Når succes lader vente på sig.

Sidder her 3 dage inde i de Olympiske Lege og bliver til stadighed forundret over sportsjournalisters tåbelige spørgsmål og reaktioner. Superfavoritten bommer helt vildt, og sjovt nok er det første han tænker på ikke lige at krænge sjælen ud for åben skærm i flere omgang på en million sprog... Straks bliver reporterne på stedet (du ved dem med mikrofoner der er bedre pelsede end de fleste polardyr) småbørnsfornærmerde og synes det er NOGET så mærkeligt at opfører sig sådan. Hvad pokker havde de tænkt sig?? Unge mennesker der har kæmpet frem mod et øjeblik i årevis, som ser det smutte ud af hænderne og derefter skal stille i offentlig gabestok og komme med forklaringer på spørgsmålet "Hvorfor vandt du så ikke i dag?". Klassikeren over alle klassikere. "Hvad gik der galt?". Sgu da irrelevant for den beskuende publik. Det vigtigste er da at helten er ved godt mod og klar til nye udfordringer til næste løb. Bliver ALDRIG klog på hvordan man vælger sine sportskommentatorer... Måske vælger man dem med de dummeste spørgsmål, krydret med endnu dummere følgespørgsmål... Ved godt at nogen siger at der ikke findes dumme spørgsmål, men i sportens verden beviser de gode reporterer gang på gang det modsatte. Hatten af for min store helt igen i dag, eller i går rettere sagt. Ja den gode Bjørndalen havde bommet sig langt ned i rækkerne på sprinten og startede derfor jagtstarten fra en lidet attråværdig position som nr 17. Mere end halvandet minut efter den førende franskmand. Men giver manden fortabt af den grund??? Næ nej, han kører på som gjaldt det livet selv, og ender som nr 5. Ingen medaljer denne gang heller, men sikken en pragtpræstation. Manden har vundet ALT hvad der er værd at lægge navn til, og alligevel giver han den en skalle fra en noget umulig position... Hvor var der mange der kunne lærer af dette!! Han viser så sit store format og sin erfaring med pressehåndtering, ved at stille sig op for åben skærm og erklærer at han gjorde sit bedste, og at der var ting som han fik til at fungerer bedre i forhold til den første konkurrence. Gratulerede også lige vinderen og roste den flotte sejr til svenskerne. Dybdeborende journalister gå hjem og vuk. Totalt udspillede af ligefrem ærlighed. Nu er det så lige at jeg må huske alle disse gode takter, når jeg selv bliver passeret. Chancerne er store for at det sker, og når det sker, så må jeg holde fast og huske titaner som Bjørndalen. Respekt!!

 Sneen ønskes hen hvor pebberet gror, for gud ved hvilken gang i denne vinter. Endnu en C-prøve er aflyst på grund de store mængder sne som ikke har haft en chance for at forsvinde. Jeg håber til det sidste at lørdagens C-prøve på Lykkesholm kan gennemføres. Ikke de bedste forudsætninger for opstarten til B-prøve sæsonnen, så jeg sætter min lid til Loa's medfødte evner. Noget træningsprodukt kan man ikke kalde hende på nuværende tidspunkt. Det ville være at tage store ord i sin mund.

På solsiden ser det nu ud til at Soya's løbetid er lige om hjørnet. Ikke noget blod endnu, men hun begynder at hæve bag til, og den hævelse sætter sig traditionen tro også på høresystemet. Har aldrig forstået forbindelsen mellem ører og ægløsning, men historien viser tydeligt at det er tilfældet med Soya. Nå, men hvis alt går vel er hun parret inden måneden er omme, og så er der små i vente først i maj. Så kære Lars og Zeddi, den lange tålmodighed lønner sig, skal I se. Vi kommer snart til Holstebro!

OL - Såklart!

ELSKER VINTER OL!! Det har jeg faktisk altid gjort. Ved godt at de fleste i Danmark synes det er sjovest med Sommer OL, hvor Danmark som oftest har en eller to chancer flere for at tage medalje, men jeg sværger altså til Vinter OL. Nej, ikke kunstskøjteløb, hurtigløb på skøjter, bobslædekørsel eller pirouetter på ski... Men de nordiske dicipliner så som langren og skiskydning. I særdeleshed det sidste. Da jeg var lille havde denne idrætsgrn INGEN appeal overhovedet. Det var russere og tyskere (oftes med en militær karrierer bag sig) som stod for showet, men nu har flere nationer blandet sig i striden, og i særdeleshed vore gæve brødre i nord med alle tiders mest vindende skiløber, på tværs af discipliner og grene. Ole Einar Bjørndalen kan vel næppe kaldes mindre end et fænomen på ski. En tid flirtede han med tanken om at blive langrensløber på deltid, men det er vist lagt på hylden nu, hvor det ædle metal af Olympisk karat står på spil. Manden er en konstant kilde til inspiration. Han har vundet alt, og alligevel er han ikke mæt. Er det det som kendetegner de folk som bare er en tand bedre end alle andre? At de lever og ånder for det næste mål der skal nås? Nok kan man fejre med champagne, men dagen efter er man i sporet igen, og så skal nye slag slås. En anden ting jeg altid har beundret ved de største af sportsmænd (M/K) er at de ikke behøver fortælle vidt og bredt om deres meriter, for de taler for sig selv. I Sverige hørte jeg betegnelsen "vinner skalle" om de folk der bare altid forstår at ramme formen når det gælder som mest. Det må man sige gælder fænomenet fra Norge. Ved sidste OL i Torino, hvor han ikke ramte formen, vandt han "kun" en sølv og en bronze...! Meget godt gået på et par off dage... Når jeg rammer en off day eller flere i træk, er det i hvert fald ikke olympiske medaljer jeg hiver hjem. Vor tids Titaner (i græsk mytologi større end guderne selv).

 Nå men inden aftenens højdepunkt, Skiskydning 10 km (m), så har jeg jo brugt omkring 4 timer af min søndag i det bedste selskab. Loa og mig var til træning sammen med alle de kendte ansigter og poter, og vi fik konstateret ganske så tydeligt hvor skoen trykker. Loa ved ikke rigtigt hvad man skal bruge en kaster til, så hun er ikke nem at hjælpe når hun ikke finder dummien i første hug. Det der med hjemkald er ganske umuligt, hvis tøsebarnet først har givet sig i kast med at løse opgaven. Har hun en dummy i munden ved hun godt hvor hjem er, men ellers er hun ikke til at få kontakt med. Noget upraktisk, så det må der gøres noget ved. Hjemkaldet skal virke bedre, med eller uden dummy!  Så skal vi vist have trænet noget terrænskift. Det var ikke helt nemt at rive sig løs af skovkanter i lige linje, og det var da slet ikke nemt at ignorere to kendte nedfaldssteder for at hente en ukendt, skjult dirigering. Det som virkede var så hendes næse, at hun i dag fik hentet lange markeringer, at hun havde en god vildtbehandling uanset sneen, at hun gav den hele armen selvom hun blev træt og at hun ikke lod sig påvirke i synlig grad af alle de hunde som hun ikke kendte. (De kendte ansigter og poter var indtil i dag kun kendte for mig, Nanna og Soya). God dag i vinterlandet, hvor lektierne til næste gang gav sig selv.

Tæt på...

Ja, dramatisk lyder det og det var da også ved at gå helt i skudder mudder i dag igen. Den der combo med opkørt sne og mit temperament, gør livet meget surt for min stakkels gamle smadderkasse en gang imellem. Skulle her til aften til et arrangement på skolen og triller noget håbefuldt ind på en ikke ryddet P-plads, og sidder herefter fast. gør som alle idioter og gasser op og sidder herefter lidt bedre fast. finder så i min visdom ud af at rokke lidt med bilen og sidder så mindre fast. får ved noget nær et mirakel snurret æsken ud i noget ikke opkørt sne, og sidder så fast igen.

En del kollegaer var på nuværende tidspunkt ved at indfinde sig. En del af disse underviser til dagligt de her adfærdsvanskelige børn med indlæringsvanskeligheder af en hver art, og jeg er ret sikker på at de drog en konklusion eller to, under observationen. Tror ikke noget at det pegede til min fordel... Nå men jeg fandt da ud af at bilen kunne bakke, men bare ikke køre fremad, så nu kunne flere af mine undrende kollegaer så være vidne til at min bil forsvandt længere og længere bort fra udkørslen, som det vist egentligt var meningen jeg skulle benytte for at komme ud af snehelvedet... En ualmindelig dejlig kollega, af stærk mand-typen kom til min undsætning. Grinet er ham undskyldt. Faktisk er der tale om selv samme kollega som for nogle mindeværdige uger siden, nærmest tog livet af mig med både dødbold og armbøjninger.

Grinet var da det samme. Han skubbede nu, ene mand mig og min Seat, fyldt med hunde fri af sneen, og jeg havde så mit hyr med at få navigeret ud af parkeringspladsen, mens manden lagde en brav skulder til og hjalp Seaten over alle forhindringerne. Lyder det som supermand? Ja, i den stund var det da noget nær det tætteste man kommer på den kappeklædte frelsende engel... Min kollega blev straks indstillet til "Månedens Medarbejder", men lykkedes ham vist at kaste nomineringen bort ved uforvarent, at tænde for en kogeplade hvorpå der stod noget plastik beholder. Hvad der kommer let, går let... Jeg har sagt det før og ment det hele tiden... Jeg er omgivet af superdejlige kollegaer!! Det er fedt at være lærer i sådan et miljø. Af hjertet tak!

Let it snow, let it snow, let it snow...

Og det gør det så. Altså sner. Blev bevilliget tidligt fri fra skole pga sne stormen som er på vej, og godt var det. Vejene var allerede ved at være noget ufremkommelige, og et af busselskaberne havde varslet skolen at sidste bus kørte 13.05... Så pakkede jeg lektier og ambitioner om en længere skoledag sammen og vendte øsen mod Lystrup. Måtte lige provianterer hos den lokale købmand, således at vi ikke også sulter ihjel, når nu snestormen tyder om hushjørnet.. Så nu overlever hundene og jeg det meste. Vil jo helst ikke stikke næsen ud i det der møgvejr, men her kommer alligevel et par billeder af optakten til stormen.

Ved ikke om jeg får brug for den der båd lige foreløbigt, men måske når alt det her skal smelte...

Sådan ser der ud i haven. Sådan synes jeg faktiskt der har set ud i haven i rigtigt lang tid nu. Er en smule træt af alt det der hvide pudder. Det har allerede kostet en aflyst C-prøve, og det skulle ikke gerne koste en til...

Fordele ved snestorm:

• 
  
  Tidligt hjem fra arbejde
• 
  
  Ikke mange folk hos købmanden
• 
  
  Ikke mange biler på vejen
• 
  
  Ingen grund til stress, for man kan ikke kæmpe mod det vejr.
• 
  
  God plads til en snurrelur i sofaen med hundene.

Ulemper ved snestorm:

• 
  
  Skuffede børn som fik aflyst deres idræt i dag
• 
  
  Ikke mange friske varer ved Købmanden, da snestormen også gælder lastbiler.
• 
  
  De biler som er på vejen (eksklusive mig sæl') kører som de blinde slås.
• 
  
  Sne alle vegne når man åbner bryggers/have døren.

Så kan man bare læne sig tilbage og sige: Tvai Glyvain, biddø....

En dag i solen.

Så fik vi endelig solen at se fra en frostklar himmel. Dejlig at man igen havde lys nok til at tage et par nogenlunde oplyste billeder. I dag var "Dumbo"- dag.

Juhuu - Der var jo det der vand, som er blevet stift!!

Flying flat...

Du og jeg , Alfred...

Forbryderalbummet på plads.

Ja, så sker der lidt på bloggens layout igen. Den opmærksomme læser har sikkert bemærket de klassiske skønheder, der er tilføjet i venstre side. Den meget opmærksomme læser kender dem allerede, og den helt nye læser har måske brug for en lille introduktion.

 Først ude har vi Nanna. Kært barn har mange navne, og hun er af overslynglen på Præstø (ja, Hr. Kaas-Larsen, det var dem man tænkte på i den skrivende stund), blevet omdøbt til Anna. Man kan efter sigende ikke hører N'et når man går over et vist antal decibel... Hun har sin helt egen mening om hvordan ting skal gøres og alting skulle helst være gjort i går, så fuld rulle og så ikke så mange instruktioner. Selvstændig, kalder man det vist også. Every inch a workaholic. Elsker sofaen efter en begivenhedsrig dag. Kan et tricks med poten, når hun har brug for opmærksomhed. Er vist temmelig arveligt, for trickset går videre hos hendes børn, uanset hvem der er far. Charmerende, det er hun og min allerkæreste Nanna. En rigtig spicegirl (super sporty-spice), der sætter krydderi på tilværelsen her i huset. Ubetinget regent af de firbenede.

Så har vi Soya. Også et kært barn med knapt så mange navne. Hun er en engel på jagt. Med et minimum af træning er hun et naturtalent på opsamlinger. Hun VED bare hvad det drejer sig om, og hun tøver ikke et sekund når først hun er sendt. Hun er helt rolig uanset hvad jeg byder hende, og venter tålmodigt på at få lov.  Aldrig et pib eller en knaldapport. Hun bliver bare ved, og ved når hun er sendt. Every inch a will to please. At lystre er ikke noget vi har lært. Det er bare noget vi har lyst til... Nice-Spice er vist livets krydderi for hende.

Sidst men ingenlunde mindst, har vi Loa. Seneste skud på stammen. 2. generation efter gamle Sota. En rigtig dejlig hund at gå på jagt med. Den opmærksomme læser har sikkert bemærket begejstringen i undertegnedes indlæg efter hendes debut ud i apporteringens kunst. Jeg GLÆDER mig til at gå på prøve med den unge dame. Hun tegner lovende. Og så er hun lidt af en charmetrold. Every inch a Lady. Nogen synes hun er pæn og nogen synes det sikkert ikke. Jeg er ovenud tilfreds med hendes udvikling indtil nu, så det skal blive skægt at få talentet omvandlet til resultater her til foråret. All in one-Spice dækker vist bedst den unge dames brede vifte af muligheder.

Det er slynglerne. Nu venter jeg blot på at Soya skal gå i løbetid, så vi kan besøge Zeddi. Jeg ønsker mig nemlig så brændende et Soya barn. Nu har hun vist ikke tænkt sig at skynde sig med det, så jeg slår masser af koldt vand i blodet (ikke svært med de temperaturer vi har nu) og har masser af is i maven... Mmmm, gid det var vaniljeis... Med skovbærsovs til... Eller chokoladesovs... eller pandekager... Nå, men så blev jeg jo lækkersulten, så tak for idag...!

Når der skal præsteres...

Ja, så var Loa og jeg jo på jagt i weekenden. Sammen med alle rødderne fra Sjælland... Ja, nu siger jeg alle, et noget stort ord at bruge i den sammenhæng, for dagens ord var vist nærmest "mandefald". Ikke i ordets bogstaveligste betydning, selvom den gode Hr. Kaas-Larsen vist måtte sande, at det der med islag på en grusvej vist ikke var at spørg med og at han ikke er et gudsbenådet talent ud i balancens sværer kunst. Eller også ville han vist bare kigge stjerner eller sådan noget. Han lå i hvert fald og rodede noget rundt der på skovvejen inden 1. såt blev blæst igang.

 I gang kom såten, trods manglende kendte ansigter og poter, og da det jo kun var kokkene som man måtte skyde så var skytterne en anelse tilbageholdende. Eller også var det beskeden på morgen parolen om at skød man en høne ved en fejl, kostede det en flaske snaps... Hvad det end var, så sejlede ca 15 store fine kokke hen over hovedet på både Loa og mig, og de fløj alle raske videre efter skytterne havde haft chancen. Et smukt syn, men ikke noget der gav en hulens masse arbejde til den unge dame. Det tog hun nu pænt og med ophøjet ro. Dejligt.

 Efterhånden som såterne blev afviklet blev der skudt flere fine kokke og en del af dem havnede også i "vores" område, så Loa blev sat på arbejde. Hun er ikke helt skarp til at følge fuglene hen over himlen endnu, men hun er drønskarp med næsen på efterapporteringerne. Der var meldt 3 i et område og hun fandt selvfølgelig 4. På trods af at hendes tåbelige fører forsøgte at saboterer arbejdet ved at kalde og fløjte hende hjem, "da vi jo var færdige". MAN SKAL STOLE PÅ SIN HUND!!! Trods hendes ringe erfaring, så viste hun rigtigt gode takter og jeg glæder mig til vejen til A-prøverne er klar. En af hendes fineste paradenumre var en anskudt kok, som hun måtte forcerer et hegn med fire tråde for at få fat på. Uanset den gode kok sprællede og flaksede, tog hun uden tøvet rigtigt fat om fuglen og bragte den fint hjem. Den lille æresrunde er hende tilgivet. Han var også en fin fugl at vise frem. Hun opførte sig pænt hele dagen og holdt hovedet koldt selv da det lakkede mod enden. Det rørte hende ikke at de andre hunde arbejdede om ørene på hende, og hun gjorde hvad hun blev bedt om i fin stil. Dejlige Loa Lækkerbidsken.

 Resten af weekenden blev brugt i gode venners lag på Bogø. Luksus at blive forkælet med god mad og Toms Chokoladeskildpadder. Manden, der opfandt dem skylder mig efterhånden mere end et par bukser... Og det samme gør ham der fandt på at lave en skildpadde is... Dem og deres gode ideer... Sgu ikke nemt at holde nogen form for linje, med sådanne fristelser i omløb!!

 Og så var der jo lige dagen i dag. Dagen hvor jeg var eksamensvagt (eller rettere terminsprøvevagt). Noget med at følge en masse unge mennesker på toilettet i tide og utide, at ikke svare på nogle faglige spørgsmål, at flintre rundt med papirark i 2 farver, en til kladde og en til indskrivning, noget med IKKE at tage sko på med hæle der klapre, og noget med absolut tyyyyyssssstnad, så de unge mennesker kan hører dem selv tænke. Nogen i vagtstaben benyttede lejlighed og rang til at stjæle smagsprøver af den buffet af slik, kage, frugt og andet godt som de hårdtprøvede elever havde medbragt. Man skulle tro de var bange for at sultedøden skulle sætte ind under d 4 timer lange prøve. Dette skete dog ikke. Men drikker man meget vand, så løber det vist lige igennem, for et stort antal elever måtte på potten flere gange end en i løbet af prøven. Fik straks flashbacks til min egen tid på den side af bordet, og tænkte tilbage på en tid med Marabouchokolade og Evers tyggekarameller. Det var det eneste der duede. Jeg husker tydeligt suget i maven og den der bobbel fornemmelse, hvor jeg var i en bobbel og resten af verden var borte fra min bevidsthed. Et blik rundt i salen i dag afslørede med al tydelighed at det med bobler også eksisterer i dag. En kollega spurgte om ikke jeg synes det var kedeligt at være vagt, men nej, det var det ikke. Det var fascinerende mere end noget andet. At se de unger jeg normalt koster rundt med til fodbold, basketbold og ja, dødbold sidde i en sal der emmede af nervøs koncentration, og kæmpe det bedste de havde lært med, vinkelmåler, passer, kuglepenne og linialer var en helt fantastisk oplevelse. De fleste altså... Så var der jo lige dem der stod af inden toget for alvor var kommet i gang, og brugte resten af tiden til at pille næse, og det der var værre... I absolut tttttyyyysssstnad, forstås...

Om det er på jagt eller til prøve, det handler om at præsterer når det gælder. Det er jo der det tæller mest.

Her har i så et billede af Soya, som ikke mener det er tid til at gå i løbetid endnu. "All good things comes to those who wait..." Som man siger der ude længere mod vest.