Nu er det endelig...

Ja, det er jo faktisk den 1. december. Mit kalenderlys er for en gang skyld foran. Der gik en lille smule galt, da der skulle brændes ca 5 centimeter af inden vi overhovedet nåede ned til noget dekoration, og 5 mere inden vi kom ind på talrækken... Man forstår da at vælge et kalenderlys med format! Nisserne har påbegyndt deres årlige indtog, sådan lidt sent, for den opmærksomme læser (og min blog har vel ingen anden slags læsere) ved jo så vel at det var 1. søndag i advent i søndags... Ja altså, det var så en begivenhed vi ikke bemærkede så meget her på martriklen... Den forsvandt i mængden af skole arbejde, studier og sne...

Ja, sneen er kommet til vores del af næsen. Troede faktisk at jeg skulle ende på en sneplovs fejeblad i mandags da jeg trodsede elementernes rasen og kørte frimodigt mod skolen i Grenå... Det tog tid. Laaaang tid og det vær på det nærmeste umuligt at se en hånd for sig i alt det hvide. Det føg fra megabunker ved vejsiden og det sneede fra oven. Og der sad jeg. Midt i infernoet og så den der sneplov komme imod mig og makkeren bagefter... Der var ikke meget plads og pludselig savnede jeg min gamle volvo med pigdækkene noget så voldsomt. Lille mig mod alle odds i en gammel Seat... Kunne bedre lide lille mig mod alle odds i en solid MPV, eller endnu bedre, lille mig i sofaen foran en knitrende brændeovn, langt fra fygning og sneplov...

 Nu er det bare sådan at man engang imellem gør noget skørt og får en masse godt igen. 9 elever var dukket op på skolen, og vi fik en rigtig herlig dag, trods vejret og alle de der klassekammerater der var sneet inde. Det er jo noget af en straf at faktisk nå frem til skole og ikke få snefri... Det var de i hvert fald rørende enige om. Så var det meget bedre på gymnasiet, hvor man aldrig havde snefri, men hvor man altså havde snefri den dag...

Det er nu onsdag og en anseelig mændge kollegaer er stadig ikke gravet ud af snemasserne. Jo tak, sneen er kommet til Djursland.

Og hvad laver så tøserne og jeg? Jo, vi holder varmen og vejret til weekenden, hvor vi skal ud og vise os frem i fineste skrud. Juleskue og Juleudstilling, og så må vi ellers se hvad det kan blive til.

Ka' det virkelig passe??

De små begynder for alvor at udvidde deres grænser og opdage nye omgivelser. Det er slut med at blive båret fra hvalpekassen ind i køkkenet, nu fræser man selv afsted, så hurtigt de små stolper kan bære en. Noget andet er så når man skal i seng, for så er man træk og så bær de små stolper ikke ret meget!

Her er flere billeder fra forskellige eventyr. Vist er de dejlige!

En helt vidunderlig weekend!

Ja, så har både tobenede og firbenede været i ilden i weekenden... Altså nærmest bogstavelig talt... Det regnede dog lidt for meget til at blive brændt, og det var jo godt... Lørdag var Loa og jeg på markprøve. Den unge dame fik sin længe ventede debut i åben klasse og vi havde rigtigt meget godt med hjem.


 Prøven var en rigtigt god prøve i den svære ende. Åben klasse hundene fik noget at arbejde med og vi fik alle noget for pengene... Tak til prøvelæggeren som havde benyttet det beskedne deltagerantal til at lægge en prøve som tog længere tid, men som så også viste hundenes niveau. Nu er det jo ikke så længe siden at Loa stod i begynderklassen, så hun er ikke helt der hvor hun burde være, men eftersom jeg havde valgt at stille hende, mente jeg også vi skulle yder vores bedste i håb om et godt resultat. Når man tager en sådan beslutning, så er det jo klart som blæk at man får start nummer 1 i klassen... Ikke meget forberedelse man fik der...


 Prøven startede med en enkelt markering på tværs af spidsen af et trekantet vandhul. Ned i vand, op igen, fat i duen og hjem til mor. Markeringen var perfekt og det samme var afleveringen. God start. Så blev det svært. I samme vandhul, nu blot i den brede ende, blev der kastet en dobbeltmarkering på linje, hvor den ene (den tættest på) landede i vandet og den anden landede på modsatte bred, på det bredeste stykke af vandhullet. Hundene skulle op af en stejl, kort skrænt på den anden side, for at komme op til fuglen. Første markering var også perfekt og hendes vandaflevering var nydelig. Mor var glad. Hun blev sendt igen, men var i tvivl om hvor den var landet og trak derfor på det tidligere nedfaldssted. Der var den jo ikke, men jeg fik stoppet hende og sendt hende til venstre. Afsted det gik og jeg nåede lige at tænke tanken at det kunne lykkes, da hun smutter ned i vandkanten, i stedet for at blive på kanten... Pokkers også, og hun er endnu ikke så dirigerbar at jeg kunne stoppe hende for derefter at sende hende op ad den korte skrænt... Øv, øv øv. Det blev kun til lidt mere pangel og optimistisk dirigering, så bad den rare dommer mig kalde hende hjem. Helt fair, og det blev noteret i træningsbogen (den mentale udgave) at det skal vi træne mere på. Vi gik videre til endnu en enkeltmarkering, som også var perfekt. Ikke noget med at løbe for langt eller for kort. Direkte og hurtigt både ud og hjem... Det hjalp på humøret... Så var det dirigeringen der ventede. Hun skulle "bare" ligeud i skovbunden, men det mente hun helt sikker ikke hun skulle. Hun blev ved med at dreje over mod søget til venstre og jeg stoppede hende og insisterede på at hun skulle bagud. Stoplydig det er hun, men forstået hvad dirigering går ud på, det har hun ikke helt på ryggraden endnu. Mental note i træningsbogen... Så der var mere pangel der også, og vi blev stoppet inden fuglen kom hjem. Helt efter bogen og korrekt dømt. Hr. dommer var en flinker fyr. Nå, men så skulle makkerhunden igennem det hele, og der blev skudt en masse, råbt og panglet og så havde den fået den ene markering hjem i dobbeltmarkeringen, misset en enkelt markering+ nr 2 i dobbeltmarkeringen. Den var meget bedre til det der dirigering, så vi fik set at det var en due der lå ude i horisonten, men det var jo lidt for sent for os...


 Videre til det frie søg som startede i sus og dus og de første 3 stykker vildt var fint hjemme. Så skete det som bare ikke må ske. Loa bliver sendt ud og får fært af et stykke vildt som hun følger fint op ude af mit synsfelt, min makker er vist ikke helt tilfreds med sin hund, så der bliver kaldt og fløjtet en del. Loa er lidt længe om at komme tilbage, og da hun aflevere duen kan jeg se hun har sat en tand i halsen på fuglen... ØV, ØV og Fucking ØV! Jeg sender hende igen (is i maven har jeg vist masser af) og hun finder to stykker vildt efter den skadede fugl uden problemer som afleveres ligeså pænt som alle de andre fugle... Den sidste due hun kommer med inden dommeren har set nok, henter hun helt ude i bunden og den er båret fint hele vejen ind. Derfor går min verden ikke i stykker. Derfor ved jeg 110% sikkert at det var et uheld og derfor er hun tilgivet inden jeg aflevere mit vildt til dommeren. Det er smadder ærgeligt når uheldet er ude, for mange har mægtigt travlt med at stemple en hund, fordi den har skadet vildt. Det må resten af verden gøre op med sig selv. I min bog var det et uheld, og ikke andet. Det er blevet noteret i træningsbogen, og så arbejder vi ellers videre derfra. Flere faktore kan have spillet os et puds. Hun stod i en klasse, hun ikke var klar til, hun mangler prøve erfaring (1 C prøve og 2 B-prøver på et år er nok ikke helt bagage nok), vi havde panglet en del med et par af opgaverne, hun er ikke vant til at nogen fløjter og råber mens hun arbejder i søg med en anden hund og det er ikke makkersøg vi har trænet mest, når alt kommer til alt. Intet af det ovenstående er noget som ikke kan ændres, og derfor vil mere træning og flere prøver kurere alle ovenstående punkter. Jeg glæder mig allerede til 12. september, hvor vi skal på C- prøve i Fussingø.


 Dommeren skrev jo også en masse fine ting på kritikken, så det tog vi også med i træningsbogen. Hendes markeringevne og vildtbehandling i øvrigt var rigtigt god. Hun går direkte i vand og svømmer godt. Hendes søgemønster var effektivt og hun kom overalt i terrænet i god fart og stil. Afleveringerne var alle pæne, så det er da værd at tage med ;0).


Heldigvis gik det meget bedre for Alletiders Albert. Den unge mand, gjorde sit ypperste og kom hjem med en flot 2. præmie. Sådan! Nu er han så klar til at snuppen en masse certer og blive champion i udstillingsringen. Selvfølgelig vil de ikke nøjes med en 2. præmie. Man skal jo bruge 2 x 1. præmier for at komme videre til vinderklassen, så Albert og Anette går i skarp træning til foråret... Men sikke en fin debut og så på en prøve der absolut lå i den svære ende. Det var svært at få armene ned.  
  Bilstrup og Alma var i vinderklasse og blev 2. vindere på prøven. Det blev en anden træningskammerat, nemlig Jesper og Maggio som snuppede 1.v med cert. Så flot af duoen, som har kæmpet bravt og længe og har stået 2'er som det hidtid bedste resultat. Vi klappede lystigt på parolen. Klappet blev der også da Per og Naja (endnu et kendt par fra træning) kunne hente en flaske whisky for næsen af Bilstrup og Alma for den bedste dirigering i vinderklassen. Herligt, herligt, herligt... sådan en skov af resultater må da betyder at nogen skal hoste op med noget godt når vi ses til træning... Det er vel rimeligt?? Om aftenen var der fællesspisning, og jeg ved at der blev skålet, skrålet og fejret en masse. Som det sig hør og bør i det forum...


 I dag var det så udstillingsdag... Gårsdagens festligheder havde sat sine meget markante spor hos enkelte deltagere. Jeg kastede mig ud i at trimme en masse hunde inden de skulle i ilden, og det var ikke helt kvalificeret assistance der kunne støves op. Nogle var så medtagede at det kneb med at holde hovedet nedad, andre vidste vist dårligt om hunden skulle klippes det ene eller det andet sted... Godt at nogen af os var på plads og tog ansvar for det hele... Ellers havde nogen været noget ilde stedt. Nå, men jeg viste flere hunde i dag og med godt resultat. Ringtræning er en god ting, og det er noget udfordrende at stå med en hund der skal vises men som allerhelst vil sidde og se sød ud... Man kan ikke kigge vinkler og konstruktion på en siddende hund, så jeg havde mit at se til. Dagens store håb lå i brugsklasse hos hannerne. 3 hanner var tilmeldt, så fine Albert havde en rigtig god chance. Det var så lige ved og næsten at den unge mand havde vundet det eftertragtede cert, men i dag blev det til en 2.v med excellent. Lige bag certet. Jeg synes ellers han lignede en vinder... Eller hvad??

Alletiders Albert!

 Hos tæverne havde Lone og Tulle også deres at slås for. Tulle stod i juniorklassen og hvis hun vandt ville hun blive bedste junior... Vist var der nerver på, men Lone handlede som en prof, og løb med pokal og hele molevitten og fik excellent oveni hatten. Stort tillykke til Lone, som jo er blevet en haj til det der med at vise hund... Sød det er den lille Tulle jo unægteligt.

Så blev det endelig Loas tur. Hun var flyttet fra åben klasse til brugsklasse, og var med i selskabet med de voksne tæver. Ikke nogen helt nem opgave for min dejlige tøs. Vi kastede og ud i det, og sørme om ikke hun fik excellent!! Sikke en debut! Hun blev ikke placeret i klassen, hvor der var mange fine tæver med, men det er helt OK. Hun har tiden for sig og fremtiden tegner i hvert fald lovende. Sidste hund i ringen var Nanna-Bananna... Hun stod i veteranklassen... Altså nu er stod et meget stort ord at bruge, for hun fes af sted som en skoldet skid i et glas vand, og var helt umulig at få til at stå nogenlunde ordenligt... For pokker som den hund har overskudsenergi til at lyse en mindre landsby op. Hun viste mere sprudlende livsglæde under bevægelse end nogen anden hund i dag. Ufatteligt at hun synes det er så skægt, at hun bare skal spurte af sted som om fanden selv var efter hende... Det der med at stå er også en smule overvurderet, så det er vel ikke noget i vejen for at man springer op på alle fire på en gang, blot for at lande igen. Hvad er mere morsomt end det?? Nanna blev fortjent 2.v med Excellent i veteranklassen efter en meget velgående 11 årig tæve (som blev champion i yngre dage). Så to gange Excellent til mine to tøser... Det var da en meget flot høst i dag.
  Det som har gjort denne weekend helt vidunderlig og mindeværdig er uden tvivl selskabet. Jeg elsker at stille hund på racearrangementerne, for stemningen er helt speciel og meget gemytlig. Vist lure ambitionerne under overfladen, og alle vil vi gerne vinde, men hvor er det rart at kunne fejre at nogen vinder, selvom det ikke lige blev som man havde håbet. Tak til alle for fair play! Det er det der gør weekenden helt vidunderlig. For som en kollega har sagt: Blot fordi det er sjovt, behøver det ikke være useriøst... Og det har han helt 100% ret i....

Noget med et skab

Ja, her gik I så og troede en masse. Eksempelvis at jeg var gået under jorden, at jeg var flyttet til udlandet (igen), at jeg havde glemt alt om verden udenfor og blot sad med hovedet i hænderne og kiggede på at græsset groede (???). Men, men, men. Der tog I alle fejl...

En har brugt sin lange sommerferie på at hjælpe til i hjemmeplejen. Et udskældt job som lærer i dagens folkeskole er tydeligvis ikke helt nok for en som mig, så jeg brugte 4 uger i hjemmeplejen, som jo også har været ude i et veritabelt stormvejr på det sidste... Same shit different name, et eller andet sted. Nå, men de gamle var glade, og det var kollegaerne vist også for jeg blev da tilbudt at vende tilbage, hvis jeg skulle kommer til at kede mig. Med job, studie og 3 flattere hjemme, så er det jo rart at have noget at falde tilbage på, hvis livet bliver for kedeligt... Ved ikke om det overhovedet er muligt, på noget som helst plan i denne verden, at mit liv bliver kedeligt, men jeg takkede da for tilbudet, for det var da dejligt at være påskønnet.


 Nå, men så kommer vi jo til det vigtigste af alt denne sommer. Sommerens højdepunkt. Som jo lige indtraf i går! Loa og jeg var i ilden på B-prøven i Nordjylland, med alle de gode venner og sikke en dag det blev. Mor er ikke vred, heller ikke skuffet, men meget, meget glad!!


 Man starter jo tidligt sådan en dag. Da vækkeuret gik i gang kl 04.45 troede jeg et eller andet sted det måtte være en spøg, men jeg væltede ud af sengen og fik gang i en masse pakkeri. Det er jo ikke så lidt der skal med når man skal på prøve med hund. Alt er jo timet og tilrettelagt. Jo tak, Egon Olsen havde været stolt... Mødtes med Anette og Mette på kennel Birkebo inden turen fortsatte nordover til Nørresundby. Sjovt nok er man ikke helt så træt når man sidder der i bilen og triller afsted mod prøven. Sommerfugle som ville have gjort enhver albatros til skamme, havde på en eller anden måde forplantet sig i maveregionen og hjertet slog en anelse hurtigere. Nej, jeg havde ikke fået kaffe... Adrenalinen pumpede helt af sig selv.


 Vi kom tidligt, og det var godt, for så var vi med i kampen om de mest skyggefulde P pladser, og det var tiltrængt med skygge, for trods den årle morgen, så skal jeg lige love for at temperaturen nærmest var tropisk. Pyyyhhhh, som det skulle blive varmt.



Der er noget så kønt der i Nordjylland, og vi fik set en del af det som vi aldrig har set før. Man kan være meget opfindsomme, når man skal hitte terræn...

Motorvej, butikker og køer...
Udsigten som tilskuerne vendte ryggen i beg klassen.

Åben klasse havde skilte til hjælp.
Det var nogle gode lange markeringer....

Anette og Albert åbnede ballet i begynderklassen. Og sikke en start. Det gik over stok og sten og den unge mand opførte sig rigtigt pænt og lavede en fin præstation i samarbejde med Anette. Det var en fornøjelse at se. Også med sommerfugle i maven. Pænt og godt arbejde hele vejen igennem og dommeren belønnede også indsatsen med en fin 1. præmie. Stor var glæden, for så var vi jo ligsom startet på fornemste vis.

Der var mange fine vandhuller der på Sundholmen...

Og her havnede så vores vandmarkering.

Frit søg -med masser af tidsler...

Loa og jeg måtte vente læææænge før vi stod for tur. Vil lige i den forbindelse nævne, at det ved praktisk afprøvning blev konstateret, at det faktisk er muligt at slumre og få sig et hvil, sommerfugle i maven og adrenalin i blodet til trods.

Livet på solsiden var en god plads i skyggen...

 Endelig!! Så var det os! Spændt var jeg mens Loa tog det hele med vanlig ophøjet ro. Har en god træningskammerat som ved flere tilfælde har konstateret at "den hund er dælme god til at slappe af"... Gad vide om hun kompenserer for al den adrenalin som pumper rundt i kroppen på mig. Havde verdens bedste skytte til at følge mig på vej, og jeg ved ikke hvad det er med Nordjyder, men de kan noget med ro i maven. Så trak jeg "rullegardinet" ned, og så var det bare Loa og mig og så lige dommeren på prøve. Markeringsarbejdet var pletfrit, meget fine afleveringer hele vejen igennem prøven, hun viste god næse i søget og det eneste lille minus hun fik i bogen var, at hun stod og hang lidt, over den første and hun stødte på, inden hun samlede op og kom hjem med den. Alt øvrigt vildt blev samlet spontant op. Plusserne var så afgjort i flertal, og Loa fik mange roser for hendes gode arbejde. "Godt ført" fik han sørme også skrevet på kritikken, den gode dommer. Jublen ville ingen ende tage. Vi gik derfra med et stort smil på læben og en 1. præmie på meritlisten. Lige i skabet sad den så!! Dejligt at lykkes på en dag, hvor man var omgivet af gode venner fra nær og fjern. Det er nu sjovest at glædes når man kan glædes sammen med nogen. Har smilet lige siden og kommer til at smile længe endnu. Sikke en dag!!

Glædens dag!
"En meget glad hund og en meget glad fører"
- Dommerens ord om os på parolen.

Nu sidder jeg så her med alle mine hunde i alle mulige sofaer. Vi overnattede i Nordjylland og var jo lige ude og træne her til formiddag. Ingen hvilen på lauerbærene her. Vi har en start i åben klasse der venter i slutningen af denne måned, så det er bare om at få trænet. Det bliver også en god weekend som jeg ser meget frem til.

Flatarrangementer er bare det bedste!!

Rent hus

Hmmm. Er der noget bedre end at bruge sin højhellige lørdag på at gøre rent i jordhulen? Er der noget bedre end lugten af brun sæbe blandet med træsæbe og skyllemiddel? Er der noget bedre end at se den ene monsterklump hundehår efter den anden, forsvinde når støvsugeren svinges behændigt?

 JA!!

Kan da tænke på rigtigt mange ting som er rigtigt meget bedre!! I den mere underholdende kategori finder vi aktiviteter som: At betragte græsset gro, maling tørre og årstidernes skiften. Topunderholdende alternativer, spø'r du mig... Sidder bare her og psyker mig selv ind i en tilstand, hvor ugens største spild af tid bliver mere spiseligt.

Nogen her i huset fælder en hel masse. Nogen her i huset har ingen respekt for, at man tørre fødder inden man træder ind over dørtærsklen, og nogen her i huset har meget svært ved at finde ud af, hvorfor der er steder i huset, man er højst uønsket når man kommer våd hjem med den halve strand hængende i pelsen... (I den forbindelse kan det nævnes, at nogen også er komplet uforstående overfor rutinen med at ryste vand og strand af sig INDEN man glad og gerne springer ind i bilen). Nogen er derfor den primære kilde til mit ugentligt tilbagevendende, private helvede, hvor kost, spand og støvsuger indtager første pioriteten, fremfor eksempelvis de ovennævnte, langt mere underholdningsprægede, aktiviteter... Nogen skulle altså lære at gøre rent selv, når nu det er nogen der sådan har en sær hang til at hive naturens glæder med ind i sofaen. Prime time.... Det er altså bare hvad jeg synes...

Indtil jeg har fået lært nogen at gulvvask ikke betyder man skal slikke gulvet rent med en mere eller mindre ren tunge, så må jeg ty til alternativet... Der er ingen vej uden om... Nogen skal være noget så glad for at jeg elsker dem en helt masse... Forstå det hvem som kan...

 God weekend!

Når der sker for lidt

Sker der egentligt alt for meget. Ja, man skulle ikke tro livet rykker sig en tomme, når man kigger på de sparsomme blog indlæg, men det er nu langt fra tilfældet. Så nu er det vist på tide med lidt opdatering i cyberspace.

Soya snød med de der hvalpe vi skulle have haft, så der blev ingen. Loa bliver nok ikke trænet alt for meget, men dog nok til at vi bliver bedre til det med at markere. Målet er start i begynderklasse 25. juli, og der er nu ikke så langt tid til.

 Mest af alt går tiden med planlægning. Knapt er det gamle skoleår ringet ud, før det nye står og banker på. Masser af udfordringer i vente, og så er det jo lige at jeg selv skal på skolebænken ved siden af arbejdet. Jotak, det bliver en sommer med fritidsjob, lektielæsning og hundetræning. Hvorfor er det lige at jeg synes det lyder som den bedste sommer - ever!? Gad vide om det er noget de kommer i vandet her på Djursland, eller om alt den fisk jeg spiser har været fyldt med kviksølv eller lignende... Jeg burde jo være noget så trist over at den skønne lange sommerferie ikke skal bruges på stranden, men jeg kan simpelthen ikke kvæle smilet og forventningens glæde på trods af manglende exotiske indslag i sommeren. Ikke engang udsigten til en regnfuld sommer kan lægge en dæmper på humøret. Tror faktisk den her fantastisk glade og opstemte attutitude er ved at virke en smule trættende på visse af mine kollegaer. De smiler overbærende mere end noget andet, når jeg kommer susende om hjørnet med det største smil på læberne, ryster lidt på hovedet og tænker at der må være noget om snakken om at københavnere indånder mere CO2 end andre børn... Joda, vist er jeg vokset op på Sjælland, men mine fødder er nu plantet solidt i den jyske muld.

 Så beklager at bloggen ikke er super duper fuld af alt muligt godt og blandet for tiden, men jeg har bare lidt travlt...

 God sommer til jer alle!!

For 8 år siden...

... på denne herlige dag, så min dejlige Soya dagens lys for første gang. Ikke en fødsel uden komplikationer, idet jeg var taget på arbejde, og Sota derfor måtte klare ærterne på egen hånd. Havde heldigvis gode venner til at kigge til Sota, så efter endt arbejdsdag kom jeg hjem til et dejligt syn, af 4 velskabte hvalpe der suttede mælk af livets lyst, og en Sota, som kiggede på mig som om hun ville sige, at det var da ikke noget særligt. Og nu ligger hun så her. Gråt skæg om mulen, krøllet pels på ryggen og den evigt logrende hale stadigt viftende, og et kys til hvem der vil have det. Elskelige hund, med så meget krudt og så megen lyst til at behage. Ingen kan som hende ligge på ryggen i timevis i sofaen, helst solidt plantet på fødder og ben eller kilet ned mellem sofaryg og menneskekrop. Ingen kan som hende sidde stille mens fasaner og andet flyver om ørene på en den hele dag, og stadigt have tillid til at venter vi længe nok, så er der også en til mig... Søg har aldrig været hendes parade diciplin på prøver, men på jagten giver hun sig ikke før hver en lille kvadratmeter er afsøgt i sivene og ud kommer hun så med fasanen i munden. Hvad du fik af skønhedsfejl i vuggegave er så rigeligt opvejet i dine naturlige evner på jagt. Min allerkæreste Soya.

Vi sender i dag en lille hilsen til brormand Rhesus (Allbright's Noble Bachelor), som har måttet gå så grueligt meget igennem siden han fik en meget alvorlig mavedrejning i starten af jagt sæsonnen sidste år. Med alt hvad han og Lars er gået igennem af komplikationer ovenpå den store operation, er det ekstra dejligt at kunne fejre hans 8. fødselsdag i dag.

Et billede af en noget yngre udgave af Rhesus. En fantastisk kammerat på jagt, som ikke kan slides op, hvor meget Lars end har prøvet. Tillykke til dig, du gør din opdrætter pavestolt, du gamle!!

I dag tænker jeg også lidt på dem fra kuldet, der måtte forlade verden alt for tidligt. På bror Albert (Allbright's Reigate Squire) som levede som kongen af Herning til en usædvanlig agressiv cancer satte et for tidligt punktum for hans liv og på Abby (Allbright's Abbey Grange) som heller ikke længere er i blandt os. I er savnet, og husket lidt ekstra i dag.

 Nu er det jo en festdag, så tårene bliver lidt i øjenkrogen, og glæden hentes frem igen. TILLYKKE min dejlige Soya, sofaen er i dag til dig, og det samme er det store kødben!! Nyd det.

TILLYKKE!!

I dag er det Nanna's fødselsdag, Hurra, Hurra, Hurra.... Utroligt som tiden flyver. Min elefantastiske, entusiastiske, helt uimodståeligt hittepåsomme Nanna bliver 9 år idag!! Ja, altså hvis man ikke lige havde hendes stambog i hånden, så troede man da ikke sine øjne og ører. Hun er frisk og frejdig som altid, har brugt det meste af dagen på noget hun ELSKER, nemlig at kører bil, og der var lidt ekstra godt i skålen her til aften. Man har med andre ord, fejret Madamme med manér, som det sig hør og bør. Vi er alle blevet velsignet med mange kys og ord med på vejen i løbet af dagen, så på den måde har dagen været ganske almindelig, men det er vist det sidste man kan sige om dagens fødselar. Meget er hun blevet skudt i skoene gennem et begivenhedsrigt liv, men almindelig har hun nu aldrig været. Hun er og bliver noget ganske så specielt, men dejlige Nanna tøs, og jeg takker i mit stille sind for hvert minut jeg har fået lov at dele med hende. Vist har hun en evne til at trykke på alle knapperne så temperamentet løber løbsk, men når alt kommer til alt, er det nok alligevel noget af det jeg elsker allermest hos hende. Jeg har bare en tendens til at glemme hvor meget i visse øjeblikke...

Nanna 6 år

En herlig hund, en herlig dag. Tak, Nanna!

ØV!

Som den opmærksomme læser sikkert har bemærket, så er der ikke billeder af den dejlige Zeddi på bloggen mere. Soya blev jo så ganske rigtigt parret med Zeddi, men en undersøgelse hos dyrlægen viste at der ikke var hvalpe på vej. Dyrlægen mente at hun sikkert havde været drægtig, men at hvalpene var gået til undervejs. Ved godt at det er naturens måde at udrydde usundeheder på, men hvor er det bare trist. Her havde jeg sådan glædet mig til at få en lille tøs efter Soya, og nu bliver det slet ikke til noget. Soya er hermed pensioneret og nyder sit otium i samme fine stil som Nanna. Nu må vi se hvad fremtiden byder for lille Loa. Endnu er hun noget ung, så kun tiden vil vise hvad der sker med hende.

Træls, træls, træls. Især for de dejlige mennesker som allerede var skrevet op til en hvalp, og som nu også må undvære fornøjelsen af et Soya barn. Jeg har hjulpet dem der ønskede det med at finde andre muligheder, så de bliver ikke hundeløse ;0).

 Soya er på skrump, Loa er i skarp træning, og elskede Nanna styrer tropperne herhjemme med vanligt overblik. Alt i alt kan vi ikke klage over andet...

God Bededagsferie til alle!!

Håbets evige flamme...

Det er sikkert og vist. Der er tændt et håb her hjemme. Et håb om at i en ikke så fjern fremtid, så er det eneste paddehatte som kommer på tale i forbindelse med markeringer, de der fra Super Mario spillene i diverse versioner... Den unge dame gjorde en rimelig figur i dag. Rimelig. Ikke fantastisk, ikke helt uovertruffen, men rimelig. Markeringer gik faktisk godt i starten. Hun tog helt fusen på mig ved at arbejde koncentreret på de første markeringer. Så begyndte vi på den lidt sværere afdeling, hvor det er vigtigt at holde fokus og bedømme afstand uanset forstyrrende vegetation og træer... Knapt så vellykket. Pludselig fik hun øje på guldklumpen Albert, derude i den grønne lund, og så kunne dummy være dummy og så skulle der hilses en hel masse... IKKE GODT NOK!! Ved godt han er lækker den kære Albert, men når vi er i skole, så abryder man ikke bare midt i en øvelse for lige at holde hof for en hanhund. Også selvom vi snakker glad-i-låget charmetrold... Mor var ikke vred. Mor var SKUFFET!! Og så var mor nok lidt vred alligevel. Tøsefnidder. Har så rigeligt af det til hverdag, med de kærer teenage tøser og alt deres fnis og fnidren... Tak og lov for kemi og hypofyser, for ellers har jeg svært ved at se hvordan artens overlevelse skulle kunne sikres...

 Nå men nu er det hele jo ikke gråt i gråt. Hun løste jo faktisk noget rigtigt godt. Og de andet arbejder vi på. Lille Lovisen fisen... Du er dog alligevel den dejligste prinsesse af dem alle, nå alt kommer til alt.

Foto: Karen Lisager.

I arbejdstøjet.

Jo det er skam sandt for dyden. Nu skal det der luske-gen i Prinsesse Luskebuks for alvor trænes væk. Det er dog for galt med alle de nykker hun har fået samlet sig i sine fint krøllede hårlokker... Så den står noget så alvorligt på miljø træning, med indslag af apportering. Man tager 1 stks fantastisk kollega, som kender til skydetiderne på den lokale skydebane, blander det med noget minimalistisk lokalkendskab, og en del kilometer i gammel Seat, og vupti, så står man mandag aften i solens aftagende lys, med 1 stks prinsesse for enden af snoren, dummytasken fyldt og ambitionerne om succes skruet i vejret. Rundt omkring os var samtlige hundeklubber i gang med noget militaristisk inspireret lydighed. Fik mig til at tænke på en træner jeg en gang havde i retrieverklubben, som bad en kursist med en MEGET hed hund om ikke nødvendigvis at skubbe hunden afsted med stemmen. Den havde så rigeligt at holde styr på i sit eget hoved, så hvis også hendes entusiasme skulle have plads, var der fare for at elastikken sprang... Nå, men når man er entusiastisk eksersits træner, så er det vist svært at styre alle de mange decibel, og så er der rigtigt mange der får glæde af instruktionerne. Lille Loa var da på nippet til at følge de mange anvisninger som "3 SKRIDT TIL HØØØØJRE!!!" og "ALLE OOOOOMMMMKKRIIIIING!!" så jeg lagde ud med et par lange linjer, så hun havde noget at løbe efter, uden at skulle tænke på hvor højre og venstre var... Hun var tydeligt påvirket af al den megen ståhej, lyd af hunde der trænede og trænere der kvækkede kommandoer i øst og i vest, så jeg tilrettelagde opgaverne derefter. Ikke noget svært, ikke noget nyt, men succes, masser af succes. Det var jo alt andet lige de mange indtryk vi var kommet for at få. Skydebanen var i gang, og denne aften var det ikke de mange lange serier der prægede luftrummet, det var derimod en smule mere jagt realistisk, med enkelte skud nu og da, blandet med kortere serier. Jotak, vi fik uddeling af vores køretur. Hun løste op i løbet af træningen og ignorerede alt andet og fokuserede på sine opgaver, så glad og tilfreds så satte jeg kursen mod bilen, og lagde en laaaang husker til hende og sagde ud... Og så var det lige at det alligevel blev lidt skævt... Jeg pegede ligeud, gav kommandoen, og Loa satte af i fuldgalop, tværbremsede efter 5 meter, sprang ind i noget læhegn (som ellers havde støttet hendes fine linje), jeg tog benene på nakken og fløjten i munden, og ud kom 1 stk fasankok og straks i hælene på den prinsessen... Hun kiggede undrende på mig vendte rundt på hælen og fes alt hvad remmer og tøj kunne holde ud efter den laaaaaange husker... Tilbage stod jeg så og vidste ikke hvad jeg skulle mene om det hele... Nå men jeg tog imod dummien, sagde tak, satte tøsen af, og lagde den så ud igen... Sendte igen, og bad en stille bøn om at nu var alt det der vildt skræmt væk. Alting lykkedes så til sidst, og Loa kunne blive rost for en korrekt udført opgave uden indslag af kreativ tankegang eller personligt præg af nogen art. Jeg takker min Gud og Skaber HVER DAG for den idé jeg fik med at fise til Belgien og parre hund...

En gang så lille og nuttet.

Nå, men torsdagstræningen er for alvor i gang, og nyttigt er det. Hun er en rigtigt paddehat til at markerer, og at man kan kigge på kasteren, bedømme antallet af skiver rugbrød han har fortæret, samt længden af hans kaste arm, og dermed fastslå en vist radius omkring ham som dummien lander indenfor, er gået helt hen over hovedet på den unge dame. Det er ikke nemt at hjælpe hende det mindste, for devisen er klar for Loa, hvad på øjemål tabes, skal over stok og sten vindes... Altså, kan man ikke kigge sig til en markering, så kan man jo søge både halve og hele kirkesogn igennem, så finder man den til sidst. Hmmm, Vist er jeg glad for at have en tøs der synes frit søg er smadder sjovt, og det der med linjer er hun en haj til, men hvor var det lige vi mistede det, for flatten, så racetypiske markeringsgen???? Jeg tror det er blevet væk i alle de træningstimer vi aldrig fik lavet da hun var lille... Forstå mig ret, jeg har blot min egen manglende prioriteringsevne at klandre. Synes nu ellers det kunne være rart, hvis man kunne finde en anden at skyde skylden på... Jeg må arbejde lidt på det... Nå men det var vel også på tide at jeg fik en hund som jeg skulle træne til at markerer ;0). Nu har jeg efterhånden prøvet så mange andre versioner, så hvorfor ikke noget med markeringer også ;0). You live and you learn.

Når alt andet fejler, så glæder jeg mig i al ubeskedenhed over at hun jo er en fin prinsesse...

I dag har vi så trænet i Nordjylland, med gamle kendinge, og fik lov at være de ældste på holdet. Albert, Bonnie og Tulle havde inviteret til en rigtig god gang træning, så her hviles der ikke på lauerbærene... Herligt at se de to tøser igen. Vist er de vokset, men det tager man jo helt for givet som tiden går, men udover at de er fortsat med at udvikle sig i kroppen, er der også kommet mere i knoppen. Som jeg nævnte ved kaffebordet, så er der en snebolds chance i helvede for at de nogensinde bliver trætte af at lave noget. Der er gods i de to unge damer, og jeg er så glad for at få lov at følge deres udvikling på helt tæt hold. Det er dog Nannas børnebørn ;0). Og Loas halvkusiner, hvis man kan være sådan noget i dyrenes forunderlige verden. Nå men ligheden der var vist til at overse, for de to små arbejdede det bedste de havde lært, mens Loa mente at der skulle demonstreres nykker i tide og utide. Så som at man stopper for at snuse til noget og først når himlen er på vej ned over ørene kommer i tanke om hvad det var man skull, eller når man render over noget unævneligt i det frie søg som er mere interessant at fortære end at hente flere dummier. Helt horrible var hun dog ikke. Når nykkerne var lagt på hylden gjorde hun det rigtigt godt, og var en nydelse at træne med. Man kan bare ikke læne sig tilbage og nyde for meget, for så hitter damen på ting skal jeg love for. Og så var der charmebomben Albert. Den hund er ukuelig optimist. Elsker at træne, elsker at hente, og er så passioneret at han en gang i mellem glemmer man skal have lov. Man bliver glad i låget af at kigge på Albert i aktion. Tror den hund har et smil på læben uanset hvad han foretager sig. Glæder mig allerede til næste gang.

 

Påsken 2010

Ja, som lovet, så skal der nu leveres.

 Jeg synes jo lige det var i går, men nu er tiden alligevel løbet fra mig, og reportagen fra deres udsendte dermed forsinket... Beklager.

 Det hele startede med man pakkede bilen. Hunde, og sager blev stoppet gordt og grundigt ind i Seaten, som på ualmindeligt meget udtjente dæk, trillede mod Sjælland. Den bil er så god for min trafik kultur, da man under ingen omstændigheder nyder at kører mere end 120 km/t på noget tidspunkt af døgnet. End ikke i medvind. Den lyder som skal den døden lide, så snart den skramler sig op på noget trecifret, så det tager den tid det nu en gang skal tage at kravle fra Lystrup til Sjælland. Ih hvor det var fint omkring Vejle, og nej som solen skinnede over Fyn. (Fyn er Fin - det er ganske vist) og så skrumplede vi alle igennem betalingsanlægget og skulle lige tænke tanken at ringe de ventende forældre og advare om forventet ankomst, da det som ikke måtte ske, alligevel skete. Bilen punkterede... F..K var vist ordet, og P.. O..e!! var vist et par andre ord... Pokker heller om det ene gamle dæk gav sig til sidst. Det sad jeg så, i underskønne Vemmelev, med 3 hunde i bilen og oppakning til en hel Påske... Ringede og klagede min nød til hjemmebasen. Beredskabet var klar til at rykke ud, og komme hundene og mig til undsætning. Sendte endnu en venlig tanke til min ærværdige fader, som indprentede vigtigheden om et falckabonnement i min ryggrad, da jeg flåede medlemskortet op ad lommen og ringede til kundeservice. Fik forklaret den hjælpsomme agent Falck at jeg sad i Vemmelev med 1 stks ramponeret bil som skulle fragtes på værksted. Kunne ikke lige huske hvilken afkørsel jeg havde ramt da jeg hoppede af motorvejen på 3 hjul, men havde udsigt til et vejskilt, hvilket jeg lod agenten vide. På spørgsmål om hvilket postnummer jeg befandt mig i måtte jeg melde pas... Ved ikke hvor i Danmark at postnumre er skrevet på vejskiltene, men det var de i hvert fald ikke i Vemmelev... Det irriterede vist agenten en smule at jeg ikke var oppe på beatet med det der postnummer, og jeg skal da gerne være den første der skriver til trafik ministeren at udover afkørselsnumre, så er det af YDERSTE vigtighed for service organer at danske bilister til hver en tid ved hvilket postnummer de befinder sig i... Opgaven bliver sendt i udvalg til behandling, indtil jeg har den rette formulering på det brev... Serviceniveauet er jo altid højt og aldrig er man mere værdsat som kunde som når man faktisk har et problem de skal løse... Eller ikke... Da jeg nu sad der i Vemmelev og ventede på at en eller anden skærm skulle slippe et postnummer løs for den hårdtarbejdende agents pupiller, så blev ventetiden brugt til at lave lidt mersalg. Det er så rasende populært blandt folk i branchen. Først skulle vi lige have sparket til kunden som "kun" er basis kunde ved at forklejne det valgte abonnement, og få dem til at indse at solen nærmest kun står op hvis man køber sig en opgradering. Det var jeg nu ikke interesseret i da mit nuværende abonement rigeligt dækker det behov jeg har for assistance... Dette fik agenten helt op på dupperne, for nu skulle alle de der gode argumenter som hun havde haft fornøjelsen af på salgskurset, lige prøves af... De blev alle skudt ned, og i mellemtiden kom postnummeret frem på skærmen. Agenten havde ikke helt opfyldt sin mission, for nu skulle der jo kun ydes den service som jeg faktisk har betalt min abonnementspris for... Et sidste forsøg på at få mig til at opgraderer noget, som blev afvist, og så var der stille i bilen igen. Beredskabet var jo rykket ud, så det gjaldt bare om at vente. Solnedgangen er fin i Vemmelev, og der sker åbenbart absolut INGENTING for alle de unge mennesker i byen, så de brugte aftenen til at "cruise" i ramponerede biler på landevejen... Nu kan man jo, som ungersvend med indtil flere promille i blodet (passager ikke chauffør) være nødsaget til at træde af på naturens vegne... Og hvilket bedre skjul at gå om bag, end en gammel rusten Seat, med et fladt forhjul... Ungersvenden marcherede så målrettet han kunne overmod min bil, gjorde sig det behageligt, og skulle til at lade vandet, da bilen pludseligt rystede af 3 gøende flatter tøser, som i hvert fald ikke mente at nogen skulle vådte noget som helst på deres bil. Han pakkede sagerne sammen, og flygtede hen mod den ventende makker. De skottede en smule i vores retning inden de cruisede videre, på udkig efter et træ af anseelig størrelse... Life on the wild side i Vemmelev...

 Hundene og jeg blev hentet, og min bil kom under tag hos Falck for en nat og blev derefter transporteret til angivet værksted. 4 nye sommerdæk. Pyyyyh for en start på ferien...

 Søndag gik med at hilse på gamle venner i København. Uhm, Lagkagehuset og noget frugttærte m en kop varm kakao, var lige hvad jeg kunne bruge. Altid rart at træffe gamle venner og hygge en hel masse. Bag efter stod den på biograftur og så var dagen pludselig fløjen og søndag var blevet til mandag.

 Mandag var jeg så heldig at lokke Øivin til træning i Hillerød. Havde jo planer om at snuppe en 1. præmie i Knuthenborg, så et eller andet begavet skulle vi jo helst varme op med. Øivin er mere på hjemmebane i området end jeg er, så han valgte stedet. Loa fik gode markeringer som hun løste tilfredsstillende, og et frit søg med vildt som gik nogenlunde (hun havde et par grebsskifter undervejs), og et sjovere frit søg, hvor Øivin dækkede dummierne med blade, så hun ikke kunne se med det blotte øje hvor de lå. Det klarede hun rigtigt fint. Tøsen har næse har hun!! Øivin selv skulle vist mest træne forfra på dirigering over vand. Der blev jo så kastet nogle dummier over vand, og så var det så meningen at Ivan skulle hente dem. Det var vist også Ivans hensigt, men han må være blevet en smule distraheret undervejs, for han blev sendt på en dummy og kom glad med en død fisk... Hmmm, Øivin smilede, sagde tak (greb afleveringen med støvlen) og sendte Ivan igen. Endnu engang sprang Ivan glad i vandet og over og kom hjem med en død fisk... Så var der ligsom rydtet op, og så skulle dummien bare hjem, men det var ikke nemt at få Ivan til at forstå at det faktisk drejede sig om dummien og ikke flere døde fisk. Skam får den som giver sig, og til sidst kom den da også hjem. Vist var der skønhedspletter i Loas arbejde, men ikke værre end at det nu nok skulle gå, så fuld af fortrøstning satte jeg mig i bilen og kørte (på nye dæk) hjemad, og pludselig var mandag slut og tirsdag begyndt.

 Tirsdag aften kørte vi til Falster i sommerhus. Tøserne og jeg. Det var bare dejligt. Tæt på vandet, i et hyggeligt bjælkesommerhus i svenskrød med hvide vinduer og hushjørner. Onsdag var der træningsfri, for der skulle vi afklimatiseres til de nye omgivelser, og samle kræfter til Torsdagens prøve. Min søster kom sent onsdag aften, fuld af sommerfugle i maven for lille Pennie skulle jo til brugsprøve om torsdagen. Ihh, som der var sommerfugle i maven i den lille hytte på Falster.

Torsdag morgen startede i god stemning og højt humør. Vi styrede mod Knuthenborg og fandt hurtigt frem til prøvestedet. Maiken blev tilmeldt brugsprøven, og så gik vi ellers laaaaaaangt ud i terrænet for at se begynder klasse. Jo man kunne være kørt derud. Nej det ville vi ikke, da Loa skulle op som en af de sidste og ikke skulle "brænde krudt af" på alle de skud som rungede derude i skoven. med to dommere på i begynderklassen og 3 markeringer (2 land og en vand) pr hund, så blev der skudt en del i skoven. Jeg valgte at lade hende ligge i bilen på parkeringspladsen hvor de eneste skud hun hørte var 5 brugsprøve hunde. En af dem var jo Maiken og hendes lille frække Pennie. Med nerverne udenpå tøjet, så gik min allerkæreste søster til prøve med kræet. Her et illustrativt udpluk:

Og så var Brugsprøven i hus!!!!

Og så var det jo mig og Loa.

 Det var noget med nogle fugle, og det var noget med at apporterer fuglene... ALLE fuglene.... Den opmærksomme læser vil allerede nu fornemme, at det vist ikke blev tilfældet. Vi startede med at hilse på prøvens naboer. Størrelse MAX på hornene skulle jeg vist lige hilse og sige...

Oplægget var for såvidt OK. Jeg synes nu vandhullet var lige hårdt nok for de unge hunde, da der var en mudder kant på ca en m som mange af dem hang fast i. En lille lab havde kuns det lige det better hoved over vandoverfladen, mens den kæmpede for ikke at blive siddende fast i det kolde mudder. Nu kunne prøvelæggerne jo ikke vide at det blev forår med besked på et minut eller så, men de burde i mine øjne have valgt et bedre vandhul til de unge hunde, hvor de ikke sad fast i mudder til halsen en meter inden de kom på land. Synd for når de kom op ville mange ganske naturligt ryste sig, og det kostede så en præmiering. Ikke helt fair, men det var nu engang præmisserne, så dem gik vi jo ind på da vi krydsede ventelinjen.

1. markering. Vanterne er lånt af søster, for det var pissekoldt i vinden.

Fundet!

Og så hjemad!!

Markering nr 2.

Haps!

Hjem med den også!

Sådan så vi ud da vi spejdede over vandet... Og det var så noget nær det tætteste vi kom på den fugl... Lille Loa luskebusk ville ej nikke nej i den splumrede sorte skovsø, og lige fedt hjælp det at undertegnedes temperament tangerede det røde felt... Jeg nødede, og kommanderede og kastede ubestemmelige ting i vandet (helt i overensstemmelse med dommeren, som også gerne så hun fik succes)så det plaskede og ploppede lystigt. "Duer ikke" sagde prinsessen og gik i gang med at snuse på bredden. Måske havde nogen fortalt hende hvor snavset hun ville blive, måske havde noget fortalt hende det var træls at sidde fast, eller måske var hun bare på tværen den dag. En eller anden emsig sjællandsk tilskuer ville give sit besyv med, og bad mig stoppe, for der kom jo andre hunde og de kunne jo bare hente den. Konen havde vist noget hun skulle nå, for hun var allerede godt træt af at dommerne skulle holde frokost lige inden hendes/hendes mands hund skulle op, så det hjalp jo ikke stort på tidsplanen at Loa og jeg lagde beslag på vandhullet på den måde. Nu må sådanne personer undskylde mig, men for mig var det vigtigst at Loa fik alle chancer for at lykkes, og så var jeg ret ligeglad med hvad hun og eventuel mand måtte synes om den sag. Der er en årsag til jeg synes det er hyggeligere at stille på prøve i Jylland!

 Nå, men da tøsen ikke ville svømme (kun til navlen, var devisen) så stoppede jeg hendes afprøvning. Hun har aldrig nægtet at gå i vand ved noget andet tilfælde og badede lystigt i havet aftenen inden prøven, så jeg tog hendes opførsel som et tegn på at batterierne var kortsluttet, og så var der ingen grund til at fortsætte. Hun havde haft et par grebs skifter af duerne undervejs også, så alt i alt stod viseren på stress, og så var det bedst at stoppe mens legen endnu var god. Dommeren sagde at havde hun gået et godt frit søg kunne hun have hevet en 3. præmie hjem. Vi kom efter en 1. præmie så om vi gik med en 3. præmie eller et 0. var mig så evigt ligegyldigt. Vi skal i gang med mere træning, og så vender vi tilbage når vi er blevet bedre.

  Resten af Påskedagene stod den på hygge i familie og venners skød i det hyggelige træhus på Falster.

Påsken sluttede med det herligt besøg af en familie som gerne vil købe en af Soyas hvalpe. Det er så godt at mødes inden alt er bestemt for nu at se om alting stemmer. Jeg er overbevist om at den lille hvalp får det dejligste hjem hos den her familie, så nu venter vi i spænding på det skal blive d 8. maj!

Efter den lange påske, var det faktisk herligt at komme i skole igen!!