I arbejdstøjet.

Jo det er skam sandt for dyden. Nu skal det der luske-gen i Prinsesse Luskebuks for alvor trænes væk. Det er dog for galt med alle de nykker hun har fået samlet sig i sine fint krøllede hårlokker... Så den står noget så alvorligt på miljø træning, med indslag af apportering. Man tager 1 stks fantastisk kollega, som kender til skydetiderne på den lokale skydebane, blander det med noget minimalistisk lokalkendskab, og en del kilometer i gammel Seat, og vupti, så står man mandag aften i solens aftagende lys, med 1 stks prinsesse for enden af snoren, dummytasken fyldt og ambitionerne om succes skruet i vejret. Rundt omkring os var samtlige hundeklubber i gang med noget militaristisk inspireret lydighed. Fik mig til at tænke på en træner jeg en gang havde i retrieverklubben, som bad en kursist med en MEGET hed hund om ikke nødvendigvis at skubbe hunden afsted med stemmen. Den havde så rigeligt at holde styr på i sit eget hoved, så hvis også hendes entusiasme skulle have plads, var der fare for at elastikken sprang... Nå, men når man er entusiastisk eksersits træner, så er det vist svært at styre alle de mange decibel, og så er der rigtigt mange der får glæde af instruktionerne. Lille Loa var da på nippet til at følge de mange anvisninger som "3 SKRIDT TIL HØØØØJRE!!!" og "ALLE OOOOOMMMMKKRIIIIING!!" så jeg lagde ud med et par lange linjer, så hun havde noget at løbe efter, uden at skulle tænke på hvor højre og venstre var... Hun var tydeligt påvirket af al den megen ståhej, lyd af hunde der trænede og trænere der kvækkede kommandoer i øst og i vest, så jeg tilrettelagde opgaverne derefter. Ikke noget svært, ikke noget nyt, men succes, masser af succes. Det var jo alt andet lige de mange indtryk vi var kommet for at få. Skydebanen var i gang, og denne aften var det ikke de mange lange serier der prægede luftrummet, det var derimod en smule mere jagt realistisk, med enkelte skud nu og da, blandet med kortere serier. Jotak, vi fik uddeling af vores køretur. Hun løste op i løbet af træningen og ignorerede alt andet og fokuserede på sine opgaver, så glad og tilfreds så satte jeg kursen mod bilen, og lagde en laaaang husker til hende og sagde ud... Og så var det lige at det alligevel blev lidt skævt... Jeg pegede ligeud, gav kommandoen, og Loa satte af i fuldgalop, tværbremsede efter 5 meter, sprang ind i noget læhegn (som ellers havde støttet hendes fine linje), jeg tog benene på nakken og fløjten i munden, og ud kom 1 stk fasankok og straks i hælene på den prinsessen... Hun kiggede undrende på mig vendte rundt på hælen og fes alt hvad remmer og tøj kunne holde ud efter den laaaaaange husker... Tilbage stod jeg så og vidste ikke hvad jeg skulle mene om det hele... Nå men jeg tog imod dummien, sagde tak, satte tøsen af, og lagde den så ud igen... Sendte igen, og bad en stille bøn om at nu var alt det der vildt skræmt væk. Alting lykkedes så til sidst, og Loa kunne blive rost for en korrekt udført opgave uden indslag af kreativ tankegang eller personligt præg af nogen art. Jeg takker min Gud og Skaber HVER DAG for den idé jeg fik med at fise til Belgien og parre hund...

En gang så lille og nuttet.

Nå, men torsdagstræningen er for alvor i gang, og nyttigt er det. Hun er en rigtigt paddehat til at markerer, og at man kan kigge på kasteren, bedømme antallet af skiver rugbrød han har fortæret, samt længden af hans kaste arm, og dermed fastslå en vist radius omkring ham som dummien lander indenfor, er gået helt hen over hovedet på den unge dame. Det er ikke nemt at hjælpe hende det mindste, for devisen er klar for Loa, hvad på øjemål tabes, skal over stok og sten vindes... Altså, kan man ikke kigge sig til en markering, så kan man jo søge både halve og hele kirkesogn igennem, så finder man den til sidst. Hmmm, Vist er jeg glad for at have en tøs der synes frit søg er smadder sjovt, og det der med linjer er hun en haj til, men hvor var det lige vi mistede det, for flatten, så racetypiske markeringsgen???? Jeg tror det er blevet væk i alle de træningstimer vi aldrig fik lavet da hun var lille... Forstå mig ret, jeg har blot min egen manglende prioriteringsevne at klandre. Synes nu ellers det kunne være rart, hvis man kunne finde en anden at skyde skylden på... Jeg må arbejde lidt på det... Nå men det var vel også på tide at jeg fik en hund som jeg skulle træne til at markerer ;0). Nu har jeg efterhånden prøvet så mange andre versioner, så hvorfor ikke noget med markeringer også ;0). You live and you learn.

Når alt andet fejler, så glæder jeg mig i al ubeskedenhed over at hun jo er en fin prinsesse...

I dag har vi så trænet i Nordjylland, med gamle kendinge, og fik lov at være de ældste på holdet. Albert, Bonnie og Tulle havde inviteret til en rigtig god gang træning, så her hviles der ikke på lauerbærene... Herligt at se de to tøser igen. Vist er de vokset, men det tager man jo helt for givet som tiden går, men udover at de er fortsat med at udvikle sig i kroppen, er der også kommet mere i knoppen. Som jeg nævnte ved kaffebordet, så er der en snebolds chance i helvede for at de nogensinde bliver trætte af at lave noget. Der er gods i de to unge damer, og jeg er så glad for at få lov at følge deres udvikling på helt tæt hold. Det er dog Nannas børnebørn ;0). Og Loas halvkusiner, hvis man kan være sådan noget i dyrenes forunderlige verden. Nå men ligheden der var vist til at overse, for de to små arbejdede det bedste de havde lært, mens Loa mente at der skulle demonstreres nykker i tide og utide. Så som at man stopper for at snuse til noget og først når himlen er på vej ned over ørene kommer i tanke om hvad det var man skull, eller når man render over noget unævneligt i det frie søg som er mere interessant at fortære end at hente flere dummier. Helt horrible var hun dog ikke. Når nykkerne var lagt på hylden gjorde hun det rigtigt godt, og var en nydelse at træne med. Man kan bare ikke læne sig tilbage og nyde for meget, for så hitter damen på ting skal jeg love for. Og så var der charmebomben Albert. Den hund er ukuelig optimist. Elsker at træne, elsker at hente, og er så passioneret at han en gang i mellem glemmer man skal have lov. Man bliver glad i låget af at kigge på Albert i aktion. Tror den hund har et smil på læben uanset hvad han foretager sig. Glæder mig allerede til næste gang.