Durin's Alfa males - Out and About

torsdag den 27. maj 2010

For 8 år siden...

... på denne herlige dag, så min dejlige Soya dagens lys for første gang. Ikke en fødsel uden komplikationer, idet jeg var taget på arbejde, og Sota derfor måtte klare ærterne på egen hånd. Havde heldigvis gode venner til at kigge til Sota, så efter endt arbejdsdag kom jeg hjem til et dejligt syn, af 4 velskabte hvalpe der suttede mælk af livets lyst, og en Sota, som kiggede på mig som om hun ville sige, at det var da ikke noget særligt. Og nu ligger hun så her. Gråt skæg om mulen, krøllet pels på ryggen og den evigt logrende hale stadigt viftende, og et kys til hvem der vil have det. Elskelige hund, med så meget krudt og så megen lyst til at behage. Ingen kan som hende ligge på ryggen i timevis i sofaen, helst solidt plantet på fødder og ben eller kilet ned mellem sofaryg og menneskekrop. Ingen kan som hende sidde stille mens fasaner og andet flyver om ørene på en den hele dag, og stadigt have tillid til at venter vi længe nok, så er der også en til mig... Søg har aldrig været hendes parade diciplin på prøver, men på jagten giver hun sig ikke før hver en lille kvadratmeter er afsøgt i sivene og ud kommer hun så med fasanen i munden. Hvad du fik af skønhedsfejl i vuggegave er så rigeligt opvejet i dine naturlige evner på jagt. Min allerkæreste Soya.

Vi sender i dag en lille hilsen til brormand Rhesus (Allbright's Noble Bachelor), som har måttet gå så grueligt meget igennem siden han fik en meget alvorlig mavedrejning i starten af jagt sæsonnen sidste år. Med alt hvad han og Lars er gået igennem af komplikationer ovenpå den store operation, er det ekstra dejligt at kunne fejre hans 8. fødselsdag i dag.


Et billede af en noget yngre udgave af Rhesus. En fantastisk kammerat på jagt, som ikke kan slides op, hvor meget Lars end har prøvet. Tillykke til dig, du gør din opdrætter pavestolt, du gamle!!
I dag tænker jeg også lidt på dem fra kuldet, der måtte forlade verden alt for tidligt. På bror Albert (Allbright's Reigate Squire) som levede som kongen af Herning til en usædvanlig agressiv cancer satte et for tidligt punktum for hans liv og på Abby (Allbright's Abbey Grange) som heller ikke længere er i blandt os. I er savnet, og husket lidt ekstra i dag.
 Nu er det jo en festdag, så tårene bliver lidt i øjenkrogen, og glæden hentes frem igen. TILLYKKE min dejlige Soya, sofaen er i dag til dig, og det samme er det store kødben!! Nyd det.


søndag den 9. maj 2010

TILLYKKE!!


I dag er det Nanna's fødselsdag, Hurra, Hurra, Hurra.... Utroligt som tiden flyver. Min elefantastiske, entusiastiske, helt uimodståeligt hittepåsomme Nanna bliver 9 år idag!! Ja, altså hvis man ikke lige havde hendes stambog i hånden, så troede man da ikke sine øjne og ører. Hun er frisk og frejdig som altid, har brugt det meste af dagen på noget hun ELSKER, nemlig at kører bil, og der var lidt ekstra godt i skålen her til aften. Man har med andre ord, fejret Madamme med manér, som det sig hør og bør. Vi er alle blevet velsignet med mange kys og ord med på vejen i løbet af dagen, så på den måde har dagen været ganske almindelig, men det er vist det sidste man kan sige om dagens fødselar. Meget er hun blevet skudt i skoene gennem et begivenhedsrigt liv, men almindelig har hun nu aldrig været. Hun er og bliver noget ganske så specielt, men dejlige Nanna tøs, og jeg takker i mit stille sind for hvert minut jeg har fået lov at dele med hende. Vist har hun en evne til at trykke på alle knapperne så temperamentet løber løbsk, men når alt kommer til alt, er det nok alligevel noget af det jeg elsker allermest hos hende. Jeg har bare en tendens til at glemme hvor meget i visse øjeblikke...


Nanna 6 år


En herlig hund, en herlig dag. Tak, Nanna!