Så så man lige mig...

Vil starte med at konstatere at sneen er kommet i MÆNGDER! Troede ikke helt jeg var flyttet til Østrig. Men et blik ud af vinduet tyder på noget med en bjerghytte i flere tusind meters højde og en masse afterskiing med solariebrune tyske turister og rødnæsede danskere der desperat forsøger at overlevere ordren: "Tvei Glyvajn, biddø". Sneet inde er jeg ikke, og tak og lov for det. Ville ikke undvære mine dejlige unger på skolen et sekund. Hvordan kan man dog nyde noget som helst herhjemme, når man har chancen for at tilbringe en herlig arbejdsdag sammen med cremen af Danmarks ungdom?? I dag var en dag som alle andre. Gode oplevelser stod nærmest i kø. Noget andet der også stod i kø var møder. Afsted i morges kl 7.15 og hjemme igen kl 17.05. Vil nogen lige gentage for mig at skolelærer aldrig laver noget? Og så er der lige al den forberedelse som skal være på plads til imorgen. Man må bare ELSKE det her job.

 Og så kommer vi til sagens kerne. Slut med at steppe rundt om den varme grød... Alt det vinter blev lige pludseligt MEGET belastende... Man kommer godt træt ud af skolens hoveddør, tramper herefter henover en snedækket parkeringsplads, mørket er begyndt at sænke sig over byen, i god tråd med årstiden, og man går herefter i gang med at grave sin gamle spand ud under det tykke tæppe af sne som havde lagt sig, noget så dekorativt over øsen. Der var ingen vej udenom. Nu tænkte jeg så i mit stille sind, at det ville tage noget tid og hvorfor ikke lade kareten varme op imens? Som tænkt, så handlet... Startede bilen, lagde taske, lektier og andet godt ind på forsædet, lukkede døren og gik i gang... Der blev skrabet, og bandet lidt, og skrabet lidt mere og ønsket en hel del at man kunne trylle (ja kære trofaste læser, den tanke kommer til mig på jævnlig basis...) og skrabet lidt til. Til sidste var lygter, ruder og alle andre vigtige dele fri af sneen... Jeg blæste i mine kolde hænder for at varme istapperne op (havde jo husket at glemme mine vanter), hvorefter jeg trak i håndtaget i forventningen om at døren ville gå op til en forvarmet bil... Ingenting skete. Jeg rev i håndtaget, denne gang med en smule mere pondus bag, med samme resultat... Herefter skete det uundgåelige. Målerne begyndte at gå i rødt. Det kunne da for pokker ikke være rigtigt at døren, som jo ikke var låst, ikke gik op når man trak i håndtaget!!! Hvad F..... var meningen?!!?

 Så begyndte noget der mindede om en god gammel krigsdans rundt om bilen, i det jeg flåede i alle dørene for at se om en anden ville gå op. Blev herved mindet om, at Seatten ikke har central lås, og at jeg i morgenens mulm og mørke, jo havde sikret mig at låse alle døre, da ingen jo skulle rende sin vej med skrotbunken!! Ønskede bilen hen hvor peberet gror og ønskede samtidigt at det var sommer og at livet var en dans på roser. Det er det måske i bund og grund også, men jeg synes ærlig talt det var mere torne end blomster jeg hoppede rundt på der i sneen... Jeg kastede mit skælvende korpus mod døren i håb om at hvad det nu var der sad fast ville give sig under vægten og døren ville gå op... Intet resultat. Bilen varmede noget så lystigt videre og lignede mest af alt en noget skrabet Kitt (Nightrider, 80'erne, snakkende bil, ikke Herbie, David Hasselhoff inden Baywatch) model, som stod der og ventede på ordre. Gav døren et gedigent los med en meget kold fod... Jamrede herefter højlydt og sprang rundt på et ben en stund, og kom i tanke om, hvor dumt det er at gøre sådan. Fik øjeblikkeligt flashbacks til en gang i mine unge dage, hvor jeg var på vej hjem fra ridning i strid modvind, og jeg i et raserianfald sprang af cyklen og sparkede til den fordi den ikke kørte hurtigere. Mine damer og herre, det er nu mig der opdrager, præger og underviser cremen af Danmarks ungdom... (Siger lidt om vores skolevæsen, eller hvad??). Nå, men nu er jeg jo noget ældre, så jeg stormede ind på skolen, hvor jeg mødte vores meget trofaste og klippefaste sekretær. Forklarede i malende vendinger problemets omfang og fik kastet ind i beskrivelsen, at retfærdighed absolut ikke eksisterede på denne jord. Beklager til alverdens fattige og sultne, men som jeg har sagt før, når målerne går i rødt, tager kemien over, og alt det der med næstekærlighed går helt af fløjten. Jeg blev af sekretæren mindet om hvorfor jeg holder så usigeligt meget af hende, og klart indstiller hende til "Månedens Medarbejder" (igen), da hun ytrede de vise ord om at i sådan en situation var det blot et spørgsmål om hvor meget vold der skulle til... En sekretær lige efter mit hoved!!! (Skal lige siges for en god ordens skyld at hun sluttede sin rådgivning med en formodning om at under samtalens forløb var bilen sikkert blevet så varm, at isen var smeltet, og problemet hermed løst... Hørte nu mest efter, da det handlede om vold).

 Ladet med et medmenneskes opbakning, gik jeg kampklar ud til skuepladsen igen. Dramaet var for alvor sparket igang. Målrettet tog jeg et fast greb om dørens håndtag og flåede som besat... Ingen effekt. Ikke det mindste lille knirk... Gode råd var nu dyre... Ringer man til Falck og siger "Hjælp, min bil har frosset mig ude"? Så, hvad der var tilbage af min stolthed, forsvinde ud i sneen ved tanken om svaret i den anden ende... Og så var det at jeg fik en åbenbaring... Bagsmækken! Gled graciøst og diskret (synes jeg selv) om bag i bilen og sagde en lille bøn inden jeg trykkede på låsen... Bagsmækken gik op. Og derfor kunne fritidsbrugere af skolen og forældre, der nu var begyndt at hente SFO børn, undrende se til mens 1 stk skolelærer (som ellers altid er noget så cool) krøllede sig sammen og kravlede af bagvejen ind i en bil, der kørte i tomgang. Sjovere var det nok for dem, der blev til ekstranummeret, da 1 stk skolelærer skulle forcerer det hundegitter, der adskiller førersæde og det nedfældede bagside. 1 stks popo af anseelig størrelse lige i bakspejlet. Selv synes jeg jo, jeg klarede alle strabadser med allerstørste værdighed... Selvfølgelig.