ELSKER VINTER OL!! Det har jeg faktisk altid gjort. Ved godt at de fleste i Danmark synes det er sjovest med Sommer OL, hvor Danmark som oftest har en eller to chancer flere for at tage medalje, men jeg sværger altså til Vinter OL. Nej, ikke kunstskøjteløb, hurtigløb på skøjter, bobslædekørsel eller pirouetter på ski... Men de nordiske dicipliner så som langren og skiskydning. I særdeleshed det sidste. Da jeg var lille havde denne idrætsgrn INGEN appeal overhovedet. Det var russere og tyskere (oftes med en militær karrierer bag sig) som stod for showet, men nu har flere nationer blandet sig i striden, og i særdeleshed vore gæve brødre i nord med alle tiders mest vindende skiløber, på tværs af discipliner og grene. Ole Einar Bjørndalen kan vel næppe kaldes mindre end et fænomen på ski. En tid flirtede han med tanken om at blive langrensløber på deltid, men det er vist lagt på hylden nu, hvor det ædle metal af Olympisk karat står på spil. Manden er en konstant kilde til inspiration. Han har vundet alt, og alligevel er han ikke mæt. Er det det som kendetegner de folk som bare er en tand bedre end alle andre? At de lever og ånder for det næste mål der skal nås? Nok kan man fejre med champagne, men dagen efter er man i sporet igen, og så skal nye slag slås. En anden ting jeg altid har beundret ved de største af sportsmænd (M/K) er at de ikke behøver fortælle vidt og bredt om deres meriter, for de taler for sig selv. I Sverige hørte jeg betegnelsen "vinner skalle" om de folk der bare altid forstår at ramme formen når det gælder som mest. Det må man sige gælder fænomenet fra Norge. Ved sidste OL i Torino, hvor han ikke ramte formen, vandt han "kun" en sølv og en bronze...! Meget godt gået på et par off dage... Når jeg rammer en off day eller flere i træk, er det i hvert fald ikke olympiske medaljer jeg hiver hjem. Vor tids Titaner (i græsk mytologi større end guderne selv).
Nå men inden aftenens højdepunkt, Skiskydning 10 km (m), så har jeg jo brugt omkring 4 timer af min søndag i det bedste selskab. Loa og mig var til træning sammen med alle de kendte ansigter og poter, og vi fik konstateret ganske så tydeligt hvor skoen trykker. Loa ved ikke rigtigt hvad man skal bruge en kaster til, så hun er ikke nem at hjælpe når hun ikke finder dummien i første hug. Det der med hjemkald er ganske umuligt, hvis tøsebarnet først har givet sig i kast med at løse opgaven. Har hun en dummy i munden ved hun godt hvor hjem er, men ellers er hun ikke til at få kontakt med. Noget upraktisk, så det må der gøres noget ved. Hjemkaldet skal virke bedre, med eller uden dummy! Så skal vi vist have trænet noget terrænskift. Det var ikke helt nemt at rive sig løs af skovkanter i lige linje, og det var da slet ikke nemt at ignorere to kendte nedfaldssteder for at hente en ukendt, skjult dirigering. Det som virkede var så hendes næse, at hun i dag fik hentet lange markeringer, at hun havde en god vildtbehandling uanset sneen, at hun gav den hele armen selvom hun blev træt og at hun ikke lod sig påvirke i synlig grad af alle de hunde som hun ikke kendte. (De kendte ansigter og poter var indtil i dag kun kendte for mig, Nanna og Soya). God dag i vinterlandet, hvor lektierne til næste gang gav sig selv.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar