Durin's Alfa males - Out and About

fredag den 19. februar 2010

Hvor skabet skal stå.



Så lykkedes det endeligt, endeligt, endeligt for nordmanden Tora Berger at gå til tops ved et internationalt mesterskab. Alle havde travlt med at hun var den første kvinde i Norge som tog OL guld i skiskydning, at det var guld nr 100 til Norge, at det var x antal år siden det første guld blev uddelt i disciplinen og så videre... Jeg synes det dejligste af alt var at se hendes glædestårer få frit løb, da sejren var i hus. Hun var ikke alene om at fælde en tårer, for rundt om hende stod hele holdet og tog del i den store glæde. Fantastisk at se! Ingen glæde er større end den man kan dele med andre, og Tora Berger delte al sin lykke med hele verden med et stort smil på læben, og en tårer eller to i øjet. Sad selv med en stor klump i halsen, og kan slet ikke forestille mig hvor mange træningstimer der er lagt i løjpen for at dette kunne klappe på dagen. Hun er i dag 28 år og skrev allerede i ungdomsskolen (folkeskolen i Norge), at hendes store mål i livet var OL i Vancouver 2010... Snak om langsigtet planlægning!! Mener personligt jeg kan huske, at jeg på den tid fokuserede en del på at undgå at blive nummer sjok i små pige B-rækken i håndbold. Sådan er vi jo så forskellige ;0)). Respekt for Tora og tårerne. Elsker når det går en slider godt. Herrene fra Norge gav den også gas i sporet og på standplads, hvor det blev norsk guld og delt sølvplads, til d'herre Hegle Svendsen og Bjørndalen. Fy for et opløb det blev til sidst!! Spænding for alle pengene. ELSKER skiskydning. Elsker såmænd også de kære norske reportere som faldt på halen over alle de superlativer der skulle krænges ud i dagens anledning. De hittede på flere dumme spørgsmål end vanligt, men det er dem tilgivet. Det var jo en helt suveræn dag for norsk skiskydning! Kunne aldrig selv ramme en eneste skive om så jeg trænede herfra og til evigheden, og slet ikke med den puls som de står med på standplads og skyder. Hatten af og et buk til dem alle i dyb respekt!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar