Mod på livet - Nat og Dag.

De små begynder for alvor at udvidde deres grænser og opdage nye omgivelser. Det er slut med at blive båret fra hvalpekassen ind i køkkenet, nu fræser man selv afsted, så hurtigt de små stolper kan bære en. Noget andet er så når man skal i seng, for så er man træt og så bær de små stolper ikke ret meget!

Her er flere billeder fra forskellige eventyr. Vist er de dejlige!

Ude er godt når man alligevel er hjemme...

Dette efterår er et noget omvæltende et af slagsen. Er flyttet til Helsinge med alt mine pakkenelliker og min dejlige Loa. Her skal vi bo sammen med 2+8 firbenede og 2 tobenede. Fra at være en flok på Djursland, er vi nu blevet en flok i Nordsjælland. Livet er forunderligt og noget så dejligt. Der går lige lidt tid med at få alt på plads, men jeg nyder dagene, som bare flyver afsted. Jeg kan ikke helt forstå at det er jul om noget der ligner 6 uger! Hold da op.

Og de små drenge flytter hjemmefra i starten af december, og så bliver der noget tomt i hvalpekassen. Ja, vi beholder naturligvis lille Jeddi her hos os. Når nu Hella mente at vi ikke havde lyst til at beholde en tæve, så beholder vi jo bare en han ;0). Jeddi-Spagetti. *Griner*  Ja, det første udkast til navnet var faktisk "Jedi", for det er jo sådan en stærk, modig, sympatisk, loyal, snu og meget spirituel overlegen helt i Starwars. Men nu har min elskede Ø et eller andet imod engelsk udtale af J, når man bor i Danmark, så det bliver så "Jeddi" istedet. Hans hund, så det må følgeligt være hans valg. Det er der sikkert heller ikke mange andre flatdrenge, der hedder ;0). Jeddi-Jetski. Han er ikke valgt endnu, for poderne er jo kuns 5 uger gamle, så det er lidt tidligt, men der er flere der viser rigtig fine takter, både hvad nysgerrighed og næse angår, så nu gælder det jo bare om at holde godt øje med de guldklumperne de næste par uger. Ting kan hurtigt ændre sig i den alder. De er jo inde i en rivende udvikling.

Billederne er taget efter fodringstid på gårdspladsen her til  morgen. Lyset er ikke det bedste, men drengene var som sædvanligt veloplagteog klar til nye opdagelser.

Er man interesseret i at give en af disse uimodståelige drenge et godt hundeliv, så er der stadig et par stykker til salg. Kontakt os på mail: allbrightsflat@gmail.com eller på telefon 40872020.

Verden er så stor...

De små fik morgenmad i det fri i dag. En sådan morgen i november er det vel naturligt at måltidets højtidlighed fejres med en salut fra et jagtgevær? Drengene løftede ikke et øjenbryn, da Øivind affyrede et skud et stykke fra deres spiseplads. Alle spiste ufortrødent videre. Bagefter dukkede de op ad madglædens rus (ja, da fadene altså var tomme) og fandt ud af at de vist ikke var på kendt grund... Efter at have sundet sig lidt, gik flere af dem på opdagelse i alt det nye. Det er så velsignet at se de små tage livtag med den store verden for første gang. Det er blot at konstatere, at de alle er udstyret med sund fornuft og er temmelig nysgerrige. Nu er vi begyndt at klippe mærker i de tykke pelse, så vi kan følge deres udvikling mere individuelt.

 Vi har installeret en antikvarisk radio i hvalperummet, så de små lytter lystigt til P4. Ja, det er jo nok radiostationen for den mere modne del af befolkningen, men nu får de altså et skud senior, nostaligisk popkultur, og så regner vi trygt med, at de er mentalt rustede til det meste i deres fremtidige hjem. Har man først overlevet mere end en søndag med giro 413, så har man vist verden, at man er gjort af et sejt stof. Vi har anskaffet en CD fra kennel klubben med lyde af fyrværkeri, skud og torden. Den får også lige et par omgange om dagen, altså såsnart vi har fundet en mindre antikvarisk radio, der faktisk kan afspille medieformater fra det 2100 århunderede. Her tænket specifikt på en radio der både kan spille radio og afspille CD'er (ikke nødvendigvis MP3). Vores gamle radio kan spille kasettebånd, hvilket ikke hjælper meget i denne situation. Kan godt være at kennelklubben ikke altid er helt med forrest i feltet på store dele af teknikområdet, men her er de alligevel oppe på beatet... Nå, men lydsiden er altså dækket godt ind, hvad prægning angår.

Hvalpene kommer nu også ind i stuen og lege. Her kan man opdage nye verdner i alt det der som vi endnu ikke har fået helt på plads i al flytteriet. De er meget nysgerrige og vil gerne undersøge deres omgivelser. Elsker at se dem futte rundt med de små antenner helt i vejret.

Vi begynder at få flere og flere henvendelser på kuldet, og det er så dejligt. Der er stadig hvalpe tilbage, som endnu ikke er blevet bestilt, så har man lyst til at give en af de små krudtugler et dejligt hjem, så kan det nås endnu.

Livet er dejligt med en hel flok hundehvalpe!

Farvel og tak, Rhesus (positiv)

Lars ringede i går og fortalte at Rhesus, Soyas bror, var fulgt i sin søsters fordspor og nu løb sammen med alle de andre vi har mistet i årenes løb på den anden side af regnbuen. I den svenske flatklub kan man få en streamer med teksten: "Lycklig är den flat som jobbar". Rhesus har været lykkelig det meste af sit liv. Lars har budt ham på meget jagt i årenes løb, og Rhesus gav med Larses egne ord alt. Hunden, der aldrig gav sig, har nu fundet hvile. Jeg er nu sikker på at ham og søster tosser rundt, til deres udelte fornøjelse, der hvor de nu måtte befinde sig. Mine varmeste tanker går til Lars, som gav Rhesus chancen for at vise hvad han kunne på jagt år efter år og så ofte de kunne slippe afsted. Er det ikke skønt, hvad sådan en lille sort krudtugle kan blive til og føre med sig? På sin sidste jagt hentede Rhesus godt og vel 30 fugle, på trods af at han bare skulle med som efterapportør og at der sikkert ikke skete så meget. Effektiv og vedholdende. Og en lille smule snu når det gjaldt. En episode sidder på nethinden endnu, og der vil den blive længe. Rhesus var god til at drive, og var i færd med at lette en fasan, da fuglen ikke var hurtig nok på vingerne, og den gode Rhesus hoppede op og snappede den i luften. Jægeren som fuglen kunne være serveret for, knækkede bøssen grinede ved synet af den store hund med den sprællevende fasan i munden. Tak Rhesus fordi du aldrig gav dig, tak Lars for det liv du gav din kammerat. Jeg ønsker dig alt mulig held og lykke med Lukas og Aske. Knæk og bræk derude.

- En stolt opdrætter.

Drengene vokser og vokser...

Ja, nu er drengene så 10 dage gamle. De spiser, knirker lidt og sover mest af alt i bunke. Mor Hella sørger for mad ad libitum, så der er ikke meget at klage over. Ved ikke hvordan de der fede maver nogensinde skal kunne blive båret at de små frøben, men evolutionen har vel en mening med den udvikling ;0). Hverken Øivind eller jeg har nogensinde haft et kuld der har væet så rolige og tilfredse med tilværelsen. Hella pusler om dem efter alle kunstens regler. Det er ellers noget af en svendeprøve hun er sat på. Dobbelt så mange børn som sidst ligger der, der i halmen og hun har både mælk og omsorg til overmål.

Mog og børn - efter 10 dage.

Hun ligner i hvert fald en, der har mælk nok til endnu flere. Hun er begyndt at ville gå lidt ud af kassen, når hun skal spise, trænger til en luftetur eller vil have vand. Ja, nu er det altså ikke fordi hun ikke har vand inde ved hvalpene, men det er vist ikke helt godt nok. Det er meget bedre, hvis hun skal gå et andet sted hen for at drikke og spise. Hun vil også helst længere væk fra hvalpegården for at gøre sig ren. Smart nok når man tænker på, at ude i naturen ville duften af hende kunne lede rovdyr hen til hulen med de små forsvarsløse hvalpe. Jo, hun er en meget dygtig mor.

Vi er bedst i bunke!

Drengeholdet er rigtigt godt hjulpet fra start af! Selv nyder vi det dejlige efterårsvejr, og ser frem til en weekend med både jagter og familiefest. Ivans sår er ved at hele, så Loa må holde for om lørdagen alene, mens de begge kommer med til Præstø på søndag. Selv ser jeg frem til en uge med læsning, opgaveskrivning og masser af hygge. Jeps, jeg har EFTERÅRSFERIE!!!

Nye tider - Nye skikke - Nyt navn

Hella og drengene 8.oktober 2011 - da alle var blevet rene og tørre

Lørdag d. 8. oktober blev så dagen, hvor verdens bedste Hella nedkom med sine 9 drengebørn. Alle fine og store og sorte. Ja, vi mente jo at vi havde lyst til at beholde en tæve efter kombinationen, da vi ønsker at videreføre tævelinjen, men Hella mente bestemt, at vi havde lyst til at få en makker til Ivan i huset (kan jo også blive for meget østrogen i en flok), så det blev til et rent drengehold i hendes sidste kuld.

 Nu har den første interesserede meldt sin interesse... Det er jo dejligt, men de ville gerne have en tæve, og det er jo svært at efterkomme. Nå, men vi glæder os til de næste mange uger, hvor drengene vil vokse og gro, og udvikle sig med lynets hast, og før vi har set os om, så er de klar til at indtage verden udenfor med masser af livsmod og en håndfuld spilopper i bagagen. Det der med spilopperne er nok genetisk forankret, for med Hella som moder, Nanna som farmor, og det generelle niveau af gale streger, der i øvrigt præger drengenes stambog, så er der en god chance for at de har en vis mængde intelligens med i bagagen, og at den sikkert ikke altid vil bringe ubetinget glæde, hvor den nu leves ud. Er man interesseret kan man læse om Nanna andetsteds på denne blogg, og derpå gøre sig klart om man er klar til det niveau af humor og livsglæde til både hverdag og fest (og jagt, masser af jagt).

Vi har altså ret store forventninger til drengeholdet, og vil glædes og grine med de kære mennesker som vil give disse krudtugler et godt hjem. Vi tilbyder også hvalpetræning, da det helt sikkert bliver nødvendigt med hensigtsmæssig motion af hjernevindinger og udfordring af de små grå. (Ja, hvalpene er og bliver altså sorte, men jeg blev lige inspireret af Hercule Poirot et øjeblik...).

Det er skønt med hvalpe igen. Hella er en meget nidkær og omhyggelig moder, og det er først i dag at hun har brugt noget der lignede 2 minutter i et andet værelse på at spise morgenmad med Ivan. Stakkels Ivan, der siden søndag har været hårdt ramt af en meget kraftig hudbetændelse og måtte gå med skærm. Verden er slet ikke ligeså skæg, når man tumler rundt med en kegle på hovedet... Stakkels skøre Ivan.... Nå, men han er på bedringens vej, og er klar til sæson premieren med alle fasanerne i næste uge.

Ja, der blæser nye vinde i kennelen. Kennel navnet "Allbright's" er på vej på pension, for vi kommer til at fortsætte opdrættet i kennel Durin's i stedet. Det giver mest mening, da dette navn har rødder tilbage til 1986, mens navnet "Allbright's" ikke har været brugt i 9½ år. Så historien vandt, mens de progressive ideer om opdræt og flatcoats lever i bedste velgående. Et mantra i kennelen er at der avles på egenskaber fremfor meritter. Vi kommer selv til at træne og meriterer vores hunde, for det er sådan vi mener, vi lærer deres styrker og begrænsninger bedst at kende, men vi vil hellere kigge på en hund i forskellige situationer (fortrinsvis jagt) og bedømme dens kvaliteter ud fra det vi ser, end kigge på en liste over meritter, når valget af avlspartner skal træffes. Vi vil meget gerne forbedre det materiale vi har, og dermed bidrage til en positiv udvikling af racen. Det er ganske høje mål at arbejde efter, og det har vi det godt med.

De gamle venner lever trygt i mit hjerte, som også har plads til de nye der kommer til. Kuldet skal hedde noget med J og vores dreng kommer til at hedde Durin's Alfa Jedi. May the force be with you all...

Farvel Soya

Det er meget tungt at skulle sige farvel til endnu en gammel ven. Dagen i går, blev et punktum for en meget charmerende tøs, der har fulgt mig gennem min omflakkende tilværelse de sidste 9 år. Sødeste, rareste Soya sov ind i går, på dyrlægens bord. Røntgenbillederne viste med al tydelighed, at årsagen til hendes halthed var det, jeg havde frygtet mest, nemlig en knogletumor, og jeg valgte at gøre min bedste ven, gennem mange år, den sidste tjeneste. Jeg tog imod hende, da hun kom, og sagde farvel til hende, da hendes tid hos mig var til ende. Jeg var heldigvis ikke alene, og fik trøst og støtte af min elskede Øivind. Han fik således også lejlighed til, at sige farvel. Hun var ganske særlig hund med en stor personlighed. Hendes sidste bedrift, inden vi kørte til dyrlægen, var at jage fritløbende kaniner på tre ben. Viljestærk og ukuelig optimist til det sidste. Jeg savner hende i sofaen ved siden af mig og Loa savner hende at lege med og tygge i. Efter Nanna's pludselige bortgang, havde Soya overtaget rollen som legetante, og de to fik masser ud af hinanden, indtil i går.

 Mange pudsige billeder og situationer trænger sig på, som da Soya mente at en sprællevende elgko vel ikke var for stor at hente til sin mor, og satte efter både ko og kalv ind i skoven i Fengersfors. Eller da hun fandt en kastestang fra et rådyr, og naturligvis kom spurtende hjem for at aflevere til mig. Eller da hun heller ikke mente at en flok på ca 12 vildsvin var for stor en mundfuld, og jagtede dem udover marken en kold og mørk martsmorgen i Skåne. Hendes første dag i Fredensborg var heller ikke uden ofre... En af de fritløbende kaniner måtte lade livet og døde (af skræk) i munden på Soya. På Præstø gjorde hun sig også bemærket, selvom hun hvad narrestreger angik, stod meget i skyggen af Nanna. I stedet arbejdede hun metodisk og vedholdende, hvilket var guld værd, når de sidste fasaner skulle hentes i sivene. Det er nok svært for udenforstående at forene billedet af den drabelige jagthund med det store mod og ukuelige optimisme, med den hyggefis, der elskede at ligge i sofaen og aldrig blev træt af kæleri og opmærksomhed. Men sådan var hun. Helt præcis sådan. Jeg er glad for at hendes bror Rhesus stadig er i god behold, og nu gør sig klar til endnu en jagtsæson. Vist skal han kun med på de mindre jagter, men han er still going strong, og det glæder mig usigeligt.
Kæreste dejlige Soya. Tak for den tid du tilbragte sammen med mig. Hils alle de andre når du ser dem. I er alle savnet.