Farvel Soya

Det er meget tungt at skulle sige farvel til endnu en gammel ven. Dagen i går, blev et punktum for en meget charmerende tøs, der har fulgt mig gennem min omflakkende tilværelse de sidste 9 år. Sødeste, rareste Soya sov ind i går, på dyrlægens bord. Røntgenbillederne viste med al tydelighed, at årsagen til hendes halthed var det, jeg havde frygtet mest, nemlig en knogletumor, og jeg valgte at gøre min bedste ven, gennem mange år, den sidste tjeneste. Jeg tog imod hende, da hun kom, og sagde farvel til hende, da hendes tid hos mig var til ende. Jeg var heldigvis ikke alene, og fik trøst og støtte af min elskede Øivind. Han fik således også lejlighed til, at sige farvel. Hun var ganske særlig hund med en stor personlighed. Hendes sidste bedrift, inden vi kørte til dyrlægen, var at jage fritløbende kaniner på tre ben. Viljestærk og ukuelig optimist til det sidste. Jeg savner hende i sofaen ved siden af mig og Loa savner hende at lege med og tygge i. Efter Nanna's pludselige bortgang, havde Soya overtaget rollen som legetante, og de to fik masser ud af hinanden, indtil i går.

 Mange pudsige billeder og situationer trænger sig på, som da Soya mente at en sprællevende elgko vel ikke var for stor at hente til sin mor, og satte efter både ko og kalv ind i skoven i Fengersfors. Eller da hun fandt en kastestang fra et rådyr, og naturligvis kom spurtende hjem for at aflevere til mig. Eller da hun heller ikke mente at en flok på ca 12 vildsvin var for stor en mundfuld, og jagtede dem udover marken en kold og mørk martsmorgen i Skåne. Hendes første dag i Fredensborg var heller ikke uden ofre... En af de fritløbende kaniner måtte lade livet og døde (af skræk) i munden på Soya. På Præstø gjorde hun sig også bemærket, selvom hun hvad narrestreger angik, stod meget i skyggen af Nanna. I stedet arbejdede hun metodisk og vedholdende, hvilket var guld værd, når de sidste fasaner skulle hentes i sivene. Det er nok svært for udenforstående at forene billedet af den drabelige jagthund med det store mod og ukuelige optimisme, med den hyggefis, der elskede at ligge i sofaen og aldrig blev træt af kæleri og opmærksomhed. Men sådan var hun. Helt præcis sådan. Jeg er glad for at hendes bror Rhesus stadig er i god behold, og nu gør sig klar til endnu en jagtsæson. Vist skal han kun med på de mindre jagter, men han er still going strong, og det glæder mig usigeligt.
Kæreste dejlige Soya. Tak for den tid du tilbragte sammen med mig. Hils alle de andre når du ser dem. I er alle savnet.

Elementernes rasen

Så blev det tid til at få sparket Loa's prøvesæson igang, nu hvor B-prøve sæsonnen går på hæld og jagterne kryber nærmere. Takket være en dårligt timet løbetid, så blev debuten for i år udsat fra første weekend i august til sidste weekend i august. Flatweekenden er altid god at være med på, og Loa var tilmeldt i åben klasse. Dommer var Flemming Roed og han dømte med sædvanligt overblik og lune, en udmærket åben klasse prøve. Så prøven var god, dommeren var god og vi kom i god tid og så var der lige vejret. Det lynede og tordnede, regnede og ruskede hele formiddagen. Jeg har aldrig været på prøve i så dårligt et vejr. Det var gråt hele dagen og mørkt og slet ikke egnet til at tumle rundt i nogen som helst form for terræn. Ikke skægt, men hvad står man dog ikke igennem, når nu der skal være prøve. Øivinds bil bidrog til smil og morsomheder allerede fra start af, da vi gled ind på en meget våd græsfold for at parkere, i baghjulstrukket Toyota kassevogn. Ved hjælp af gode kræfter blev bilen skubbet nogenlunde ind på en parkeringsplads, og så holdt den i det mindste der. Vi kiggede på hinanden og vidste meget vel, at uden hjælp ville vi sikkert holde jul i udkanten af Dianalund... Godt vi havde alle hundene med... Hvis nu det skulle gå så galt.

Loa skulle i ilden på det 4. hold, og der var masser af prøvenerver i maveregionen. Jeg vidste godt at det ikke er nu, lige efter løbetiden,  at hun er i topform til prøve. Og jeg vidste lige så godt, at det der med træningen ikke havde været så intensivt og kontinuerligt i alt det med ferie, løbetid og flytterod. Så mon ikke hjertet sad i halsen? Der blev det så siddende en stund, da det gik op for mig at prøveoplægget indeholdt dirigering over vand... (F*****K!!!) Ja, så var det ligsom, at håbet svandt en smule mere. Nå, men skam får den, der giver sig, så jeg måtte finde den indre jyde frem (den som er så stærk og sej) og kaste mig uforfærdet ud i opgaverne. Tak for al hjælp og støtte under den proces fra min sødeste Ø, og Anette som i vanlig stil stod last og brast med Loa og jeg.

 Vi var hund nr 2 i parret, og måtte derfor vente lidt på at makkerhunden gjorde sine opgaver færdige inden vi var på. Ja, vi skulle jo gå i søg sammen, så helt færdig blev den jo ikke ;0). Med tanke på formen, så var målet for dagens prøve at teste hvor vi var, og at løse alle opgaverne på bedste vis. Præmiegrader var ikke en del af målet, men derimod var en god arbejdsindsats det optimale udbytte. Terrænet var en åben eng, med et par småsøer, og en remise med granskov, som så ud til at huse en fasanudsætning. Granskoven var tæt i toppen og mere åben i bunden, så trods det var mørkt derinde, så var det muligt at følge hundenes arbejde en del af vejen.

Vi startede med en dobbeltmarkering på den åbne eng. Regnen var stilnet af, men det var stadig skyet og mørkt i vejret. 1.kastede var en due på vand og 2. kastede var en and i kanten af søen i noget sivbevoksning. Jeg lod Loa vælge selv, hvilken der først skulle hjem, og hun kom først med anden. Fint markeret og pænt bragt hjem. Dernæst var det duen på vand. Hun havde retningen derud, men i stedet for at svømme direkte ud og hente pipperen slog hun et slag og måtte ha lidt hjælp for at komme på den rigtige side af vinden og hoppe i. Godkendt, men ikke smukt. Så var turen kommet til vanddirigeringen. Jeg besluttede mig for at droppe alle ambitioner om at gøre det fint, og i stedet støttede jeg efter alle kunstens regler og fik hende sørme over søen og op på modsatte bred. Så holdt det heller ikke til mere, og ærgeligt nok kom hun ikke de sidste meter op på bredden og fik fært af fuglen, så den blev liggende og jeg besluttede af stoppe øvelsen og ikke mase mere med hende. Surt at hun ikke fik succes, når nu hun var så tæt på, men det må hun få under træningen for det var klart et moment vi ikke har trænet nok. Alligevel gjorde hun sit bedste for at løse opgaven, og på trods af at det ikke rakte helt i mål i dag, var hendes indsats positiv. Videre til enkelt markeringen. Fint direkte ud og hjem. Med en fin og meget våd fasan.

Så var det frit søg. Loa er bedst til søg generelt (der hvor jeg blander mig mindst muligt), men det var tydeligt at batterierne var flade og energien ikke var i top, så der var ikke andet at gøre end at give det vores bedste forsøg. Loa gik et godt systematisk søg, og selvom hun var lidt uden for området i starten, så fandt hun selv ind og brugte næsen til at trække lange fine færter. Hun havde ikke så meget fart i futterne, men hun var som sagt systematisk, og fik samlet sit vildt hjem. Dommeren lukkede bogen og så var det pludselig ovre... Min mavefornemmelse sagde mig, at vi lå omkring en 3. præmie, og det samme resultat kom dommeren til. En god prøve, en god dommer og en god hund. En dag sidder den 1. præmie i skabet, og i dag var jeg godt tilfreds med en af mindre valør. Nu venter en prøve på Lolland i næste weekend, og jeg glæder mig til at komme afsted igen. Inden det har Loa og jeg kastet os over noget skæg og ballade træning. Det kan være det hjælper lidt på motivationen og får lysten helt i top ovenpå løbetiden ;0). Så trods elementernes rasen, og en masse prøvenerver roede vi altså en 3. præmie i land.

Farvel Nanna

Så kom dagen hvor jeg måtte tage den tunge beslutning og lade min dejlige Nanna hund få fred. Jeg er stadig i chock, for det kom helt uventet og alt, alt for tidligt. Hun fik en mavevending og stod ikke til at redde. Hun var rask og rørig til det sidste, og det er den eneste trøst jeg har nu. Hun havde ikke et eneste gråt hår, bevægede sig som en unghund og var upåvirket af sin alder i øvrigt. Hun var rask hele sit liv, og levede det 100%. Jeg har ikke ord for hvor ondt det gør, men er samtidig lykkelig for at hun kom til mig for 10 år siden. Det har været en fantastisk rejse med jagter, prøver, udstillinger og et utal af hyggestunder i hverdagen. Tak, Nanna fordi du var min for en tid.

God Sommer!!

Så er der lidt nyt i bloggen igen. Dejlige Loa har været ved fotografen, og DKK har konstateret at hun har fine hofter og albuer. Hun har A på hofterne og 0 på albuerne. Nu venter vi blot på resultaterne af Penn-Hip billederne. Dyrlægen sagde de så fine ud, så det er ren nysgerrighed. Er lidt spændende at se om hun har arvet sin bedstemors stramme ledbånd. Hun har arvet så meget andet godt fra hende.

Foto: Karen Lisager

Ellers lader vi op til en stor flytning. Vi skal bo på Sjælland og d 22. august starter jeg på Blaagaards Seminar for at gøre mit sidste år på meritlærerstudiet færdigt. Sikke meget man får skrabet sammen i løbet af ganske kort tid! Der skal ryddes meget ud í alt det gamle ragelse jeg har liggende. Man skulle tro at det ligsom blev mindre, når man havde flyttet så ofte som jeg har, men nej. Synes stadig der er meget skrammel.

Desuden venter en ferie i Norge forude. Det skal blive skønt med nåletræer, skovsøer og fjeldtoppe! Så mellem alt det der flytning, ferie og hund, så er der ikke meget tid til Blogg.

Ha' en fortræffelig sommer!

Sikke en dag!

Så var det på tide at komme ud og lufte udstillingsteltet igen. Denne gang i Vejen. Jeg havde Nanna og Loa med og vi slog følgeskab med Anette, Diana og Alletiders Albert. De sidste par udstillinger har været et par underlige oplevelser, senest i Køge, hvor både Loa og Albert måtte nøjes med en VG. Det tager vi os ikke til takke med, så på med vanten og afsted igen. 

Først i ringen var Albert. Kors, hvor var det spændende. Altså ikke fordi der var skyggen af konkurrence, (tror det er første gang jeg har oplevet at der kun stod en enkelt hanhund i brugsklassen!!!!!), men fordi det var lidt vigtigt at få CK med i den videre konkurrence. Anette og Albert var vældigt fokuserede og gjorde en fin figur i ringen. CK'et var hjemme, og så var det bare at holde vejret og vente på afgørelsen i BIK. Masser af championhanner og hanner der var fuldcertede og lignende, og til sidst stod Albert så og fik sit længe ventede og meget velfortjente cert!!! Jublen var ikke til at skjule! Der faldt vist også en enkelt glædestårer eller to. Glæden er størst når man kan dele den med venner.

Så var det tøsernes tur. Loa og Diana stod begge i brugsklassen. Der var hele 4 tæver tilmeldt! Hvor er det dog sørgeligt at der ikke er flere hunde på udstilling... Loa løb så fint og viste sig pænt, men den manglende pels afslørede ganske tydeligt hendes markant lavt ansatte hale, og det kostede et CK i dag. Hun endte som 4. vinder, og det er jeg godt tilpas med. Bedre gik det for søster Diana. Hun løb og viste sig med højt humør hele dagen, og sørme om ikke hun blev 2.v i brugsklassen m CK og senere 4. bedste tæve!!! Var mor Nanna lige stolt?! Altså, når hun ikke lige selv var i ringen. Nanna hyggede sig gevaldigt i veteranklassen, hvor hun måtte se sig slået af en smuk 12 årig tæve, men i dag var der ikke noget HP til damen. Hun scorede nemlig endnu et CK til samlingen, og det gjorde godt i mit hjerte. Gamle tøs, som i den grad stadig forstår at spurte ringen rundt, med masser af energi og glæde.

Så en pragtfuld dag, hvor der blev spist cert is og grinet en masse. Turen hjem gik over stok og sten, og nu sover mine præmieslugere i hver sin sofa... Mon ikke det samme gør sig gældende på kennel Birkebo???

Tillykke med de 9 år!!

Ja, maj er tydeligvis en måned spækket med festdage. Verdens dejligste "skyggetante" fylder 9 år i dag. "Ska' du ha Soya i rullen???!! Nej tak, jeg skal helst ha' hende med på jagt *Griner*. Min dejlige tøs, som har levet lidt af en skýggetilværelse i sit liv fordi: "der var så meget, jeg skulle nå", men som er blevet givet et gudsbenådet naturtalent, for det der med at hente fugle, i vuggegave. Kan gå fra nul til 100 på ingen tid, og kan lægge sig og vente uden en lyd, mens drevet trækker igennem en såt. Totalt af og på knap, der! Elsker at være i centrum og bliver aldrig overset, hvilket gør min idé om hendes status som skyggetante en smule til skamme. Min pointe (og min slet skjulte ærgelse) er at jeg aldrig har fået gjort mere ved hende i prøvesammenhæng. Hun har aldrig været overtrænet, og hendes meriter har derfor meget lidt med min indsats at gøre, men afspejler et naturtalent for samarbejde, vildtfindende egenskaber, og en stor kapacitet for arbejdet. Jeg er meget,meget stolt af min Soya! Bror Rhesus har det stadig fint og trives med sit liv som apportør og opdrager i Lars' flok. Lars har kæmpet i mange år for at få slidt ham op, men den gamle har hængt i og været med på den værste. Håber du har fået noget godt at gnave på i dag, kære Racer-dreng. Soya har måttet undvære sin mor, som sidder på Bornholm og skal dømme C-prøve og skue. Mærkeligt tidspunkt at rende af gårde...

Rhesus og Soya, TILLYKKE!! Ser frem til mange flere fødselsdage, og vi er vist flere der glæder os til jagtsæsonnen bliver sparket igang.

Her et billede af sødeste Soya:

Allbright's Sign of Four - 9 år - TILLYKKE!

En frisk og frejdig fødselar!

Så kom dagen, hvor min elskede Nanna rundede de 10 år!

TILLYKKE min dejlige tøs.

Optakten til festdagen var helt i top. Skue i Nordjylland lørdag, hvor hun blev BIR og BIS 2 (i skarp konkurrence med verdens bedste Albert!) og officiel udstilling søndag, hvor hun blev 2v i veteranklassen med HP efter en meget smuk og velholdt veteran på 12 år. HP. Ja, nu er der jo masser af farver og striber i denne verden, og det er jo sundest hvis man lever varieret, hvilket DKK har taget til sig i sit nye udstillings reglement, og kaster om sig med bånd i alle regnbuens farver til alle mulige og umulige præmieringer. Excellent er ikke længere noget med Certifikat kvalitet, som det var sidste år, men et rødt bånd. Very good er ikke længere et rødt bånd men et blåt, CK er ikke lilla men lyserødt (nærmest hvid lyserød) og HP er så et lilla bånd. HP, hæderspris, hædersfis... Ja undskyld mig men jeg ser ikke helt pointen med præmieringen. Det er lidt mere end en excellent men ikke nok til et CK. Kan med andre ord ikke bruges til noget som helst, så er i bund og grund overflødigt. Men sådan en præmiering scorede Nanna altså på sin sidste dag som 9-årig. Her et par udvalgte billeder af den smukke gamle tøs i fin stil og et enkelt, hvor hun faktisk står stille, med alle 4 ben på jorden.

Foto: Malene Birkebæk, Kennel Falkirks

 I løbet af sine 10 år har hun gjort sig bemærket og efterladt et eller andet mærke i de flestes bevidsthed. Som da hun gik totalt af hånd til Flatmesterskabet i Skåne, og gav en strålende opvisning i hvordan man tydeligst ignorere indtil flere kommandoer og tager sagerne i egen hånd. Til stor fornøjelse for publikum, dommer og hjælpere, mens undertegnede var mange uger om at kunne se komikken i det stunt. Eller da hun på Bornholm under en dirigering i samme stil blæste på alt hvad der hed anvisninger og ophidsede korrektioner, hvorefter hun på kommandoen "Nanna, Kom her!!" vendte på hælen, løb stikmodsat 5 meter, hentede fuglen og bragte den hjem i fin stil... Dommeren bemærkede at han MÅSKE havde købt den som en dirigering hvis jeg havde sagt "Ud" i stedet... Eller hendes til dato mest bemærkelsesværdige knaldapport en frostklar morgen med skytter, klappere og øvrigt hundefolk på plads; en fugl, et skud og så "NAAAAANAAAAAAA!!!!!!!" Kan ikke huske alle skældsordene, ederne og forbandelserne, men kan godt huske de blikke jeg fik af det øvrige apportørhold... Men så kan hun jo også så meget andet. Hun forstår at sætte en dagsorden, hun forstår at følge en fært op, hun er så utrolig systematisk og metodisk i et frit søg, med eller uden makker. Hun er den sidste der giver sig og hun krydser glad og gerne hegn, skovbryn, strandenge og sivskove for at hente en løber... Hun kan med andre ord ting. Hun kan lukke døre op og finde huller i selv den fineste hundegård. Jotak. Min elskede Nannahund. Tak for alle de dejlige tåbelige ting du har fundet på gennem tiden. Jeg har ikke altid bakket entusiastisk op om alle dine kreative løsninger i diverse sammenhænge og har oftets haft "Nej-hatten" spændt solidt fast om hovedet. Dette kan måske foranlede at dit sande potentiale og talent aldrig bliver udnyttet til fulde, men jeg venter i spænding på dit næste innovative påfund, for om nogen, så har du masser i posen med talent og der er ingen tegn i sol, måne og stjerner på at det på nogen måde er aftagende.

Til min dejlige tøs på din 10 årsdag: TILLYKKE og TAK!