En dag i solen.

Så fik vi endelig solen at se fra en frostklar himmel. Dejlig at man igen havde lys nok til at tage et par nogenlunde oplyste billeder. I dag var "Dumbo"- dag.

Juhuu - Der var jo det der vand, som er blevet stift!!

Flying flat...

Du og jeg , Alfred...

Forbryderalbummet på plads.

Ja, så sker der lidt på bloggens layout igen. Den opmærksomme læser har sikkert bemærket de klassiske skønheder, der er tilføjet i venstre side. Den meget opmærksomme læser kender dem allerede, og den helt nye læser har måske brug for en lille introduktion.

 Først ude har vi Nanna. Kært barn har mange navne, og hun er af overslynglen på Præstø (ja, Hr. Kaas-Larsen, det var dem man tænkte på i den skrivende stund), blevet omdøbt til Anna. Man kan efter sigende ikke hører N'et når man går over et vist antal decibel... Hun har sin helt egen mening om hvordan ting skal gøres og alting skulle helst være gjort i går, så fuld rulle og så ikke så mange instruktioner. Selvstændig, kalder man det vist også. Every inch a workaholic. Elsker sofaen efter en begivenhedsrig dag. Kan et tricks med poten, når hun har brug for opmærksomhed. Er vist temmelig arveligt, for trickset går videre hos hendes børn, uanset hvem der er far. Charmerende, det er hun og min allerkæreste Nanna. En rigtig spicegirl (super sporty-spice), der sætter krydderi på tilværelsen her i huset. Ubetinget regent af de firbenede.

Så har vi Soya. Også et kært barn med knapt så mange navne. Hun er en engel på jagt. Med et minimum af træning er hun et naturtalent på opsamlinger. Hun VED bare hvad det drejer sig om, og hun tøver ikke et sekund når først hun er sendt. Hun er helt rolig uanset hvad jeg byder hende, og venter tålmodigt på at få lov.  Aldrig et pib eller en knaldapport. Hun bliver bare ved, og ved når hun er sendt. Every inch a will to please. At lystre er ikke noget vi har lært. Det er bare noget vi har lyst til... Nice-Spice er vist livets krydderi for hende.

Sidst men ingenlunde mindst, har vi Loa. Seneste skud på stammen. 2. generation efter gamle Sota. En rigtig dejlig hund at gå på jagt med. Den opmærksomme læser har sikkert bemærket begejstringen i undertegnedes indlæg efter hendes debut ud i apporteringens kunst. Jeg GLÆDER mig til at gå på prøve med den unge dame. Hun tegner lovende. Og så er hun lidt af en charmetrold. Every inch a Lady. Nogen synes hun er pæn og nogen synes det sikkert ikke. Jeg er ovenud tilfreds med hendes udvikling indtil nu, så det skal blive skægt at få talentet omvandlet til resultater her til foråret. All in one-Spice dækker vist bedst den unge dames brede vifte af muligheder.

Det er slynglerne. Nu venter jeg blot på at Soya skal gå i løbetid, så vi kan besøge Zeddi. Jeg ønsker mig nemlig så brændende et Soya barn. Nu har hun vist ikke tænkt sig at skynde sig med det, så jeg slår masser af koldt vand i blodet (ikke svært med de temperaturer vi har nu) og har masser af is i maven... Mmmm, gid det var vaniljeis... Med skovbærsovs til... Eller chokoladesovs... eller pandekager... Nå, men så blev jeg jo lækkersulten, så tak for idag...!

Når der skal præsteres...

Ja, så var Loa og jeg jo på jagt i weekenden. Sammen med alle rødderne fra Sjælland... Ja, nu siger jeg alle, et noget stort ord at bruge i den sammenhæng, for dagens ord var vist nærmest "mandefald". Ikke i ordets bogstaveligste betydning, selvom den gode Hr. Kaas-Larsen vist måtte sande, at det der med islag på en grusvej vist ikke var at spørg med og at han ikke er et gudsbenådet talent ud i balancens sværer kunst. Eller også ville han vist bare kigge stjerner eller sådan noget. Han lå i hvert fald og rodede noget rundt der på skovvejen inden 1. såt blev blæst igang.

 I gang kom såten, trods manglende kendte ansigter og poter, og da det jo kun var kokkene som man måtte skyde så var skytterne en anelse tilbageholdende. Eller også var det beskeden på morgen parolen om at skød man en høne ved en fejl, kostede det en flaske snaps... Hvad det end var, så sejlede ca 15 store fine kokke hen over hovedet på både Loa og mig, og de fløj alle raske videre efter skytterne havde haft chancen. Et smukt syn, men ikke noget der gav en hulens masse arbejde til den unge dame. Det tog hun nu pænt og med ophøjet ro. Dejligt.

 Efterhånden som såterne blev afviklet blev der skudt flere fine kokke og en del af dem havnede også i "vores" område, så Loa blev sat på arbejde. Hun er ikke helt skarp til at følge fuglene hen over himlen endnu, men hun er drønskarp med næsen på efterapporteringerne. Der var meldt 3 i et område og hun fandt selvfølgelig 4. På trods af at hendes tåbelige fører forsøgte at saboterer arbejdet ved at kalde og fløjte hende hjem, "da vi jo var færdige". MAN SKAL STOLE PÅ SIN HUND!!! Trods hendes ringe erfaring, så viste hun rigtigt gode takter og jeg glæder mig til vejen til A-prøverne er klar. En af hendes fineste paradenumre var en anskudt kok, som hun måtte forcerer et hegn med fire tråde for at få fat på. Uanset den gode kok sprællede og flaksede, tog hun uden tøvet rigtigt fat om fuglen og bragte den fint hjem. Den lille æresrunde er hende tilgivet. Han var også en fin fugl at vise frem. Hun opførte sig pænt hele dagen og holdt hovedet koldt selv da det lakkede mod enden. Det rørte hende ikke at de andre hunde arbejdede om ørene på hende, og hun gjorde hvad hun blev bedt om i fin stil. Dejlige Loa Lækkerbidsken.

 Resten af weekenden blev brugt i gode venners lag på Bogø. Luksus at blive forkælet med god mad og Toms Chokoladeskildpadder. Manden, der opfandt dem skylder mig efterhånden mere end et par bukser... Og det samme gør ham der fandt på at lave en skildpadde is... Dem og deres gode ideer... Sgu ikke nemt at holde nogen form for linje, med sådanne fristelser i omløb!!

 Og så var der jo lige dagen i dag. Dagen hvor jeg var eksamensvagt (eller rettere terminsprøvevagt). Noget med at følge en masse unge mennesker på toilettet i tide og utide, at ikke svare på nogle faglige spørgsmål, at flintre rundt med papirark i 2 farver, en til kladde og en til indskrivning, noget med IKKE at tage sko på med hæle der klapre, og noget med absolut tyyyyyssssstnad, så de unge mennesker kan hører dem selv tænke. Nogen i vagtstaben benyttede lejlighed og rang til at stjæle smagsprøver af den buffet af slik, kage, frugt og andet godt som de hårdtprøvede elever havde medbragt. Man skulle tro de var bange for at sultedøden skulle sætte ind under d 4 timer lange prøve. Dette skete dog ikke. Men drikker man meget vand, så løber det vist lige igennem, for et stort antal elever måtte på potten flere gange end en i løbet af prøven. Fik straks flashbacks til min egen tid på den side af bordet, og tænkte tilbage på en tid med Marabouchokolade og Evers tyggekarameller. Det var det eneste der duede. Jeg husker tydeligt suget i maven og den der bobbel fornemmelse, hvor jeg var i en bobbel og resten af verden var borte fra min bevidsthed. Et blik rundt i salen i dag afslørede med al tydelighed at det med bobler også eksisterer i dag. En kollega spurgte om ikke jeg synes det var kedeligt at være vagt, men nej, det var det ikke. Det var fascinerende mere end noget andet. At se de unger jeg normalt koster rundt med til fodbold, basketbold og ja, dødbold sidde i en sal der emmede af nervøs koncentration, og kæmpe det bedste de havde lært med, vinkelmåler, passer, kuglepenne og linialer var en helt fantastisk oplevelse. De fleste altså... Så var der jo lige dem der stod af inden toget for alvor var kommet i gang, og brugte resten af tiden til at pille næse, og det der var værre... I absolut tttttyyyysssstnad, forstås...

Om det er på jagt eller til prøve, det handler om at præsterer når det gælder. Det er jo der det tæller mest.

Her har i så et billede af Soya, som ikke mener det er tid til at gå i løbetid endnu. "All good things comes to those who wait..." Som man siger der ude længere mod vest.

Så har vi også prøvet det.

I dag var der skue i Århus, så jeg pakkede hunde og bil og forcerede en hulens masse snedriver, mens jeg kæmpede mig vej i morgenens mulm og mørke. Mere end en gang slog tanken mig, "er et skue i Århus nu også værd at havne i grøften for?" Svar: tydeligvis i hvertfald risikoen værd, for jeg vendte ikke om og kørte hjem... Og godt var det.

 Vel fremme ved hallen, slæbte jeg hunde senge og kravlegård og alt det andet man i sin, uudgrundelige, visdom mener skal til for at gøre dagen på et halgulv behagelig for de firbenede. Nu var det kun Loa som skulle i ilden, men jeg tog de gamle med, da jeg jo ikke kunne vide det mindste om hvornår man kunne regne med at være hjemme hvis vejret fortsatte. Og skulle jeg kører i grøften var det bedre at hundene alle var med. Trods alt. Så ingen stod derhjemme og ventede, hvis ting trak ud.

 Vejret var jo ikke med nogen af os, så ting trak lidt ud. Heldigvis kom en del hvalpe fra Birkebo, med deres glade ejere, så tiden gik ganske så hurtigt trods alt. Tøserne og jeg var jo på hjemmebane, da det jo var "vores" region som var vært, så det måtte udnyttes ;0). Vil bare lige sige at røde måtter er røde måtter uanset hvilken region der er vært, så det er begrænset hvilke fordele man kan have af hjemmebaner i det her game. Hundene var veloplagte og babybedømmelserne ente med at Million-Mille vandt og blev Bedste Baby hos flatterne. Tillykke til Anette og Mille!! Hun er jo propfuld af charme, den lille strik, så hun bliver skæg at følge fremover. BIM Baby blev forøvrigt hendes bror, som lignede en tro kopi af Anettes kære Albert, da han var i den alder. Jo tak, familiebåndene fornægter sig ikke ;0).

 Anette og Albert stod igen i Unghundeklassen, og Albert troede vist det var sommerskue han skulle til, for han var da troppet op uden pels. Fin i konstruktionen var han og løb flot gjorde han også, men nærmest ikke et strå på kroppen. Alligevel blev han toer i sin klasse, foran brormand Cato og Mette. Har sagt det før, ham kommer vi bestemt til at se mere fra!!

Beklager straks billedkvaliteten, men det er altså ikke nemt at få taget gode billeder i en hal uden blits. Med blits bliver billederne bare sorte, altså på mit kamera, så uden blits og en smule rystede... Synes nu jeg vil dele dem med verden uanset.

 Her er så et par billeder af de brødre tvende:

Albert og Anette

Cato og Mette

















Og hvad så med lille Loa? Hun var tilmeldt i CK klassen, og skulle op mod sin halvsøster Diana (smuk som altid) og en anden tæve som også er ældre end hende og langt mere færdig. Hårde odds for min tøs, men vi gik til fadet med krum hals. Efter devisen "it ain't over till it's over" showede min dejlige tøs det bedste hun havde lært, og var noget så dygtig. Hun synes det der udstilling er morsomt. Hun logrede med halen uanset hvor lang tid det hele tog, og det var en sand fornøjelse at stå i den anden ende af snoren. Alle 3 fik excellent og så skulle de placeres. Og sørme om ikke dommeren kom og gav Loa det røde bånd og sagde hun havde vundet klassen!!! Jeg var mildest talt målløs... Glad, men målløs. Smukke Diana blev toer, så der var jo ingen grænser for hvor glad man kunne blive. 2 Nanna børn på de øverste pladser. Jo denne dag var skam en af de gode.

 Æresrunde og hele pivetøjet og så var Loa og mig jo slet ikke færdige. Næ, vi skulle også ind og kæmpe med den bedste hanhund om at blive BIR (Bedst i Racen). Det tog EVIGHEDER for dommeren at få besluttet sig. Loa bare logrede og logrede... Så skulle vi løbe, så skulle vi stå, så skulle vi løbe lidt til, og pludselig var Loa BIR og det hele var slut!!! Målløs var ikke nær nok til at beskrive elevatorfølelsen i maven. Hold da op. 20 måneder og så BIR på den helt uofficielle måde. Det var dælme sjovt at prøve. Jeg har prøvet det et par gang med både Sota (min første flat - Mor til Nanna, Soya og Topper, mormor til Loa) og med Topper (Nanna's helbror som jeg måtte sige farvel til i August), men hvor var det bare herligt at stå der med min lille tøs. Det er nok ikke sidste gang jeg slæber hende afsted på udstilling. Hun bliver nu lige puttet i mølposen, til hun har sin 1. præmie i begynder på B-prøve, så jeg kan stille hende i brugsklassen. Indtil da, sparer vi på det der udstilling. Jeg satser på, at jeg kan stille hende i brugsklassen til flatcoats forårsarrangement på Sjælland. Det kunne være noget så fint at debuttere i klassen der. Dommeren var en Golden dommer/opdrætter fra England, som vist også må dømme flere racer i England. Hun kom over efter BIR var afgjort og sagde tak til mig fordi jeg havde vist Loa. Så har man også prøvet det. Hun synes hun var meget elegant og havde rigtigt gode bevægelser. Var man lige stolt der et øjeblik eller to?

 "Ulempen" ved at blive BIR er, at så skal man vente en hel masse på at konkurrere med de andre retrieverracer om at blive BIS. Så backing koret vendte alle snuderne hjemad (hvilket jeg også havde gjort hvis jeg kunne) og så sad jeg og kiggede på Goldens til det blev tid. I BIS var lille Loa kommet i noget fornemt selskab, så hun sluttede fuldt fortjent som BIS 4 ud af 4. Hun fik en rigtig flot kritik og jeg blev rost for hendes fine bevægelser og glade attitude. Jeg var pavestolt af Loa Lækkerbid. Hun gjorde sit bedste hele vejen og slappede af i kravlegården, når hun ikke var på. En stor fordel når dagen er lang. Her er så dagens billede af vinderen. Kvaliteten er også her dårlig og det beklager jeg.

Vi fik en monsterstor pose med guffer fra Oliver's Petfood med hjem. Den vil bringe lykke i mange omgange til både vinder og vandbærere her i huset.

Nu har jeg så måttet lave en præmiehylde til den unge dame...

Ihhh, hvor er det helt fantastisk med pynt i stuen.

Hvad er det?

I bedste Piet Van Deurs stil, tilspørger jeg min skare af trofaste læsere...

Hvad er det (for en fugl)?

Der sidder en flok af dem og de er ca på størrelse med en solsort.

De sidder også i træerne og spiser de æbler som hverken ville falde ned i stormen eller ville gro et sted hvor de kunne risikerer at blive plukket.









De er MEGET sky, og hvis ingen kender dem, bliver de døbt Soya fugle, med tanke på deres fælles forkærlighed for æbler.

Så kom med et bud! Jeg skal undervise i biologi på mandag.

En tur i Kong Vinters Rige

Fy for pyffer hvor det var koldt. Den stride blæst var ubarmhjertig og stikkende på huden og sneen føg om fødderne på hundene. Men nu er sneen her, så er det bar om at "nyde" den!! Ingen ved jo hvornår det forsvinder igen. Solen har vist stået højere på himmelen end den gjorde i dag og skyerne drillede noget, og derfor er nedenstående billeder også en kende ringe i kvaliteten, men hundene nød dagen i fulde drag. De skulle selvfølgelig ned på stranden og se om man lige kunne få en dukkert, men det kunne man ikke! "Se Bambi! Vandet er stift..." Der er meget lavvandet på stranden, så de første 5 meter ud i vandet er frosset helt stift. Det ses tydeligt, at det er havet der er frosset og ikke en sø, da isen ikke er glat men bulet af de stykker af drivis der nu er forenet ganske solidt. Jeg skulle ikke nyde noget af at have 3 hunde ud på isen, så dagens tur foregik oppe på strandengen. Mødte en enkelt skiløber, der havde vovet sig ud i den stride blæst. Han kiggede på koblet af hundene, kiggede på mine vandrestøvler, rystede let på hovedet og påpegede så at jeg ville komme langt hurtigere afsted, hvis jeg havde bundet et par ski på fødderne og ladet hundene gøre arbejdet... Jeg lod kommentaren passere med et tilpas venligt smil (ikke ret meget anstrengt). Når der er sne er det som regel ski folk siger jeg skal tage på og når det er tørt er det rulleskøjter. Måske det er et tegn til at jeg skal træne noget lineføring, så det i det mindste ser ud som om hundene kan gå i snor??

Her er billederne fra dagens tur:

 Kurs: Bølgen blå!

Parløb.

Sne skal man da rulle sig i...

Tummel i pudder.

Vi ønsker jer alle en god weekend!

Når alderen trykker...

Ja, det er så den eneste ulempe ved at omgås teenagere til dagligt... Man bliver jo nærmest betragtet som et omvandrende Danefæ (utvivlsomt af flere årsager end godt er...), som gik barfodet i skole med både Tollundmanden og Grauballe manden, gennem sne i juni og købte kandis for 1 rigsdaler...

 Ikke meget ændrer sig vel nogensinde hvad det angår. Det som gør det hele en smule værre i dag er at jeg faktisk føler mig som en der gik barfodet i skole med både Tollundmanden og Grauballe manden, gennem sne i juni og købte kandis for 1 rigsdaler. Det er der så en årsag til. Forbi er de tider hvor man kunne drikke sig plørefuld både fredag lørdag og søndag og stadig sidde dugfrisk og lære en masse vigtigt mandag morgen. Forbi er de tider hvor en skade i håndbold var overstået på to dage (når den var slem). Forbi er de tider hvor jeg kunne løbe solen sort uden at lyde som et damplokomitiv... Eller ved nærmere eftertanke, så tror jeg aldrig jeg har oplevet det sidste...

Nå, men alderen kræver sin ret, og det bliver så smerteligt tydeligt når man har løbet rundt og spillet dødbold og indendørs fodbold i ca en time, sammen med en flok 9. klasses drenge. Av. Valgte den mindst udsatte post på mål, da jeg aldrig har været fodboldsekvilibrist, men ganske så ofte i min skoletide har hamret foden i asfalten i stedet for at ramme bolden. Kunne skrive en disputas om tåhylere den dag i morgen og få en Phd i emnet med udmærkelse. Og dagen i dag mindede mig om det smertelige faktum at form var noget jeg var i en gang, og at den runde form er forbeholdt bolden. Ikke formålstjenesteligt at man er rund, selvom det jo også er en slags form at være i... Nu er jeg ikke rund nok til at fylde et helt mål ud, og slet ikke adræt nok til at stå i vejen for alle de bolde der blev sparket ind i målet, så jeg måtte fra tid til anden skifte hold således at den "tunge" byrde belastede begge hold ligeligt... Vil blot for en god ordens skyld lige på pege at det faktisk lykkedes at få et par (enkelte) redninger ind som ville have gjort Schmeichel grøn af misundelse... Mindst...

Nå, men så havde jeg jo en noget så sadistisk kollega, som insisterede på at spille dødbold med en regel om at man skulle tage 5 armbøjninger hver gang man blev ramt for at komme fri, hvorefter han så sit snit til at ramme undertegnede, som så måtte i gang for øjnene af en gymnastiksal fuld af elever... Han er IKKE indstillet til månedens medarbejder... Jeg svedte og løb, og kastede mig rundt og svedte og løb noget mere og blev ramt RIGTIGT mange gange, og lavede RIGTIGT mange armbøjninger... Og bandede RIGTIGT meget, altså indvendigt... Man er dog nødt til at holde en vis pli når man er i selskab med letpåvirkelige unge... Har tænkt mig at marcherer ind på lederens kontor imorgen og kræve risikotillæg for timerne jeg er idrætslærer... Det er da det mindste at forlange!

 Al den fysiske aktivitet har sat sine spor. Mælkesyrer til op over begge ører, og en muskel i den ene balle som er forstrakt og derfor gør ondt på den der måde at man kommer i tanke om hvor gammel man er når man bukker sig ned eller løfter det ene ben... Det skal da være noget af et risikotillæg som skal dække sådanne gener, siger jeg bare!!

Nu har jeg lige 2 timer imorgen og så er det weekend!!

Så så man lige mig...

Vil starte med at konstatere at sneen er kommet i MÆNGDER! Troede ikke helt jeg var flyttet til Østrig. Men et blik ud af vinduet tyder på noget med en bjerghytte i flere tusind meters højde og en masse afterskiing med solariebrune tyske turister og rødnæsede danskere der desperat forsøger at overlevere ordren: "Tvei Glyvajn, biddø". Sneet inde er jeg ikke, og tak og lov for det. Ville ikke undvære mine dejlige unger på skolen et sekund. Hvordan kan man dog nyde noget som helst herhjemme, når man har chancen for at tilbringe en herlig arbejdsdag sammen med cremen af Danmarks ungdom?? I dag var en dag som alle andre. Gode oplevelser stod nærmest i kø. Noget andet der også stod i kø var møder. Afsted i morges kl 7.15 og hjemme igen kl 17.05. Vil nogen lige gentage for mig at skolelærer aldrig laver noget? Og så er der lige al den forberedelse som skal være på plads til imorgen. Man må bare ELSKE det her job.

 Og så kommer vi til sagens kerne. Slut med at steppe rundt om den varme grød... Alt det vinter blev lige pludseligt MEGET belastende... Man kommer godt træt ud af skolens hoveddør, tramper herefter henover en snedækket parkeringsplads, mørket er begyndt at sænke sig over byen, i god tråd med årstiden, og man går herefter i gang med at grave sin gamle spand ud under det tykke tæppe af sne som havde lagt sig, noget så dekorativt over øsen. Der var ingen vej udenom. Nu tænkte jeg så i mit stille sind, at det ville tage noget tid og hvorfor ikke lade kareten varme op imens? Som tænkt, så handlet... Startede bilen, lagde taske, lektier og andet godt ind på forsædet, lukkede døren og gik i gang... Der blev skrabet, og bandet lidt, og skrabet lidt mere og ønsket en hel del at man kunne trylle (ja kære trofaste læser, den tanke kommer til mig på jævnlig basis...) og skrabet lidt til. Til sidste var lygter, ruder og alle andre vigtige dele fri af sneen... Jeg blæste i mine kolde hænder for at varme istapperne op (havde jo husket at glemme mine vanter), hvorefter jeg trak i håndtaget i forventningen om at døren ville gå op til en forvarmet bil... Ingenting skete. Jeg rev i håndtaget, denne gang med en smule mere pondus bag, med samme resultat... Herefter skete det uundgåelige. Målerne begyndte at gå i rødt. Det kunne da for pokker ikke være rigtigt at døren, som jo ikke var låst, ikke gik op når man trak i håndtaget!!! Hvad F..... var meningen?!!?

 Så begyndte noget der mindede om en god gammel krigsdans rundt om bilen, i det jeg flåede i alle dørene for at se om en anden ville gå op. Blev herved mindet om, at Seatten ikke har central lås, og at jeg i morgenens mulm og mørke, jo havde sikret mig at låse alle døre, da ingen jo skulle rende sin vej med skrotbunken!! Ønskede bilen hen hvor peberet gror og ønskede samtidigt at det var sommer og at livet var en dans på roser. Det er det måske i bund og grund også, men jeg synes ærlig talt det var mere torne end blomster jeg hoppede rundt på der i sneen... Jeg kastede mit skælvende korpus mod døren i håb om at hvad det nu var der sad fast ville give sig under vægten og døren ville gå op... Intet resultat. Bilen varmede noget så lystigt videre og lignede mest af alt en noget skrabet Kitt (Nightrider, 80'erne, snakkende bil, ikke Herbie, David Hasselhoff inden Baywatch) model, som stod der og ventede på ordre. Gav døren et gedigent los med en meget kold fod... Jamrede herefter højlydt og sprang rundt på et ben en stund, og kom i tanke om, hvor dumt det er at gøre sådan. Fik øjeblikkeligt flashbacks til en gang i mine unge dage, hvor jeg var på vej hjem fra ridning i strid modvind, og jeg i et raserianfald sprang af cyklen og sparkede til den fordi den ikke kørte hurtigere. Mine damer og herre, det er nu mig der opdrager, præger og underviser cremen af Danmarks ungdom... (Siger lidt om vores skolevæsen, eller hvad??). Nå, men nu er jeg jo noget ældre, så jeg stormede ind på skolen, hvor jeg mødte vores meget trofaste og klippefaste sekretær. Forklarede i malende vendinger problemets omfang og fik kastet ind i beskrivelsen, at retfærdighed absolut ikke eksisterede på denne jord. Beklager til alverdens fattige og sultne, men som jeg har sagt før, når målerne går i rødt, tager kemien over, og alt det der med næstekærlighed går helt af fløjten. Jeg blev af sekretæren mindet om hvorfor jeg holder så usigeligt meget af hende, og klart indstiller hende til "Månedens Medarbejder" (igen), da hun ytrede de vise ord om at i sådan en situation var det blot et spørgsmål om hvor meget vold der skulle til... En sekretær lige efter mit hoved!!! (Skal lige siges for en god ordens skyld at hun sluttede sin rådgivning med en formodning om at under samtalens forløb var bilen sikkert blevet så varm, at isen var smeltet, og problemet hermed løst... Hørte nu mest efter, da det handlede om vold).

 Ladet med et medmenneskes opbakning, gik jeg kampklar ud til skuepladsen igen. Dramaet var for alvor sparket igang. Målrettet tog jeg et fast greb om dørens håndtag og flåede som besat... Ingen effekt. Ikke det mindste lille knirk... Gode råd var nu dyre... Ringer man til Falck og siger "Hjælp, min bil har frosset mig ude"? Så, hvad der var tilbage af min stolthed, forsvinde ud i sneen ved tanken om svaret i den anden ende... Og så var det at jeg fik en åbenbaring... Bagsmækken! Gled graciøst og diskret (synes jeg selv) om bag i bilen og sagde en lille bøn inden jeg trykkede på låsen... Bagsmækken gik op. Og derfor kunne fritidsbrugere af skolen og forældre, der nu var begyndt at hente SFO børn, undrende se til mens 1 stk skolelærer (som ellers altid er noget så cool) krøllede sig sammen og kravlede af bagvejen ind i en bil, der kørte i tomgang. Sjovere var det nok for dem, der blev til ekstranummeret, da 1 stk skolelærer skulle forcerer det hundegitter, der adskiller førersæde og det nedfældede bagside. 1 stks popo af anseelig størrelse lige i bakspejlet. Selv synes jeg jo, jeg klarede alle strabadser med allerstørste værdighed... Selvfølgelig.

Så er vi igang!

Årets første samlingstræning blev skudt i gang i dag. Vi tog turen til Ødum, nær Hadsten hvor Region Østjylland holdt årets første klubdag. Mange var mødt op og som gammel hjemvendt østjyde var det lidt sjovt at tælle ansigter på dem jeg kendte. Bevars 10 år er lang tid, men der var da et par stykker som jeg kendte fra Århus tiden. Loa kendte ikke en eneste af de fremmødte hunde, og det har hun godt af at prøve. Hun har jo været velsignet med mor og mosters selskab til overmål, så nu var det på tide at se og få smag på "Verden uden for Verona" for den unge dame. Rigtig god træning for hende i at stå på egne ben. Hun er helt klart ikke vant til at møde mange fremmede hunde og opleve ukendte steder, så da jeg kunne se hun brugte rigtigt meget krudt på at bekendtgøre sig med alle og finde sig selv i situationen trænede jeg øvelser hun er stærk i og kender. Det hjælper altid på selvtilliden hos hende og jo længere frem vi kom i træningen, jo mere fokuserede hun på opgaverne og jo mindre distraheret blev hun af de andre hunde. Min labre Loa-perle ;0). Nu ligger hun så her i sin kurv foran den knitrende brændeovn og tygger på et gnaveben af ældre dato. Mon ikke der også er andet den unge dame tygger på? Jeg glæder mig i hvert fald allerede til næste klubdag. Bare de skruer lidt op for temperaturen til da. For det var noget så koldt. Høj flot sol, men bidende koldt.

 Så hvor ligger fokus lige nu med Loas træning? Nye terræner og nye hunde er en klar topprioritering. I øvrigt træning af markeringer med kaster. Hun bære tydeligt præg af at jeg har trænet meget alene og at jeg derfor har kastet de fleste markeringer selv. Det var ligeså tydeligt at se at jeg er slem til at kaste dummierne på nogenlunde samme længde, så træning med andre som kaster for os er klart vigtigt at få gjort mere i. Det falder jo ganske godt i tråd med prioriteringen i øvrigt med nye hunde og steder, så der blev lige slået to fluer med et smæk der ;0). Linjer sidder tilgengæld lige i skabet. Op ad skrænter, på åben mark eller i rækker af træer, terrænet spiller ingen rolle for tøsen. Hun løber snorlige med perfekt fart og stil og sætter gerne tempoet i vejret når dummien skal hjem. Søg trænede jeg ikke i dag. Linjer og markeringer faldt mest naturligt i tråd med dagens træning, så søget klarer vi en anden dag. Nøgleordet i dag var succes og vi løste de knuder der opstod uden at skabe flere, så man må vist sige at målet blev nået. Hun er så lækker at træne med og jeg glæder mig om muligt endnu mere til premieren på prøvesæsonen efter dagens træning. Loa Lækkerbid, Mums!

Billedet er fra vores trænings WT i Sverige da tøsen kuns var 13 mdr gammel. Fotograf: Karen Lisager.

Nu venter årest første skoledag i morgen, så jeg har vigtigere ting for end at side og skrive blog.

Planer er der nok af.

Når man, her på årets første dag, sidder med sin kalender, og krydser alle mærkedagene ind, altså inklusive alle de dage, hvor man har et eller andet man skal, ja så kan man godt få en fornemmelse af, at der ikke helt er nok i 365 dage... Weekender er der, i hvert fald, ALT for få af. Lad det være sagt med det samme. Meget muligt, at kineserne siger noget om, at vi går ind i Tigerens år, men her i huset, er det helt klart hundens år.

2010 kommer til at handle en hel masse om hund, og det hele skydes for alvor i gang med Soyas parring når løbetiden sætter ind. Kavaleren er fundet. Han hedder Zeddi (Pearly Coat Peregrin Romanssi), og jeg glæder mig rigtigt meget, til at se resultatet af den parring. Zeddi har et dejligt væsen og er utrættelig i sit arbejde. Når vi andre er klar til at sætte os i bilen, vil han ikke med hjem, da der jo så ikke sker mere sjov den dag. Han giver sig ikke så let. Han er direkte i og målrettet i sit apporteringsarbejde og han har en helt naturlig lyst til at arbejde for sin fører. Jo tak, flere hanner af den slags, if you please. Zeddi er desuden en hanhund af perfekt størrelse til Soya. I en tid, hvor ekstremer dominerer billedet i udstillingsringen, repræsenterer Zeddi for mig en flatcoat af klassisk, tidløs og  korrekt type. En hund bygget til et formål. En hanhund lige efter mit hoved og hjerte. Hans stamtavle er også meget spændende. Hans far, har vi set en del til i vinderklasse på markprøver i Danmark med godt resultat og hans mor udspringer af gode klassiske flatcoats og står for at blive dansk champion lige om hjørnet i udstillingsringen. Begge forældre bruges på jagt med stor succes. Denne gang skal jeg ikke køre så langt for at få parret hund, Holstebro er immervæk noget nærmere end Mechelen i Belgien. Tak til Lars og Jeanette, fordi jeg må bruge jeres dejlige dreng på Soya. Jeg er jer begge stor tak skyldig.

Zeddi i sneen:

Tøserne og jeg tog turen vest over, på en lille visit hos Zeddi sidste år, eller rettere sagt, for et par dage siden, for nu at se om hjertet og mavefornemmelsen holdt stik. Her blev vi modtaget med åbne arme af både hunde og ejere, og jeg må ærligt sige, at vi faktisk ikke havde meget lyst til at tage hjem igen. Men nu har Lars og Jeanette, i forvejen, huset fuldt af hjemmeboende børn, og havde vist egentligt andre planer for de eventuelt overskydende værelser, når det ændrer sig i fremtiden, så tøserne og jeg pakkede sammen og kørte hjem til Djursland igen. Tak for en dejlig eftermiddag. Både hundene og jeg følte os meget velkomne og godt tilpas hos jer i Holstebro. For Zeddi var det som en gave fra himmelen selv, at der var dumpet 3 tøser ned i hans hjem og han brugte megen tid på kurtisering af den sødeste slags, med ørene helt oppe på hovedet og score blikket fast fokuseret på alle de dejlige damer. Desværre var hverken Nanna eller Soya sådan helt imponerede over den unge mands invitationer, og opførte sig som ganske bonerte tanter, hvilket selvfølgelig er meget naturligt for damer i deres alder og vægtklasse. Man har vel klasse? Dette kastede dog ikke megen grus i maskineriet for Zeddi, som ufortøvet erklærede sin kærlighed både til højre og venstre på den mest charmerende vis. Skam får den som giver sig, synes tanken at være.

 En helt igenem, herlig hanhund, som jeg er glad for at have fået kontakt til. Tak for tipset til Christian og Marianne, Kennel Pearly Coat. Så nu venter vi bare på noget løbetid. Jeg forventer at Soya begynder sin løbetid i slutningen af januar, starten af februar, og om alt går vel skulle, der så komme et kuld hvalpe til foråret her i huset. Det er 7 år siden jeg sidst havde hvalpe hjemme, så jeg glæder mig helt enormt. Det er helt bestemt at en af hvalpene bliver her hos mig. Den primære årsag til at jeg vælger, at parre Soya er nemlig, at jeg selv vil have en hvalp efter hende. Hvalpene fra hendes første kuld, som blev født hos Kennel Birkebo, er jeg yderst tilfreds med, så nu vil jeg selv have et Soya barn.

 Nå, men nu er det jo ikke kun hvalpe, der er på tapetet her hjemme. Loa skal rundt på en masse prøver, og vi starter træningen på søndag til klubdag her i Region Østjylland. Så er der lige et Vinterskue i Århus og herefter står den på træning og C-prøver frem til B-prøven d 27/3 på Clausholm. Her går vi målrettet efter den 1. præmie som skal bane vejen for deltagelse i Åben klasse. Jeg vil meget gerne have hende med på A-prøver til efteråret, så målsætningen for hende er krystal klar. Desuden venter et Flatmesterskab i august, så der skal vi være noget så klar ;0). Og så er det at det med tiden melder sig. Rigtigt mange weekender er nu booket til bristepunktet med hund, så kære venner, altså jer som ikke har så meget med det der hund at gøre, skynd jer at få inviteteret, der er få pladser ledige...

 Og så er der lige det med tilbage på skolebænken. Jo, 2010 bliver året hvor det der Randi-tid bliver brugt på skolebænken fra august. Der skal jeg til at begynde rejsen frem til at blive blåstemplet som fagligt kvalificeret undervisnings fascilitator i den almengyldige læringsinstitution. Med andre ord, jeg skal være lærer i folkeskolen, med papir på mine kvalifikationer. Jeg er så heldig at have mulighed for at arbejde ved siden af mine studier, og det passer mig helt perfekt! Så ikke nok med at cremen af Danmarks ungdom skal trækkes med mig i rum tid fremover, men jeg skal sørme også selv på skolebænken. Jeg kan næsten ikke vente.

 Så opsumering af planerne for 2010. Uddannelse af hund, uddannelse af mig selv og så lige at få søsat et kuld hvalpe, med al den læring det projekt indebærer... Mon ikke 2010 burde være uglens år?