden skal døden dø... Jeg skal jo på arbejde i morgen, så jeg har slet ikke tid til det her... Næsen løber og vandet koger... Roger-Over.

Kong Vinter

2009-12-16T20:11:00.000+01:00

Ja så meldte han altså sin ankomst... Meget passende, da det meste af den teknologiske verden nu har parkeret både popo og pupiller i København, hvor de sidder i tænkeboks med alvorsord og dystre miner og sveder over konsekvenserne af global opvarmning. (Og mest over hvem der skal betale regningen). Ja så mente Kong Vinter altså det var på sin plads med årets første drys af magi...

Haven i vinterskrud... Kan man andet, end glædes med børn og unge? Og hunde?

FEDEST med æbler med drys!!! Soya har da en næse, for det med at finde æbler var absolut intet problem, nu serveret med hvidt drys fra oven i generøse mængder. Havde hun været Adam ved tidernes begyndelse, havde hun bestemt ikke behøvet hjælp fra Eva, for at få ideen om at spise æblet... (Måske var hun i virkeligheden Eva på den tid) Forkærligheden for denne frugt er ikke til at tage fejl af. Med eller uden sne!

Jo, Kong Vinter er en stor helt på disse kanter. Hvem ved hvad han har gemt under det der tæppe... Sne er SKØØØNT og der er mere på vej. Tror ikke den Herre Vinter har hørt meget efter hvad alle jakkesættene har på dagsordnen der i Bella Centret. Det lyder nu også i mine øre mere om penge end om muligheder... Men nu er jeg jo ikke velsignet med synske evner, insiderviden eller adgang til alle møder, så jeg kan jo tage fejl. Det er blot det indtryk, jeg efterlades med, når alle de mange journalister lægger deres vinkler, og koger en masse suppe, på nogen få ben, for at føde de hungrende masser... Gad vide om den der NEWS helikopter svirre rundt som en flue i en flaske, på sporet af det næste store scoop, der ude på Amager. Har nu set Bella Centret fra oven og fra siden og det er ikke Danmarks Arkitektoniske perle no 1. Så det er da lidt trist at resten af verden nu går rundt med et billede af at Designer Danmarks samlingspunkt, ligner en legoklods fra beton kommunismens kronede dage... B&O, OP PÅ BARRIKADERNE. DANISH DESIGN I FRONT!!! Ved nærmere eftertanke, er det vist lige nøjagtigt sådan en business, som måske ikke er så velsete derude i Beton Klodsen. Altså dem, der producerer ting, der bruger en masse energi og hermed også CO2. Måske det er en lille trøst når indlandsisen er smeltet og Sønderjyderne bor i husbåde, at tingene i det mindste var pæne i stuen og havde den fedeste lyd...

Nå, men inden jeg får gravet mig helt ned i den dybeste vinterdepression, så er det jo jul og svært at være ked af noget. Med mistelten, juleknas og småkager i lin strøm. Garneret med ALLE de gode og mindre gode julesange i radioen. I håbets tegn og højtidens ånd, sætter hundene og jeg vor lid til Moder Jord og Kong Vinter. Om nogen forstår de begge at kæmpe i mod alle odds og de taber måske enkelte slag, men krigen har de vundet indtil nu... Tak, Kong Vinter, for dit bidrag i debatten. Barnet i mig håber så sandelig du bliver julen over ;0).

Når hver dag er en fest

2009-12-12T16:15:00.000+01:00

De særligt indviede vil vide at jeg tjener til det daglige brød ved at arbejde som lærer på en skole her på Djursland. De særligt indviede vil goså vide at jeg ELSKER dette arbejde. Og her mener jeg hele pakken. Møgungerne, de søde børn, de dygtige, dem som skal have mere hjælp, de store, de små og alt derimellem! Vist er der dage hvor jeg falder tidligt i søvn, men jeg vågner altid med den der kriblen i maven, og kan næsten ikke vente med at komme igang med dagen. Frygteligt veltilpasset, og helt i vater. Jeg ved det lyder frelst i nogens ører, men til dem kan jeg kun sige, find det der gør dig allermest glad og gør det til din karriere... Så ved du hvad jeg mener. Det er i grunden ikke sport frelst og det er alle forundt. Jeg troede aldrig jeg skulle have et job, som jeg i den grad elsker alle dele af, men kan jeg finde det, så kan alle!!

Hvad er det så der er så skønt? Ungerne!! Uden tvivl, ungerne. Cremen af Danmarks ungdom! Jeg er også velsignet med fantastiske kollegaer, og de fortjener også en del af rosen her, men ungerne står absolut for den største bid af fascinationen ved at værer lærer.
- Når man skal holde masken fordi: Napoleon angiveligt tog bussen til Rusland med alle sine mænd og kanoner, kravene til at være dansk statsborger omfatter risengrød, kaffe, bajere og fodbold eller hoben af revolutionære bliver beskrevet som lidt sure over tingenes tilstand.
- Når man kl 12.00 lyder umiskendeligt som Bonnie Tyler fordi: 10 gange "Sæt dig på din plads" + 50 gange "Ti stille" + 4 gange "Nej, man går på toilettet i frikvarteret" ikke bør ytres i decibel mindre end jordskælvsstyrke for at trænge igennem hormonvæggen.
- Når man for 3. gang beder om en forklaring på, hvorfor de rigtige bøger ikke er havnet i skoletasken.
- Når man for 20. gang får spørgsmålet "Men hvad skal man bruge det til hvis man skal være (her indsættes erhverv efter egen overbevisning)...?"
- Når det hele er lærerens skyld.

Når alt ovenstående og lidt til er hverdag, er det så mærkeligt at man elsker sit job? Nåja, det er måske ikke alle forundt at finde den menneskelige udvikling fascinerende i den grad, men for mig er det lykken! Man ved aldrig hvad dagen bringer og både i fredelige stunder og konfrontationer er der læring at tage med sig. Elsker det, elsker det, elsker det...

Hvis nogen tvivler på mit ord, så er det jo blot at konstaterer at klokken er 16.15 en lørdag eftermiddag, og det fedeste jeg kan tænke mig i denne stund er at skrive et indlæg i min blog om... Mit arbejde... Case closed....

Store Badedag.

2009-12-09T14:56:00.000+01:00

Et kig på kalenderen afslører med al tydelighed, at det ikke just er højsæson for badegæster, så det er altså ikke en badeferie i ordets traditionelle forstand der hentydes til i overskriften.

Livet med en flat er forunderligt. Det kan de fleste flat-ejere skrive under på. Og jeg må da også stille op i koret efter strandpromenaden i dag. Her er flokken inden vandgangen, sådan bare for at understrege at det for en kort tid var muligt at holde dem på land...

Det holdt ikke længe. Nærmest inden kameraet havde sagt klik var billedet et helt andet:

Og til den læser som nu undre sig over hvad der blev af den 3. hund, ja så er den her:

Jeg kan slet ikke forstå, at det skal være så skønt, at bade i havet i december. En dag som i dag, sætter jeg mig hellere foran den lystigt knitrende brændeovn, tænder stearin lys og skruer max op for hyggen..

Her har mine to ældste en anden udgave af en hyggedag...

Forstå det hvem der kan... Det var i hvert fald ikke mig, man så, nærmest euforisk, springe i bølgen grå på denne tid af året! Det til trods, er glæden i hvert fald ikke til at tage fejl af. Det blik man får når hundene stormer en i møde er ubetaleligt. Og det er lige det blik der gør at strandture som denne er en helt rutinepræget hverdagsagtig ting i mit hundehjem. Så lille en investering og så stort et udbytte får man knapt andre steder i livet. Det er den rene luksus!! Det er fedt at være en flat og mindst ligeså fedt at have en flat (for ikke at snakke om 3)!!

Der smedes planer...

2009-12-08T14:55:00.000+01:00

Ja, nu hvor vi er landet her i hovedlandet (hi,hi), ja så kan jeg jo ligeså godt løfte sløret for at der smedes planer for hundelivet i 2010. Jeg siger ikke for meget endnu, men det bliver forhåbentligt til en hel bande dejlige hvalpe i løbet af foråret og en masse oplevelser for mig og Loa i øvrigt.

Nanna og Soya er officielt pensionerede fra livet på prøver, og nyder deres liv som jagthunde og sparringspartnere til Loa Lækkerbid. Da specielt Nanna er i uforskammet fin form, skal jeg da ikke afvise, at det kan komme på tale at stille hende et par gange i veteranklassen på særligt udvalgte udstillinger. Hun synes det er evigt morsomt, og hun er en hund med en herlig attitude i ringen, så det er skam mindst ligeså fornøjeligt at stå i den anden ende af snoren.

Hendes datter er ikke velsignet med det frie valgs muligheder, og bliver død og pine stillet så snart vi har roet en 1. præmie i begynderklasse hjem. Ikke noget med kvalifikationsævl her. Næ nej, må vi få den gode gamle begynderklasse i hus, og lad os så komme i gang med det sjove i Åben klasse og senere Vinderklasse. Jeg kan ved gud ikke forstå, at vi nogensinde fandt det nødvendigt med en kvalifikationsprøve hos flatcoat. Den er nu engang indført, men i mine øjne er den ikke pengene værd, så jeg lægger hellere både mamon og energi på de rigtige markprøver. Til Loa's store fornøjelse. Der er lagt 5 c-prøver ind i kalenderen pt. (ELSKER at være flyttet til Danmark så man kan komme på C-prøver igen!!!) og et enkelt skue. Udstilling bliver aktuelt senere på året, og så skal vi jo til Flatmesterskab i Värmland til August. Ja 2009 er dårligt rendt ud, og her sidder jeg og glæder mig som en vanvittig til at tage hul på 2010!!

Her har i så det eneste billede af mig og Loa i aktion. Det er taget af Karen Lisager under en trænings WT hos Kennel Meitas i maj 2009. Tak for billedet, Karen!

Hun er da bare for vakker den lille sveske (og der er vist ikke tvivl om at det er hunden jeg her tænker på... Vel???)...

Mere om øvrige planer følger...

Juleskue i Terndrup

2009-12-05T17:31:00.003+01:00

Dagens vigtigste begivenhed var uden tvivl Juleskuet i Terndrup. Mødtes med min søster på vej til Terndrup og i samlet flok susede vi afsted mod hallen. Havde fyret godt op under julestemningen undervejs (Nogen må forklare mig hvorfor det lige er at klassikere som "Last Christmas" og "Do they know it's Christmas" bare lyder FOR godt i stereoen på denne tid af året. Så skrålende for fuld hals (var nu mest mig der skrålede. Loa koncentrerede sig voldsomt om ikke at blive køresyg) trillede vi så ind på parkeringspladsen og belæsset med tæpper, kravlegård, juledekoration og øvrige pakkenelliker i flere etager (Hvorfor slæber man dog alt det med sig???), fandt vi "vores bord" og "vores selskab", som i dagens anledning bestod af næsten 80% af de 18 flatter + min allerkæreste søsters lab. Herlig stemning lige fra morgenstunden og godt at se at så mange var troppet op med deres dejlige hunde.

Chesapeakes var den første race til bedømmelse i ringen og sørme om jeg ikke blev hyret til at være hundeholder og senere handler hos dem også. Judith fra kennel Blæsborg havde ikke mindre end 3 chesser med, så det kunne jo godt knibe med to hænder når hun også skulle vise dem i ringen. Jeg trådte gerne til og hjalp hvor det kneb. Det betød et kært gensyn med gamle Midde (DKCH+J Wyndhams Minnehaha WDX) som er min absolutte favorit af den race. Midde er nu blevet 12 ½, så bentøjet kan ikke rigtigt følge med, når man har været på jagt dagen før. (KLART man skal på jagt. Er man jagt hund eller hva´?!) Hun er stadigt en ualmindelig lækker ches og det var mig en stor glæde at lede den seje tøs rundt i ringen til en placering som BIK2. Flot at hun stadigt holder sig så fint.

Nå men det var så ikke den eneste gang der blev brug for min hjælp. Lene havde brug for hjælp til at vise Bonnie (Birkebo Jodi Bonnie) i hvalpeklassen. Bonnie og jeg har prøvet det før med stor succes, så det gjorde jeg med glæde. Bonnie viste sig fint og fra sin gode side, det meste af tiden, men da placeringerne skulle deles ud, var batteriet sluppet op og det kneb med at stå stille og koncentrere sig. Det gjorde nu ikke alverden, for det var hendes søster der vandt klassen, så det blev jo i familien ;0). Stort tillykke til Lone og Tulle (Birkebo Jodi Jubii)! Det gjorde I rigtigt godt!! Bonnie og jeg blev 3'er i klassen, så jeg er absolut klar en anden gang, hvis den lille sveske skulle så og mangle en handler. Lækker er hun jo ;0).

Så var det en af favoritterne, der skulle på banen. Nemlig Albert (Birkebo Diamon Albert). Ja, han er så absolut en stjerne i svøb den unge mand, og det skal blive spændende at følge ham fremover. Ringtræning ville nok have pyntet på det hele, men han endte alligevel som 2.vinder i Unghundeklassen. Han var klart mit valg til bedste han i dag, men nu var det jo ikke mig der dømte, så en 2. vinder var hvad det blev til i dag. Mærk jer mine ord: Det er ikke det sidste vi har set til dette stjernefrø. Tillykke, Anette, du kæmpede bravt i dag. Det der ringtræning er lige om hjørnet ;0). Stort tillykke til Albert som bestod sin brugsprøve og blev DAGENS BEDSTE HUND!!
Her et billede af vidunderet. Kvaliteten er dårlig, da jeg ikke er god til at tage billeder indendørs... Her er stjernefrøet, Albert:

Et dejligt Soya-barn (Birkebo Soyzic Nicki) vandt åbenklasse og blev BIK2. Han bliver bare bedre og bedre for hver gang jeg ser ham og han var handlet rigtig godt af Sandy, så i dag fik han lov at stråle. Ja, ja poterne kunne da være strammere, men alt i alt er fin hund. Tillykke til Sandy og Hans Jørgen med resultatet.

Unghunde klassen hos tæverne var ganske stor, og bestod af ene kuldsøskende eller halvsøskende. Her blev det kønne Jodi (Birkebo Holsic Brown Sugar) som løb med sejren. Ung er hun og endnu mere ben og ramme end fylde, men det bliver spændende at se hvad de kan præsterer i fremtiden. Mørk i farven og fin i pelsen. Tillykke!!

Og så var det jo os... Mig og spydspidsen! Ja, altså jeg hev vel Loa ind og ud af kravlegården 3-4 gange inden det faktisk blev vores tur. Så var der lige en klasse, og så var der lige pause og så tog alting laaaang tid. Men så var det faktisk os... Mig og min herlige Loa. Vi har ligget i skarp træning med klikkeren for at hun skal stå pænt og vifte med halen, og sørme om det ikke har virket!! Den lille tøs viste sig så fint og opførte sig eksemplarisk, som om hun havde prøvet det her 100 gange før. Det var så første gang i hendes liv hun blev præsenteret på en indendørs udstilling, men det var ikke noget der kunne ryste damens selvtillid. Fedt var det med mange hunde, hvalpe og alt det der med måtter og glatte gulve var bare helt ligemeget!! Hun er så cool, min dejlige tøs. Hun var barne pige det meste af tiden i dag, og på trods af to små hvalpes intensive leg 3 timer i træk i hendes kravlegård, så havde damen masser af krudt at give af da hun stod i ringen. Jeg er bare SÅ stolt af min Loa. Hun var alene i klassen, så da hun fik sit røde bånd, betød det jo samtidigt, at hun vandt klassen og var videre i konkurrencen om at blive bedste tæve. Så nu var det bare at vente!

I den sidste klasse kunne jeg så nyde synet af Nannas smukke datter Diana (Birkebo Nanzic Diana). Hun er så smuk og velgående at man bare taber pusten når hun viser sig. Problemet er bare at det er ikke altid hun har lyst til det, og i dag var det ikke det der stod øverst på hitlisten for Diana. Hun fik en fin kritik og de kvaliteter hun har var ikke til at tage fejl af, men hun kan absolut gøre det bedre end hun gjorde i dag, så det glæder vi og til. Dejlig, det er hun. Så det med ringtræning gælder vist også for hende ;0). Kom igen, smukke tøs!!

Så skulle vi til det. Loa skulle i ringen igen og endnu engang viste hun sig fra sin bedste side. Hun stod som hun skulle, løb som hun skulle og kiggede dommeren dybt i øjnene når hun skulle det, og endte med at blive BIK2 efter en tæve som var noget ældre end hende. Nåja det med alderen kommer jo helt af sig selv ;0).

Kritikken var rigtig fin:
20 months bitch of very nice type, , very happy temperament, well angulated, moves very well, good coat, nicely presented. Bite OK. Excellent.

Ikke noget at være ked af der! Jo, hende har man heller ikke set det sidste til ;0). Flot gået min tøs!

Nå men, da det jo lakkede mod enden, så var det også tid til at sige tak for i dag til nye og gamle venner. Hermed et billede af Loa, Mille (Million-Mille) og Pennie. Bare for at vise at det faktisk lykkedes for os at få ro på alle. Samtidigt... Nok blog for i dag, Roger-over and out...

Succes!

2009-12-04T20:40:00.001+01:00

Så lykkedes det! Julen har holdt sit indtog her i huset med maner. Loa er blevet top tunet til morgendagens bedømmelser, så nu er vi klar!!

Det sørme, det sandt, december!

2009-12-03T23:21:00.000+01:00

ÆÆÆÆÆÆLSGAR JUL! Elsker hele molevitten med glögg, lune, sprøde vafler, småkager i spandevis, kravlenisser, både inde og ude, juledekorationer, adventskrans, andesteg, brune kartofler og kalenderlys. December rykker for vildt!! Hmmm... Kigger mig omkring i det her hjem og kan ikke finde det mindste spor af jul og/eller julestemning... "Nogen" har simpelthen glemt at få kareten i gear og få gravet mange års gemt julepynt frem af flyttekasserne... Pokkers. Troede jeg var flyttet ind i et hus med tjenende ånder, der sådan lige fiksede, hvad man selv gik og glemte, nu hvor man har så fantastisk travlt med at inspirere og afrette cremen af Danmarks Ungdom. De tjenende ånder har vist opgivet ævred, hvilket betyder at jeg nu selv må stå på hovedet ned i en mindre mængde flyttekasser i to etager... Min kære mor, som altid har tjek på tingene, har naturligvis klaret at få kilet et minimum af julestemning ind i mit hjem... Jeg er blevet udstyret med en advents kalender, hvori der, i søndags, var en pakke med kravlenisser, vinduespynt og lækre bløde håndklæder... (Tak mor, fordi du er så praktisk og helt fantastisk). Det kunne jo sikkert have kickstartet en tanke om at julen sådan set var landet, men en må desværre ved selvsyn konstaterer, at det ikke er tilfældet. Nå, men kalenderlyset står nu klar i køkkenet, så det er vist bare om at få strøget den der tændstik og få futtet et par dage af i en ruf.

I denne, den sødeste juletid, er der også en anden årligt tilbagevendende begivenhed, som man bare må elske som inkarneret flat ejer. Ja, nu sidder der sikkert nogen og tænker Juleudstilling i Næstved (buuu), men næ nej såmænd ej. Os lokalpatrioter synes nemlig der er meget hyggeligere at troppe op til juleskue i Terndrup, med hunde, gode sager og stemningen helt i top. Se det er julens sande indgangsbøn. Hund, lidt sødt og en masse herlige mennesker man ser alt for sjældent. Hvad mere kan man ønske??? I år er vi jo endelig kommet på de rigtige breddegrader igen til at deltage i festlighederne, og ambitionen var da også at både Nanna og Loa skulle slå sine folder på den røde løber... Men næ nej såmænd ej... "Av, mit øre" sagde Nanna og så sagde dyrlægen "Dræn i øreflappen så blodøret kan hele" og så var de planer spoleret... Øret kommer bestemt før den røde løber (som jo ligger der igen næste år), så Nanna må tage en lur på divaneseren sammen med Soya (som slet ikke gider det der udstilling i nogen form) og så må lille Loa bære den tunge byrde som spydspids for kennelen i år. Hyggeligt bliver det og jeg glæder mig helt enormt til at komme afsted.

Nå, men glædelig jul! Nu må jeg vist hellere få stukket ild til kalenderlyset...

Så er den her!

2009-12-02T16:31:00.000+01:00

Her er så mit lille speakers corner i den store virtuelle verden. Skaber trangen vandt til sidst, og nu giver jeg mig så i kast med at mene en hel masse om dette og hint i mange forskellige retninger. Underholdningsværdien må den kære læser selv bedømme, men jeg kommer i hvert fald til at hygge mig gevaldigt med bloggen.