Prøven var en rigtigt god prøve i den svære ende. Åben klasse hundene fik noget at arbejde med og vi fik alle noget for pengene... Tak til prøvelæggeren som havde benyttet det beskedne deltagerantal til at lægge en prøve som tog længere tid, men som så også viste hundenes niveau. Nu er det jo ikke så længe siden at Loa stod i begynderklassen, så hun er ikke helt der hvor hun burde være, men eftersom jeg havde valgt at stille hende, mente jeg også vi skulle yder vores bedste i håb om et godt resultat. Når man tager en sådan beslutning, så er det jo klart som blæk at man får start nummer 1 i klassen... Ikke meget forberedelse man fik der...
Prøven startede med en enkelt markering på tværs af spidsen af et trekantet vandhul. Ned i vand, op igen, fat i duen og hjem til mor. Markeringen var perfekt og det samme var afleveringen. God start. Så blev det svært. I samme vandhul, nu blot i den brede ende, blev der kastet en dobbeltmarkering på linje, hvor den ene (den tættest på) landede i vandet og den anden landede på modsatte bred, på det bredeste stykke af vandhullet. Hundene skulle op af en stejl, kort skrænt på den anden side, for at komme op til fuglen. Første markering var også perfekt og hendes vandaflevering var nydelig. Mor var glad. Hun blev sendt igen, men var i tvivl om hvor den var landet og trak derfor på det tidligere nedfaldssted. Der var den jo ikke, men jeg fik stoppet hende og sendt hende til venstre. Afsted det gik og jeg nåede lige at tænke tanken at det kunne lykkes, da hun smutter ned i vandkanten, i stedet for at blive på kanten... Pokkers også, og hun er endnu ikke så dirigerbar at jeg kunne stoppe hende for derefter at sende hende op ad den korte skrænt... Øv, øv øv. Det blev kun til lidt mere pangel og optimistisk dirigering, så bad den rare dommer mig kalde hende hjem. Helt fair, og det blev noteret i træningsbogen (den mentale udgave) at det skal vi træne mere på. Vi gik videre til endnu en enkeltmarkering, som også var perfekt. Ikke noget med at løbe for langt eller for kort. Direkte og hurtigt både ud og hjem... Det hjalp på humøret... Så var det dirigeringen der ventede. Hun skulle "bare" ligeud i skovbunden, men det mente hun helt sikker ikke hun skulle. Hun blev ved med at dreje over mod søget til venstre og jeg stoppede hende og insisterede på at hun skulle bagud. Stoplydig det er hun, men forstået hvad dirigering går ud på, det har hun ikke helt på ryggraden endnu. Mental note i træningsbogen... Så der var mere pangel der også, og vi blev stoppet inden fuglen kom hjem. Helt efter bogen og korrekt dømt. Hr. dommer var en flinker fyr. Nå, men så skulle makkerhunden igennem det hele, og der blev skudt en masse, råbt og panglet og så havde den fået den ene markering hjem i dobbeltmarkeringen, misset en enkelt markering+ nr 2 i dobbeltmarkeringen. Den var meget bedre til det der dirigering, så vi fik set at det var en due der lå ude i horisonten, men det var jo lidt for sent for os...
Videre til det frie søg som startede i sus og dus og de første 3 stykker vildt var fint hjemme. Så skete det som bare ikke må ske. Loa bliver sendt ud og får fært af et stykke vildt som hun følger fint op ude af mit synsfelt, min makker er vist ikke helt tilfreds med sin hund, så der bliver kaldt og fløjtet en del. Loa er lidt længe om at komme tilbage, og da hun aflevere duen kan jeg se hun har sat en tand i halsen på fuglen... ØV, ØV og Fucking ØV! Jeg sender hende igen (is i maven har jeg vist masser af) og hun finder to stykker vildt efter den skadede fugl uden problemer som afleveres ligeså pænt som alle de andre fugle... Den sidste due hun kommer med inden dommeren har set nok, henter hun helt ude i bunden og den er båret fint hele vejen ind. Derfor går min verden ikke i stykker. Derfor ved jeg 110% sikkert at det var et uheld og derfor er hun tilgivet inden jeg aflevere mit vildt til dommeren. Det er smadder ærgeligt når uheldet er ude, for mange har mægtigt travlt med at stemple en hund, fordi den har skadet vildt. Det må resten af verden gøre op med sig selv. I min bog var det et uheld, og ikke andet. Det er blevet noteret i træningsbogen, og så arbejder vi ellers videre derfra. Flere faktore kan have spillet os et puds. Hun stod i en klasse, hun ikke var klar til, hun mangler prøve erfaring (1 C prøve og 2 B-prøver på et år er nok ikke helt bagage nok), vi havde panglet en del med et par af opgaverne, hun er ikke vant til at nogen fløjter og råber mens hun arbejder i søg med en anden hund og det er ikke makkersøg vi har trænet mest, når alt kommer til alt. Intet af det ovenstående er noget som ikke kan ændres, og derfor vil mere træning og flere prøver kurere alle ovenstående punkter. Jeg glæder mig allerede til 12. september, hvor vi skal på C- prøve i Fussingø.
Dommeren skrev jo også en masse fine ting på kritikken, så det tog vi også med i træningsbogen. Hendes markeringevne og vildtbehandling i øvrigt var rigtigt god. Hun går direkte i vand og svømmer godt. Hendes søgemønster var effektivt og hun kom overalt i terrænet i god fart og stil. Afleveringerne var alle pæne, så det er da værd at tage med ;0).
Heldigvis gik det meget bedre for Alletiders Albert. Den unge mand, gjorde sit ypperste og kom hjem med en flot 2. præmie. Sådan! Nu er han så klar til at snuppen en masse certer og blive champion i udstillingsringen. Selvfølgelig vil de ikke nøjes med en 2. præmie. Man skal jo bruge 2 x 1. præmier for at komme videre til vinderklassen, så Albert og Anette går i skarp træning til foråret... Men sikke en fin debut og så på en prøve der absolut lå i den svære ende. Det var svært at få armene ned.
Bilstrup og Alma var i vinderklasse og blev 2. vindere på prøven. Det blev en anden træningskammerat, nemlig Jesper og Maggio som snuppede 1.v med cert. Så flot af duoen, som har kæmpet bravt og længe og har stået 2'er som det hidtid bedste resultat. Vi klappede lystigt på parolen. Klappet blev der også da Per og Naja (endnu et kendt par fra træning) kunne hente en flaske whisky for næsen af Bilstrup og Alma for den bedste dirigering i vinderklassen. Herligt, herligt, herligt... sådan en skov af resultater må da betyder at nogen skal hoste op med noget godt når vi ses til træning... Det er vel rimeligt?? Om aftenen var der fællesspisning, og jeg ved at der blev skålet, skrålet og fejret en masse. Som det sig hør og bør i det forum...
I dag var det så udstillingsdag... Gårsdagens festligheder havde sat sine meget markante spor hos enkelte deltagere. Jeg kastede mig ud i at trimme en masse hunde inden de skulle i ilden, og det var ikke helt kvalificeret assistance der kunne støves op. Nogle var så medtagede at det kneb med at holde hovedet nedad, andre vidste vist dårligt om hunden skulle klippes det ene eller det andet sted... Godt at nogen af os var på plads og tog ansvar for det hele... Ellers havde nogen været noget ilde stedt. Nå, men jeg viste flere hunde i dag og med godt resultat. Ringtræning er en god ting, og det er noget udfordrende at stå med en hund der skal vises men som allerhelst vil sidde og se sød ud... Man kan ikke kigge vinkler og konstruktion på en siddende hund, så jeg havde mit at se til. Dagens store håb lå i brugsklasse hos hannerne. 3 hanner var tilmeldt, så fine Albert havde en rigtig god chance. Det var så lige ved og næsten at den unge mand havde vundet det eftertragtede cert, men i dag blev det til en 2.v med excellent. Lige bag certet. Jeg synes ellers han lignede en vinder... Eller hvad??
 |
| Alletiders Albert! |
Hos tæverne havde Lone og Tulle også deres at slås for. Tulle stod i juniorklassen og hvis hun vandt ville hun blive bedste junior... Vist var der nerver på, men Lone handlede som en prof, og løb med pokal og hele molevitten og fik excellent oveni hatten. Stort tillykke til Lone, som jo er blevet en haj til det der med at vise hund... Sød det er den lille Tulle jo unægteligt.
Så blev det endelig Loas tur. Hun var flyttet fra åben klasse til brugsklasse, og var med i selskabet med de voksne tæver. Ikke nogen helt nem opgave for min dejlige tøs. Vi kastede og ud i det, og sørme om ikke hun fik excellent!! Sikke en debut! Hun blev ikke placeret i klassen, hvor der var mange fine tæver med, men det er helt OK. Hun har tiden for sig og fremtiden tegner i hvert fald lovende. Sidste hund i ringen var Nanna-Bananna... Hun stod i veteranklassen... Altså nu er stod et meget stort ord at bruge, for hun fes af sted som en skoldet skid i et glas vand, og var helt umulig at få til at stå nogenlunde ordenligt... For pokker som den hund har overskudsenergi til at lyse en mindre landsby op. Hun viste mere sprudlende livsglæde under bevægelse end nogen anden hund i dag. Ufatteligt at hun synes det er så skægt, at hun bare skal spurte af sted som om fanden selv var efter hende... Det der med at stå er også en smule overvurderet, så det er vel ikke noget i vejen for at man springer op på alle fire på en gang, blot for at lande igen. Hvad er mere morsomt end det?? Nanna blev fortjent 2.v med Excellent i veteranklassen efter en meget velgående 11 årig tæve (som blev champion i yngre dage). Så to gange Excellent til mine to tøser... Det var da en meget flot høst i dag.
Det som har gjort denne weekend helt vidunderlig og mindeværdig er uden tvivl selskabet. Jeg elsker at stille hund på racearrangementerne, for stemningen er helt speciel og meget gemytlig. Vist lure ambitionerne under overfladen, og alle vil vi gerne vinde, men hvor er det rart at kunne fejre at nogen vinder, selvom det ikke lige blev som man havde håbet. Tak til alle for fair play! Det er det der gør weekenden helt vidunderlig. For som en kollega har sagt: Blot fordi det er sjovt, behøver det ikke være useriøst... Og det har han helt 100% ret i....
