Sikke en dag!

Så var det på tide at komme ud og lufte udstillingsteltet igen. Denne gang i Vejen. Jeg havde Nanna og Loa med og vi slog følgeskab med Anette, Diana og Alletiders Albert. De sidste par udstillinger har været et par underlige oplevelser, senest i Køge, hvor både Loa og Albert måtte nøjes med en VG. Det tager vi os ikke til takke med, så på med vanten og afsted igen. 

Først i ringen var Albert. Kors, hvor var det spændende. Altså ikke fordi der var skyggen af konkurrence, (tror det er første gang jeg har oplevet at der kun stod en enkelt hanhund i brugsklassen!!!!!), men fordi det var lidt vigtigt at få CK med i den videre konkurrence. Anette og Albert var vældigt fokuserede og gjorde en fin figur i ringen. CK'et var hjemme, og så var det bare at holde vejret og vente på afgørelsen i BIK. Masser af championhanner og hanner der var fuldcertede og lignende, og til sidst stod Albert så og fik sit længe ventede og meget velfortjente cert!!! Jublen var ikke til at skjule! Der faldt vist også en enkelt glædestårer eller to. Glæden er størst når man kan dele den med venner.

Så var det tøsernes tur. Loa og Diana stod begge i brugsklassen. Der var hele 4 tæver tilmeldt! Hvor er det dog sørgeligt at der ikke er flere hunde på udstilling... Loa løb så fint og viste sig pænt, men den manglende pels afslørede ganske tydeligt hendes markant lavt ansatte hale, og det kostede et CK i dag. Hun endte som 4. vinder, og det er jeg godt tilpas med. Bedre gik det for søster Diana. Hun løb og viste sig med højt humør hele dagen, og sørme om ikke hun blev 2.v i brugsklassen m CK og senere 4. bedste tæve!!! Var mor Nanna lige stolt?! Altså, når hun ikke lige selv var i ringen. Nanna hyggede sig gevaldigt i veteranklassen, hvor hun måtte se sig slået af en smuk 12 årig tæve, men i dag var der ikke noget HP til damen. Hun scorede nemlig endnu et CK til samlingen, og det gjorde godt i mit hjerte. Gamle tøs, som i den grad stadig forstår at spurte ringen rundt, med masser af energi og glæde.

Så en pragtfuld dag, hvor der blev spist cert is og grinet en masse. Turen hjem gik over stok og sten, og nu sover mine præmieslugere i hver sin sofa... Mon ikke det samme gør sig gældende på kennel Birkebo???

Tillykke med de 9 år!!

Ja, maj er tydeligvis en måned spækket med festdage. Verdens dejligste "skyggetante" fylder 9 år i dag. "Ska' du ha Soya i rullen???!! Nej tak, jeg skal helst ha' hende med på jagt *Griner*. Min dejlige tøs, som har levet lidt af en skýggetilværelse i sit liv fordi: "der var så meget, jeg skulle nå", men som er blevet givet et gudsbenådet naturtalent, for det der med at hente fugle, i vuggegave. Kan gå fra nul til 100 på ingen tid, og kan lægge sig og vente uden en lyd, mens drevet trækker igennem en såt. Totalt af og på knap, der! Elsker at være i centrum og bliver aldrig overset, hvilket gør min idé om hendes status som skyggetante en smule til skamme. Min pointe (og min slet skjulte ærgelse) er at jeg aldrig har fået gjort mere ved hende i prøvesammenhæng. Hun har aldrig været overtrænet, og hendes meriter har derfor meget lidt med min indsats at gøre, men afspejler et naturtalent for samarbejde, vildtfindende egenskaber, og en stor kapacitet for arbejdet. Jeg er meget,meget stolt af min Soya! Bror Rhesus har det stadig fint og trives med sit liv som apportør og opdrager i Lars' flok. Lars har kæmpet i mange år for at få slidt ham op, men den gamle har hængt i og været med på den værste. Håber du har fået noget godt at gnave på i dag, kære Racer-dreng. Soya har måttet undvære sin mor, som sidder på Bornholm og skal dømme C-prøve og skue. Mærkeligt tidspunkt at rende af gårde...

Rhesus og Soya, TILLYKKE!! Ser frem til mange flere fødselsdage, og vi er vist flere der glæder os til jagtsæsonnen bliver sparket igang.

Her et billede af sødeste Soya:

Allbright's Sign of Four - 9 år - TILLYKKE!

En frisk og frejdig fødselar!

Så kom dagen, hvor min elskede Nanna rundede de 10 år!

TILLYKKE min dejlige tøs.

Optakten til festdagen var helt i top. Skue i Nordjylland lørdag, hvor hun blev BIR og BIS 2 (i skarp konkurrence med verdens bedste Albert!) og officiel udstilling søndag, hvor hun blev 2v i veteranklassen med HP efter en meget smuk og velholdt veteran på 12 år. HP. Ja, nu er der jo masser af farver og striber i denne verden, og det er jo sundest hvis man lever varieret, hvilket DKK har taget til sig i sit nye udstillings reglement, og kaster om sig med bånd i alle regnbuens farver til alle mulige og umulige præmieringer. Excellent er ikke længere noget med Certifikat kvalitet, som det var sidste år, men et rødt bånd. Very good er ikke længere et rødt bånd men et blåt, CK er ikke lilla men lyserødt (nærmest hvid lyserød) og HP er så et lilla bånd. HP, hæderspris, hædersfis... Ja undskyld mig men jeg ser ikke helt pointen med præmieringen. Det er lidt mere end en excellent men ikke nok til et CK. Kan med andre ord ikke bruges til noget som helst, så er i bund og grund overflødigt. Men sådan en præmiering scorede Nanna altså på sin sidste dag som 9-årig. Her et par udvalgte billeder af den smukke gamle tøs i fin stil og et enkelt, hvor hun faktisk står stille, med alle 4 ben på jorden.

Foto: Malene Birkebæk, Kennel Falkirks

 I løbet af sine 10 år har hun gjort sig bemærket og efterladt et eller andet mærke i de flestes bevidsthed. Som da hun gik totalt af hånd til Flatmesterskabet i Skåne, og gav en strålende opvisning i hvordan man tydeligst ignorere indtil flere kommandoer og tager sagerne i egen hånd. Til stor fornøjelse for publikum, dommer og hjælpere, mens undertegnede var mange uger om at kunne se komikken i det stunt. Eller da hun på Bornholm under en dirigering i samme stil blæste på alt hvad der hed anvisninger og ophidsede korrektioner, hvorefter hun på kommandoen "Nanna, Kom her!!" vendte på hælen, løb stikmodsat 5 meter, hentede fuglen og bragte den hjem i fin stil... Dommeren bemærkede at han MÅSKE havde købt den som en dirigering hvis jeg havde sagt "Ud" i stedet... Eller hendes til dato mest bemærkelsesværdige knaldapport en frostklar morgen med skytter, klappere og øvrigt hundefolk på plads; en fugl, et skud og så "NAAAAANAAAAAAA!!!!!!!" Kan ikke huske alle skældsordene, ederne og forbandelserne, men kan godt huske de blikke jeg fik af det øvrige apportørhold... Men så kan hun jo også så meget andet. Hun forstår at sætte en dagsorden, hun forstår at følge en fært op, hun er så utrolig systematisk og metodisk i et frit søg, med eller uden makker. Hun er den sidste der giver sig og hun krydser glad og gerne hegn, skovbryn, strandenge og sivskove for at hente en løber... Hun kan med andre ord ting. Hun kan lukke døre op og finde huller i selv den fineste hundegård. Jotak. Min elskede Nannahund. Tak for alle de dejlige tåbelige ting du har fundet på gennem tiden. Jeg har ikke altid bakket entusiastisk op om alle dine kreative løsninger i diverse sammenhænge og har oftets haft "Nej-hatten" spændt solidt fast om hovedet. Dette kan måske foranlede at dit sande potentiale og talent aldrig bliver udnyttet til fulde, men jeg venter i spænding på dit næste innovative påfund, for om nogen, så har du masser i posen med talent og der er ingen tegn i sol, måne og stjerner på at det på nogen måde er aftagende.

Til min dejlige tøs på din 10 årsdag: TILLYKKE og TAK!

Nu er det endelig...

Ja, det er jo faktisk den 1. december. Mit kalenderlys er for en gang skyld foran. Der gik en lille smule galt, da der skulle brændes ca 5 centimeter af inden vi overhovedet nåede ned til noget dekoration, og 5 mere inden vi kom ind på talrækken... Man forstår da at vælge et kalenderlys med format! Nisserne har påbegyndt deres årlige indtog, sådan lidt sent, for den opmærksomme læser (og min blog har vel ingen anden slags læsere) ved jo så vel at det var 1. søndag i advent i søndags... Ja altså, det var så en begivenhed vi ikke bemærkede så meget her på martriklen... Den forsvandt i mængden af skole arbejde, studier og sne...

Ja, sneen er kommet til vores del af næsen. Troede faktisk at jeg skulle ende på en sneplovs fejeblad i mandags da jeg trodsede elementernes rasen og kørte frimodigt mod skolen i Grenå... Det tog tid. Laaaang tid og det vær på det nærmeste umuligt at se en hånd for sig i alt det hvide. Det føg fra megabunker ved vejsiden og det sneede fra oven. Og der sad jeg. Midt i infernoet og så den der sneplov komme imod mig og makkeren bagefter... Der var ikke meget plads og pludselig savnede jeg min gamle volvo med pigdækkene noget så voldsomt. Lille mig mod alle odds i en gammel Seat... Kunne bedre lide lille mig mod alle odds i en solid MPV, eller endnu bedre, lille mig i sofaen foran en knitrende brændeovn, langt fra fygning og sneplov...

 Nu er det bare sådan at man engang imellem gør noget skørt og får en masse godt igen. 9 elever var dukket op på skolen, og vi fik en rigtig herlig dag, trods vejret og alle de der klassekammerater der var sneet inde. Det er jo noget af en straf at faktisk nå frem til skole og ikke få snefri... Det var de i hvert fald rørende enige om. Så var det meget bedre på gymnasiet, hvor man aldrig havde snefri, men hvor man altså havde snefri den dag...

Det er nu onsdag og en anseelig mændge kollegaer er stadig ikke gravet ud af snemasserne. Jo tak, sneen er kommet til Djursland.

Og hvad laver så tøserne og jeg? Jo, vi holder varmen og vejret til weekenden, hvor vi skal ud og vise os frem i fineste skrud. Juleskue og Juleudstilling, og så må vi ellers se hvad det kan blive til.

Ka' det virkelig passe??

De små begynder for alvor at udvidde deres grænser og opdage nye omgivelser. Det er slut med at blive båret fra hvalpekassen ind i køkkenet, nu fræser man selv afsted, så hurtigt de små stolper kan bære en. Noget andet er så når man skal i seng, for så er man træk og så bær de små stolper ikke ret meget!

Her er flere billeder fra forskellige eventyr. Vist er de dejlige!

En helt vidunderlig weekend!

Ja, så har både tobenede og firbenede været i ilden i weekenden... Altså nærmest bogstavelig talt... Det regnede dog lidt for meget til at blive brændt, og det var jo godt... Lørdag var Loa og jeg på markprøve. Den unge dame fik sin længe ventede debut i åben klasse og vi havde rigtigt meget godt med hjem.


 Prøven var en rigtigt god prøve i den svære ende. Åben klasse hundene fik noget at arbejde med og vi fik alle noget for pengene... Tak til prøvelæggeren som havde benyttet det beskedne deltagerantal til at lægge en prøve som tog længere tid, men som så også viste hundenes niveau. Nu er det jo ikke så længe siden at Loa stod i begynderklassen, så hun er ikke helt der hvor hun burde være, men eftersom jeg havde valgt at stille hende, mente jeg også vi skulle yder vores bedste i håb om et godt resultat. Når man tager en sådan beslutning, så er det jo klart som blæk at man får start nummer 1 i klassen... Ikke meget forberedelse man fik der...


 Prøven startede med en enkelt markering på tværs af spidsen af et trekantet vandhul. Ned i vand, op igen, fat i duen og hjem til mor. Markeringen var perfekt og det samme var afleveringen. God start. Så blev det svært. I samme vandhul, nu blot i den brede ende, blev der kastet en dobbeltmarkering på linje, hvor den ene (den tættest på) landede i vandet og den anden landede på modsatte bred, på det bredeste stykke af vandhullet. Hundene skulle op af en stejl, kort skrænt på den anden side, for at komme op til fuglen. Første markering var også perfekt og hendes vandaflevering var nydelig. Mor var glad. Hun blev sendt igen, men var i tvivl om hvor den var landet og trak derfor på det tidligere nedfaldssted. Der var den jo ikke, men jeg fik stoppet hende og sendt hende til venstre. Afsted det gik og jeg nåede lige at tænke tanken at det kunne lykkes, da hun smutter ned i vandkanten, i stedet for at blive på kanten... Pokkers også, og hun er endnu ikke så dirigerbar at jeg kunne stoppe hende for derefter at sende hende op ad den korte skrænt... Øv, øv øv. Det blev kun til lidt mere pangel og optimistisk dirigering, så bad den rare dommer mig kalde hende hjem. Helt fair, og det blev noteret i træningsbogen (den mentale udgave) at det skal vi træne mere på. Vi gik videre til endnu en enkeltmarkering, som også var perfekt. Ikke noget med at løbe for langt eller for kort. Direkte og hurtigt både ud og hjem... Det hjalp på humøret... Så var det dirigeringen der ventede. Hun skulle "bare" ligeud i skovbunden, men det mente hun helt sikker ikke hun skulle. Hun blev ved med at dreje over mod søget til venstre og jeg stoppede hende og insisterede på at hun skulle bagud. Stoplydig det er hun, men forstået hvad dirigering går ud på, det har hun ikke helt på ryggraden endnu. Mental note i træningsbogen... Så der var mere pangel der også, og vi blev stoppet inden fuglen kom hjem. Helt efter bogen og korrekt dømt. Hr. dommer var en flinker fyr. Nå, men så skulle makkerhunden igennem det hele, og der blev skudt en masse, råbt og panglet og så havde den fået den ene markering hjem i dobbeltmarkeringen, misset en enkelt markering+ nr 2 i dobbeltmarkeringen. Den var meget bedre til det der dirigering, så vi fik set at det var en due der lå ude i horisonten, men det var jo lidt for sent for os...


 Videre til det frie søg som startede i sus og dus og de første 3 stykker vildt var fint hjemme. Så skete det som bare ikke må ske. Loa bliver sendt ud og får fært af et stykke vildt som hun følger fint op ude af mit synsfelt, min makker er vist ikke helt tilfreds med sin hund, så der bliver kaldt og fløjtet en del. Loa er lidt længe om at komme tilbage, og da hun aflevere duen kan jeg se hun har sat en tand i halsen på fuglen... ØV, ØV og Fucking ØV! Jeg sender hende igen (is i maven har jeg vist masser af) og hun finder to stykker vildt efter den skadede fugl uden problemer som afleveres ligeså pænt som alle de andre fugle... Den sidste due hun kommer med inden dommeren har set nok, henter hun helt ude i bunden og den er båret fint hele vejen ind. Derfor går min verden ikke i stykker. Derfor ved jeg 110% sikkert at det var et uheld og derfor er hun tilgivet inden jeg aflevere mit vildt til dommeren. Det er smadder ærgeligt når uheldet er ude, for mange har mægtigt travlt med at stemple en hund, fordi den har skadet vildt. Det må resten af verden gøre op med sig selv. I min bog var det et uheld, og ikke andet. Det er blevet noteret i træningsbogen, og så arbejder vi ellers videre derfra. Flere faktore kan have spillet os et puds. Hun stod i en klasse, hun ikke var klar til, hun mangler prøve erfaring (1 C prøve og 2 B-prøver på et år er nok ikke helt bagage nok), vi havde panglet en del med et par af opgaverne, hun er ikke vant til at nogen fløjter og råber mens hun arbejder i søg med en anden hund og det er ikke makkersøg vi har trænet mest, når alt kommer til alt. Intet af det ovenstående er noget som ikke kan ændres, og derfor vil mere træning og flere prøver kurere alle ovenstående punkter. Jeg glæder mig allerede til 12. september, hvor vi skal på C- prøve i Fussingø.


 Dommeren skrev jo også en masse fine ting på kritikken, så det tog vi også med i træningsbogen. Hendes markeringevne og vildtbehandling i øvrigt var rigtigt god. Hun går direkte i vand og svømmer godt. Hendes søgemønster var effektivt og hun kom overalt i terrænet i god fart og stil. Afleveringerne var alle pæne, så det er da værd at tage med ;0).


Heldigvis gik det meget bedre for Alletiders Albert. Den unge mand, gjorde sit ypperste og kom hjem med en flot 2. præmie. Sådan! Nu er han så klar til at snuppen en masse certer og blive champion i udstillingsringen. Selvfølgelig vil de ikke nøjes med en 2. præmie. Man skal jo bruge 2 x 1. præmier for at komme videre til vinderklassen, så Albert og Anette går i skarp træning til foråret... Men sikke en fin debut og så på en prøve der absolut lå i den svære ende. Det var svært at få armene ned.  
  Bilstrup og Alma var i vinderklasse og blev 2. vindere på prøven. Det blev en anden træningskammerat, nemlig Jesper og Maggio som snuppede 1.v med cert. Så flot af duoen, som har kæmpet bravt og længe og har stået 2'er som det hidtid bedste resultat. Vi klappede lystigt på parolen. Klappet blev der også da Per og Naja (endnu et kendt par fra træning) kunne hente en flaske whisky for næsen af Bilstrup og Alma for den bedste dirigering i vinderklassen. Herligt, herligt, herligt... sådan en skov af resultater må da betyder at nogen skal hoste op med noget godt når vi ses til træning... Det er vel rimeligt?? Om aftenen var der fællesspisning, og jeg ved at der blev skålet, skrålet og fejret en masse. Som det sig hør og bør i det forum...


 I dag var det så udstillingsdag... Gårsdagens festligheder havde sat sine meget markante spor hos enkelte deltagere. Jeg kastede mig ud i at trimme en masse hunde inden de skulle i ilden, og det var ikke helt kvalificeret assistance der kunne støves op. Nogle var så medtagede at det kneb med at holde hovedet nedad, andre vidste vist dårligt om hunden skulle klippes det ene eller det andet sted... Godt at nogen af os var på plads og tog ansvar for det hele... Ellers havde nogen været noget ilde stedt. Nå, men jeg viste flere hunde i dag og med godt resultat. Ringtræning er en god ting, og det er noget udfordrende at stå med en hund der skal vises men som allerhelst vil sidde og se sød ud... Man kan ikke kigge vinkler og konstruktion på en siddende hund, så jeg havde mit at se til. Dagens store håb lå i brugsklasse hos hannerne. 3 hanner var tilmeldt, så fine Albert havde en rigtig god chance. Det var så lige ved og næsten at den unge mand havde vundet det eftertragtede cert, men i dag blev det til en 2.v med excellent. Lige bag certet. Jeg synes ellers han lignede en vinder... Eller hvad??

Alletiders Albert!

 Hos tæverne havde Lone og Tulle også deres at slås for. Tulle stod i juniorklassen og hvis hun vandt ville hun blive bedste junior... Vist var der nerver på, men Lone handlede som en prof, og løb med pokal og hele molevitten og fik excellent oveni hatten. Stort tillykke til Lone, som jo er blevet en haj til det der med at vise hund... Sød det er den lille Tulle jo unægteligt.

Så blev det endelig Loas tur. Hun var flyttet fra åben klasse til brugsklasse, og var med i selskabet med de voksne tæver. Ikke nogen helt nem opgave for min dejlige tøs. Vi kastede og ud i det, og sørme om ikke hun fik excellent!! Sikke en debut! Hun blev ikke placeret i klassen, hvor der var mange fine tæver med, men det er helt OK. Hun har tiden for sig og fremtiden tegner i hvert fald lovende. Sidste hund i ringen var Nanna-Bananna... Hun stod i veteranklassen... Altså nu er stod et meget stort ord at bruge, for hun fes af sted som en skoldet skid i et glas vand, og var helt umulig at få til at stå nogenlunde ordenligt... For pokker som den hund har overskudsenergi til at lyse en mindre landsby op. Hun viste mere sprudlende livsglæde under bevægelse end nogen anden hund i dag. Ufatteligt at hun synes det er så skægt, at hun bare skal spurte af sted som om fanden selv var efter hende... Det der med at stå er også en smule overvurderet, så det er vel ikke noget i vejen for at man springer op på alle fire på en gang, blot for at lande igen. Hvad er mere morsomt end det?? Nanna blev fortjent 2.v med Excellent i veteranklassen efter en meget velgående 11 årig tæve (som blev champion i yngre dage). Så to gange Excellent til mine to tøser... Det var da en meget flot høst i dag.
  Det som har gjort denne weekend helt vidunderlig og mindeværdig er uden tvivl selskabet. Jeg elsker at stille hund på racearrangementerne, for stemningen er helt speciel og meget gemytlig. Vist lure ambitionerne under overfladen, og alle vil vi gerne vinde, men hvor er det rart at kunne fejre at nogen vinder, selvom det ikke lige blev som man havde håbet. Tak til alle for fair play! Det er det der gør weekenden helt vidunderlig. For som en kollega har sagt: Blot fordi det er sjovt, behøver det ikke være useriøst... Og det har han helt 100% ret i....

Noget med et skab

Ja, her gik I så og troede en masse. Eksempelvis at jeg var gået under jorden, at jeg var flyttet til udlandet (igen), at jeg havde glemt alt om verden udenfor og blot sad med hovedet i hænderne og kiggede på at græsset groede (???). Men, men, men. Der tog I alle fejl...

En har brugt sin lange sommerferie på at hjælpe til i hjemmeplejen. Et udskældt job som lærer i dagens folkeskole er tydeligvis ikke helt nok for en som mig, så jeg brugte 4 uger i hjemmeplejen, som jo også har været ude i et veritabelt stormvejr på det sidste... Same shit different name, et eller andet sted. Nå, men de gamle var glade, og det var kollegaerne vist også for jeg blev da tilbudt at vende tilbage, hvis jeg skulle kommer til at kede mig. Med job, studie og 3 flattere hjemme, så er det jo rart at have noget at falde tilbage på, hvis livet bliver for kedeligt... Ved ikke om det overhovedet er muligt, på noget som helst plan i denne verden, at mit liv bliver kedeligt, men jeg takkede da for tilbudet, for det var da dejligt at være påskønnet.


 Nå, men så kommer vi jo til det vigtigste af alt denne sommer. Sommerens højdepunkt. Som jo lige indtraf i går! Loa og jeg var i ilden på B-prøven i Nordjylland, med alle de gode venner og sikke en dag det blev. Mor er ikke vred, heller ikke skuffet, men meget, meget glad!!


 Man starter jo tidligt sådan en dag. Da vækkeuret gik i gang kl 04.45 troede jeg et eller andet sted det måtte være en spøg, men jeg væltede ud af sengen og fik gang i en masse pakkeri. Det er jo ikke så lidt der skal med når man skal på prøve med hund. Alt er jo timet og tilrettelagt. Jo tak, Egon Olsen havde været stolt... Mødtes med Anette og Mette på kennel Birkebo inden turen fortsatte nordover til Nørresundby. Sjovt nok er man ikke helt så træt når man sidder der i bilen og triller afsted mod prøven. Sommerfugle som ville have gjort enhver albatros til skamme, havde på en eller anden måde forplantet sig i maveregionen og hjertet slog en anelse hurtigere. Nej, jeg havde ikke fået kaffe... Adrenalinen pumpede helt af sig selv.


 Vi kom tidligt, og det var godt, for så var vi med i kampen om de mest skyggefulde P pladser, og det var tiltrængt med skygge, for trods den årle morgen, så skal jeg lige love for at temperaturen nærmest var tropisk. Pyyyhhhh, som det skulle blive varmt.



Der er noget så kønt der i Nordjylland, og vi fik set en del af det som vi aldrig har set før. Man kan være meget opfindsomme, når man skal hitte terræn...

Motorvej, butikker og køer...
Udsigten som tilskuerne vendte ryggen i beg klassen.

Åben klasse havde skilte til hjælp.
Det var nogle gode lange markeringer....

Anette og Albert åbnede ballet i begynderklassen. Og sikke en start. Det gik over stok og sten og den unge mand opførte sig rigtigt pænt og lavede en fin præstation i samarbejde med Anette. Det var en fornøjelse at se. Også med sommerfugle i maven. Pænt og godt arbejde hele vejen igennem og dommeren belønnede også indsatsen med en fin 1. præmie. Stor var glæden, for så var vi jo ligsom startet på fornemste vis.

Der var mange fine vandhuller der på Sundholmen...

Og her havnede så vores vandmarkering.

Frit søg -med masser af tidsler...

Loa og jeg måtte vente læææænge før vi stod for tur. Vil lige i den forbindelse nævne, at det ved praktisk afprøvning blev konstateret, at det faktisk er muligt at slumre og få sig et hvil, sommerfugle i maven og adrenalin i blodet til trods.

Livet på solsiden var en god plads i skyggen...

 Endelig!! Så var det os! Spændt var jeg mens Loa tog det hele med vanlig ophøjet ro. Har en god træningskammerat som ved flere tilfælde har konstateret at "den hund er dælme god til at slappe af"... Gad vide om hun kompenserer for al den adrenalin som pumper rundt i kroppen på mig. Havde verdens bedste skytte til at følge mig på vej, og jeg ved ikke hvad det er med Nordjyder, men de kan noget med ro i maven. Så trak jeg "rullegardinet" ned, og så var det bare Loa og mig og så lige dommeren på prøve. Markeringsarbejdet var pletfrit, meget fine afleveringer hele vejen igennem prøven, hun viste god næse i søget og det eneste lille minus hun fik i bogen var, at hun stod og hang lidt, over den første and hun stødte på, inden hun samlede op og kom hjem med den. Alt øvrigt vildt blev samlet spontant op. Plusserne var så afgjort i flertal, og Loa fik mange roser for hendes gode arbejde. "Godt ført" fik han sørme også skrevet på kritikken, den gode dommer. Jublen ville ingen ende tage. Vi gik derfra med et stort smil på læben og en 1. præmie på meritlisten. Lige i skabet sad den så!! Dejligt at lykkes på en dag, hvor man var omgivet af gode venner fra nær og fjern. Det er nu sjovest at glædes når man kan glædes sammen med nogen. Har smilet lige siden og kommer til at smile længe endnu. Sikke en dag!!

Glædens dag!
"En meget glad hund og en meget glad fører"
- Dommerens ord om os på parolen.

Nu sidder jeg så her med alle mine hunde i alle mulige sofaer. Vi overnattede i Nordjylland og var jo lige ude og træne her til formiddag. Ingen hvilen på lauerbærene her. Vi har en start i åben klasse der venter i slutningen af denne måned, så det er bare om at få trænet. Det bliver også en god weekend som jeg ser meget frem til.

Flatarrangementer er bare det bedste!!