Drengene vokser og vokser...

Ja, nu er drengene så 10 dage gamle. De spiser, knirker lidt og sover mest af alt i bunke. Mor Hella sørger for mad ad libitum, så der er ikke meget at klage over. Ved ikke hvordan de der fede maver nogensinde skal kunne blive båret at de små frøben, men evolutionen har vel en mening med den udvikling ;0). Hverken Øivind eller jeg har nogensinde haft et kuld der har væet så rolige og tilfredse med tilværelsen. Hella pusler om dem efter alle kunstens regler. Det er ellers noget af en svendeprøve hun er sat på. Dobbelt så mange børn som sidst ligger der, der i halmen og hun har både mælk og omsorg til overmål.

Mog og børn - efter 10 dage.

Hun ligner i hvert fald en, der har mælk nok til endnu flere. Hun er begyndt at ville gå lidt ud af kassen, når hun skal spise, trænger til en luftetur eller vil have vand. Ja, nu er det altså ikke fordi hun ikke har vand inde ved hvalpene, men det er vist ikke helt godt nok. Det er meget bedre, hvis hun skal gå et andet sted hen for at drikke og spise. Hun vil også helst længere væk fra hvalpegården for at gøre sig ren. Smart nok når man tænker på, at ude i naturen ville duften af hende kunne lede rovdyr hen til hulen med de små forsvarsløse hvalpe. Jo, hun er en meget dygtig mor.

Vi er bedst i bunke!

Drengeholdet er rigtigt godt hjulpet fra start af! Selv nyder vi det dejlige efterårsvejr, og ser frem til en weekend med både jagter og familiefest. Ivans sår er ved at hele, så Loa må holde for om lørdagen alene, mens de begge kommer med til Præstø på søndag. Selv ser jeg frem til en uge med læsning, opgaveskrivning og masser af hygge. Jeps, jeg har EFTERÅRSFERIE!!!

Nye tider - Nye skikke - Nyt navn

Hella og drengene 8.oktober 2011 - da alle var blevet rene og tørre

Lørdag d. 8. oktober blev så dagen, hvor verdens bedste Hella nedkom med sine 9 drengebørn. Alle fine og store og sorte. Ja, vi mente jo at vi havde lyst til at beholde en tæve efter kombinationen, da vi ønsker at videreføre tævelinjen, men Hella mente bestemt, at vi havde lyst til at få en makker til Ivan i huset (kan jo også blive for meget østrogen i en flok), så det blev til et rent drengehold i hendes sidste kuld.

 Nu har den første interesserede meldt sin interesse... Det er jo dejligt, men de ville gerne have en tæve, og det er jo svært at efterkomme. Nå, men vi glæder os til de næste mange uger, hvor drengene vil vokse og gro, og udvikle sig med lynets hast, og før vi har set os om, så er de klar til at indtage verden udenfor med masser af livsmod og en håndfuld spilopper i bagagen. Det der med spilopperne er nok genetisk forankret, for med Hella som moder, Nanna som farmor, og det generelle niveau af gale streger, der i øvrigt præger drengenes stambog, så er der en god chance for at de har en vis mængde intelligens med i bagagen, og at den sikkert ikke altid vil bringe ubetinget glæde, hvor den nu leves ud. Er man interesseret kan man læse om Nanna andetsteds på denne blogg, og derpå gøre sig klart om man er klar til det niveau af humor og livsglæde til både hverdag og fest (og jagt, masser af jagt).

Vi har altså ret store forventninger til drengeholdet, og vil glædes og grine med de kære mennesker som vil give disse krudtugler et godt hjem. Vi tilbyder også hvalpetræning, da det helt sikkert bliver nødvendigt med hensigtsmæssig motion af hjernevindinger og udfordring af de små grå. (Ja, hvalpene er og bliver altså sorte, men jeg blev lige inspireret af Hercule Poirot et øjeblik...).

Det er skønt med hvalpe igen. Hella er en meget nidkær og omhyggelig moder, og det er først i dag at hun har brugt noget der lignede 2 minutter i et andet værelse på at spise morgenmad med Ivan. Stakkels Ivan, der siden søndag har været hårdt ramt af en meget kraftig hudbetændelse og måtte gå med skærm. Verden er slet ikke ligeså skæg, når man tumler rundt med en kegle på hovedet... Stakkels skøre Ivan.... Nå, men han er på bedringens vej, og er klar til sæson premieren med alle fasanerne i næste uge.

Ja, der blæser nye vinde i kennelen. Kennel navnet "Allbright's" er på vej på pension, for vi kommer til at fortsætte opdrættet i kennel Durin's i stedet. Det giver mest mening, da dette navn har rødder tilbage til 1986, mens navnet "Allbright's" ikke har været brugt i 9½ år. Så historien vandt, mens de progressive ideer om opdræt og flatcoats lever i bedste velgående. Et mantra i kennelen er at der avles på egenskaber fremfor meritter. Vi kommer selv til at træne og meriterer vores hunde, for det er sådan vi mener, vi lærer deres styrker og begrænsninger bedst at kende, men vi vil hellere kigge på en hund i forskellige situationer (fortrinsvis jagt) og bedømme dens kvaliteter ud fra det vi ser, end kigge på en liste over meritter, når valget af avlspartner skal træffes. Vi vil meget gerne forbedre det materiale vi har, og dermed bidrage til en positiv udvikling af racen. Det er ganske høje mål at arbejde efter, og det har vi det godt med.

De gamle venner lever trygt i mit hjerte, som også har plads til de nye der kommer til. Kuldet skal hedde noget med J og vores dreng kommer til at hedde Durin's Alfa Jedi. May the force be with you all...

Farvel Soya

Det er meget tungt at skulle sige farvel til endnu en gammel ven. Dagen i går, blev et punktum for en meget charmerende tøs, der har fulgt mig gennem min omflakkende tilværelse de sidste 9 år. Sødeste, rareste Soya sov ind i går, på dyrlægens bord. Røntgenbillederne viste med al tydelighed, at årsagen til hendes halthed var det, jeg havde frygtet mest, nemlig en knogletumor, og jeg valgte at gøre min bedste ven, gennem mange år, den sidste tjeneste. Jeg tog imod hende, da hun kom, og sagde farvel til hende, da hendes tid hos mig var til ende. Jeg var heldigvis ikke alene, og fik trøst og støtte af min elskede Øivind. Han fik således også lejlighed til, at sige farvel. Hun var ganske særlig hund med en stor personlighed. Hendes sidste bedrift, inden vi kørte til dyrlægen, var at jage fritløbende kaniner på tre ben. Viljestærk og ukuelig optimist til det sidste. Jeg savner hende i sofaen ved siden af mig og Loa savner hende at lege med og tygge i. Efter Nanna's pludselige bortgang, havde Soya overtaget rollen som legetante, og de to fik masser ud af hinanden, indtil i går.

 Mange pudsige billeder og situationer trænger sig på, som da Soya mente at en sprællevende elgko vel ikke var for stor at hente til sin mor, og satte efter både ko og kalv ind i skoven i Fengersfors. Eller da hun fandt en kastestang fra et rådyr, og naturligvis kom spurtende hjem for at aflevere til mig. Eller da hun heller ikke mente at en flok på ca 12 vildsvin var for stor en mundfuld, og jagtede dem udover marken en kold og mørk martsmorgen i Skåne. Hendes første dag i Fredensborg var heller ikke uden ofre... En af de fritløbende kaniner måtte lade livet og døde (af skræk) i munden på Soya. På Præstø gjorde hun sig også bemærket, selvom hun hvad narrestreger angik, stod meget i skyggen af Nanna. I stedet arbejdede hun metodisk og vedholdende, hvilket var guld værd, når de sidste fasaner skulle hentes i sivene. Det er nok svært for udenforstående at forene billedet af den drabelige jagthund med det store mod og ukuelige optimisme, med den hyggefis, der elskede at ligge i sofaen og aldrig blev træt af kæleri og opmærksomhed. Men sådan var hun. Helt præcis sådan. Jeg er glad for at hendes bror Rhesus stadig er i god behold, og nu gør sig klar til endnu en jagtsæson. Vist skal han kun med på de mindre jagter, men han er still going strong, og det glæder mig usigeligt.
Kæreste dejlige Soya. Tak for den tid du tilbragte sammen med mig. Hils alle de andre når du ser dem. I er alle savnet.

Elementernes rasen

Så blev det tid til at få sparket Loa's prøvesæson igang, nu hvor B-prøve sæsonnen går på hæld og jagterne kryber nærmere. Takket være en dårligt timet løbetid, så blev debuten for i år udsat fra første weekend i august til sidste weekend i august. Flatweekenden er altid god at være med på, og Loa var tilmeldt i åben klasse. Dommer var Flemming Roed og han dømte med sædvanligt overblik og lune, en udmærket åben klasse prøve. Så prøven var god, dommeren var god og vi kom i god tid og så var der lige vejret. Det lynede og tordnede, regnede og ruskede hele formiddagen. Jeg har aldrig været på prøve i så dårligt et vejr. Det var gråt hele dagen og mørkt og slet ikke egnet til at tumle rundt i nogen som helst form for terræn. Ikke skægt, men hvad står man dog ikke igennem, når nu der skal være prøve. Øivinds bil bidrog til smil og morsomheder allerede fra start af, da vi gled ind på en meget våd græsfold for at parkere, i baghjulstrukket Toyota kassevogn. Ved hjælp af gode kræfter blev bilen skubbet nogenlunde ind på en parkeringsplads, og så holdt den i det mindste der. Vi kiggede på hinanden og vidste meget vel, at uden hjælp ville vi sikkert holde jul i udkanten af Dianalund... Godt vi havde alle hundene med... Hvis nu det skulle gå så galt.

Loa skulle i ilden på det 4. hold, og der var masser af prøvenerver i maveregionen. Jeg vidste godt at det ikke er nu, lige efter løbetiden,  at hun er i topform til prøve. Og jeg vidste lige så godt, at det der med træningen ikke havde været så intensivt og kontinuerligt i alt det med ferie, løbetid og flytterod. Så mon ikke hjertet sad i halsen? Der blev det så siddende en stund, da det gik op for mig at prøveoplægget indeholdt dirigering over vand... (F*****K!!!) Ja, så var det ligsom, at håbet svandt en smule mere. Nå, men skam får den, der giver sig, så jeg måtte finde den indre jyde frem (den som er så stærk og sej) og kaste mig uforfærdet ud i opgaverne. Tak for al hjælp og støtte under den proces fra min sødeste Ø, og Anette som i vanlig stil stod last og brast med Loa og jeg.

 Vi var hund nr 2 i parret, og måtte derfor vente lidt på at makkerhunden gjorde sine opgaver færdige inden vi var på. Ja, vi skulle jo gå i søg sammen, så helt færdig blev den jo ikke ;0). Med tanke på formen, så var målet for dagens prøve at teste hvor vi var, og at løse alle opgaverne på bedste vis. Præmiegrader var ikke en del af målet, men derimod var en god arbejdsindsats det optimale udbytte. Terrænet var en åben eng, med et par småsøer, og en remise med granskov, som så ud til at huse en fasanudsætning. Granskoven var tæt i toppen og mere åben i bunden, så trods det var mørkt derinde, så var det muligt at følge hundenes arbejde en del af vejen.

Vi startede med en dobbeltmarkering på den åbne eng. Regnen var stilnet af, men det var stadig skyet og mørkt i vejret. 1.kastede var en due på vand og 2. kastede var en and i kanten af søen i noget sivbevoksning. Jeg lod Loa vælge selv, hvilken der først skulle hjem, og hun kom først med anden. Fint markeret og pænt bragt hjem. Dernæst var det duen på vand. Hun havde retningen derud, men i stedet for at svømme direkte ud og hente pipperen slog hun et slag og måtte ha lidt hjælp for at komme på den rigtige side af vinden og hoppe i. Godkendt, men ikke smukt. Så var turen kommet til vanddirigeringen. Jeg besluttede mig for at droppe alle ambitioner om at gøre det fint, og i stedet støttede jeg efter alle kunstens regler og fik hende sørme over søen og op på modsatte bred. Så holdt det heller ikke til mere, og ærgeligt nok kom hun ikke de sidste meter op på bredden og fik fært af fuglen, så den blev liggende og jeg besluttede af stoppe øvelsen og ikke mase mere med hende. Surt at hun ikke fik succes, når nu hun var så tæt på, men det må hun få under træningen for det var klart et moment vi ikke har trænet nok. Alligevel gjorde hun sit bedste for at løse opgaven, og på trods af at det ikke rakte helt i mål i dag, var hendes indsats positiv. Videre til enkelt markeringen. Fint direkte ud og hjem. Med en fin og meget våd fasan.

Så var det frit søg. Loa er bedst til søg generelt (der hvor jeg blander mig mindst muligt), men det var tydeligt at batterierne var flade og energien ikke var i top, så der var ikke andet at gøre end at give det vores bedste forsøg. Loa gik et godt systematisk søg, og selvom hun var lidt uden for området i starten, så fandt hun selv ind og brugte næsen til at trække lange fine færter. Hun havde ikke så meget fart i futterne, men hun var som sagt systematisk, og fik samlet sit vildt hjem. Dommeren lukkede bogen og så var det pludselig ovre... Min mavefornemmelse sagde mig, at vi lå omkring en 3. præmie, og det samme resultat kom dommeren til. En god prøve, en god dommer og en god hund. En dag sidder den 1. præmie i skabet, og i dag var jeg godt tilfreds med en af mindre valør. Nu venter en prøve på Lolland i næste weekend, og jeg glæder mig til at komme afsted igen. Inden det har Loa og jeg kastet os over noget skæg og ballade træning. Det kan være det hjælper lidt på motivationen og får lysten helt i top ovenpå løbetiden ;0). Så trods elementernes rasen, og en masse prøvenerver roede vi altså en 3. præmie i land.

Farvel Nanna

Så kom dagen hvor jeg måtte tage den tunge beslutning og lade min dejlige Nanna hund få fred. Jeg er stadig i chock, for det kom helt uventet og alt, alt for tidligt. Hun fik en mavevending og stod ikke til at redde. Hun var rask og rørig til det sidste, og det er den eneste trøst jeg har nu. Hun havde ikke et eneste gråt hår, bevægede sig som en unghund og var upåvirket af sin alder i øvrigt. Hun var rask hele sit liv, og levede det 100%. Jeg har ikke ord for hvor ondt det gør, men er samtidig lykkelig for at hun kom til mig for 10 år siden. Det har været en fantastisk rejse med jagter, prøver, udstillinger og et utal af hyggestunder i hverdagen. Tak, Nanna fordi du var min for en tid.

God Sommer!!

Så er der lidt nyt i bloggen igen. Dejlige Loa har været ved fotografen, og DKK har konstateret at hun har fine hofter og albuer. Hun har A på hofterne og 0 på albuerne. Nu venter vi blot på resultaterne af Penn-Hip billederne. Dyrlægen sagde de så fine ud, så det er ren nysgerrighed. Er lidt spændende at se om hun har arvet sin bedstemors stramme ledbånd. Hun har arvet så meget andet godt fra hende.

Foto: Karen Lisager

Ellers lader vi op til en stor flytning. Vi skal bo på Sjælland og d 22. august starter jeg på Blaagaards Seminar for at gøre mit sidste år på meritlærerstudiet færdigt. Sikke meget man får skrabet sammen i løbet af ganske kort tid! Der skal ryddes meget ud í alt det gamle ragelse jeg har liggende. Man skulle tro at det ligsom blev mindre, når man havde flyttet så ofte som jeg har, men nej. Synes stadig der er meget skrammel.

Desuden venter en ferie i Norge forude. Det skal blive skønt med nåletræer, skovsøer og fjeldtoppe! Så mellem alt det der flytning, ferie og hund, så er der ikke meget tid til Blogg.

Ha' en fortræffelig sommer!

Sikke en dag!

Så var det på tide at komme ud og lufte udstillingsteltet igen. Denne gang i Vejen. Jeg havde Nanna og Loa med og vi slog følgeskab med Anette, Diana og Alletiders Albert. De sidste par udstillinger har været et par underlige oplevelser, senest i Køge, hvor både Loa og Albert måtte nøjes med en VG. Det tager vi os ikke til takke med, så på med vanten og afsted igen. 

Først i ringen var Albert. Kors, hvor var det spændende. Altså ikke fordi der var skyggen af konkurrence, (tror det er første gang jeg har oplevet at der kun stod en enkelt hanhund i brugsklassen!!!!!), men fordi det var lidt vigtigt at få CK med i den videre konkurrence. Anette og Albert var vældigt fokuserede og gjorde en fin figur i ringen. CK'et var hjemme, og så var det bare at holde vejret og vente på afgørelsen i BIK. Masser af championhanner og hanner der var fuldcertede og lignende, og til sidst stod Albert så og fik sit længe ventede og meget velfortjente cert!!! Jublen var ikke til at skjule! Der faldt vist også en enkelt glædestårer eller to. Glæden er størst når man kan dele den med venner.

Så var det tøsernes tur. Loa og Diana stod begge i brugsklassen. Der var hele 4 tæver tilmeldt! Hvor er det dog sørgeligt at der ikke er flere hunde på udstilling... Loa løb så fint og viste sig pænt, men den manglende pels afslørede ganske tydeligt hendes markant lavt ansatte hale, og det kostede et CK i dag. Hun endte som 4. vinder, og det er jeg godt tilpas med. Bedre gik det for søster Diana. Hun løb og viste sig med højt humør hele dagen, og sørme om ikke hun blev 2.v i brugsklassen m CK og senere 4. bedste tæve!!! Var mor Nanna lige stolt?! Altså, når hun ikke lige selv var i ringen. Nanna hyggede sig gevaldigt i veteranklassen, hvor hun måtte se sig slået af en smuk 12 årig tæve, men i dag var der ikke noget HP til damen. Hun scorede nemlig endnu et CK til samlingen, og det gjorde godt i mit hjerte. Gamle tøs, som i den grad stadig forstår at spurte ringen rundt, med masser af energi og glæde.

Så en pragtfuld dag, hvor der blev spist cert is og grinet en masse. Turen hjem gik over stok og sten, og nu sover mine præmieslugere i hver sin sofa... Mon ikke det samme gør sig gældende på kennel Birkebo???