Durin's Alfa males - Out and About

fredag den 27. maj 2011

Tillykke med de 9 år!!

Ja, maj er tydeligvis en måned spækket med festdage. Verdens dejligste "skyggetante" fylder 9 år i dag. "Ska' du ha Soya i rullen???!! Nej tak, jeg skal helst ha' hende med på jagt *Griner*. Min dejlige tøs, som har levet lidt af en skýggetilværelse i sit liv fordi: "der var så meget, jeg skulle nå", men som er blevet givet et gudsbenådet naturtalent, for det der med at hente fugle, i vuggegave. Kan gå fra nul til 100 på ingen tid, og kan lægge sig og vente uden en lyd, mens drevet trækker igennem en såt. Totalt af og på knap, der! Elsker at være i centrum og bliver aldrig overset, hvilket gør min idé om hendes status som skyggetante en smule til skamme. Min pointe (og min slet skjulte ærgelse) er at jeg aldrig har fået gjort mere ved hende i prøvesammenhæng. Hun har aldrig været overtrænet, og hendes meriter har derfor meget lidt med min indsats at gøre, men afspejler et naturtalent for samarbejde, vildtfindende egenskaber, og en stor kapacitet for arbejdet. Jeg er meget,meget stolt af min Soya! Bror Rhesus har det stadig fint og trives med sit liv som apportør og opdrager i Lars' flok. Lars har kæmpet i mange år for at få slidt ham op, men den gamle har hængt i og været med på den værste. Håber du har fået noget godt at gnave på i dag, kære Racer-dreng. Soya har måttet undvære sin mor, som sidder på Bornholm og skal dømme C-prøve og skue. Mærkeligt tidspunkt at rende af gårde...

Rhesus og Soya, TILLYKKE!! Ser frem til mange flere fødselsdage, og vi er vist flere der glæder os til jagtsæsonnen bliver sparket igang.

Her et billede af sødeste Soya:

Allbright's Sign of Four - 9 år - TILLYKKE!

mandag den 9. maj 2011

En frisk og frejdig fødselar!

Så kom dagen, hvor min elskede Nanna rundede de 10 år!

TILLYKKE min dejlige tøs.

Optakten til festdagen var helt i top. Skue i Nordjylland lørdag, hvor hun blev BIR og BIS 2 (i skarp konkurrence med verdens bedste Albert!) og officiel udstilling søndag, hvor hun blev 2v i veteranklassen med HP efter en meget smuk og velholdt veteran på 12 år. HP. Ja, nu er der jo masser af farver og striber i denne verden, og det er jo sundest hvis man lever varieret, hvilket DKK har taget til sig i sit nye udstillings reglement, og kaster om sig med bånd i alle regnbuens farver til alle mulige og umulige præmieringer. Excellent er ikke længere noget med Certifikat kvalitet, som det var sidste år, men et rødt bånd. Very good er ikke længere et rødt bånd men et blåt, CK er ikke lilla men lyserødt (nærmest hvid lyserød) og HP er så et lilla bånd. HP, hæderspris, hædersfis... Ja undskyld mig men jeg ser ikke helt pointen med præmieringen. Det er lidt mere end en excellent men ikke nok til et CK. Kan med andre ord ikke bruges til noget som helst, så er i bund og grund overflødigt. Men sådan en præmiering scorede Nanna altså på sin sidste dag som 9-årig. Her et par udvalgte billeder af den smukke gamle tøs i fin stil og et enkelt, hvor hun faktisk står stille, med alle 4 ben på jorden.

Foto: Malene Birkebæk, Kennel Falkirks

 I løbet af sine 10 år har hun gjort sig bemærket og efterladt et eller andet mærke i de flestes bevidsthed. Som da hun gik totalt af hånd til Flatmesterskabet i Skåne, og gav en strålende opvisning i hvordan man tydeligst ignorere indtil flere kommandoer og tager sagerne i egen hånd. Til stor fornøjelse for publikum, dommer og hjælpere, mens undertegnede var mange uger om at kunne se komikken i det stunt. Eller da hun på Bornholm under en dirigering i samme stil blæste på alt hvad der hed anvisninger og ophidsede korrektioner, hvorefter hun på kommandoen "Nanna, Kom her!!" vendte på hælen, løb stikmodsat 5 meter, hentede fuglen og bragte den hjem i fin stil... Dommeren bemærkede at han MÅSKE havde købt den som en dirigering hvis jeg havde sagt "Ud" i stedet... Eller hendes til dato mest bemærkelsesværdige knaldapport en frostklar morgen med skytter, klappere og øvrigt hundefolk på plads; en fugl, et skud og så "NAAAAANAAAAAAA!!!!!!!" Kan ikke huske alle skældsordene, ederne og forbandelserne, men kan godt huske de blikke jeg fik af det øvrige apportørhold... Men så kan hun jo også så meget andet. Hun forstår at sætte en dagsorden, hun forstår at følge en fært op, hun er så utrolig systematisk og metodisk i et frit søg, med eller uden makker. Hun er den sidste der giver sig og hun krydser glad og gerne hegn, skovbryn, strandenge og sivskove for at hente en løber... Hun kan med andre ord ting. Hun kan lukke døre op og finde huller i selv den fineste hundegård. Jotak. Min elskede Nannahund. Tak for alle de dejlige tåbelige ting du har fundet på gennem tiden. Jeg har ikke altid bakket entusiastisk op om alle dine kreative løsninger i diverse sammenhænge og har oftets haft "Nej-hatten" spændt solidt fast om hovedet. Dette kan måske foranlede at dit sande potentiale og talent aldrig bliver udnyttet til fulde, men jeg venter i spænding på dit næste innovative påfund, for om nogen, så har du masser i posen med talent og der er ingen tegn i sol, måne og stjerner på at det på nogen måde er aftagende.

Til min dejlige tøs på din 10 årsdag: TILLYKKE og TAK!