Håbets evige flamme...

Det er sikkert og vist. Der er tændt et håb her hjemme. Et håb om at i en ikke så fjern fremtid, så er det eneste paddehatte som kommer på tale i forbindelse med markeringer, de der fra Super Mario spillene i diverse versioner... Den unge dame gjorde en rimelig figur i dag. Rimelig. Ikke fantastisk, ikke helt uovertruffen, men rimelig. Markeringer gik faktisk godt i starten. Hun tog helt fusen på mig ved at arbejde koncentreret på de første markeringer. Så begyndte vi på den lidt sværere afdeling, hvor det er vigtigt at holde fokus og bedømme afstand uanset forstyrrende vegetation og træer... Knapt så vellykket. Pludselig fik hun øje på guldklumpen Albert, derude i den grønne lund, og så kunne dummy være dummy og så skulle der hilses en hel masse... IKKE GODT NOK!! Ved godt han er lækker den kære Albert, men når vi er i skole, så abryder man ikke bare midt i en øvelse for lige at holde hof for en hanhund. Også selvom vi snakker glad-i-låget charmetrold... Mor var ikke vred. Mor var SKUFFET!! Og så var mor nok lidt vred alligevel. Tøsefnidder. Har så rigeligt af det til hverdag, med de kærer teenage tøser og alt deres fnis og fnidren... Tak og lov for kemi og hypofyser, for ellers har jeg svært ved at se hvordan artens overlevelse skulle kunne sikres...

 Nå men nu er det hele jo ikke gråt i gråt. Hun løste jo faktisk noget rigtigt godt. Og de andet arbejder vi på. Lille Lovisen fisen... Du er dog alligevel den dejligste prinsesse af dem alle, nå alt kommer til alt.

Foto: Karen Lisager.