Hjemme igen.

Så er vi tilbage efter en helt vidunderlig jul i familiens skød. Hyggen er altid skruet på max, når familien samles og i år var ingen undtagelse. Juleand på bordet, Ris a'la mande, med ikke helt nok mandler i følge min ærværdige fader (1:1 mandler/riskorn synes at være faderens devise...) julemedisteren der stegte sammen med anden og alle de andre vidunderlige traditioner var på plads, timede og tilrettelagte. Mad, mad og atter mad. Træet med levende lys og hjemmelavet konfekt... Jo tak der manglede ingenting. Det var lige hvad jeg havde brug for. Min ynglingssang på denne årstid har altid været, "Sikken voldsom trængsel og alarm" af Peter Faber og især linje der lyder :"...Drej kun universet helt omkring, vend kun op og ned på alle ting, jorden med thi den er falsk og hul, rør blot ikke ved min gamle jul..." Han vidste præcis hvad han talte om, den gode, gamle Faber.

 Nå, men udover maden og familien, så blev der også tid til et glædeligt og længe ventet gensyn med de dejlige slyngler på Christinelund. Jeps, jeg var på jagt med Loa og Nanna, og alle rødderne fra Nordsjælland. Flatter til højre og venstre kan man vist roligt sige... Og så en lille spaniel eller to. Det var helt fantastisk at være afsted igen. Fuglene fløj som sædvanligt som det passede dem og ikke helt efter planen, og skytterne var ikke alle så heldige med det der at holde for eller bag eller bare hovedet koldt. Alt i skønneste orden og serveres med en kæk bemærkning og et lunt smil. Så hyggeligt kan det være at gå på jagt. Det var jo samtidigt drabeligt alvor. Lækre Loa skulle jo for første gang side der og holde hovedet koldt og poterne varme, mens hendes mor, blæste rundt med vat i ørene. Nanna er kendt og elsket af både skytter og apportører på Christinelund, men hun brillierer aldrig ud i diciplinen will to please... Hun er umulig at få kontakt med, når først hun har sat af, før hun har fugl i munden. Så ved hun præcis, hvor den skal hen. Hjem til mig i en vis fart, så hun kan suse afsted igen efter den næste. Det er ren høflighed, når hun en enkelt gang imellem venter på at få lov til at gå på en fugl. Helst ved hun bedst selv når det er hendes tur. Til stor fornøjelse for alle slynglerne og konsortiets skytter, som ser med megen moro på Nannas kække opvisning i rendyrket ulydighed og jagtlyst. Og med mindst ligeså stor moro på mine febrilske og oftest nyttesløse forsøg på at gøre den mindste forskel, med både fløjte og stemme i et leje, forhøjet med adskillelige decibel. Resulterer oftest i røde kinder (og tit og ofte ditto øre) til mig, og fugle og en løbetur til Nanna. Kors, hvor jeg har savnet det hele.

 Nå, men tilbage til Loa og hendes debut. Det gik helt efter bogen. Ikke det mindste opstandelse over hverken skud (som der var mange af), fugle (som der ikke var helt så mange af), køren i tæt pakket vogn med skytter og andre hunde hun ikke kendte eller at Nanna blæste rundt som en kåd kvie, der bliver lukket på forårsgræs efter alt hvad der kunne minde om fugl. Ikke det mindste tog min dejlige tøs notits af. Hun markerede fuglene og ventede pænt på sin tur til at blive sendt. En gang smuttede hun og snuppe en fasan foran næsen på Nanna (som tilgengæld, næsten fik en anden fasan i hovedet), men ellers sad hun rolig og cool med det store overblik og hidsede sig ikke det mindste op over noget. Klar til arbejdet, men med en usædvanlig masse is i maven. Det bliver skægt i fremtiden kan jeg love. Jeg brugte rigtigt meget tid på at rose hende for hendes gode opførsel, og den fine ro. Det vil jeg tage vare på, for det får vi brug for mange gange. Slynglerne havde det alle godt (både 2 og 4 benede), fuglene faldt ned og landede på paraden, Fiskalen Bent (den grumme) spillede på jagthorn og det var da ikke uden et vist vemod, at der blev sagt farvel og Godt Nytår. 16. januar går det løs igen. Jeg kan næsten ikke vente.

 Dagen efter var det tid til at tage på visit i Dalby. Altid hyggeligt og altid, altid ender det med vi sidder og ævler den halve nat. Utroligt, hvor meget man skal nå at få vendt, og som tiden suser afsted, når man hygger sig. Jeg glæder mig rigtigt meget til 2010, hvor vi skal se mere til de der sjællændere.

 Og så sidder jeg her og blogger igen. Hundene havde vist savnet hjørnesofaen, for der ligger de henslængt nu i stillinger der vil gøre selv et slangemenneske misundelig. Jeg havde mest savnet min brændeovn, som nu knitre lystigt. Ude godt, men hjemme bedst.

Min udsigt fra hjemme kontoret d 23-12-09.  Æble i Sne.

Hundene på en gåtur d. 27-12-09 på Sjælland. Hvid jul var vist mest i Jylland...